Kommunikationsrådgiverne Anna Thygesen og Anne Kirstine Cramon skriver hver måned klummen “Kommunikation – Hot og Not” på POV om, hvem og hvilke sager der klarer sig godt og mindre godt i mediebilledet ud fra et kommunikationsfagligt perspektiv. I denne omgang har de set på den første måned af 2018 og de er mildt sagt ikke imponerede. Normalt plejer de også at rose, men i årets første måned har de faktisk ikke set andet end chokerende dårlig kommunikation.
Januar er en træls måned. Det er op ad bakke med dårligt vejr, mørke, slankekure, for få fester, og håbløse besøg i fitness-centeret, så de har desværre ikke kunnet finde en eneste positiv kommunikationshistorie i årets første måned. De skal ikke kunne sige om det skyldes deres dårlige humør eller noget helt tredje, til gengæld har de det tunge skyts fremme, når det gælder not so hotte historier i den måned, vi lige har forladt.
Not so hot i januar
Venstres Whataboutism
Whataboutism blev for alvor et buzzword i 2017. Det er et begreb, der beskriver, hvordan man i en diskussion kan angribe sin modstander og anklage vedkommende for at hykle ved at lave en sammenligning, der i virkeligheden egentlig er ude af kontekst.
På godt dansk kan man sige, at det er som at sammenligne æbler og pærer. Man tager et emne, der ikke har en konkret forbindelse til et andet for at skabe et argument. Det kan være i de danske feminismedebatter, hvor nogen måske kan finde på at påpege, hvor slemt det står til med kvinders rettigheder i Mellemøsten. Det kan også være, når nogen påpeger, at vi bruger for meget energi på at diskutere terror, når der dør langt flere i trafikken. Und so weiter.
En af grundene til, at teknikken virker så godt og derfor stortrives på sociale medier, er at den medietype ikke er indrettet til at kunne rumme reflekterende, dybe eller forkromede diskussioner og pointer. Budskaberne skal være lette at afkode og diskussionen skal gå stærkt – så derfor trives whataboutism i den grad på de hurtige kanaler, fordi man på overfladisk vis kan skabe en hurtig pointe.
Et frisk eksempel på Whataboutism så vi i sidste uge, da Venstre uploadede et billede til partiets Facebook-side, hvor de kritiserede Socialdemokratiet for at sætte fokus på, at partiet ønsker at bruge flere penge på Afrika, men ikke fortæller, hvor de penge skal komme fra.
I opslaget insinuerer regeringspartiet, at pengene skal gå fra dansk velfærd. Problemet er blot, at dansk velfærd og udviklingsbistand på ingen måde kan sammenlignes direkte og pengene kommer fra forskellige kasser.
Venstre trak Facebook-opslaget tilbage med denne kommentar til BT fra Venstres udviklingsordfører Michael Astrup Jensen:
”Vi fandt ud af, at den blev misforstået ret meget fremfor at sætte fokus på hvad vi mener”.
Venstres kronprins, Kristian Jensen, som tilhører den international orienterede fløj i partiet, skrev det skarpere på Twitter (men holdt sig fra masserne på Facebook – modigere var han ikke), at når man begår fejl, skal man også indrømme dem, hvorefter han linkede til Venstres tibagetog på Twitter:
Ingen er for stor til at lave fejl. Det er bare vigtigt også at kunne indrømme det. https://t.co/FFva16qZp8
— Kristian Jensen (@Kristian_Jensen) February 4, 2018
Nogle gange rammer vi ved siden af. Det gjorde vi i dag. Derfor har vi taget det meget omtalte opslag ned fra Facebook. God aften. #dkpol
— Venstre (@venstredk) February 4, 2018
Det er selvfølgelig nemmere at sige, at folk misforstår – og dermed lægge det over til modtagerne at være ude af stand til at afkode budskabet, frem for at indrømme, at man selv har jokket i spinaten, men det kommer nu til at fremstå noget arrogant og bedrevidende. Rigtig dårlig kommunikation fra Venstre.
Feelgood-indsamlingen til Ali og hans bageri
I januar måned startede den konservative politiker Mette Abildgaard en indsamling til bageren Ali, efter hans bagerforretning i Tingbjerg var blevet hærget af bandemedlemmer. Den konservative politiker – det skal i øvrigt lige nævnes at det var politikerens mand, som er ansat på Lorry, der breakede historien – var hurtig til at stable en indsamling på benene, der i første omgang handlede om en buket blomster og en æske chokolade til den stakkels unge bager. Det greb om sig og inden længe var der indsamlet mere end 500.000 DKK.
Det viste sig dog hurtigt, at bageren fra Tingbjerg ikke nødvendigvis havde rent mel i posen og at han dermed ikke var den trofæ-indvandrer, som Mette Abildgaard ellers lige havde håbet at få op på hylden.
Ali blev hurtigt for Mette Abildgaard, hvad Fattig-Carina blev for Özlem Cekic. En virkelig dårlig case-person at forsøge at gafle stemmer på. Særligt, da det kom frem, at Ali havde en verserende sag om brandstiftelse i en bil kørende i retssystemet
Det er ikke ualmindeligt at en politiker kaster sin kærlighed på en case-person fra the real world. Og det er da bestemt også en god idé for en politiker at kunne fremvise, at man har føling med den almindelige dansker.
