FORSVARSPOLITIK // KOMMENTAR – Alle kan kun forsvares i Nato ved, at fronten kan holdes. Alt falder omvendt, hvis denne kollapser på grund af manglende solidaritet. Det skriver pensioneret brigadegeneral og historiker Michael H. Clemmesen om udviklingen i den vesteuropæiske forsvarsalliance.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tilbage i 1950, dengang forsvarsalliancen blev dannet, forstod alle deltagerlande, at de udsatte medlemslande, der lå ved grænsen til de sovjetkontrollerede områder, måtte have hjælp til at kunne forsvare sig.
Det blev afgørende for lande som bl.a. Danmark og Norge. Vi fik afgørende solidarisk massiv våbenhjælp og fællesfinansiering af baser og anden infrastruktur. Vi truede lande kunne i øvrigt fra starten beskyttes af den overlegne amerikanske “atomparaply”.
Nato efter 1976: Solidarisk hjælp til de invasionstruede
Fra midten af 1970’erne føltes truslen igen som akut. Samtidig ønskede Nato at mindske afhængigheden af kernevåben. Derfor besluttede Alliancen, at de direkte truede områder – ikke mindst Forbundsrepublikken Tyskland, men også Norge og Danmark – skulle hjælpes. Landene skulle herefter ikke kun forsvares af deres stående enheder i Tyskland og frontlinjestaternes egne mobiliserede reserveenheder.
Hjernedødt, men bekvemt opretholdes fiktionen om, at forsvar af eget territorium er tilstrækkeligt. Fiktionen opretholdes i Nato og herhjemme
De ikke direkte invasionstruede baglandslande bidrog fra omkring 1980 til den fælles forsvarsopgave ved østgrænsen med øremærkede forstærkningsenheder af både fly- og landstyrker. Aftaler om dette, planlægning og forberedelser kunne ske i rammen af den eksisterende Nato-kommandostruktur.
Det var for dansk områdes vedkommende Nordregionen (AFNORTH) og den dansk-nordtyske Enhedskommando (BALTAP).
Fra 1999 til nu: Reelt ingen solidarisk hjælp til de invasionstruede
Da Nato for 20-27 år siden blev udvidet med først de østeuropæiske lande, betragtede man det i gamle medlemslande som upassende hysterisk, at lande som Polen og de baltiske lande følte sig truet af Rusland.
Pinligt berørte partnere pressede dem til at ignorere deres anakronistiske trusselsopfattelse i udviklingen af små væbnede styrker.
Selv da Rusland i 2014 tog Krim ved et kup og indledte krigen om Donbas med Ukraine, bidrog partnerne ikke med væsentlig hjælp til opstillingen af de baltiske landes små selvforsvarsstyrker, som man havde de menneskelige og økonomiske resurser til at etablere.
Hvis man havde husket og lært af 1950’erne, ville de ikke-invasionstruede baglandsmedlemmer have ydet massiv våben- og infrastrukturstøtte. Der var ingen gentagelse af den omfattende våben- og infrastrukturhjælp, som havde hjulpet bl.a. Danmark i 1950’erne.
Hvis Baltikum falder, er også vi fortabte. At tro, at vi derefter har en alliancebeskyttelse af Danmark, er en helt uansvarlig dumhed
Det skete ikke, hvilket betyder, at specielt de direkte truede baltiske lande kun er svagt forsvaret med næsten kun lette styrker.
Intet ændrede sig væsentligt, selv ikke efter at Rusland i slutningen af februar 2022 indledte en generel invasion af Ukraine efter d. 17. december 2021 i ultimatumform at have meddelt Nato sit krav om en militær tilbagerulning af de kun symbolske partnerstyrker fra Østeuropa.
Det burde her være indlysende nødvendigt, at Nato – senest med Finland og Sveriges vej til optagelse – havde understreget, at forsvaret af alliancen måtte ske med øremærkede land- og flyforstærkninger fra baglandsstater fremskudt ved og mod alliancens østgrænse.
Alle baglandsmedlemmer burde som efter 1976 have gjort en kraftanstrengelse for at genetablere betydelige reservestyrker, der blev øremærket til frontlinjestaterne, og specielt Baltikum startede med at øve der og fik oplagt materiel og ammunition her.
Det ville også være klart, at man hurtigt skulle skabe rammen for en sådan indsats ved at begynde etableringen af nye regionale militære Nato-kommandoer for indsatsen.
En fiktion opretholdes uheldigvis
Hjernedødt, men bekvemt opretholdes fiktionen om, at forsvar af eget territorium er tilstrækkeligt. Fiktionen opretholdes i Nato og herhjemme.
Men at kunne forsvare eget land er kun udgangspunktet, ikke tilstrækkeligt.
Det egentlige forsvar af også Danmark må igen, som det også skete fra 1951 til 1990, ske foran eget territorium. Det må ske ved en fælles solidarisk kraftanstrengelse, herunder ved de udsatte frontmedlemmers grænse.
Det er ikke kun andres ansvar, det er også vores, svenskernes, hollændernes, osv.
Hvis Baltikum falder, er også vi fortabte. At tro, at vi derefter har en alliancebeskyttelse af Danmark, er en helt uansvarlig dumhed.
At vi ikke har det som et fælles udgangspunkt, viser mere end noget andet forfaldet i den danske sikkerheds- og forsvarspolitiske forståelse.
De har derfor helt satset på, at Ukraine kunne holde, indtil vi vågnede op
Balterne burde selvfølgelig have gjort virkeligheden klart for alle for længe siden.
De burde udiplomatisk og rettidigt have optrådt som den lille dreng i Kejserens nye klæder. Brutalt burde de have understreget den fælles nødvendighed af omfattende solidarisk assistance i det fælles forsvar.
Deres skadelige tilbageholdenhed skyldes nok dels, at de har været taknemmelige for den symbolske smule, de har opnået, dels at de erkender, at baglandsmedlemmer fra Tyskland over Storbritannien til Danmark nu er helt “uden klæder”. De har derfor helt satset på, at Ukraine kunne holde, indtil vi vågnede op.
Balterne erkendte realistisk og fatalistisk, at de ikke direkte truede alliancepartnere havde nedprioriteret og opløst enheder, der for ti år siden burde være retableret og fra 2022 klargjort som øremærkede forstærkninger.
Læs flere tekster fra Michael H. Clemmesen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
