POESI – Claus Ankersen har mødt en række indiske digter-kolleger og talt med dem om, hvad der sker i livet og poesien i Indien. Om poesiens rolle og betydning som kunstnerisk udtryk og talerør. Om kvindefrigørelse og #Metoo digte. Om spoken word og om fremtiden. Den fjerde i rækken er Nabina Das, digter og underviser fra Hyderabad.
”Poesien bedriver mig”
– Nabina Das
Nabina Das er digter og forfatter og har udgivet tre digtsamlinger og to skønlitterære bøger. Hun har modtaget fellowships fra Sahapedia-UNESCO, Commonwealth Foundation, Sangam House og Charles Wallace Creative Writing. Nabina underviser både udvekslingsstuderende i kreativ skrivning på universitetet i Hyderabad og laver eksterne litterære workshops ved siden af.
Hvordan ser du poesiens rolle i nutidens Indien? Hvad kan digtekunsten?
Scenen er godt lys-sat med adskillige up-and-coming digtere på engelsk, såvel som på andre indiske sprog. Desuden, takket være sociale medier, foregår der en masse udveksling og deling blandt nye digtere, som nu har en langt større rækkevidde og når mange flere, hvor det tidligere var begrænset til en særlig gruppe som ville identificere sig som digtere og ville fungere som tærskelvogtere til litterære magasiner, konkurrencer og forlag. Informationen er nu i frit flow, og det betyder at tærskelvogternes herredømme er ved at smuldre.
Poesien bliver afmystificeret og mere tilgængelig, og det er rigtig gode tidender i mine øjne. Med hele den styrkelse, af såvel de nye, fremstormende digtere som de etablerede poeter, giver digtningen i Indien i dag stemme til protester, til sociale bekymringer, til kærlighed… og så til alle mulige hybrider af kreative udtryk og initiativer.
– Sig noget om din poetiske arbejdsmetode
Poesi er begær. Poesi er intention. Poesi er kærlighed. Det at digte, er for mig uadskilleligt fra trangen til at lære, nysgerrigheden til at søge og det iboende brændende instinkt til at elske. Elske ideer og fantasi. Elske sprog og muligheder. I praksis læser jeg en masse digte, lidt hulter til bulter, men regelmæssigt. På den måde krystalliseres skriften i det mindste i min bevidsthed. Jeg har vænnet mig til tastaturet, men på rejser forsøger jeg at huske en notesbog til at skrive ideer i. For det meste er det faktisk omvendt – jeg vil snarere sige at poesien bedriver mig!
– Unge kvinder og poesi
Jeg er både glad og forhåbningsfuld på vegne af yngre kvindelige indiske digtere. Når jeg læser og nyder millennials-digterne, uanset køn, er det altid med bevidstheden om hvor meget det kræver for en kvindes arbejde at blive tilstrækkeligt udbredt til at få det nødvendige momentum.
Poesi er begær. Poesi er intention. Poesi er kærlighed. Det at digte, er for mig uadskilleligt fra trangen til at lære, nysgerrigheden til at søge og det iboende brændende instinkt til at elske. Elske ideer og fantasi. Elske sprog og muligheder
Og her er køn bare ikke en tilstrækkelig linse at anskue situationen gennem. Særligt i Indien må kaste-faktoren medregnes. Kvindelige Dalit-digtere springer ud som aldrig før. De bærer både kønnets og kastens byrde som et dobbelt åg. Det er stadig kun muligt at læse et fåtal på engelsk, men jeg håber at mange flere kommer til inden længe, særligt modige digtere som Aruna Gokulamanda fra Hyderabad.
