NICARAGUA // ANALYSE – Nicaraguas medpræsidenter Daniel Ortega og Rosario Murillo har i årevis strammet grebet om magten og slået hårdt ned på oppositionen. Nu står landet over for endnu et skridt væk fra demokratiet, efter at Ortega har erklæret, at der ikke længere skal afholdes valg.
Den 19. juli holdt Nicaraguas præsident Daniel Ortega som sædvanlig tale på årsdagen for den sandinistiske revolution i 1979. Massemødet blev som hvert år afholdt på Troens Plads i den centrale del af landet i nærheden af Nicaragua-søen – tidligere kaldt Revolutionens Plads.
Til stede var tusindvis af ’tilhængere’, de fleste ansatte i den offentlige sektor og tvunget til at deltage sammen med en ledsager. Alle var klædt i det samme tøj og opstillet i pæne rækker.
For få uger siden blev ikke mindre end 2.000 advokater frataget deres tilladelse til at arbejde som advokater – tilsyneladende fordi de ikke konsekvent har fulgt regimets linje
Det var opsigtsvækkende, da Ortega åbent erklærede, at der nu ikke ville blive afholdt flere valg i Nicaragua, fordi sådanne ville give tidligere somozistas – tilhængere af Anastasio Somoza, som blev væltet af sandinisterne i 1979 – eller grupper styret af USA mulighed for at komme på banen.
Valget skulle oprindeligt være afholdt i november i år, men blev udskudt til november 2027. Nu er det blevet aflyst.
Ortegas erklæring skabte store protester og kritik internationalt fra formanden for Organisationen for Amerikanske Stater (OAS), USA’s udenrigsminister og EU’s udenrigschef Kaja Kallas til FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder.
Og flere lande i Latinamerika, blandt andet Costa Rica, trak deres ambassadører hjem i protest.
Ortega har været præsident siden 2007. Siden har der ikke været gennemsigtige og retfærdige valg. Det seneste præsidentvalg fandt sted i 2021, og det var yderst manipuleret. De fleste modkandidater blev fængslet. Mange blev frataget statsborgerskab og efterfølgende sendt ud af landet, og oppositionen blev således forhindret i at deltage.
Ortega blev erklæret vinder med omkring 80 procent af stemmerne. Men fra at afholde sådanne stærkt manipulerede valg til slet ikke at afholde valg er der, som man forstår på de mange internationale protester, dog stor forskel.
Regimet forsøger at trække i land
Fra USA’s side har man hidtil ikke udvist den store interesse for udviklingen i Nicaragua. Der er ingen råstoffer af betydning som i Venezuela (olie), og Nicaragua udgør ikke en stor sikkerhedsmæssig trussel, sådan som man fra USA’s side fremstiller Cuba. Og demokrati eller mangel på samme er ikke just USA’s store bekymring.
USA’s manglende interesse er på trods af Nicaraguas tætte alliance med Kina og Rusland. Kina har i de senere år fået en omfattende økonomisk tilstedeværelse i landet, blandt andet gennem kinesiske mineselskaber, der har fået adgang til store områder i især den østlige og nordlige del af Nicaragua til udvinding af guld.
De mange negative internationale reaktioner på Ortegas udtalelser overraskede uden tvivl regimet i Nicaragua. Hidtil har regimet i Nicaragua kunnet leve relativt isoleret uden den store opmærksomhed i Latinamerika og generelt internationalt. Det skyldes eksempelvis, at øjnene er rettet andre steder hen, hvor der er større kriser. Regimet har afbrudt de diplomatiske forbindelser med mange lande i regionen og også europæiske lande.
Men direkte at erklære, at der nu ikke bliver flere valg, har fået bægret til at flyde over. Og nu forsøger man at trække lidt i land for at undgå en mere direkte reaktion eller intervention fra eksternt hold, som for eksempel fra USA’s side. Nu vil medpræsidenterne Ortega og Murillo lave en konsultationsproces og høre parlamentet, som de i øvrigt kontrollerer fuldstændigt.
