TEATER // ANMELDELSE – Hans Egedes Kirke på Østerbro udgør en stemningsfuld ramme om forestillingen Når mørket falder på. Det er Teatergrads (og Randers Teaters) bud på ”true crime”-genren. Det er to historier, dels om et bebudet mord, dels om et hjerteskærende drama, hvor kirkerummet passende fyldes med salmesang.
Vi kan sidde foran skærmen i vores trygge stue og gyse, eller vi kan køre bil, mens vi lytter til en roman eller en podcast og følger den spændende opklaring. Vi kan sidde med lidt forarget mine og ryste på hovedet ad alle de advarselslamper, der blev overset. Men vi bliver først og fremmest underholdt af “true crime”-dramaer.
Så vi ved, at Når mørket falder på ender med et mord
Den distance er svær af opretholde i Når mørket falder på, når Julie Riis og Daniel Bevensee folder sig ud som Karina og Jens lige for vores øjne. Når de beder os rykke lidt sammen, så de kan sidde på sæderne blandt os eller rækker os en mappe eller lignende, som vi lige skal holde.
Når mørket falder på bryder politiafspærringen
Faktisk brydes barrieren allerede, da vi kommer ind i kirkerummet og kan se det markerede bevismateriale, afspærringen med polititape og kridtaftegningen af den myrdede.
Så vi ved, at Når mørket falder på ender med et mord. Sådan er dramaturgien i “true crime”. Karina taler til os fra den anden side af graven. Men så afdækkes baggrunden. Systemiske svigt i Jens’ opvækst, muligvis en dysfunktionel familiestruktur, der strakte generationer tilbage. Et svagere antydet mønster i Karinas valg af kærester.
Symbolikken med lægen, der nærmest rituelt gentager mantraet, ”jeg burde have set tegnene”, mens han energisk spritter hænderne af, er ikke til at tage fejl af. ”Men de var sådan et sødt par”, tilføjer han undskyldende. Det runger under kirkehvælvingen.
Og de velmenende lærere på specialskolen, der jo havde så mange andre børn at se til. Socialrådgiveren på ungdomsherberget, der beklager, at børnene ikke må overnatte uden forældrenes samtykke. Den søde bartender, der ofte gav ham en sodavand, mens Jens ventede på, at forældrene var så fulde, at han kunne hjælpe dem hjem.
Efter drabet
Efter drabet kan de alle se det. Men de fulgte jo reglerne. Det må andre tage sig af. De passede jo bare baren. Der peges ikke fingre af disse vidner. Figurerne er nærmest komiske. Men sandheden er barsk. Nej, ikke alle utilpassede børn ender som mordere. De ”tabte børn” er i imidlertid et godt rekrutteringsgrundlag – og det ved vi godt.
Hvis vi tilfældigvis skulle have glemt det, så får vi lige lidt statistik for kvindedrab inden pausen.
Stemningen er helt anderledes, da vi vender tilbage. Men igen er vi ikke i tvivl om, hvor det ender, for der ligger salmeark og hvide roser på sæderne.
Men nogen tog livet fra Maja
Denne gang er fortælleren en overlevende. Den 10-årige Patrick oplever, at hans tre år ældre søster forsvinder og til sidst findes dræbt. Ligesom han oplever, at den verden, han kendte, bryder sammen omkring ørerne på ham.
Prisen for tillid
Her udfordres vi igen fra start med en række spørgsmål: Lægger du nøglen under måtten? Lader du barnevognen – med barn – stå uden for butikken eller restauranten eller nede i gården? Lader du dine børn cykle alene til skole og fritidsaktiviteter ad mørke veje?
Spørgsmålene er ubehagelige, fordi de rokker ved vores grundfæstede tro på, at vores tillidsbaserede samfund er verdens bedste. Selv føler jeg det for eksempel som en personlig krænkelse, hvis myndighederne fraråder, at man færdes i visse kvarterer. Den ret skal ingen tage fra mig.
Men nogen tog livet fra Maja.
Igen farer Daniel Bevensee og Julie Riis rundt iblandt os og påtager sig en lang række forskellige roller. Ingen er rigtigt ansvarlige, men begge forældre og i sidste ende også Patrick føler sig skyldige.
Medfølelse og indignation
Hele tiden balancerer Når mørket falder på mellem medfølelse og indignation.
Bagsiden ved tillidssamfundet er måske en tilsvarende tilbageholdenhed i forhold til at blande sig. Når vi forventer at kunne færdes hvor som helst i tryghed – uden indblanding – så afskærer vi os måske fra at gribe ind, når andres tryghed er truet.
Fordi vi bliver involveret i handlingen, bliver vi også nødt til at tage stilling
Når vi er så tæt på skuespillerne og dybest set sidder midt i skuepladsen, så er det bare svært ikke at blive involveret, føle forelskelse, frygt, usikkerhed, mistanke – kort sagt: at leve os med i dramaet. Eller dramaerne.
Historien om Maja er måske den, der taler mest til medfølelsen, mens historien om Karina vækker vreden. Begge dele munder ud i et hvorfor. Hvorfor skulle Maja dø? Hvorfor greb ingen ind i det bebudede mord på Karina?
Underholdning og ansvar
Når mørket falder på hæver spørgsmålene fra “true crime”-genrens sensationalistiske underholdningsform til et godt, gammeldags moraldrama. Fordi vi bliver involveret i handlingen, bliver vi også nødt til at tage stilling. Til at tage ansvar.
Efter forestillingen kan vi begive os ud i byrummet. I rimelig sikkerhed for, at vi ikke bliver lokket ind i fremmede biler og aldrig ses i levende live igen. Måske også med en forvisning om, at ingen af de andre pæne mennesker på stolerækkerne kunne finde på at slå ihjel. Men også med spørgsmålet om, hvor langt det personlige ansvar rækker.
Når mørket falder på er debatteater, når det er bedst
Hvornår er det rimeligt at gribe ind, når vi personligt føler en alarmklokke ringe? Hvornår er det passende at ulejlige politiet eller andre myndigheder med en observation? Hvordan rækker vi i medfølelse ud til mennesker i akut krise?
Lad den, der er uden skyld …
Når mørket falder på er debatteater, når det er bedst. Som et spejl for os som publikum. Som et indigneret opråb mod laden stå til. Som en advarsel mod at lukke øjnene. Og som svaret vel må falde i en kirke: Lad den, der er uden skyld, kaste den første sten.
Forestillingen turnerer frem og tilbage mellem den jyske base og københavnske skuepladser. Ved publiceringen har Når mørket falder på allerede forladt Hans Egedes Kirke, men vender tilbage til Østre Kapel i Randers og til Politimuseet i København. En meget anderledes, men ikke mindre passende og dramatisk ramme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
