PET kunne ikke gøre andet

Bjarke Larsen 09.10.2016

Danmark står midt i en langvarig krig mod globale terrorgrupper. I den situation har Politiets Efterretningstjeneste (PET) selvfølgelig pligt til at beskytte fortrolige oplysninger og de personer, der med livet som indsats arbejder på at forhindre terrorangreb. Der er brug for, at vi tager en nuanceret debat om hensynet til ytringsfriheden kontra hensynet til statens sikkerhed.

”Det halshuggede og skamferede lig af en cirka 30-årig mand, der forleden blev fundet på Amager Fælled af en hundelufter, er nu identificeret. Det drejer sig om en person, der ifølge PET arbejdede som hemmelig agent i en dansk terrorcelle med tilknytning til Islamisk Stat. Efterretningstjenesten mener, han er blevet afsløret på baggrund af oplysninger i bogen ’Syv år for PET’.”

Ovenstående nyhed er naturligvis fiktion og bliver forhåbentlig ved med at være det. Men det er et worst-case-scenario som dette, PET har haft i baghovedet, da tjenesten fredag tog det usædvanlige skridt at få nedlagt fogedforbud mod den bog, People’sPress ville udgive mandag den 17. oktober.

Hvad skulle PET ellers have gjort? Ventet til bogen udkom, for så lakonisk at opgøre skadernes omfang? Det ville have været dybt uansvarligt, hvis det viste sig, at bogen vitterligt indeholdt oplysninger, der kunne skade statens – vores alle sammens – sikkerhed, herunder bringe agenters og informanters liv i fare.

Samtidig må det også have givet anledning til bekymring hos PET, at Jakob Scharf er en mand, der har meget at hævne.

Det er, som om alle i denne debat har glemt terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade, har glemt angrebet på satirebladet Charlie Hebdo og på spillestedet Bataclan, har glemt lastbilen på strandpromenaden i Nice, bomberne på en metrostation og i en lufthavn i Bruxelles. Hele terrorbølgen i sommer. Så sent som lørdag stormede tysk politi en lejlighed i Chemnitz, hvor man fandt sprængstof, der antageligt var beregnet på et terrorangeb. Vi står midt i en langstrakt krig mod dødsensfarlige, globale terrorgrupper, og vi er nødt til at tage en mere nuanceret debat om, hvordan vi sikrer ytringsfriheden så meget som muligt uden at sætte vores fælles sikkerhed over styr.

Et fogedforbud er ikke en endelig afgørelse

Der er vigtigt at huske, at et fogedforbud ikke er en endelig afgørelse. Det er en time-out, en pause – eller som det hedder på juristsprog: ”et foreløbigt retsmiddel”. Et fogedforbud udstedes, hvis der ikke er tid til at gennemføre en ”rigtig” retssag, inden bogen/avisen/tv-udsendelsen når ud til forbrugerne, og hvis det umiddelbart af dommeren skønnes, at en offentliggørelse alvorligt kan skade den part, der kræver forbuddet nedlagt. Hvis vedkommende altså har ret.

Hele sagen kunne altså meget nemt være endt med, at PET mandag eller tirsdag måtte ophæve fogedforbuddet, efter at have læst bogen grundigt.

Offentligheden har en klar interesse i, at der bliver holdt nøje øje med PET for at sikre, at basale frihedsrettigheder i et demokrati ikke tilsidesættes. Herunder ikke mindst ytringsfriheden. Men vi må også give PET mulighed for at operere så effektivt som muligt.

Det valgte dagbladet Politiken ikke at afvente. Avisen trykte i stedet bogen som særtillæg til søndagens avis, og chefredaktør Christian Jensen undlader helt at omtale dette forhold i sin begrundelse for at trykke bogen. I stedet svinger han sig op på den høje hest og taler om, at fogedforbuddet griber ”direkte ind i de basale frihedsrettigheder, som vores åbne samfund og en fri presse hviler på”, og at ”offentligheden fratages muligheden for at føre en relevant samfundsdebat”. Begge dele er forkerte.
Det er, som justitsminister Søren Pind siger, Politiken, der krænker retsbevidstheden ved ikke at afvente resultatet af fogedrettens behandling af sagen.

