HØJRERADIKALISME // KOMMENTAR – Hvis det franske præsidentvalg fandt sted lige nu, ville 33% af vælgerne stemme på kandidater fra de mest ekstreme højrepartier. Frankrig har ikke siden Anden Verdenskrig oplevet en så massiv tilslutning til det alleryderste fascistoide, racistiske højre.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I weekenden afholdt det nyeste skud på stammen, journalisten og præsidentkandidaten Eric Zemmour, sit første vælgermøde i, hvad der svarer til vores Bella Center, Villepinte, nordøst for Paris. Det var en begivenhed med en brølende sal fyldt med flere tusinde tilhængere, der kritikløst klappede ad den lille spinkle mand og hans meget simple forslag til en løsning af samtlige Frankrigs problemer – især den muslimske indvandring.
Skaldede nynazister
Zemmour havde hyret et privat produktionsselskab til at dække begivenheden – transmissionen blev stillet gratis til rådighed for tv-selskaberne, der udsendte den uredigeret. Derfor opdagede seerne ikke de tumulter, der udspillede sig uden for Zemmours egne kameraers rækkevidde.
Da medlemmer af organisationen SOS-racisme bagest i salen viste deres T-shirts med slagord mod racisme, blev de overfaldet og tævet af en flok skaldede nynazister, som Zemmours egne sikkerhedsfolk bagefter takkede for indsatsen. Flere af demonstranterne blev slået til blods af kandidatens venner. Politiet er ved at undersøge forløbet af de voldsomme slagsmål. Tres deltagere i mødet blev varetægtsfængslet.
Zemmour er født i 1958 af jødiske berbere, der kom til Frankrig fra Algeriet i 1952. Han har været elev i École Lucien de Hirsch, der er en af Paris’ mest religiøse jødiske skoler. Han var dygtig, klarede sig senere godt på Institut for Statskundskab, forsøgte derpå at komme ind på den meget krævende administrationsskole ENA, hvor de fleste franske ledere er uddannede. Men han dumpede flere gange ved optagelsesprøven: ”Der manglede sammenhæng i hans tankegang”, fortalte en af skolens lærere på tv forleden.
Han gik ind i reklamebranchen, blev dagbladsjournalist og en hyppigt anvendt kommentator i de elektroniske medier – med tiden mere og mere aggressiv og kontroversiel, hvad der har ført til sigtelser og domme for racisme. På CNews – en meget højreorienteret tv-station – fik han sin egen talerstol.
Ligesom danskerne i nogen grad følte sig underholdt af Glistrups grovheder, syntes mange franskmænd, at Zemmour med sin provokerende facon var et frisk pust – en mand, der sagde tingene rent ud. Derfor blev han en hyppig og populær gæst i næsten alle medier.
Gør Frankrig stort igen!
Han blev stadig mere radikaliseret højreorienteret. Skrev et utal af bøger, hvoraf de mest centrale er (2009) ”Det første køn” (om feminiseringen, som han kalder det, af Frankrig), ”Det franske selvmord” (2014) (om 68-generationens ødelæggelse af landet) og senest (2021) om, at ”Frankrig har ikke sagt sit sidste ord”. De er uhyre simple i deres budskaber og lette at læse.
Bøgerne kom i store oplag – den seneste var med sin opfordring til at gøre modstand mod den fremmede invasion og den konstante undergravning af franske værdier oplægget til den politiske kampagne, han for alvor indledte i Villepinte i søndags.
På mødet i weekenden lovede han de franske vælgere alle mulige skattelettelser, bedre lønninger, flere arbejdspladser og et Frankrig, der ligner det gode gamle Frankrig, muslimerne og globaliseringen ifølge ham har ødelagt. Han kopierer Trump og vil på alle mulige meget enkle måder gøre Frankrig stort igen. Tilhørerne, der ifølge nogle af de tilstedeværende uafhængige journalister blev instruerede til at reagere, jublede over alle disse smukke løfter.
Han, der i den grad er medieskabt, rasede mod medierne, journalisterne, som han beskylder for at forfølge ham og forvrænge hans vigtige budskaber. Sandheden er, at han får kolossalt megen omtale i stort set samtlige medier.
Søger at renvaske sort kapitel
Hans politiske budskaber er så primitive, at det er svært at forstå mandens succes. ”Han vækker de andre politikere”, sagde en af vore venner, da min kone og jeg udtrykte vores forundring over fænomenet.