Men Ali blev hurtigt for Mette Abildgaard, hvad Fattig-Carina blev for Özlem Cekic. En virkelig dårlig case-person at forsøge at gafle stemmer på. Særligt, da det kom frem, at Ali havde en verserende sag om brandstiftelse i en bil kørende i retssystemet.
Og så kan man jo så spørge sig selv. Hvad handlede indsamlingen i virkeligheden om? Handlede den om, at samle penge ind til blomster og chokolade til bageren Ali, eller handlede den om, at samle likes og goodwill ind til Mette Abildgaard? Dog skal det siges, at indtil det gik galt, var det ikke helt dumt tænkt – for medmenneskelighed og altruisme er noget, som venstrefløjen plejer at have patent på – og ikke de konservative. Men al research kan som bekendt ødelægge en god historie.
Jens Christian Grøndahls meltdown i ugebladet Femina
Januar bød også på en nærmest tragikomisk shitstorm med den kendte forfatter, kvindebedåreren Jens Christian Grøndahl i hovedrollen og den ligeledes kvindeelskende legendariske filmmager og forfatter Jørgen Leth i en fin birolle. Makkerparret var inviteret til hyggesnak i ugebladet Femina i anledning af deres nye fælles samtalebog, ”Det er ligesom et digt” se anmeldelse her
De to nydelige mænd, iført hør-skjorter i bedste Rytteriet-stil, følte sig helt klart hjemme i damebladsartiklen og med det klare formål om at få flest mulige kvinder til lommerne og investere i samtalebogen, plaprede de ellers der ud af om nogle af de begivenheder, som gjorde indtryk på dem i 2017.
Sikke en omgang sludder. De talte bl.a. om den såkaldte #metoo kampagne, den var især Leth ikke specielt begejstret for, så den får på alle tangenter og han er slet ikke til at stoppe og holder sig ikke tilbage: ” Jeg synes, den dér kampagne er noget værre pis”. Ja men så er vi da i gang, mindre kan ikke gøre det for den polemiske herre, hvis man er typen, der bekender sig til begrebet ”mansplaining”, altså det fænomen, når mænd finder det betimeligt at forklare kvinder, hvordan de skal opfatte og forstå ting og sager, som de ellers selv har en mening om, så giver Leth og Grøndahl et fremragende eksempel på det her. Vi kvinder skal simpelthen bare høre de to oraklers udtalelser om hvordan vi skal opføre os, se ud og tænke, så går det nok alt sammen.
Jeg er nødt til at være ærlig, for det er vores arbejde at være ærlige, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at her er en pige, der søger fare. Her er en pige, der søger … usædvanlige situationer, en pige, der godt kan lide at sætte sig selv på spil, og en pige, som har meget frihed og frimodighed i sig. For det er jo altså … fuldstændig vanvittigt som kvinde at gå om bord i en ubåd med en mand, man ikke kender
Men det er Grøndahls taktløse og tåbelige udtalelser om det, de kalder ”Ubådssagen”, der tager prisen som en af de største kommunikationskiksere i januar måned. Uden at tænke nærmere over konsekvenserne og uden nogen form for situationsfornemmelse siger manden helt taktløst og ubegavet:
”Der er også noget andet, som er lidt svært at tale om, fordi det har referencer til en mere generel diskussion om kvinders mulighed for at færdes i samfundet. Jeg bliver enormt vred, når man taler om voldtægt, og det bliver bragt på bane: Kan kvinderne siges at være lidt ude om det selv, når de går udfordrende klædt? Det er ALDRIG kvindens ansvar, om en mand beslutter sig for at forgribe sig på hende. Men når det er sagt, så …
Altså når jeg ser billederne af offeret, måden, hun har ladet sig fotografere på, og det blik, hun sender kameraet … jeg er nødt til at være ærlig, for det er vores arbejde at være ærlige, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at her er en pige, der søger fare. Her er en pige, der søger … usædvanlige situationer, en pige, der godt kan lide at sætte sig selv på spil, og en pige, som har meget frihed og frimodighed i sig. For det er jo altså … fuldstændig vanvittigt som kvinde at gå om bord i en ubåd med en mand, man ikke kender.”
Der er tærsket nok langhalm på, hvad han sagde og mente og der er ingen grund til at gå detaljer med mandens ordvalg.
I vores optik, er der ikke plads til nuancer i opfattelser af mænd, der tager kvinder med ned i ubåde, torturerer dem, dræber dem, saver dem i småstykker og “begraver dem på havet”. Man kan som kvinde, ikke på nogen måde have lagt op til det eller på forhånd skullet regne med en kalkuleret risiko for at manden var en klam morder. Og det må Grøndahl stå til regnskab for og der gik da heller ikke mange dagen inden han krøb til korset og beklagede nogle af sine udtalelser.
Beklagelserne var til gengæld heller ikke fantastiske – faktisk kan man her læse, at han fortsat advarer sine døtre om, at verden er et farligt sted og ikke synes at have forstået, at målet må være, at begge køn uden frygt kan færdes i det offentlige rum – ikke at kvinder skal lære at være mere forsigtige og se på verden med frygt.
De to herrers tanker og refleksioner om både #metoo og Wallsagen var i sig selv et glimrende bevis på at der er lang vej endnu.
Topbillede: Venstres tibagetrukne kampagne mod Socialdemokratiets flygtningeudspil.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