– Poesi som redskab til demokratisering, frigørelse og empowerment
Poesien er helt afgjort både våben og redskab, særligt i et demokrati som Indien, hvor de kvælende normer stadig er for mange til at udfordres, må der uafladeligt kæmpes for retfærdighed, og rettighederne for både kvinder, såvel som for dalitter og andre marginaliserede må sikres og værnes om. Som om poesien kan skaffe os penge og materiel velstand, ler kynikerne. Det er lige det den kan, siger jeg. Ikke som i klingende pengesække, eller en strandvejsvilla, eller en Rolls Royce. Ikke penge i den forstand. Men penge og velfærd som et udviklet civilsamfund vil tilvejebringe for dets borgere, såfremt poesien står fast i sin kamp for rigtigt vs. forkert.
– #MeToo-poesi i Indien
Der er en overvældende tilslutning og interesse for #MeToo i Indien. Bolden er grebet af digtere, forfattere, aktivister og lærde der ser det som en chance for at debattere og diskutere det som så længe har pint vores samfund. Ifølge mange står vi i denne tid midt i et stort oprør, og et der har været længe undervejs. Kvinder har altid ytret sig, og #MeToo er bevis på at kvinder vil blive ved med at stå frem. Digtere og performere er særligt istemmesættere hér. Både mænd og kvinder.
– Spoken word.
I øjeblikket oplever spoken word, poetry slam og performance poesi en enorm opblomstring i Indien. Selv om jeg ikke selv arbejder med de spændende genrer, er jeg særdeles interesseret i denne form for poetisk udtryk. I mine møder med spoken word digtere, sangskrivere og endda med stand-up komikere, har jeg begejstret noteret mig at både poesi og ord er klar og parat til at flyve mod nye højder.
Poesien bliver afmystificeret og mere tilgængelig, og det er rigtig gode tidender i mine øjne. Med hele den styrkelse, af såvel de nye, fremstormende digtere som de etablerede poeter, giver digtningen i Indien i dag stemme til protester, til sociale bekymringer, til kærlighed… og så til alle mulige hybrider af kreative udtryk og initiativer
Arbejdet med genren er ikke mindre litterært, som en del digtere synes at mene. Tværtimod, er spoken word måske en fundamental del af vores digteriske instinkt, som vi bliver nødt til at anerkende og forbinde os med. Rochelle D’Silva, Nadeem Raj, Madhu Choudhary og Harnidh Kaur, er blot få af de navne som jeg kommer til at tænke på (som jeg har læst og hørt) i den forbindelse.
– Regional poesi og regionale stemmer
Jeg tror det skader poesiens sag at bruge termen ’regional’, specielt fordi Indien hverken er en region i sig selv, eller er opdelt efter disse termer. ’Regioner’ er politiske konstruktioner, ligesom stater, provinser og nationer. De indiske sprog er rigt varierede, og også de fusionerer fra region til region, hvilket gør ’det regionale’ til et noget mudret begreb. Den binære opstilling mellem engelsksproget poesi og poesi på regionale sprog bidrager kun til at hindre vores kollektive udvikling.
Den er også medvirkende til at danne et hierarki som vi ikke har brug for i dag. I stedet bør vi tale specifikt om bengalsk poesi, poesi fra assam, telugu digtning osv. – alle rige og multifacetterede i egen ret. Spejlingen og kvalificeringen i forhold til engelsksproget poesi er helt unødvendig. Omvendt er det nødvendigt for engelsksproget indisk digtning at forbinde sig med disse forskellige sprog for at undersøge den historiske baggrund for, hvordan vores poetiske traditioner har udviklet sig så forskelligt og fortsætter med at gøre det.
– Digtning som fælleskabsdannende kunstart
Et absolut must, må jeg sige. Var der nogen som sagde at digtere er verdens parlamentarikere? I så fald, er fællesskab den første platform, for hvilken poesien er forfatning.
– Hvilke indiske digterkolleger vil du anbefale danske læsere at give sig i kast med?
Det er svært at holde sig til et fåtal. Listen er lang, og det ville være frygteligt at glemme nogen. Vi mistede Eunice De Souza for nyligt. Hendes forfatterskab vil jeg læse igen.
– Hvordan er det at være kvinde i Indien?
