Gravkirken

Muslimer vogter Jesu grav – historien om Gravkirken

i Kulturhistorie/Tro og eksistens af
JUL // HISTORIE – Jimmy Munk Larsen tager læserne en tur til Det Hellige Land og fortæller den forunderlige historie om Gravkirken i Jerusalem, der angiveligt ligger oven på Jesu grav. Gravkirken er streng opdelt mellem forskellige kristne retninger, som ikke kan tåle hinanden og er af samme grund et stridspunkt i en religiøs kampzone og et mikrokosmos for den mangefacetterede kristne kirke. Derudover er kirken omhyggeligt vogtet af muslimer – for fredens skyld. God jul.

Gravkirken i Jerusalem er en af den kristne verdens allerhelligste kirker, men bag de gamle mure hersker en anspændt stemning, som også er forklaringen på, at muslimerne i snart tusind år har haft nøglen til helligdommen.

Da romerne og jøderne i år 135 afsluttede deres sidste krig, besluttede den romerske kejser Hadrian at genopbygge Jerusalem

Kirken er nemlig strengt opdelt mellem forskellige kristne retninger som ikke kan tåle hinanden, og Gravkirken udgør dermed et helt lille mikrokosmos af den kristne verden, som aldrig har kunnet enes om Det Hellige Land.

Kirken erstattede hedensk tempel

Da romerne og jøderne i år 135 afsluttede deres sidste krig, besluttede den romerske kejser Hadrian at genopbygge Jerusalem.

Den hedenske kejser lod et tempel til Venus – gudinden for kærlighed og skønhed – opføre på et sted kaldet Golgata, hvor en lille kristen menighed i omkring hundrede år havde helligholdt mindet om Jesus af Nazareth, som romerne havde korsfæstet netop hér.

Én af de mest kendte fremstillinger af Sankt Helena findes i Peterskirken i Rom. Hun ses til højre med det genfundne kors. Foto: Jimmy Munk Larsen

To hundrede år senere lod kejser Konstantin den Store sig døbe og blev den første kristne kejser af Romerriget. Inden sin død nåede Konstantin at beordre Venustemplet ødelagt og erstattet af en kirke. Bygherren – eller rettere fruen – var kejserens mor, Helena, som havde fået til opgave at opspore den spæde kristendom i Det Hellige Land og lokalisere Golgata.

Islamisk erobring

Den oprindelige kirke stod i knapt 300 år, indtil perserne plyndrede den østlige del af Romerriget. Gravkirken blev dog genopbygget, og da muslimerne erobrede Jerusalem i 630’erne fik den lov at stå og bevarede sin status som kirke.

At den gale kalifs søn i mellemtiden havde overtaget magten og beordret Gravkirken genopført var underordnet

De næste godt 300 år synes den kristne verden at have mistet interessen for såvel Gravkirken som Det Hellige Land. Det skyldtes i høj grad den tolerance, der kendetegnede de tidlige sunnimuslimske kalifater.

Jerusalem set fra Oliebjerget. Gravkirken ses direkte bag Klippehelligdommen på Tempelbjerget. Foto: Jimmy Munk Larsen.

Jerusalems erobrer, Omar ibn al-Khaṭṭāb, blev af patriarken Sophronius inviteret indenfor i Gravkirken for at bede, men afslog, da hans fremsynethed fortalte ham, at en sådan gestus over tid kunne give hans trosfæller et alibi for at omdanne Gravkirken til en moské.

Derfor bad han i stedet ved siden af – hvor Omarmoskéen i dag ligger. Sammen med Al-Khanqah al-Salahiyya-moskéen danner de to moskéers næsten identiske minareter en arkitektonisk port til Gravkirken.

Det nye dynasti og den gale kalif

I starten af 900-tallet etablerede Fatimiderne et shiitisk kalifat med udgangspunkt i Egypten og erobrede Jerusalem. Det ændrede tilværelsen for de kristne i byen. Det nye styre var strengere og efter sigende også grådigt.

I 966 klagede patriarken John 7. nok engang over guvernørens krav om pengegaver. Som hævn slap guvernøren en muslimsk hob løs, som brændte flere kirker ned, heriblandt Gravkirken, og myrdede patriarken, der blev en kristen martyr. Gravkirken stod herefter som en ruin indtil 1009, hvor Den Gale Kalif, al-Ḥākim bi-Amr Allāh, lod den nedrive.

Deltagerne i korstoget fik lovning på syndsforladelse af paven, så man kan selv gætte sig til, at det ikke kun var de fromme, der lod sig tiltrække af krigen mod de vantro. En del korsfarere nåede da heller aldrig Det Hellige Land, men myrdede i stedet jøder rundt omkring i Europa

Kaliffen fik sit tilnavn grundet de mange mærkværdige love, han indførte, herunder bl.a. et forbud mod skak, kvindesko og fisk uden skæl – og altså nedrivningen af Gravkirken. Da den nyhed nåede den kristne verden, begyndte konger og kejsere at rasle med sablerne, og i 1095 kaldte pave Urban 2. til korstog ved koncilet i Clermont.

