Oasis light i mørket: En fest med lidt for lidt Liam Gallagher

i Kultur/Musik af

MUSIK // ANMELDELSE – Tirsdag tog den tidligere Oasis-sanger Liam Gallagher publikum ved hånden i en halvanden time lang koncert, hvor stemningen var som den må have været i 2012 på City of Manchester Stadium, da favoritklubben City blev engelske mestre for første gang i 44 år. 12 ud af 20 numre i Forum Black Box var gamle Oasis-numre.

”Liam Gallagher er en forrygende ambassadør for sin elskede – ahem! – brors sange, og måske især for Oasis-følelsen. Men jeg kunne godt tænke mig at se ham performe sine egne og de gamle sange i et mindre set-up. Som på det nye album Acoustic Sessions. Det vil være lidt ærgerligt, hvis han ender som rockmusikkens svar på Pinocchio med Mod-frisure, fanget i snorene fra sin fortid,” skriver POV’s musikredaktør Jan Eriksen i sin anmeldelse. 

Rækken af klassiske hooklines var næsten lige så lang som køerne ved baren, da Liam Gallagher og band holdt fest for de indviede i Forum Black Box, København, tirsdag aften.

Stående som en dunkel silhuet i lyset fra bagscenen i klassisk Liam-positur iført overhead parkacoat – i eget Liam Pretty Green-design må man gå ud fra. Lidt som en angrebslysten City-spiller parat til at give folket, hvad det var kommet for.

Personligt har jeg altid ment, at den såkaldte britpop-krig mellem Blur og Oasis blev vundet af Suede.

Men selvsagt kan man ikke ignorere Noel Gallaghers formidable evner som sangskriver, Oasis’ rolle som opsamler/fornyer af den britiske rocktradition – Beatles, Who, Stones, Smiths, T. Rex, Slade – på et tidspunkt, hvor englænderne enten dansede til Manchester-scenens acid eller Stock, Aitken & Watermans sodastream-bobler.

På samme måde er det umuligt at ignorere styrken i Oasis’ udtryk dengang med Liam som fandenivoldsk frontmand – eller denne her gnist, der altid var på scenen. Og vel også en følelse af håb og trods, som Burnage, Manchesters egne Oasis signalerede hos sit enorme publikum. Her kunne man virkelig tale om working class heroes.

Stående der i Forum badet forneden af kondensvand på gulvet og massive støjmasser fra scenen, lød det indimellem som puls uden blod. Jeg savnede de finesser, der faktisk præger Liam Gallaghers soloalbum Why Me, Why Not? og viser ham som en kunstner, der – med hjælp fra andre komponister – vil mere end bare en refleksion af Oasis.

I Forum Black Box lagde Liam Gallagher ud med Oasis’ Fucking in the Bushes og den gamle programerklæring Rock’n’roll Star med den oprindelige Oasis-guitarist Paul Bonehead Archers på scenen. Det skulle vise sig, at han primært var med for at medvirke på de mange Oasis-numre. Hele 12 ud af 20 numre var Oasis-numre.

Fra sekund ét var den der – lyden – den forvrængede mur af sustain skabt af en til to guitaristers leg med basale akkorder og skiftende Noel’ske melodiske lead. Og der var en stemning i Forum Black Box af den anden verden. Igen, 12 ud af 20 numre.

Stående der i Forum badet forneden af kondensvand på gulvet og foroven massive støjmasser fra scenen, lød det indimellem som puls uden blod. Jeg savnede de finesser, der faktisk præger Liam Gallaghers soloalbum Why Me?, Why Not og viser ham som en kunstner, der – med hjælp fra andre komponister – vil mere end bare at være en refleksion af Oasis. Ikke helt så konsekvent som Noel Gallagher, der er gået mildt electronica på det seneste, men alligevel.

Som det ofte vil være med en solist, der rejser rundt med en sangskat skabt i en anden sammenhæng, var Liams band mest med som loyal, sømløs backing. I øvrigt var det svært at høre både hans egen og de tre korsangeres vokaler.

F.eks. er det udmærkede Once fra Why Me?, Why Not et inspireret melodisk-melankolsk tilbageblik på en 30 år lang karriere med og mod Noel. Et af det bedste bud siden Arctic Monkeys’ No. 1 Party Animal på en genopfriskning af lyden af John Lennon. Som Liam jo er besat af. Albumtitlen Why Me?, Why Not er hentet fra to af Lennons serigrafier. Og i øvrigt, what the fuuhk, mandens fulde navn er William John Paul Gallagher. Han er jo nærmest født til det. Men i Forum druknede Once i torden-lyd.

Bedst var det i Stand By Me og Morning Glory, der begge formede sig som kærlighedserklæringer mellem publikum og Liam. Der var vi inde og røre ved noget af det, som kun musik kan – nogle kalder det nostalgi, for mig handler det at stå ved de læringer, de spark, den fest, den trøst, det håb, de refleksioner, der har været med til at skabe én

Halo, som også blev spillet med fuld hammer i Forum, er så en hilsen til The Rolling Stones’ Let’s Spend the Night Together. Her var keyboardspilleren i øvrigt et forfriskende indslag på sit bar-piano.

Bedst var det i Stand By Me og Morning Glory, der begge formede sig som kærlighedserklæringer mellem publikum og Liam. Der var vi inde og røre ved noget af det, som kun musik kan – nogle kalder det nostalgi, for mig handler det at stå ved og fejre de læringer, de spark, den fest, den trøst, det håb, de reflektioner, der har været med til at skabe én. Det må bare aldrig være et mål i sig selv.

I Supersonic skabte bassist og trommeslager et fornemt swing, som ellers ikke nødvendigvis var Oasis’ styrke. Og der var en version af Be Still, hvor guitaristen gav en lang psykedelisk solo. Fed variation i den ellers noget ensformige musikalske bunke støj.

Med Cigarettes & Alcohol rungende i ørerne, der mere end nogensinde lød som en hilsen til T.Rex’s Get it On, slentrede jeg ud af Forum med fornemmelsen af at have været til koncert med Oasis Light.

Liam Gallagher er en forrygende ambassadør for sin elskede – ahem! – brors sange, og måske især for Oasis-følelsen. Men jeg kunne godt tænke mig at se ham performe sine egne nyere (også gerne fra Beady Eye-perioden) og de gamle sange i et mindre set-up. Som på det nye album Acoustic Sessions. Eller med arrangementer, der yder hans nye lyd retfærdighed.

Det vil være lidt ærgerligt, hvis han ender som rockmusikkens svar på Pinocchio med Mod-frisure, fanget i snorene fra sin fortid.

Liam Gallagher, Forum Black Box, tirsdag 04.02.2020

  1. Fuckin’ in the Bushes – Oasis-sang
  2. Rock ‘n’ Roll Star – Oasis-sang
  3. Halo
  4. Shockwave
  5. Wall of Glass
  6. Come Back to Me
  7. For What It’s Worth
  8. Morning Glory – Oasis-sang
  9. Columbia – Oasis-sang
  10. Stand by Me – Oasis-sang
  11. Once
  12. Gas Panic! – Oasis-sang
  13. Why Me? Why Not.
  14. The River
  15. Acquiesce – Oasis-sang
  16. Live Forever – Oasis-sang
  17. Roll With It – Oasis-sang
  18. Supersonic – Oasis-sang
  19. Champagne Supernova – Oasis-sang
  20. Cigarettes & Alcohol – Oasis-sang

Foto: Pressefoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35