Hanne Dagmar Raaberg: Corinnas coronaliv – ‘Skygger’

i Kultur/Essays af
CORONAKRISE // NOVELLE – Det er blevet halvmørkt i lejligheden. Om lidt tænder jeg lyset, men først skal jeg være i tusmørket. Invitere det ind i mit sind og få ro i hovedet. Det er en teknik, jeg har lært.

Det er svært at finde ro for tiden med al den coronasnak. Det er egentligt sært med det navn. Corona. Jeg mener, det hedder coROna, det skulle da have heddet coUrona. Eller faktisk hellere noget helt andet, langt væk fra mit navn, som jeg ellers altid godt har kunnet lide, fordi det var specielt – også da jeg blev drillet i skolen. Corinna. Nu er det lidt træls at rime på en virus. Nå, men ingen spurgte mig, før de navngav virusset.

Jeg går min sædvanlige tusmørkerunde i lejligheden, først ud i entreen. Jeg standser og stirrer stift gennem halvmørket. Der er noget, der ser anderledes ud. Skyggerne flyder over i hinanden, og det er svært at se klart. Jeg kniber øjnene sammen og fokuserer. Jo, der står en anden! En fremmed. Lige henne ved hoveddøren. Mit hjerte banker lige så dybt og tungt som bassen i gulvbrædderne, når underboen holder fest. Det er heldigvis længe siden sidst. Noget godt fører corona med sig.

“Hvad laver du her?” spørger jeg højt og klart.

Det gælder om ikke at vise frygt, men tværtimod vise, at man har styr på det, og at personen bare kan skride. Her er der ikke noget at komme efter.

Der bliver ikke svaret, og jeg går lidt nærmere. Ingen bæven her!

Jeg kommer tættere på, og nu træder konturerne tydeligt frem. Den fremmede person forvandler sig til min forårsfrakke og min cykelhjelm, som jeg fandt frem i formiddags og hængte herud. Jeg klapper mig selv på skulderen for mit vovemod, men min puls vil ikke indse, at det bare var falsk alarm. Den banker videre i højt gear. Jeg beroliger mig selv ved at mærke lidt på det tynde stof i frakken, der er helt glat af slid på albuerne. Det føles dejligt mod fingerspidserne.

Jeg vender om for at gå ud i køkkenet og får et nyt chok. En bevægelse foran badeværelses­døren! Var det en, der gik ind i soveværelset? Jeg kigger på det store spejl, der hænger på døren til badeværelset. Var det bare mig selv, jeg så i spejlet, eller var der nogen? Står der en inde i mit soveværelse nu?

Jeg vil ikke være bange i min egen lejlighed! Med paraplyen mellem benene hælder jeg popcorn i skålen, kværner ekstra salt på, tager skålen i højre hånd og paraplyen i venstre, mens jeg går tilbage mod stuen

Jeg trækker op i taljen på mine hyggebukser, så buksernes hængerøv bliver spilet ud af min egen og går langsomt og stille hen mod soveværelset. Overraskelse er det bedste angreb. På vejen griber jeg den store paraply, den slidte med solsikker på. Den er tung og ligger godt i hånden. Jeg stikker den ud foran mig som en lanse, da jeg med et hurtigt sving drejer ind i soveværelset.

“Hvem der?” råber jeg som en politimand i en 50’er-film. Jeg er åbenbart ikke kommet ret meget videre, selv om jeg er født i 87. Jeg kan ikke se nogen i soveværelset, der som sædvanlig bliver lyst godt op af lysene ovre fra boldbanen. Tusmørket er altid svært at finde herinde, men lige nu er jeg ret glad for det.

Jeg tjekker hele vejen rundt om sengen og under den. Jeg ligger helt nede på knæ, og mine bryster bliver mast op ad maven. Jeg tror, min krop synes godt om den her tid, hvor køleskabet, chokoladeskabet, chips-skabet, småkageskabet hele tiden er tæt på. Både når jeg arbejder, og når jeg holder fri.