At den gale kalifs søn i mellemtiden havde overtaget magten og beordret Gravkirken genopført var underordnet.

Korstogene

Deltagerne i korstoget fik lovning på syndsforladelse af paven, så man kan selv gætte sig til, at det ikke kun var de fromme, der lod sig tiltrække af krigen mod de vantro. En del korsfarere nåede da heller aldrig Det Hellige Land, men myrdede i stedet jøder rundt omkring i Europa.

Korsfarerne har sat sig varige spor i Gravkirken. Foto: Jimmy Munk Larsen.

For alle korsfarere gjaldt det, at man havde sin egen dagsorden, og det var ikke nødvendigvis generobringen af Jerusalem, der stod øverst. Vores egen konge, Erik Ejegod, rejste i 1098 til Bari for at meddele paven sin tilslutning til korstoget.

I baglommen havde han imidlertid også en anmodning om, at få sin bror, Knud den Hellige, helgenkåret, hvilket kunne bane vejen for en løsrivelse af den danske kirke fra ærkebispesædet Hamborg-Bremen.

Det 3. Korstog fulgte, ledt af Richard Løvehjerte, der bl.a. ”glimrede” ved at lade 2.700 muslimske fanger halshugge i Akko

På trods af divergerende dagsordener blev korstoget en succes for korsfarerne, der erobrede Jerusalem i 1099 og slagtede byens muslimer og jøder i et blodbad.

De næste halvtreds år fik Gravkirken en overhaling i romansk stil, mens mistroen mellem de kristne grupper i Jerusalem og de konger og fyrster, de repræsenterede, voksede og voksede – men udenfor murene lurede en langt mere håndgribelig fare…

Saladin og nøglen til Gravkirken

Den kurdiske hærfører Saladin erobrede i 1170’erne Egypten og Syrien, men sluttede fred med Kongeriget Jerusalem. De religiøse spændinger var dog allestedsnærværende, og da den franske ridder Renaud de Châtillon brød våbenhvilen ved at overfalde en muslimsk karavane nær Hebron, brød krigen om Jerusalem ud, og i efteråret 1187 faldt byen til Saladin.

Det 3. Korstog fulgte, ledt af Richard Løvehjerte, der bl.a. ”glimrede” ved at lade 2.700 muslimske fanger halshugge i Akko. Det lykkedes til gengæld aldrig at generobre Jerusalem, og i stedet blev der som en del af fredsslutningen mellem Saladin og Løvehjerte indgået en aftale, som tillod kristne pilgrimme adgang til Gravkirken.

Saladin, som Gustave Doré opfattede ham 800 år efter begivenhederne. Foto: Gustave Doré, Public domain, via Wikimedia Commons

Saladin var opmærksom på sin modstanders største svaghed: Indbyrdes mistro. Derfor oprettede han en embedsmandsstilling som portvagt over Gravkirken. Den blev dog ikke givet til en kristen familie, men til Nuseibeh-klanen, der havde været i Jerusalem siden de første muslimers ankomst i 637.

Saladin vidste, at de kristne ikke kunne enes, og frygtede, at Gravkirken ville ende med at blive plyndret, hvis én kristen gruppe havde nøglen. Samtidig ville en muslimsk vogter sikre kirken mod muslimsk vandalisme.

Siden indgåelsen af Jaffatraktaten i 1192 har en repræsentant fra Nuseibeh-familien hver dag åbnet og lukket Gravkirken. Den daglige gerning er ulønnet, men varetages nidkært og er forbundet med stor ære og respekt.

Status Quo

Siden den muslimske generobring har Gravkirken været i stille forfald med undtagelse af en større renovering begået af gråbrødre fra Franciskanerordenen i 1500-tallet. De tyrkiske osmannere havde da overtaget Jerusalem, og fik i midten af 1700-tallet gennemtrumfet en såkaldt firman – et dekret – som opdelte Gravkirken mellem de forskellige kristne trossamfund. Osmannerne udvidede også sikkerheden omkring Gravkirken ved at gøre familien Joudeh til nøglevogter.

Stigen er både et symbol på den splittelse, der hersker indenfor, men også på opretholdelsen af osmannernes følsomme firman og skrøbelige Status Quo

Knapt hundrede år senere blev osmannernes firman bekræftet, hvilket fastlåste opdelingen af Gravkirken under navnet Status Quo. Seks grupper kontrollerer områder i kirken: De græsk-ortodokse, de armensk-apostolske og de romersk-katolske, mens mindre områder er tilfaldet de koptisk-ortodokse, de etiopisk-ortodokse og de syrisk-ortodokse. Franciskanerordenen har desuden et kapel.

Den symbolske stige

Opretholdelsen af Status Quo betyder, at intet må ændres i de fælles områder, uden alle er med. Det har skabt en ejendommelig situation, hvor en stige spiller en central rolle. Den er placeret på balkonen over indgangen, og kan ses på en gravering helt tilbage fra 1728.

Jævnfør Status Quo er vinduer og døre fællesområde, og da ingen ved, hvem stigen tilhører, ja, så kan det ikke være anderledes end, at den står der endnu. Stigen er både et symbol på den splittelse, der hersker indenfor, men også på opretholdelsen af osmannernes følsomme firman og skrøbelige Status Quo.

