SOME & DEMOKRATI // KRONIK – De sociale medier blev født med løfter om åbenhed, samtale og demokratisk deltagelse. Men i dag har de udviklet sig til et uigennemsigtigt regime, der sætter rammerne for den politiske debat – og måske svækker selve demokratiets grundlag. En ny EU-forordning, der får Meta til at lukke for politiske annoncer, skaber debat om, hvad der egentlig truer demokratiet mest: regulering eller de sociale mediers voksende dominans.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Er de sociale medier en trussel mod demokratiet? Eller er det i virkeligheden omvendt, så demokratiets fremtid afhænger af de sociale medier? Begge påstande var fremme i løbet af sommerferien, og det er måske en forsimpling at stille dem op, som om de er gensidigt udelukkende?
Demokratiet har gennem tiden overlevet flere konfrontationer med ”nye medier”. I 1932 kritiserede den tyske dramatiker m.m. Bertolt Brecht således radioen for at være ensidig. Apparatet ville først blive et konstruktivt bidrag til demokratiet, når samfundet blev modent nok til at bruge dens potentiale til kommunikation, mente Brecht.
Er sociale medier som Facebook og Instagram nødvendige for fremtidens demokrati?
Måske kunne det også være skrevet om nutidens sociale medier. Fra begyndelsen blev den digitale revolution modtaget som en potentiel gevinst for demokratiet. Og på samme måde, som Brecht tænkte over radioens positive kommunikationsmuligheder, blev digitaliseringens muligheder tænkt sammen med udviklingen i de demokratiske deltagelsesmuligheder for flere og flere mennesker.
Det er imidlertid ikke demokratiske idealer, som har præget virkeliggørelsen af den digitale revolutions indbyggede muligheder. Det er omvendt. Det er de digitale platforme, som har overtaget den offentlige politiske debat og tilpasset den til de sociale mediers betingelser.
Vi er havnet i det paradoks, at øgede teknologiske muligheder for fri samtale, gensidig forståelse og adgang til de demokratiske processer er endt med at blive en trussel mod demokratiet, ytringsfriheden og tilmed en generator for fremvæksten af autoritære bevægelser. Den digitale revolution skabte muligheder for demokratisk udvikling, men er endt som en direkte trussel mod demokratiet.
EU-forordning sætter politiske annoncer på pause
YouTube, Facebook, TikTok m.m. er blevet en integreret del af de fleste menneskers daglige oplevelse af at leve i et samfund og et politisk fællesskab. På få år er de forskellige sociale medier blevet den helt dominerende kanal for demokratisk og politisk debat; ofte med en påvirkningskraft, så det ikke længere opleves som en trussel mod demokratiet, men blot som noget helt normalt; måske endda som noget godt for demokratiet.
Midt i juli blev det digitale regimes trusselsperspektiv fremhævet i forbindelse med den årlige udgivelse af Reuters Institute Digital News Report. Her blev det endnu en gang dokumenteret, hvordan de digitale platforme i stor udstrækning har overtaget kommunikationen mellem det politiske system og vælgermassen. Det var det kendte negative budskab, tilføjet endnu mere dokumentation.
Hvor omfattende dette er blevet alene i en dansk sammenhæng, viser sig ved, at Danmark er det land i EU, hvor de forskellige former for sociale platforme har størst befolkningsmæssig udbredelse
Få uger senere kom det modsatte budskab: De sociale medier har en positiv betydning for demokratiet. Det skete som reaktion på, at Meta op til kommunal- og regionsrådsvalget d. 18. november 2025 vil lukke muligheden for politiske annoncer på Facebook og Instagram. Det skyldes en EU-forordning, som angiveligt stiller så strenge krav til politisk annoncering, at Meta har valgt helt at lukke for denne mulighed.
En tidligere valgstrateg mente, at ”det kan koste nuancer i dit feed og gå ud over de små partier”, når politikere og partier ikke længere kan betale sig til synlighed på de sociale medier. En politiker tilføjede, at ”Facebook har givet noget nærhed og interaktion med vælgerne”. Et nyhedsmedie sammenfattede de politiske reaktioner på EU-forordningen under overskriften: ”Facebook og Instagram spænder ben for politikere – kan gå ud over demokratiet.”
Sociale medier som politisk mødested – og konfliktzone
Oprindeligt definerede Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, mediets mål som ”at give folk mulighed for at dele og gøre verden mere åben og forbundet”. I 2017 blev det strammet op til, at Facebook skulle ”bringe verden tættere sammen”. Måske er EU-forordningen bl.a. resultatet af, at denne målsætning på ingen måde har resulteret i nogen som helst form for forbundethed, åbenhed eller gennemskuelighed, som kunne styrke de demokratiske processer. Tværtimod.
Er sociale medier som Facebook og Instagram nødvendige for fremtidens demokrati? Er det korrekt, som valgstrategen og politikeren sagde, at uden annonceringsmuligheder på de sociale medier vil demokratiet lide skade? Men hvad vil påføre demokratiet mest skade? Et direktiv, som mindsker mulighederne for politisk annoncering på de sociale medier? Eller en fortsat vækst i de sociale mediers dominans som centrum for den ”politiske offentlighed”?
En vigtig tilføjelse: På trods af EU-direktivet vil det fortsat være muligt både at skrive om og diskutere politik på Facebook og Instagram. Det er muligt at regulere de politiske annonceringsmuligheder, men det er ikke muligt at regulere den offentlige debat på de sociale medier (fuldstændig fri er debatten dog ikke – både EU og nationale regeringer har indført lovgivning mod hadtale og desinformation). Det dilemmafyldte spørgsmål er naturligvis, hvad der skader demokratiet mest?
