Familieretshuset er en dysfunktionel og inkompetent myndighed. Det har jeg selv erfaret

Rolf Heitmann 14.02.2026

SKILSMISSE // KOMMENTAR – Det er som om politikerne, især på venstrefløjen, ikke vil se i øjnene, hvor pinligt uduelig den lovgivning, de har skabt, er, skriver Rolf Heitmann. Familieretshuset opererer i et system, der skaber ofre, især børnene.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Intervallet mellem de gange, hvor kvindelige politikere på højrefløjen problematiserer Familieretshuset (FRH), synes at blive kortere. Senest har Liberal Alliances Katrine Daugaard råbt vagt i gevær. Hun melder sig dermed under fanerne i Mette Thiesens fortsatte korstog mod det danske familieretlige system.

Selv inden for sammensvejsede advokatkredse er der revner. En vis Rasmus Munch Søndergaard har indklaget to af sine kolleger for Advokatnævnet, fordi han mener, de har medvirket til at skade sin klients børn ved at understøtte og forværre deres klients forældrefremmedgørende adfærd. Hvis det er sandt, er det naturligvis i modstrid med advokaters etiske retningslinjer.

Disse tegn på opbrud er mere end velkomne, for FRH er en dysfunktionel og inkompetent myndighed. Det har jeg selv erfaret.

FRH krænker et hævdvundet etisk princip

Problemet har efter min opfattelse to kerner.

Den ene er, at FRH kun sjældent baserer sine livsforandrende myndighedsafgørelser på en afdækning af de faktiske forhold. Da jeg fortalte FRH, at min ekskones anklager om psykisk vold og alkoholisme var falske, svarede myndigheden mig, at den ingen efterforskende funktion har, og at det var familierettens opgave. Så de belastende påstande fik lov til at køre videre rundt i systemet.

Da min ekskone og jeg senere var i familieretten, fandt der imidlertid heller ikke her nogen afdækning eller efterforskning sted. Jeg ved, efter at have kommunikeret online med hundredvis af personer af begge køn, at min oplevelse ikke var en undtagelse, men normal forvaltningspraksis.

Tænk sig, hvis andre myndigheder og domstole afgjorde sager uden at afdække, hvad der kan dokumenteres og bevises

Jeg har en frygtelig mistanke om, at begge myndigheder tror, det er den anden, der tager ansvar for, at deres alvorlige sager ikke afgøres på baggrund af udokumenterede og uprøvede påstande. Familieretshuset udarbejder jo en “familieretlig udredning” til byretten, og retten antager sikkert, at dette fornemt betitlede dokument har sandhedsværdi.

Tænk sig, hvis andre myndigheder og domstole afgjorde sager uden at afdække, hvad der kan dokumenteres og bevises. Der ville lyde et landsdækkende ramaskrig, hvis for eksempel skifteretten eller kriminalretten afsagde domme uden at kende sandheden. Af en eller anden besynderlig grund udgør skilsmisseområdet et undtagelsesområde. Det er som om politikerne, især på venstrefløjen, ikke vil se i øjnene, hvor pinligt uduelig den lovgivning, de har skabt, er.

Effekten af manglen på sandhedssøgen i det familieretlige system er, at ubefæstede sjæle fristes til at lyve, overdrive eller forestille sig ting, som ikke har hold i virkeligheden.

For den anklagede klient er konsekvensen, at han eller hun ikke kan bevise sin uskyld. Dermed krænker FRH et hævdvundet etisk princip, som gælder alle andre steder i retssystemet: uskyldsformodningen.

Del og hersk

Det andet kerneproblem er, at Familieretshuset indfører et hierarki mellem forældrene ved at udnævne den ene til “bopælsforælder” og den anden til “samværsforælder”.

Førstnævnte opnår et væld af økonomiske fordele, til gengæld mister sidstnævnte så godt som alle rettigheder i forhold til sine børn. Jeg ved ikke, om det er lovens udformning, dens fortolkning eller begge dele, der er skyld i denne håbløst forældede hierarkiske tænkning.

