KVINDER & VOLD // KOMMENTAR – Overskriften er satirisk, men størrelse betyder noget for, hvor udsat, man føler sig i nattelivet. Nok er mænd mere voldsramte end kvinder, men de er typisk mere lige i statur, og en del vold sker i bandemiljøet. Men de færreste mænd frygter, at volden er et oplæg til penetration eller død. Det ignorerer de højtråbende mænd, der fortæller kvinder, at de er alt for angste, skriver journalist Dorte Toft. Angsten burde ikke undre, for piger indpodes angst fra de er helt små, og næsten alle kvinder har et bagkatalog med truende hændelser.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kan vi ikke udskyde debatten om kvinders utryghed i nattelivet? Bare indtil den dag, hvor lige så mange mænd som kvinder stalkes helt frem til gadedøren af en insisterende mand, der er 14 cm højere med 30 procent flere kræfter.
Bare indtil den dag, hvor lige så mange mænd som kvinder har oplevet, hvor aggressive gramsende mænd kan reagere på en afvisning. Til dagen, hvor lige så mange mænd som kvinder er voldtaget eller har været udsat for forsøg på det.
Løsningen er jo ikke, at kvinder som børn får ædt så mange væksthormoner, og som voksne får løftet så meget jern, at de fysisk overgår mænd, omend det ville gøre en kæmpeforskel.
Og de, der fortæller kvinder, at deres angst er overdreven, for mænd udsættes for mest, “glemmer” at fortælle, at en stor del af volden mod mænd kunne undgås, hvis mænd ikke er med i bander, hvis de ikke stangstive, eller skæve af stoffer indleder indbyrdes hanekamp klokken lort om natten
Nu er debatten om kvinders utryghed i nattelivet endnu en gang røget ud ad en tangent, hvor medier er platform for især mænd, men også enkelte kvinder, der belærer kvinder om, at det er mænd, der får flest tæv af mænd, så kvinder skal holde op med at være så bange. Er kritikerne mon mest bekymrede for, hvad deres sønner kan blive udsat for?
Debatten, der ruller i Danmark, startede i Storbritannien efter bortførelse af en kvinde, Sarah Everard, i en sen aftentime i London. Hun blev fundet voldtaget og myrdet en uge senere. Det blev natteangstens #Metoo, hændelsen, der fik lukket op for unge pigers og kvinders beretninger om hændelser i nattelivet, og det blev starten på det nye hashtag #TextMeWhenYouGetHome.
Nu myldrer beretningerne frem fra alle hjørner i det danske samfund, også fra kendte, stærke kvinder som Berlingskes Anne Sophia Hermansen og kulturjournalisten Sisse Sejr-Nørgaard.
Og de, der fortæller kvinder, at deres angst er overdreven, for mænd udsættes for mest, “glemmer” at fortælle, at en stor del af volden mod mænd kunne undgås, hvis mænd ikke er med i bander, hvis de ikke stangstive, eller skæve af stoffer indleder indbyrdes hanekamp klokken lort om natten.
Jeg vædder gerne 10 stegte skrubber på, at hvis mænds færden i nattetimer svarede til kvinders, så ville mænds vold mod mænd svinde voldsomt ind.
Indpodes med angst
Men at kvinders angst er irrationelt stor i forhold til den reelle risiko er ikke underligt. De allerfleste af os indpodes angst, fra vi er små, af bekymrede mødre og fædre, der vil os det bedste. Resten af livet bombarderes vi med historier om bestialske overgreb i fiktionen og i medier. Oveni lægger virkeligheden, hvor kvinder har det med at lytte til hinandens oplevelser, også de grimme.
Potentielle voldtægtsmænd går ikke rundt forsynet med varedeklarerende neonskilte, hvilket ellers ville være gunstigt, også for majoriteten af mænd der uforskyldt mærker til kvinders angst. Nogle af disse uskyldige mænd føler sig tilmed under anklage, så de kræver en #NotAllMen hver gang, kvinder fortæller om angst.
Men om petit eller stort skrummel, så har næsten alle kvinder erfaringer, der har sat sig i sjælen
Uforudsigeligheden i, hvornår det værste kan ske, betyder også noget for angsten. Som barn, når jeg i skolen fik valget mellem en lussing og eftersidning (ja, sådan var det nogle steder dengang), tog jeg lussingen. En smerte, der var til at forudse. Men jeg anede aldrig, hvornår min far mistede besindelsen, så angsten for “mon det sker nu?” var konstant, selv om det kun var en gang eller to om året, det blev slemt.
I indledningen blev antydet, at mænds risiko for at blive voldtaget er langt mindre end kvinders, men også kvinder imellem er der forskel på risikoen. Jeg havde en veninde, petit, blond og smuk, og forskellen på den uønskede, vedholdende interesse, hun mødte fra fremmede og den, jeg mødte, var stor. Jeg var 176 cm høj, hvilket var gennemsnitshøjden for jævnaldrende mænd på session, da jeg var ung. Men om petit eller stort skrummel, så har næsten alle kvinder erfaringer, der har sat sig i sjælen.