Det er en skelsættende tid at være kvinde i Indien i. Men siden hvornår var det ikke det? Det at være kvinde, generelt, kan undersøges historisk og epistemologisk, og mangen en hyldemeter er allerede skrevet om det. Men det er også en meget spændende tid at være kvinde i, i Indien. Der findes af og til problemer i samfundet, kulturen, litteraturen og livet, som kun kvinder er i stand til at løse. Så denne tid, er et af de øjeblikke, hvor jeg føler mig både heldig og bestyrket som kvinde. Fordi vi besidder såvel viden, som erfaring og hukommelse om historien. Det vi har brug for, er at alle samfundsgrupper arbejder for kvindesagen i en samlet bevægelse, for heri ligger automatisk en tilnærmelse til retfærdighed for alle.
– Om at være kvindelig digter
Så langt, så godt! Som kvindelig digter skriver jeg kroppen, jeg skriver erindring, jeg skriver fortællinger jeg erfarer fra andre bestyrkede kvinder, og jeg skriver kærlighed og skønhed, som jeg samler op fra både mænd og kvinder. Selv om der ikke er tvivl om at, hverken en Kolatkar eller en Bukowski er fremragende, er vi i færd med at ryste ærefrygten reserveret til litteraturens hypermaskuline diktion af os. Især for en kvindelig digter, består det livgivende ikke af vers alene, men hendes poesi er helt klart det modiges og skønnes livmoder.
– Om voldtægtskultur? Overgrebskultur og det patriarkalske system
Toksisk maskulinitet, voldtægtskultur, patriarkalske påbud, lammende heteronormativitet osv. er blot få af de overgreb, kvinder, queer og andre marginaliserede folk må deale med på daglig basis. Vi har brug for en brobyggerkultur.
– Om den unge befolkning – hvilken vej går det? Ser du forandring? Hvordan ser du digternes rolle? Man siger at næste århundrede er kvindens?
Det er muligt at lyseslukkerne er uenige, men jeg ønsker mig at det går i opfyldelse! Forandringen er uundgåelig, og digtere er en del af fortroppen, særligt yngre digtere som flytter grænser. Og gæt engang, hvem som har fanget det bedst på skrift… en ung transkønnet digter, Reece Burrows Lyons: ”Fremtiden bliver intersektionel.” Det sætter jeg mine penge på.
– Hvordan tror du det vil manifestere sig i Indien?
Der er gode udsigter for dette i Indien. Jeg er optimist.
Vil du ikke dele et yndlingsvers, eller en two-liner med læserne?
Jeg har rigtig mange favorit-linjer. Men her er Amrita Pritam, for at give et indtryk af hvad jeg elsker at læse:
Me—a book in the attic.
Maybe some covenant or hymnal.
Or a chapter from the Kama Sutra,
or a spell for intimate afflictions.
But then it seems I am none of these.
(If I were, someone would have read me.)
Selvom jeg ikke vil påstå at mit eget arbejde er blandt mine favoritter, vil jeg alligevel tage mig den frihed at citere et par linjer fra min sidste digtsamling, Sanskarnama, fordi den handler om, hvordan vi lige nu kæmper mod et fascistisk stormløb i Indien (en ’gau rakskak’ er en ”koforkæmper” som hænger uskyldige mennesker – for det meste fattige muslimer – under påskud af at ville beskytte køerne.)
Everyone has a gau rakshak neighbour these days
not everyone knows what they look like
we say happy Diwali sirji, and how’s the weather today
we eat cake, madamji makes sherbet when we meet.
I could even have a lover who’s a gau rakshak so tender
that he keeps me from all untowardness of nights.
Uddrag fra “My neighbour is a gau rakshak”. Digtuddraget er her gengivet på engelsk efter aftale med forfatteren, hvis nye digtsamling Sanskarnama netop er udkommet i tredje oplag. Du kan læse en anmeldelse af bogen her.
Claus Ankersen er i Indien med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje
#statenskunstfond #kunstgørenforskel
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