Allerede nu ser det ud til, at regimet i Nicaragua er ved at modificere Ortegas udtalelser. I stedet for at afholde valg næste år vil der måske blive valg i 2028. Og der kan blive tale om en ny forlængelse af præsidentperioden på yderligere syv år for de to medpræsidenter.
Alt imens fortsætter det eksterne pres: For få dage siden afholdt OAS på USA’s initiativ et ekstraordinært møde om udviklingen i Nicaragua, hvor langt de fleste lande kritiserede regimet i Nicaragua for ikke at respektere de grundlæggende demokratiske regler.
Det kan sandsynligvis føre til tiltag, der yderligere isolerer Nicaragua på fx det kommercielle plan. Eksporten af guld, Nicaraguas vigtigste eksportvare, går for langt størstedelen til USA.
Yderligere stramninger
I det seneste par år er der sket yderligere voldsomme stramninger af styret i Nicaragua, og fra flere sider vurderes det, at regimet i Nicaragua kan sammenlignes med det nordkoreanske regime. Det er for eksempel tidligere vicepræsident Sergio Ramírez’ udlægning.
Ud af en befolkning på ca. syv millioner har 1,5 millioner forladt landet siden 2018. Mange af dem er flygtet. De fleste til Costa Rica, mange er blevet frataget deres statsborgerskab og udvist af landet, hele familier er flygtet, mange sidder i fængsel, og over 5.000 ikke-statslige organisationer er blevet forbudt.
Ikke mindst den katolske kirke er blevet udsat for forfølgelse, og mange af dens institutioner er blevet konfiskeret, som eksempelvis det bredt anerkendte katolske universitet i Managua. Senest er biskop Mata fra den nordlige by Estelí forsvundet – ingen ved, hvor den nu pensionerede biskop befinder sig.
Og for få uger siden blev ikke mindre end 2.000 advokater frataget deres tilladelse til at arbejde som advokater – tilsyneladende fordi de ikke konsekvent har fulgt regimets linje.
Det synes dog klart, at store dele af militæret og politiet ikke er enige i Murillos stramme linje over for tidligere sandinistledere
En yderligere udfordring for regimet i Nicaragua er de mange deportationer fra USA: Over 8.000 er blevet hjemsendt, hvilket også udgør en vanskelighed, da mange af dem tidligere har sendt betydelige beløb til familien i Nicaragua.
Hvilke udsigter er der?
Daniel Ortega, der nu er 80 år, er tilsyneladende blevet fysisk og psykisk svagere de sidste par år. Rosario Murillo, hans kone, har overtaget mere og mere af magten og står uden tvivl forrest, når det kommer til forfølgelse af tidligere sandinistledere som Henry Ruiz, Bayardo Arce og Luis Carrion, der henholdsvis er blevet sat i husarrest, fængslet og flygtet ud af landet.
Det synes dog klart, at store dele af militæret og politiet ikke er enige i Murillos stramme linje over for tidligere sandinistledere. Og de ser derfor med kritiske øjne på denne proces, hvor Murillo får mere og mere magt, og Daniel Ortega klart synes at rykke i baggrunden.
Hvis det ender med, at Murillo overtager præsidentposten alene, er det langt fra alle i landets magtapparat, der vil se positivt på det.
Samtidig er der ikke blandt de to medpræsidenters børn nogle, der med sikkerhed står parat til at træde ind på banen. Laureano er den eneste, der har gjort sig bemærket i den henseende, men hidtil kun i forhold til relationerne til Kina og Rusland, mens han ikke har gjort det i forhold til landets interne politiske udvikling.
Det er vanskeligt at forestille sig, at det aktuelle, diktatoriske regime har en politisk fremtid. Men hvornår og hvordan overgangen bliver, og til hvilken form for regime, er nogle af de spørgsmål, der melder sig.
Der er ingen tvivl om, at den interne opposition skal på banen, men det er af gode grunde vanskeligt at få et klart indtryk af dens styrke. Og den eksterne opposition synes spredt i mange lande og dårlig koordineret.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er Danmarks førende nyhedstjeneste om verden i udvikling og Danmarks internationale engagement.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og