POLITIK // ANALYSE – Dommen over Inger Støjberg bliver udlagt som et såkaldt paradigmeskift i værdipolitikken. Men er det nu tilfældet, eller var det bare en tilfældighed, som fældede den tidligere udlændinge- og integrationsminister?
Det var tid til eftertanke for Lars Løkke Rasmussen.
Den tidligere statsminister havde i sin tid stemt imod at anlægge en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg med henvisning til, at den slags sager historisk kun har kostet ministerens afgang eller en såkaldt næse, og som han havde advaret om under debatten i folketingssalen: ”Domfældelse eller frikendelse. Det kommer til at grave grøfterne dybere.”
Fire timer forinden havde Rigsretten dog idømt Inger Støjberg 60 dages ubetinget fængsel for at have overtrådt ministeransvarlighedsloven i forbindelse med adskillelsen af de unge par på asylcentrene, og efter at have haft tid til at nærlæse de 149 sider i dommen, måtte Lars Løkke Rasmussen konstatere, at den ikke var til at komme uden om. Dommen var på samme tid hård og klar.
Men, skrev Lars Løkke Rasmussen, der er uddannet jurist, nu på Facebook, det fremgik også af præmisserne for dommen, at der ikke gjaldt en såkaldt alvorlighedsbetingelse. Når Folketinget med andre ord havde valgt at rejse tiltale mod Inger Støjberg, tilkom det ikke dommerne i Rigsretten at vurdere, om en politisk straf ville have været nok. Det er nemlig ikke en betingelse for at finde en minister skyldig, at der er tale om en alvorlig lovovertrædelse.
”Sagen kunne altså have være endt anderledes,” konkluderede Lars Løkke Rasmussen.
”Det har jeg et ansvar for, at den ikke gjorde. Vi burde have initieret nedsættelse af det, der senere blev ’Instrukskommissionen’, medens vi endnu havde regeringsansvaret, hvorved sagen formentlig ikke var endt i rigsretten.”
”Tid til forandring”
Det har dog ikke forhindret både politiske kommentatorer og eksperter i at se dommen som afslutningen på den epoke, der startede med Anders Fogh Rasmussens (V) sejr ved folketingsvalget i 2001.
Det år blev udlændinge- og retspolitikken valgets hovedtema, og partierne gik længere end nogensinde før i forsøget på at føre valgkamp på en bestemt befolkningsgruppe. Venstre vakte opsigt med en valgannonce, hvor der blev sat lighedstegn mellem nogle andengenerationsindvandreres voldtægt i Aarhus og udlændingepolitikken. ”Tid til forandring,” lød partiets slogan under valgkampen.
”Dommen over Støjberg sætter to årtiers borgerlig værdikamp til debat,” hed det for nylig på forsiden af Kristeligt Dagblad, hvor eksperter forudså, at den såkaldte værdipolitik fremover ikke længere vil kunne afgøre folketingsvalg, mens Berlingske talte om ”afslutningen på en epoke.”
Politisk redaktør på Altinget og medforfatter til bogen Værdikæmperne, Esben Schjørring, konkluderede i sidstnævnte avis, at ”værdikampen er endt med sammenbrud og domfældelser.”
Det forhindrede ikke Erik Ninn-Hansen, der kort forinden var stoppet som justitsminister for at blive formand for Folketinget, i at fortsætte på posten
Og Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, mente, at det er et ”paradigmeskifte.”
Ifølge Martin Krasnik er det ikke tilfældigt, at ”det netop er udlændingepolitikken og en lang udlændingepolitisk epoke, der har været rammet ind i to rigsretssager.” Rigsretssagen har afsløret, at der er grænser for, hvor meget regeringen kan stramme udlændingepolitikken uden at komme i karambolage med de internationale konventioner (som et stort flertal af Folketingets partier stadig støtter).
Tilbage er kun de symbolske stramninger, hvilket Martin Krasnik faktisk allerede mener har været tilfældet med de senere års stramninger. De har mest handlet om at gøre livet så surt som muligt for allerede ankomne flygtninge og indvandrere, ikke at forhindre dem i at komme til Danmark (omend Inger Støjberg nok vil mene, at førstnævnte i praksis også resulterer i sidstnævnte).
Twain og tørklæder
Spørgsmålet er imidlertid, om rygterne om værdipolitikkens død, som Mark Twain engang sagde om sin egen af slagsen, er stærkt overdrevne.
Ikke bare handler værdipolitik i sin natur oftest om netop symboler – symboler på særlige værdier. Det omstridte forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum er et eksempel herpå.
Rigsretssagen mod Inger Støjberg kunne, som Lars Løkke Rasmussen skrev efter domsafsigelsen, let være endt anderledes.
Hvilket i sin tid også gjorde sig gældende med den første rigsretssag, også kaldet Tamilsagen, der indrammer perioden, den mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen. Den da 73-årige Erik Ninn-Hansen blev idømt fire måneders betinget fængsel i 1995 for sin administration – eller mangel på samme – af udlændingelovgivningen.
Gulvtæppet
Højesteretsdommer Mogens Hornsleths undersøgelse af Tamil-sagen og den efterfølgende Rigsretssag var aldrig var blevet til noget, hvis Erik Ninn-Hansen havde lagt sig og rullet rundt, som Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen gav daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen (S) besked på at gøre i forbindelse med den manglede lovhjemmel til at have beordret landets 17 millioner mink aflivet.
Ganske vist kaldte Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, i 1989 Justitsministeriet og udlændingemyndighedernes forvaltning af de tamilske familiesammenføringssager for ”overordentligt kritisabel”. Men det forhindrede ikke Erik Ninn-Hansen, der kort forinden var stoppet som justitsminister for at blive formand for Folketinget, i at fortsætte på posten.