Selv blandt skolelærere er der en vis lydhørhed. Den franske lærerstand er traditionelt venstreorienteret, men det er ved at vende. Det forklares med voldsomme problemer med uintegrerede indvandrerelever og især chokket over drabet på læreren Samuel Paty, der ville anvende Muhammedtegningerne i undervisningen. I det hele taget er det ret høje antal islamistiske attentater i landet med til at radikalisere dele af vælgerbefolkningen.
Zemmour refererer gerne til sin jødiske baggrund. Han afviser at være antisemit, men kommer ofte med udtalelser, der har fået forskellige jødiske organisationer til i rædsel at tage afstand fra ham.
Jean-Marie Le Pen, Front Nationals grundlægger, der aldrig har lagt skjul på sin uvilje mod jøder, er således glad for ham – betragter ham som en slags åndelig søn. Og blandt hans fans er også organiserede nynazister
Da tyskerne besatte Frankrig i sommeren 1940, blev der oprettet en marionetregering, der under ledelse af Marskal Pétain ”regerede” landet fra kurbyen Vichy. Pétain og hans folk indførte hurtigt nazisternes foranstaltninger mod jøderne med påtvungne jødestjerner, konfiskation af ejendomme osv. Han lod det franske politi arrestere, internere og overgive dem til tyskerne, der ekspederede dem videre til kz-lejrenes gaskamre.
Det skete, at franskmændene udleverede flere jøder, end tyskerne kunne klare at ombringe. Det er et kulsort kapitel i Frankrigs historie, som Zemmour forsøger at vaske rent ved bl.a. at hævde, at Pétain var god ved de franske jøder. Det var ”kun” de udenlandske jøder, han var ude efter. Påstanden er løgn, som blandt mange andre radiostationen France Inter dokumenterede i en timelang udsendelse for nogle uger siden. Pétain var ikke spor god ved hverken den ene eller anden slags jøder.
I 1894 blev den franske officer Alfred Dreyfus anholdt og senere dømt for at have spioneret for Tyskland. Han blev degraderet og sendt i arrest på Djævleøen. Dreyfus var jøde og uskyldig, og nogle år senere blev han frikendt. Det var en meget stor og voldsom antisemitisk affære, som gav inspirationen til den zionisme, der senere førte til oprettelsen af staten Israel.
Zemmour mener trods frikendelsen i sin tid og senere historisk forskning, at Dreyfus måske alligevel ikke var helt uskyldig.
Blandt hans støtter er notoriske antisemitter. Jean-Marie Le Pen, Front Nationals grundlægger, der aldrig har lagt skjul på sin uvilje mod jøder, er således glad for ham – betragter ham som en slags åndelig søn. Og blandt hans fans er også organiserede nynazister.
Charles Maurras (død 1952) var en af Frankrigs mest højreorienterede politikere i det 20. århundrede. Han var højrekatolik, modstander af Dreyfus’ frikendelse, royalist, antirevolutionær, erklæret antisemit, antiprotestant, antifrimurer, fremmedhader og til trods for, at han også var antitysk, støttede han Vichyregeringen og især dens antisemitiske love. Han blev idømt livsvarigt fængsel efter krigen. Han blev af helbredsmæssige årsager løsladt kort før sin død. Ham beundrer Zemmour.
Franske værdier
Zemmour beskyldes for at være kvindefjendsk, racistisk og antisemitisk. Det gjorde han grin med på mødet i Villepinte: Hvordan kunne man dog få den idé? Han som altid har været glad for kvinder, som intet har imod udlændinge, og som selv er jøde? Latter og applaus fra salen.
Han forlanger, at udlændinge, der bosætter sig i Frankrig, skal assimileres – ikke integreres. De skal ændre deres navne, så de bliver franske. De skal lære det franske sprog til perfektion. De skal i enhver henseende tilslutte sig de franske værdier og opgive dem, der er gældende i deres hjemlande. Ellers må de smides ud igen.
Zemmour besøgte for nogen tid siden Marseille, der dels er kendt for at være en by med mange arabiske og afrikanske indvandrere dels for at være en temmelig højreorienteret by. Han regnede med at blive godt modtaget, men i stedet blev han mødt med demonstrationer og skældsord. Da en demonstrant gav ham fingeren, svarede han på samme måde.
