OPERA // ANMELDELSE – Monteverdis 416 år gamle mesterværk, Orfeus, klinger og spiller sig ud på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, som var det komponeret i går. En bedrift nok aldrig tidligere overgået i operahistorien.
413 år efter urpremieren i riddersalen på Gonzaga-slottet i Mantova nåede Claudio Monteverdis ubestridte operamesterværk endelig til en opførelse i 2020 på Kongens Nytorv. Glæden blev dengang kort, da operaen blev lagt i graven af coronapandemien. Så først nu tre år senere kan den endelig opleves med ro i sindet på vor hjemlige operascene.
Ventetiden var alle de mange år værd. Opsætningen er musikalsk og scenografisk stringent og skarpskåret helt ind til benet, men den har et dybt indre passioneret liv, som overbeviser fra allerførste færd.
Orfeus og sangens magt
Om sangens magt alene kan kalde de døde til live, er den tese Monteverdi efterprøver i Orfeus. Og ja, det kan den, men kan den menneskelige skrøbelighed samtidig overvindes? Næppe, og Orfeus og alle vi andre betaler som mennesker prisen herfor.
Orfeus selv vil ikke erkende tabet af sin brud, Eurydike, og sætter i sin desperation himmel og underverdenen i bevægelse for at vriste hende ud af dødsriget. Det lykkes ham, men den menneskelige svaghed bag hans ydre styrke, lærer ham samtidig en dyrekøbt lektie.
Da han bryder sin ed med dødsrigets hersker om ikke at betragte sin elskede, forsvinder Eurydike igen for altid, og han må nu leve resten af sin eksistens med smerten og en højt betalt erfaring om sin egen karaktersvaghed. Han står derfor tilbage som en tragisk antihelt, men klogere på livets smerte og dets høje pris.
Monteverdis opera bliver i Det Kongelige Teaters opsætning forløst på forbilledlig vis i en stram scenisk opsætning
Monteverdis opera, der vel næppe egentlig kan kaldes for en sådan, men snarere bør betragtes som et art scenisk oratorium, bliver i Det Kongelige Teaters opsætning forløst på forbilledlig vis i en stram scenisk opsætning, som med overbevisende visuel kraft får os til at svæve imellem den jordiske verden og den hinsidige.
Med komponistens afvekslende mellemspil af rene dansante satser bevæger han os her konstant fra morskaben over til tragediens kontrasterende teatermaske. Han opnår derved en stadig voksende erkendelse hos tilskueren af, at menneskelivet tilsyneladende blot er til lyst, men at det først for alvor bliver til en tragisk hændelse, når vi erkender, at alt vil og kan blive mistet – ofte helt uden varsel.
I sin gestaltning af titelrollen når den franske tenor-baryton Marc Mauillon olympiske udtrykshøjder af både intime og passionerede udbrud. Rollen er svær for en sanger i dag, fordi den konstant ligger mellem det recitativiske parlando og flotte tilløb til egentlig arieudfoldelser.
Hos Monteverdi er vi dog godt 100 år for tidligt ude, for at vokalpragten for alvor kan udfoldes i længere bårne melodilinjer og gennemkomponerede ariesatser. Til gengæld får vi i hans værkstil intense afspejlinger af rollefigurernes indre konfliktspejlinger takket være deres krystallisk udformede vokale forløb.
Lars Ulrik Mortensen dirigerer og former operaens ”lyd” til et nærværende, stærkt kontrasterende, og ofte slående dissonansunderstregende klangbillede
Marc Mauillon bliver som sanger nærmest synonym med denne tidlige operastil, hvilket også kan siges om hans Eurydike, den danske sopran Sofie Lund-Tonnesen, der med sit renfærdigt formede og veltimede volumen står stærkt ved hans side.
De øvrige roller, der alle er bifigurer, som får tragedien til at udfolde sig, er fint indpassede i rammen, især når de i de få korte korindsatser når ind til selve kernen af den akustiske operakunst, Monteverdi her indvarsler og til fulde honorerer.
Lars Ulrik Mortensen dirigerer og former operaens ”lyd” til et nærværende, stærkt kontrasterende, og ofte slående dissonansunderstregende klangbillede, der fremmanes af det velsammenspillede Concerto Copenhagen ensemble.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her