Ombudsmanden havde ikke anvendt udtrykket ”ulovligt”, hvilket den daværende KVR-regering efterfølgende brugte som argument for at afvise oppositionens krav om kommissionsundersøgelse af sagen. Det var ved den lejlighed, at statsministeren sluttede sin indledende tale under debatten i folketingssalen om de to partiers beslutningsforslag med at konstaterede, at sagen var tilstrækkeligt belyst, og at der ikke var ”fejet noget ind under gulvtæppet.”
Hvilket var det.
Hvis altså Erik Ninn-Hansen ikke havde villet noget andet.
Året efter viste Danmarks Radio (DR) nemlig dokumentarfilmen Blodets bånd, som hævdede, at Erik Ninn-Hansens administration netop havde været ulovlig og endda skyld i to tamilers død, hvilket fik ham til at kræve at komme til orde.
Ja, det undrer også mig selv. Det har jeg ikke rigtig noget svar på. Jeg er også selv forundret
Erik Ninn-Hansen om, hvordan han havde kunne lade det komme så vidt (Tamilsagen)
Det kom Erik Ninn-Hansen, som ellers ikke havde ønsket at deltage i dokumentarfilmen – og endda i primetime – den 1. maj 1990, hvor han fastholdt, at det havde været den samlede daværende firkløverregering – og altså også ministrene fra Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti, der på et regeringsmøde havde givet grønt lys til den omstridte praksis med at nedprioritere tamilernes familiesammenføringer.
CD’s daværende formand, Mimi Jakobsen, der ellers havde støttet regeringens afvisning af en kommissionsundersøgelse, var ved at falde ned fra stolen, da hun så interviewet, og resten er historie. Næste dag gik partiformanden til statsministeren og meddelte, at CD nu støttede en sådan undersøgelse.
Erik Ninn-Hansens daværende partifælle Hans Engell har fortalt, at han mange år senere spurgte, hvordan han – med sin både politiske og juridiske viden og erfaring – kunne have ladet det komme så vidt. Når sagen netop ikke behøvede at være endt i Rigsretten. Erik Ninn-Hansen tænkte sig længe om og svarede så:
”Ja, det undrer også mig selv. Det har jeg ikke rigtig noget svar på. Jeg er også selv forundret.”
Kontrafaktisk
Det er kontrafaktisk at spekulere i, om der ville have været flertal for at nedsætte Instrukskommissionen efter folketingsvalget i 2019, hvis Inger Støjberg forinden, ligesom Mogens Jensen, havde påtaget sig skylden og enten havde fået en næse eller valgt at gå af.
Eller hvis Lars Løkke Rasmussen havde fyret Inger Støjberg, ligesom han i 2011 fyrede en af hendes forgængere på posten, Birthe Rønn Hornbech (V), efter dennes fejlbehandling af ansøgningerne om indfødsret fra statsløse personer født i Danmark (ved samme lejlighed nedsatte den daværende statsminister en undersøgelseskommission).
I stedet valgte Inger Støjberg, ligesom Erik Ninn-Hansen, at stå fast på, at hun havde gjort det rigtige. Velvidende at der ikke var flertal for nogen undersøgelse i Folketinget. Før altså at regeringsmagten en dag skiftede.
”I dag tabte de danske værdier!,” som Inger Støjberg skrev på Facebook efter sin dom.
Men det var regeringens støttepartier, og ikke Socialdemokratiet, som under forhandlingerne efter folketingsvalget om det såkaldte forståelsespapir krævede en kommissionsundersøgelse.
Senest fastholdt Socialdemokratiets politiske ordfører, Jeppe Bruus, da også under debatten i Folketinget om Inger Støjbergs værdighed – eller mangel på samme – at ”adskillelsen af de berørte par politisk set var rigtig.” Den var bare juridisk set forkert, som det lød.
Udlændingekortet
Når det er sagt, er det alligevel ikke helt tilfældigt, at begge af de seneste rigsretssager har handlet om udlændingepolitik.
Både Erik Ninn-Hansen og Inger Støjberg mente nemlig at have både politisk og folkelig forståelse for deres udlændingepolitiske stramninger – indtil de ikke længere havde det. I hvert fald politisk forståelse. Hvilket alt andet lige vil øge en politikers lyst til at gå til grænsen med den dertilhørende såkaldte procesrisiko.
Men Socialdemokratiets højredrejning i udlændingepolitikken har gjort, at denne ikke længere er en afgørende forskel i forhold til de borgerlige partier, og det seneste folketingsvalg blev som bekendt et klimavalg.
Ifølge bogen af samme navn (Klimavalget) svarede 55 procent af vælgerne på valgdagen, at klimaet var det vigtigste spørgsmål for dem, mens de næstvigtigste spørgsmål som udlændinge, sundhed og ældre kunne mønstre cirka 25 procent. Og ser man på de vælgere, som skiftede fra den ene til den anden blok, havde udlændingepolitikken ingen betydning for deres skifte.
Det betyder imidlertid ikke, at det berømte/berygtede udlændingekort nødvendigvis har mistet sin værdi i dansk politik. I politik lyder en tommelfingerregel, at partier ikke kan vinde på udenrigspolitikken – men de kan godt tabe på den. Forstået på den måde, at selv om de færreste vælgere går op i udenrigspolitik, så kan vælgerne godt finde på at straffe partier for, hvad de ser som en åbenlys fejlagtig af slagsen. Og det samme kan i dag vise sig at være tilfældet med udlændingepolitikken.
I hvert fald er der ingen tvivl om, at regeringen – som forløbet omkring nedsættelsen af Instrukskommissen, den efterfølgende rigsretssag og debatten om Inger Støjbergs værdighed afslørede – ikke føler sig sikker på, at værdipolitikken virkelig er død. Langt fra.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