Fra redigeret til uredigeret magt
Truslen mod demokratiet kommer ikke fra manglende muligheder for at annoncere på de sociale medier, men fra disse mediers forvandling fra medie til regime. Reuters Institute Digital News Report beskriver således de sociale medier som et alternativt økoregime; et stærkt fragmenteret, alternativt mediemiljø. Hvor omfattende dette er blevet alene i en dansk sammenhæng, viser sig ved, at Danmark er det land i EU, hvor de forskellige former for sociale platforme har størst befolkningsmæssig udbredelse.
Den aktuelle danske Magtudredning kalder det i et notat for de ”sociale mediers kuraterende magt”. Det vil sige magten til at udvælge det, som skal vises; en organisering af både form og indhold. Det digitale regime blev helt fra begyndelsen præsenteret som et demokratisk alternativ til de såkaldte ”traditionelle medier”. Det er imidlertid endt med en offentlig, politisk og samfundsmæssige debat, hvor der ikke finder redigering sted.
Det digitale regimes algoritmer er usynlige, og vi mærker dem egentlig ikke. Alligevel er algoritmerne definerende for den politiske og offentlige debat – og skaber en ”virkelighed”, som vi konstant må forholde os til
Den tidligere Magtudredning (1998-2004) analyserede bl.a. den demokratiske udfordring fra ”Den redigerende magt”. Den demokratiske udfordring i sammenhæng med den ”redigerende magt” er indlysende. Vi kunne næsten tale om en traditionel magtproblematik: Politikere, embedsmænd, redaktører, nyhedsinstitutioner, organisationer o.l. redigerer så at sige den virkelighed, som præsenteres, og som kræver stillingtagen i både politik og offentlighed.
Langt mindre tydeligt er problemet med den ”uredigerede magt”. Det er denne diffuse magt, som er i spil i dag. Vanskelighederne skulle blive tydelige, hvis vi bruger Tor Nørretranders’ betegnelse for nettet: ”stedet, som ikke er”. Hvordan dette ikke-sted gøres til genstand for regulering eller redigering? Paradokset er jo desuden, at netop fordi det er et ikke-sted, er det så at sige også alle vegne, hvilket jo i dag må siges at være en primær definition af netværket.
Fri debat – på demokratiets præmisser eller algoritmernes?
Det digitale regimes algoritmer er usynlige, og vi mærker dem egentlig ikke. Alligevel er algoritmerne definerende for den politiske og offentlige debat – og skaber en ”virkelighed”, som vi konstant må forholde os til. Algoritmerne er et usikkert orienteringsredskab, fordi de med usynlig hånd fører os rundt i en virkelighed, der præsenteres som den eneste mulige. Stillet op imod de ”traditionelle” medier kan de sociale medier naturligvis beskrives som en demokratisering, fordi der er direkte adgang til uredigerede informationer for alle, som måtte ønske det, og ikke mindst mulighed for selv at skabe informationer. Men er det udtryk for demokrati?
”Hvad er demokrati?” Det er spørgsmålet fra titlen på Hal Kochs lille bog fra 1945. Hvis vi et øjeblik tager dette spørgsmål alvorligt, så viser det sig måske, hvorfor man kan sidde med fornemmelsen af, at den seriøse demokratiske debat er forstummet i slipstrømmen på det digitale regime. Først og fremmest fremhævede Hal Koch samtalen, gensidig forståelse og respekt som det centrale i demokratiet. Med andre ord er det ikke afstemningerne eller politiske markedsføringskampagner, som definerer demokratiet. For Hal Koch var det ”drøftelsen”, den politiske samtale, som definerede det sunde demokrati.
Det faktum, at alle i dag har mulighed for at udtrykke sig i en debat, kan naturligvis principielt styrke demokratiet, men kun hvis vi er parate til at debattere
Hal Koch skrev, at den frie offentlige debat er demokratiets grundlag. Først derefter kommer valget, som er resultatet af, hvad vi har fået afklaret i løbet af debatten. Det er denne demokratiske proces, som skaber legitimitet omkring beslutninger, som alle ikke nødvendigvis er enige i, men har været med til at diskutere og samtale om. I dag ser det ud til, at selve valget kommer til at stå mere og mere alene, uden en afklarende offentlig debat.
Forfatteren Bjørn Poulsen skrev i 1960 en kritik af det moderne samfunds mangel på politiske idéer. En af hans centrale konklusioner er stadig aktuel: Det giver god mening at lade forestillingen om den demokratiske forsamling på torvet i antikkens Athen være billedet på, hvad den offentlige debat i et demokrati skal kunne.
På Bjørn Poulsens tid blev kritikken rettet mod de traditionelle medier for ikke at leve op til disse klassiske demokratiske idealer. Medierne, skrev Bjørn Poulsen, skal løse ”de samme demokratiske opgaver som torvet i Athen: De skal være rammen om en fri og civiliseret debat og en offentlig meningsdannelse”.
Det faktum, at alle i dag har mulighed for at udtrykke sig i en debat, kan naturligvis principielt styrke demokratiet, men kun hvis vi er parate til at debattere, hvordan og hvor vi ønsker, at den politiske debat skal finde sted i fremtiden. I lyset af de sociale mediers dominans er det uklart, hvordan mangfoldigheden i vores opfattelser af verden stadig er fuldt ud forenelig med demokratisk at udtænke og skabe en fælles plan for fremtiden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og