Stigen, der ikke må flyttes af hensyn til Status Quo i Gravkirken. Foto: Jimmy Munk Larsen

I 1997 trak en protestantisk turist stigen ind gennem vinduet og gemte den bag et alter for at udstille situationen i Gravkirken. En storstilet eftersøgning blev iværksat, og da stigen omsider blev fundet – flere uger senere – enedes de kristne grupper på rekordtid om, at den skulle sættes tilbage på sin plads, og at der skulle indsættes et gitter i vinduet for at forhindre en gentagelse af ugerningen.

Status Quo var genoprettet.

Ingen nødudgang

Status Quo gør i praksis vedligehold og restaurering umulig, hvilket bl.a. betød, at Ædiculum over Jesu grav for nogle år siden var i fare for at styrte sammen.

Status Quo volder nemlig ikke kun Gravkirken åndelige kvaler. Rent praktisk har ordningen efterladt kirken helt og aldeles utidssvarende. Der er således kun én ind- og udgang af kirken til trods for, at flere brande gennem tiden har kostet hundredvis af pilgrimme livet.

I 1999 blev man omsider enige om, at der skulle etableres en nødudgang, men siden da er man ikke kommet videre, da ingen gruppe ønsker at afgive noget af deres område til nødudgangen. Det vil sandsynligvis kræve, at den israelske regering går ind i sagen og gennemtrumfer et forslag, før der sker noget – og således bevarer Gravkirken sin lidet flatterende status som Jerusalems største brandfælde.

Diskussionerne om Gravkirken er følelsesladede, og ikke sjældent ender det i slagsmål mellem de gejstlige…

”Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.”

En varm sommerdag for tyve år siden flyttede en koptisk munk sin stol ind i skyggen, da han sad på Gravkirkens tag. Dette opfattede etiopierne som en fjendtlighed, da flytningen af stolen brød med Status Quo. Det endte med at fire koptere og syv etiopiere måtte en tur på hospitalet efter et slagsmål, der efter sigende involverede både stole og sten.

Netop forholdet mellem kopterne og etiopierne er særligt dårligt, da Israel under landets dårlige forhold til Egypten, hvorfra kopterne stammer, tog tagområdet fra dem og gav det til etiopierne.

En anden gang brød helvede løs, da en munk blev mistænkt for med vilje at have fejet støv ind på naboens område

Det er dog langt fra det eneste slag, der har rystet Gravkirken i nyere tid. Under den ortodokse fejring af kejserinde Helenas opdagelse af Jesu kors i 2004 var en dør til franciskanernes kapel efterladt åben, hvilket de ortodokse opfattede som et tegn på respektløshed. Et regulært slagsmål brød ud, og flere blev anholdt.

Politiet kom Palmesøndag

Palmesøndag 2008 var den gal igen, da en græsk munk blev skubbet omkuld af armenierne, der mente, at han brugte for lang tid i Ædiculum. Israelsk politi blev tilkaldt, men blev også angrebet af slagsbrødrene.

De græsk-ortodokse kontrollerer den største del af Gravkirken og bliver opfattet som nogle tyranner af de armensk-apostolske,  hvilket ofte kommer til udtryk. I november 2009 var fejringen af Helenas opdagelse af korset igen anledning til en rask nævekamp mellem armenierne og grækerne.

En anden gang brød Helvede løs, da en munk blev mistænkt for med vilje at have fejet støv ind på naboens område. Øjenvidner berettede ved den lejlighed, at ord man ikke skulle tro hellige mænd kendte, blev udvekslet, inden skældsordene udskiftedes med knytnæver.

Gravkirkens portvagt, Wajeeh Nuseibeh, fotograferet indenfor porten i 2018. Foto: Gengivet med tilladelse fra Nuseibeh-familien

I 2015 var det armenierne og de syrisk-ortodokse, der røg i totterne på hinanden – uden nogen af dem egentlig vidste hvorfor, da det viste sig at bero på en misforståelse.

Intet nyt under solen

Gravkirken kan opfattes som et mikrokosmos af hele den kristne verden. Udadtil står den samlet, men i praksis er den indbyrdes mistro så indgroet, at det i sidste ende er ødelæggende.

Men det er der ikke noget nyt i. Sådan har det altid været. Og så længe muslimerne har nøglen, skal det nok gå. Så længe stigen står der.


LÆS FLERE ARTIKLER AF JIMMY MUNK LARSEN HER


Topfoto: Gravkirken, Jimmy Munk Larsen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jimmy Munk Larsen er cand.mag. i Historie og Kulturarvsformidling fra Aalborg Universitet og har en fortid i museumsverdenen. Han er i dag en del af rejsebranchen, og særligt optaget af Balkan, Nordafrika og Nørre Vorupør, hvorfra han har skrevet en del. Gravsteder og mindesmærker er blandt passionerne, og han elsker at fortælle historier med afsæt i disse. Du kan følge Jimmy Munk Larsen og hans rejser på Instagram: https://www.instagram.com/jimmymunklarsen/?hl=da

Seneste artikler om Kulturhistorie