Pirrende foromtale og hævngerrig ekschef

People’sPress nægtede at udlevere et eksemplar af bogen til PET, samtidig med at forlaget gav den hele armen i omtalen af bogens indhold. På bogens bagside og i forlagets efterårskatalog står der, at bogen ”… blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han (tidligere PET-chef Jakob Scharf, red.) portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler”. Det er efter alt at dømme denne og et par lignende bombastiske formuleringer, der har fået PET til at slå alarm. Som Jakob Scharf selv siger, har teksten ”fået lige lovlig meget sovs og kartofler”.

Det er ikke kun abstrakte, teoretiske overvejelser. Nogle af Wikileaks afsløringer har omfattet navne på systemkritikere i arabiske lande, kilder hos al-Qaeda og Taleban og amerikanske kilder i alverdens hovedstæder.

Samtidig må det også have givet anledning til bekymring hos PET, at Jakob Scharf er en mand, der har meget at hævne. Han blev presset væk fra stillingen som PET-chef, efter at medarbejderne havde opsagt samarbejdet med ham og lækket en række oplysninger om et rædselsfuldt arbejdsmiljø i PET – påstande, der senere blev bekræftet i en konsulentrapport, der talte om ”arrogance” og ”magtfuldkommenhed” fra Scharfs side.

Hvorfor ikke gå i dialog?

Modsat har PET-chef Finn Borch Andersen tilsyneladende klokket gevaldigt i det med den måde, han har henvendt sig til People’sPress. Til medierne har han udtalt, at PET har forsøgt alt for at komme i dialog med forlaget om manuskriptet. Men ifølge kreativ direktør Jakob Kvist har forlaget ”modtaget ét brev. Med et krav om udlevering af manuskriptet, en deadline og en forbeholden sig ret til at redigere og godkende….”

Hele forløbet med hemmelige retsmøder midt om natten, hvor de anklagede medier og forlag ikke fik mulighed for at møde op, kan naturligvis ikke forsvares på nogen måde. Man kan ikke konkludere andet, end at PET har håndteret hele forløbet utrolig klodset og amatøragtigt.

Men set udefra er det svært at forstå, at efterretningstjenesten ikke kunne få mulighed for at læse manuskriptet – uden forhåndsbetingelser. Hvis der så var noget, som PET mente var en konkret overtrædelse af straffelovens paragraf 152 om at videregive fortrolige oplysninger eller som ville bringe statens og konkrete personers sikkerhed i fare, kunne man indlede en dialog om at omformulere eller fjerne enkelte passager. Uden at det blev til et drama om ytringsfrihedens helligste principper. Der ændres, redigeres og slettes hver dag i manuskripter og nyhedsartikler i en dialog med kilderne og under hensyntagen til lovgivningen.

Hvis forlag og forfatter så nægtede at rette sig efter PET’s forslag, måtte tjenesten tage en retssag.

Hvem kan vurdere hvad?

Det er ikke kun abstrakte, teoretiske overvejelser. Nogle af Wikileaks afsløringer har omfattet navne på systemkritikere i arabiske lande, kilder hos al-Qaeda og Taleban og amerikanske kilder i alverdens hovedstæder. ”Wikileaks var skyld i, at mennesker blev intimideret, fængslet og dræbt,” som en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium har sagt til The Telegraph.

Både tidligere PET-chef Jakob Scharf, bogens forfatter, journalist Morten Skjoldager, og forlagschef Jakob Kvist har bedyret, at de selvfølgelig ikke kunne drømme om at bringe den slags oplysninger. Og hvorfor skulle de også det? Men hvordan kan de være sikre på, at de er i stand til at vurdere, hvilke oplysninger der kan afsløre hvad?

Der vil gå mange år, inden kampen mod terror er overstået. Det betyder selvfølgelig, at vi i offentligheden har en klar interesse i, at der bliver holdt nøje øje med PET for at sikre, at basale frihedsrettigheder i et demokrati ikke tilsidesættes. Herunder ikke mindst ytringsfriheden. Men det betyder også, at vi må give PET mulighed for at operere så effektivt som muligt. Det forudsætter bl.a., at tjenesten kan beskytte sine ansatte og at der ikke slipper for meget ud om tjenestens arbejdsmetoder.

Det var bl.a. derfor, Jakob Scharf i sin tid som PET-chef selv forhindrede en bog om PET’s aktionsstyrke i at blive udgivet.

Hvor er forargelsen over det?

Illustration: Udsnit af bogens forside.

Skribenter hos POV International modtager ikke honorar. Men hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Bjarke Larsen

Jeg er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk), som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet. Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer. Endnu tidligere skrev jeg om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden samt EU. Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd- og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet. I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.