Tiden flyder, min krop flyder ud, det hele flyder sammen. Selv om jeg er god til at holde arbejdet ude i strakt arm og bliver ved med at kunne nå mine opgaver på cirka to timer om dagen, så er jeg nu nødt til at have stopur på, ellers går min hjerne langsommere og langsommere. Altså, jeg bruger timeren på min telefon, jeg har ikke et stopur. Så oldnordisk er jeg trods alt ikke.

Jeg rejser mig op, går hen til skabet og åbner begge skabslåger, ingen der. Jeg flytter på gardinerne. Ingen gemmer sig nogen steder. Jeg trækker vejret halvtungt og puster ud så langsomt, som jeg kan. Ind gennem næsen, ud gennem spidset mund. Flere gange i træk.

Jeg forsøger at fortsætte min tusmørkerunde, selv om den indtil videre har gjort mig alt andet end rolig. Jeg går ud i køkkenet. På køkkenbordet står en skål med en rest upoppede popcorn i bunden. Selvfølgelig. Popcorn vil hjælpe på min uro. Jeg finder en pakke, flår plasticen af, folder hjørnerne og lægger pakken i microen. 3 ½ minut. Så kan jeg godt nå en runde ind i kontoret.

Jeg går gennem stuen og ind til mit andet liv. Her er jeg ikke en kedelig kontordame alene med en kat. På PC’en er jeg Queen Dragonfly, oftest bare QDFly. Ingen kender mig som andet. Hverken mit team eller vores fjender. Jeg er sjov, stærk og modig.

Jeg føler mig fristet til at tænde, men jeg har lavet regler for mig selv. Ellers stikker det helt af for mig. Desuden er ingen fra mit team på endnu. Firebun plejer at være først, og hun er ikke vågen før om en times tid. Jeg kigger rundt i kontoret, alt er som det plejer. Den store palme i hjørnet hænger lidt, måske skal den snart have et brusebad? To af mine ældste orkideer i vindueskarmen blomstrer, en gul med lyserøde pletter og en hvid.

”Biip-biip” lyder det fra køkkenet, popcornene er færdige.

Lige om lidt tænder jeg lys, men jeg er stædig nu. Jeg vil ikke være bange i min egen lejlighed! Med paraplyen mellem benene hælder jeg popcorn i skålen, kværner ekstra salt på, tager skålen i højre hånd og paraplyen i venstre, mens jeg går tilbage mod stuen.

Noget stryger ind foran mine ben og fælder mig.

Jeg snubler, tager et par vælteskridt og falder så forover.

Jeg holder godt fast i paraplyen, der smadrer hårdt ned i gulvet, ned mod underboen. Skålen med popcorn ryger ud af min hånd og flyver i en flot bue hen mod vinduet. Den rammer glasset og fjedrer tilbage med en tåge af popcorn lige mod mig.

Bunk!

Margretheskålen rammer mig i panden, mens jeg rammer gulvet i en vrimmel af hvide puffede skyer.

Jeg ligger helt stille og forsøger at hive luft ind i mellemgulvet igen, og så hører jeg katten, der spinder lige ind i mit højre øre og puffer til mig med hovedet.

Tiger for fa’en!


‘Skygger’ er tredje del af en serie noveller skrevet af Hanne Dagmar Raaberg om hovedpersonen Corinnas liv under coronakrisen. 


LÆS FLERE ESSAYS OG NOVELLER HER


Foto: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne Dagmar Raaberg er cand.mag i retorik fra Københavns Universitet og uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet. Hun har været ansat på Farmakonomskolen i mere end 20 år, de seneste 10 år som leder. Ved siden af jobbet skriver hun, og i 2017 udgav hun børnebilledbogen "Hils far". I 2018 mistede hun sin datter, der blev kørt ned, 19 år gammel. Siden har hun skrevet mere end 240 digte om sorgen og om at komme tilbage til et nyt liv. En del af digtene findes på hendes Instagram, og hun arbejder på at samle dem til en digtsamling. Derudover er hun gift, har en søn og en kat, er passioneret the-drikker - og staver helst the med et h, fordi det smager bedre.

Følg Hanne Dagmar Raaberg på Instagram her:
https://www.instagram.com/forfatter.hanne.dagmar.raaberg/