Det kostede ham et fald i meningsmålingerne. Sådan opfører man sig trods alt ikke, hvis man vil være præsident. Og politiske iagttagere mener, at optøjerne og volden i forbindelse med stormødet i lørdags også var for vulgært for nogle af de vælgere, der ellers ville have støttet ham. Målinger viser, at en del af dem er tidligere konservative fra partiet Les Républicains, der trods alt ikke bryder sig om den slags.
Til gengæld er folk, der har været aktive i bevægelsen ”de gule veste” ikke kræsne. De gule veste opstod som en voldsom protestbevægelse for tre år siden. Det var ”jævne” folk i provinsen, der var vrede på Macron og hans planer om at forhøje benzinpriserne for at få folk til at køre i elbiler.
På scenen bag Zemmour så man i søndags en af mødrene til ”vestene” – Jacline Mouraud, hedder hun. Hun har selv uden held forsøgt at skabe et højreorienteret parti ”Les Emergents” (de, der bryder frem), men uden held. Nu er hun en af Zemmours trofaste støtter. En anden tilstedeværende ”gul vest” udtrykte overfor fransk tv håbet om, at Zemmour, når han bliver præsident, vil imødekomme bevægelsens krav.
Befolkningen kræver ”handling”
Efter at have nået samme tilslutning som Marine Le Pen, er Zemmour nu røget ned på en tredjeplads efter præsident Emanuel Macron.
Macron har lige nu (4.-6. december) ifølge Ifop/Fiducial 25% tilslutning, Le Pen 17% og Zemmour 13%. Le Pen, der ellers har markeret den frådende yderste højre grænse, forekommer nu at være tam og næsten spiselig.
Zemmour smitter. I lørdags valgte partiet Les Républicains ved et primærvalg sin præsidentkandidat. Det blev Valérie Pécresse regionspræsidenten for Ile-de-France (regionen med og omkring Paris). Hun brød tidligere med sit parti, fordi hun mente, det var blevet for højreorienteret, men er nu kommet tilbage. Hendes modkandidat i sidste runde var Eric Ciotti, der er valgt i området omkring Nice.
Han, der pudsigt nok til forveksling ligner den danske DF-politiker Alex Ahrendtsen, er stort set på linje med Zemmour. Forleden krydsklippede fransk TF1 mellem ham og Zemmour – de sagde ordret det samme om bl.a. indvandrere. Han fik 40% af partimedlemmernes stemmer – Pécresse 60%.
De to vil samarbejde. Pécresse er da også blevet strammere i retorikken omkring de fremmede. Hun måltes lige efter valget som kandidat til ligesom Le Pen at få 17% af stemmerne ved præsidentvalget. Mens dette skrives (7.12.) offentliggør tv-stationen BFM-TV sin egen meningsmåling. Ifølge den vil Pécresse få 20% af stemmerne i første valgrunde – og vinde over Macron med 52% i anden.
Det bliver ikke kønt at se, hvordan man vil konkurrere med og måske mod strømninger, der i Danmark er repræsenteret af partier som Stram Kurs og Nye Borgerlige, og som næsten en tredjedel af befolkningen tilslutter sig
Franskmænd får karakterer hele livet – i skolen og i deres professionelle liv. Meningsmålinger er derfor en national sport. Politikerne får karakter hver dag. Den store provinsavis Ouest France er bekymret over, hvilken demokratisk indflydelse meningsmålingerne har på udfaldet af valgene og har derfor besluttet at droppe dem, indtil valget rent faktisk finder sted.
Avisen har faktisk ret – og derfor må man også tage den seneste, der sensationelt tipper Pécresse som vinder og Macron som taber med adskillige gran salt.
Venstrefløjen og de grønne ligger meget lavt. Venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise – det ubøjelige Frankrig – (der i øvrigt ligesom Zemmour og Le Pen er glad for Putin) står til 9% – Socialistpartiets Anne Hidalgo, der er borgmester i Paris får lige nu 5%. De grønnes Yannick Jadot 6%.
Hvis man vil vinde præsidentvalget, der finder sted ad to omgange den 10. og 24. april til næste år, skal man overtage nogle af Zemmours temaer. Store dele af den franske befolkning kræver ”handling”. Det bliver ikke kønt at se, hvordan man vil konkurrere med og måske mod strømninger, der i Danmark er repræsenteret af partier som Stram Kurs og Nye Borgerlige, og som næsten en tredjedel af befolkningen tilslutter sig.
Stakkels Frankrig.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her