Men jeg ved, at man ingen konflikter løser ved en sort del-og-hersk-strategi. Den ene af forældrene ’bankes på plads’. Konflikterne fortrænges og vender forstærket tilbage.

FRH gennemfører i 85 % af tilfældene en samværsordning, hvor moren har børnene flest dage. Dermed bliver hun også automatisk bopælsforælder. Igen er der tale om formørket tænkning, der hænger fast i stereotype kønsroller om kvinder, moderskab og børn.

Moderne forskning viser, at børn har lige meget brug for begge deres forældre. Der er overhovedet ingen grund til at reducere kontakten til en af forældrene, medmindre denne reelt og bevisligt har alvorlige problemer. Hvis FRH absolut skal gøre en forælder bedre end den anden, skulle fædre være bopælsforældre lige så hyppigt som mødre.

Men det bedste ville selvfølgelig være slet ikke at indføre noget hierarki, medmindre, som sagt, den ene forælder reelt er dysfunktionel.

Denne bizarre hierarkisering, der involverer en omfattende rettighedsmæssig og økonomisk forskelsbehandling, er den værst tænkelige administrative metode for en myndighed, som ikke undersøger fakta.

Systemet belønner samvittighedsløs og krænkende adfærd. Det er den omvendte verden

Man skal nemlig bare ymte noget om, at ens modpart er dysfunktionel (konkret foregår dette ved, at man sætter flueben ved for eksempel “psykisk vold” i et skema online), så er man stort set sikret bopælsforælderstatus, mens modparten reduceres til en stort set rettighedsløs samværsforælder.

Systemet belønner med andre ord samvittighedsløs og krænkende adfærd. Det er den omvendte verden!

I konfliktskilsmisser mister mange mennesker deres moralske kompas. De tror, det er i orden at overdrive eller lyve, eller de er så meget ude af balance, at de for eksempel ser psykisk vold, hvor der i virkeligheden bare er dyb konflikt. De bakkes op i denne umoralske adfærd af krisecentre, Familieretshuset og familieadvokater, der for ublu summer skal vinde deres klienters sager for enhver pris.

Selvfølgelig kan et system, der er ligeglad med fakta og sandhed, ikke være effektivt og godgørende.

Det er et system, der skaber ofre, og de børn, der i dag får reduceret eller helt mister kontakten til en af deres forældre på grund af kursorisk, ideologisk farvet, inkompetent sagsbehandling, vil engang i fremtiden kunne søge den danske stat om erstatning, ligesom børnene fra Grønland og børnene, der blev mishandlet på statens børnehjem.

Om Familieretshuset

Familieretshuset løser opgaver på det personretlige og familieretlige område. Familieretshuset behandler overordnet sager om brud og overgange i familien.

Familieretshuset har opgaver indenfor følgende hovedområder:

Adoption
Bidrag
Faderskab og medmoderskab
Forældremyndighed, bopæl og samvær
Navne
Prøvelse af ægteskabsbetingelser (Internationale ægteskaber)
Separation og skilsmisse
Værgemål

Familieretshuset åbnede 1. april 2019 og erstattede Statsforvaltningen.

Familieretshuset hører organisatorisk og budgetmæssigt under Social- og Boligministeriet.

Rolf Heitmann er komponist, sanger, guitarist, handicaphjælper, ph.d. i litteraturhistorie. Heitmann (f. 1967) har udgivet digte, noveller, anmeldelser og videnskabelige artikler i antologier og tidsskrifter. Han har med sit band HEIT udgivet folk-rock-pladen “Ripple In My Blood”. Især klima-krisen, neofascismen og narcissismens psykopatologiske pandemi påkalder sig hans stærke interesse. Heitmann er fraskilt far til to teenagere. Han skriver aktuelt på en novellesamling inspireret af hans ægteskab og liv som forældrefremmedgjort far, samt på en samling essays om sprog, medier, kunst, historie og politik.