Faresignaler og forholdsregler
For mig er det derfor en blandet fornøjelse at høre fra den trygge kvinde, der irettesætter os andre. Kvinden, der via prægning i opvæksten og det levede voksenliv er overbevist om, at volds- og voldtægtsstatistikker ikke giver grund til at være bange.
Jeg glæder mig selvfølgelig på kvindens vegne, men alt er ikke statistik. Og når jeg ser en sådan kvinde frygte, at den aktuelle debat gør kvinder endnu mere angst, så angst, at de burer sig inde hjemme, så tror jeg, at hun bekymrer sig unødigt.
Den anden grundangst, som dog plager færre, er angsten for mørke
Jeg selv er en af de bange, men har sjældent ladet mig begrænse, og min fornemmelse er, at sådan har majoriteten af kvinder det. Opmærksomme på faresignaler, ja. Forholdsregler, ja. Men ikke noget med at sidde alene hjemme i musehullet og ryste af angst. Ud og nyde livet. Også nattelivet. Om kvinden vælger at gå alene, som jeg typisk gjorde, eller altid sammen med en veninde eller tre.
Men angsten for, hvad der kan ske, når mørket har lagt sig, stikker hos nogle dybere – i grundangst. En af dem har jeg nævnt. Angsten for dem, der er højere, bredere og mere muskuløse end dem selv, om der er faresignaler eller ej. Den angst findes selv blandt mænd – og vel også i dyreriget.
Den anden grundangst, som dog plager færre, er angsten for mørke. Nogle forældre kender det fra børn, der ikke tør lægge sig til at sove, uden lyset er tændt. Ikke alle vokser fra den, og det er næsten pinligt at fortælle offentligt, at jeg stadig er mørkeræd. Vi er faktisk en del, hvilket man kan læse om hos videnskab.dk.
Passende angst eller for naiv?
Hos visse kvinder ligger disse grundangster oveni frygten for at ende magtesløs på ryggen og med vold blive voldtaget og måske derefter blive dræbt, så manden slipper for offerets vidnesbyrd.
Et vist niveau af angst er nødvendig for ethvert menneske, skal det ikke gå galt, men overdreven angst æder modet, æder friheden, så det er værd også at få taget en debat om, hvorledes overdreven angst kan undgås, og den bold ligger indledningsvis hos forældrene.
Jeg har selv fravalgt at få børn, så også af den grund kommer der ingen gode råd herfra, men hvad er en passende vagtsomhed at indgyde datteren, så hun hverken ender for angst eller for naiv?
Forældrene påvirkes af alt, de selv blev indpodet som børn og voksne, men jo også mediernes aktuelle fortællinger om endnu en pædofil, om Emilie Weng, der forsvandt om natten, om lignende skæbner.
Også historier om grooming, ældre mænd der med stor tålmodighed overtaler mindreårige piger til samleje, må bekymre.
Og hvordan tackler forældre det, når deres lille datter fortæller om blotteren i S-toget, eller teenageren eller hendes veninde fortæller om at bliver stalket på vej hjem? Da jeg som barn fortalte min mor om regnelæreren, der jævnligt kaldte mig op til katederet og ragede mig op under kjolen, sagde hun blot “slå ham over fingrene”.
I dag var en sådan lærer røget ud på hoved og røv, men dengang fik jeg bare lært mig selv at stå så akavet, at han ikke kunne komme til (han skal så prise sig lykkelig for, at han ikke mødte mig i voksen udgave).
Kvindemishandel som underholdning
Så kommer hele bombardementet af kvindemishandel i fiktionens verden, film, tv-serier, YouTube, litteratur… ikke alle kan sige til sig selv: “Slap af, det er jo bare fiktion!”. Og så er der pornoens verden, den, der også ses på de fleste teen-værelser, og hvor tvang og mishandling ikke er undtagelsen. Kan forældrene få snakket med deres piger om det?
Måske skulle forældrene indbyrdes tage en snak om deres egen angst på datterens vegne? Man ser jo også fædre, hvis små døtre har udviklet sig til smukke teens, skrive på sociale medier, at nu må geværet frem. En joke javist, men…
Det store spørgsmål er vel, hvor meget forældre advarer døtre, henholdsvis sønner, på en skala på 1-10?
Lidt mindre indpodning af forsigtighed hos døtrene er måske en af vejene frem, foruden at datteren får løftet lidt jern og taget et selvforsvarskursus eller to.
Men der ses jo også en lysning. Adskillige mænd har taget ordet og fortalt, hvorledes de selv er blevet klogere på kvinders angst, og hvorfor de nu udviser øget hensyn.
SKULLE DU EVENTUELT ØNSKE AT LÆSE MERE FRA DORTE TOFTS HÅND, SÅ KLIK HER
LÆS MERE OM KØN HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
