MUSIK // PORTRÆT – Med en omsætning på mere end 100 millioner albums kloden rundt er Neil Diamond ikke kun en af de bedst sælgende singer-songwriters i musikkens historie, men en af de bedst sælgende navne i det hele taget. Thomas Vilhelm skriver et fødselsdagsportræt i anledning af 80-års fødselsdagen.
Det er ganske enkelt en imponerende karriere, Neil Diamond har lagt bag sig med svimlende tal, efter han grundet fremskreden Parkinson i 2018 annoncerede, at det er slut med turnelivet, men der stadig er planen at skrive og udgive nyt materiale. På den front er der dog sket meget lidt de sidste seks-syv år.
Den amerikanske sangsmed, guitarist, producer og lejlighedsvis skuespiller er døbt Neil Lesley Diamond og født på Brooklyn i New York den 24. januar 1941. Mere end 40 studie- live- og soundtrackalbums er det blevet til fra 1966-2014.
Hertil skal føjes 94 singleudgivelser, hvoraf de 38 endte i top ti på Billboards top-100-liste. Hele ti strøg ind på en første plads. Gyldne evergreens er der således rigeligt af skrevet med et usædvanligt flair for stærke melodier, personlig storytelling og temperaturmåling i forhold til den tid, de er blevet skabt i.
Røg smøger i smug med Barbra Streisand
Diamond er opvokset i en jødisk familie og gik noget af tiden i skole med Barbra Streisand, som han røg smøger med i smug. I teenageårene begyndte han inspireret af blandt andet Pete Seeger at skrive egne sange og poesi, der havde en vis effekt på de jævnaldrende piger i omgangskredsen.
Ordene bevægede noget og afgjorde den videre skæbne i livet; sangskrivningen skulle være hans metier. Efter nogle sæsoner med indledende medicinske studier på universitet i New York tog Neil Diamond springet ind i musikbranchens uvisse og usikre verden.
Han fik afsat en række sange til forskellige musikforlag og levede i begyndelsen af 60’erne som kontraktansat leverandør af ørehængere indtil lp-debuten i 1966 med The Feel of Neil Diamond, der bød på to signatursange, ”Solitary Man” og ”Cherry, Cherry”.
Hits på stribe
Efterfølgeren Just For You (1967) indeholdt 11 numre alle begået af Diamond. Hitkaravanen fortsatte: “Girl, You’ll Be a Woman Soon”, “Thank the Lord for the Nighttime”, “Red Red Wine” og “Shilo”. Resten af årtiet smed yderligere et par af de store af sig, ”Sweet Caroline” og ”Holly Holy”, velarrangerede sange i spændingsfelterne mellem pop, rock, blød rock og country.
Succestoget fortsatte med uformindsket fart i 70’erne på album- og singlefronten inklusiv omfattende turnevirksomhed. Lidt flere fra den bugnende hitsamling: ”I Am, I Said”, ”Song Song Blue”, ”Longfellow Serenade”, ”I Know What I Mean” og ”Beautiful Noise”.
Sidstnævnte stammer fra 1976 albummet af samme navn produceret af Robbie Robertson, drivkraften i The Band. Robertson blev nær ven af Diamond og indbød ham til at deltage i The Bands stort anlagte afskedskoncert på Thanksgiving Day i 1976, The Last Waltz, hvor Diamond sang ”Dry Your Eyes”, en af mine favoritter fra hans hånd.
I 80’erne og 90’erne fortsatte Neil Diamond i sin vante stil, og kombinerede nyt materiale med fortolkning af andres.
Genopfundne diamanter
På det 26. studiealbum 12 Songs (2005) produceret af Rick Rubin satsedes der imidlertid på en form for genopfindelse af Diamond i en langt mere direkte stil, tilsat noget af den rå kant, som Rubin tog i brug Johnny Cash’ American Recordings.
Der er således et par gengangere fra musikerlisten på nævnte Cash plader, keyboardspilleren Benmont Tench og guitaristen Mike Campbell, begge Tom Petty and The Heartbreaker, der sammen med Billy Preston er med til at løfte 12 Songs op til en af Diamonds bedste udgivelse i adskillige år.
Albummet er country/rock nydelse fra start til slut, og Rubin overtalte endda Neil Diamond til at fokusere yderligere på sit guitarspil. En del af mandskabet fra 12 Songs går igen på den vellykkede opfølger Home Before Dark i samme countryrock stil.
Lydsporet til et helt liv
2010 gav Diamond sine bud på kendte sangskriverkollegers materiale på Dreams og slog fire år senere over i en mere pop/folk orienteret retning på det foreløbigt sidste studiealbum, Melody Road (2014).
Stort tillykke med de 80 til Neil Diamond, der har bidraget væsentligt til manges lydspor gennem livet siden midten af 60’erne med sine mange og ikke sjældent elegante sange foredraget intenst og inderligt af ophavsmanden selv, der har holdt sin professionelle løbebane on the right track på udramatisk, ikke-spektakulær vis.
Lidt tovtrækkeri af juridisk karakter er det dog blevet til om rettighederne til sangene og indspilningerne af dem grundet hyppige skift af pladeselskaber. Her som i sangskriverfaget gennem mere end 50 år trak Diamond det længste strå.
LÆS FLERE INDLÆG AF THOMAS VILHELM HER
Foto, Neil Diamond på Glanstonbury Festival 2008: Neal Whitehouse Piper, creative commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
