FACEBOOK // KOMMENTAR – Facebook er blevet min generations ”Hotel California”: Vi kan tjekke ind når vi vil, men vi kan ikke tjekke ud. Måske burde vi? Det skriver Sebastian Dorset, som lige har fået en måneds karantæne fra det sociale medie, der er blevet altdominerende i hans branche, når det gælder bookinger, aftaler og events. Han foreslår et modtræk
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da jeg var ung, skulle man anstrenge sig for at blive ”en farlig badboy”:
Røve en bank, tæske nogen eller tage narko. I dag skal man bare spise hvidt brød, have ret og være på Facebook.
Det ved jeg, for jeg har nemlig spist hvidt brød og har karantæne fra Facebook, eller som de kalder det: ”Er begrænset”.
Anmeld dem for at skrive at Corona-virus er skabt af Magnus Heunicke, eller at vaccinen giver dig analkløe og Facebook svarer, at det jo bare er deres ”mening”. Men bruger man ordet ”dum”, finder de straks karantænerne frem
Og det er ikke engang første gang, bare hvis nogle af deltagerne fra ”Besat af Badboys” skulle læse med: Jeg er blevet begrænset fire gange, så nu har jeg fået maksimumstraffen på 30 dage.
Og ikke bare har jeg fået maksimumstraffen. Jeg har fået den for, hvad Facebook betegner som ”bullying”, som jeg med mine mådelige engelskkundskaber bedst kan oversætte som ”mobning”.
Jeg kan uddybe, hvad Facebook har ”begrænset” mig for: Først fik jeg nogle advarsler, som jeg ikke tog alvorligt. Mest fordi de ”slemme” ord i mine kommentarer var i anførselstegn. Fordi jeg citerede mennesker, der havde svaret mig.
Det dummeste menneske på internettet lige nu
Men så var der også en, der kaldte en af mine stand-up kolleger forældet og uoriginal og det, der er værre, og så klikkede jeg på hans billede og kunne se, det 4.-øverste opslag på hans profil var en Monica Lewinsky-joke, som heller ikke havde været sjov i slut-90’erne.
Da jeg påpegede det, gik han amok i skældsord og benægtelser, hvilket fik mig til at tage et screenshot af hans ”joke” og dele den med kommentaren ”Du er det dummeste menneske på internettet lige nu”. Og bum – karantæne.
Og ja, det er da også groft skrevet, men som alle børn i skolegården siger: Det var ham, der startede. Det er Facebook bare ligeglade med. De uddeler karantæner efter princippet ”Vi behager ham, der klager”.
For hele grunden til, at jeg overhovedet roder mig ud i debatter på Facebook, er de talløse profiler, som betvivler, der findes en pandemi og udbreder deres teser om, at det er Bill Gates, World Economic Forum, De Blå Spejdere, Reptilmennesker, Aqua, FN, Mette Frederiksen, eller hvad de nu er faldet over på Bitchute eller YouTube eller Reddit, der bare giver dem ret i, at det er for dårligt, de ikke kan komme på diskotek i nat.
Dem er der ingen, som stopper, og hvis Facebook endelig skulle gribe dem i et forbudt skældsord, så har de et lager af reserveprofiler, de kan sprede deres konspirationsteorier fra.
Det er som amerikansk tv, hvor børn kan se langstrakte, bestialske torturscener, men hvis offeret hvisker ”fuck”, så bliver det dæmpet for at beskytte sarte sjæle
Anmeld dem for at skrive, at Corona-virus er skabt af Magnus Heunicke, eller at vaccinen giver dig analkløe, og Facebook svarer, at det jo bare er deres ”mening”. Men bruger man ordet ”dum”, finder de straks karantænerne frem. Det er som amerikansk tv, hvor børn kan se langstrakte, bestialske torturscener, men hvis offeret hvisker ”fuck”, så bliver det dæmpet for at beskytte sarte sjæle.
Bitter – over betingelsesløs overgivelse
Du må meget gerne læse det her, som om jeg er bitter over at være blevet ”begrænset”, og du kan roligt skrive det som kommentar, for jeg kan først svare om 26 dage, men egentlig er jeg mere bitter over alt det, som Facebook ikke gør:
De er vilde med konflikt, så de tillader vanvittige påstande uden at begrænse dem. De opprioriterer kommentarer, der kun vil nedgøre, for det skaber trafik. De tager ikke stilling til vilde konspirationsteorier, for de er bare en ”mening”, på samme måde som jeg mener, at 2+2 er 19, og Pi er slutningen på en Jussi Adler Olsen-roman.
Men jeg er bitter over at være begrænset, fordi vi i Danmark har overgivet os så betingelsesløst til Facebook. Jeg kan ikke hoppe af.
Min branche aftaler stort set alt gennem Facebook. Folketingspartierne vil have debatten på Facebook. DR-værter på både tv og radio siger ”deltag i debatten på vores Facebook-side”.
Vi har bundet os til Facebook, uden at stille modkrav.
I Danmark har vi for eksempel NemId, som man kunne kræve var en forudsætning for en profil.
Måske skulle den danske stat lave sit eget debatforum? Sådan et, hvor folk debatterede i eget navn og verificerede af NemId? Er det ikke kun trolde og tosser, der kan være imod det?
Man kunne bede også Facebook om at begrænse racisme, løgne og konspirationsteorier før ord som – og nu nævner jeg bare et tilfældigt eksempel – ”den dummeste på nettet”?
Det sørgelige er som sagt, at Facebook har vundet: Det er portalen, vi diskuterer på, og som danske, statsstøttede medier promoverer. Og det beviser jo bare, dovenskab vinder.
Måske skulle den danske stat lave sit eget debatforum? Sådan et, hvor folk debatterede i eget navn og verificerede af NemId? Er det ikke kun trolde og tosser, der kan være imod det?
Jeg medgiver, at oprettelsen af et dansk debatforum nok kunne tage sin tid – med andre offentlige IT-projekter i erindring – men det er jeg forberedt på. Om ikke andet er jeg ude af min ”begrænsning” på Facebook, når det endelig virker.
LÆS MERE AF SEBASTIAN DORSET HER
Topillustration: Gerd Altmann, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her