BØGER // ANMELDELSE – Omdrejningspunktet i japanske Haruki Murakamis seneste roman, Byen og dens usikre mur, er en by bag en høj mur, som man kun kan komme ind i, hvis man giver afkald på sin skygge. Romanen er til tider som en uoverstigelig gåde, og som læser aner man ikke, hvor Murakami bringer os hen i næste sætning, men man vil meget gerne med, skriver Kristina Parkov.
Det er sjældent, at man som læser virkelig føler sig set af en forfatter, men sådan har jeg det undertiden, når jeg læser Murakami. Den japanske nu 75-årige forfatter, der er kendt for sine magiske drømmeagtige fortællinger med surrealistiske elementer, fremstår for mig som en menneskekender med stort M.
Mens jeg læste hans seneste roman, Byen og dens usikre mur, fik jeg flere gange den indskydelse at kigge mig over skulderen for at se, hvem der holdt øje, fordi jeg netop havde læst en beskrivelse af et menneskes indre tanker eller følelser, som ramte plet på en måde, hvor jeg tænkte: Hvordan kan han vide, hvordan netop det føles?
Romanens fortæller er et intuitivt og reflekterende menneske med en introvert natur. Med andre ord lidt af en enspænder. Han har meget svært ved at glemme en altopslugende kærlighed, han oplevede, da han var ganske ung. Så svært har han ved at glemme pigen med det runde ansigt og de elegante, slanke fingre, at han som voksen mand midt i fyrrerne endnu ikke er lykkedes med at finde en kvinde, der kan måle sig med hende.
Men hvem var hun egentlig? Var hun overhovedet virkelig? I tilbageblik berettes om deres samtaler, da de var unge og forelskede, og da pigen fortalte ham om byen bag den usikre mur med følgende ord:
”Mit rigtige jeg bor i byen bag den høje mur,” sagde du.
”Er dét dig, der sidder her foran mig, så ikke det rigtige dig?” spurgte jeg helt naturligt.
”Nej, det er ikke mit rigtige jeg, der er her. Det er bare en stedfortræder. En omvandrende skygge.”
Derefter spirer en længsel efter at møde den rigtige pige i byen bag den høje mur, som man kun kan komme ind i, hvis man virkelig ønsker det, og hvis man er villig til at give afkald på sin skygge for evigt.
Det ubevidste løber som et selvfølgeligt spor gennem fortællingen. Både drømme, tid og det irrationelle spiller vigtige roller og er med til at drive handlingen fremad
Og det lykkes da også for fortælleren at komme ind i byen (kort efter hans femogfyrreårs fødselsdag), hvor der bor smukke ethornede dyr, og hvor tiden ikke for alvor går, da der kun findes nutid. Han får ”job” som drømmelæser på byens bibliotek, som ikke rummer en eneste bog, men derimod gamle drømme, der er formede som æg og dækkede af hvidt støv.
Drømmelæserens opgave er at lokke de gamle forliste drømme ud af deres skal og få dem til at afsløre deres indhold. En særlig evne og et ganske særligt job, som ikke mange kan bestride. Men romanens fortæller kan.
En kinesisk æske af fortællinger
Der er nogle enkelte japanske skrifttegn, der har fået lov at stå i Mette Holms danske oversættelse af romanen. De ligner små træer. Små fortællinger i sig selv. De får mig til at ønske, at jeg kunne læse japansk. Romanen rummer forskellige verdener og virkeligheder, der lever ubesværet side om side. Små fint udskårne parallelle universer, som eksotiske frugter med hver deres smag og særkende.
En særlig farlig dam i byen bag muren trækker mennesker ned, hvis man kommer for tæt på den – á la Sørgmodighedens Sump i Michael Endes Den uendelige historie. Et mystisk mørkt værelse allerdybest nede i fortællerens bevidsthed, hvor han mødes med en dreng iført en T-shirt med Beatlesprint, fik mig til at tænke på nogle af David Lynch’ mærkværdige scener i The White Lodge i Twin Peaks.
I romanen her får manden nyt arbejde på et (andet) bibliotek i en bjergby, hvor en af kollegerne, som er en særlig god samtalepartner, viser sig at være et spøgelse. Han har været død i lidt over et år, hvilket ikke gør ham til en mindre interessant kollega.
Det vækker genklang i mig, når det beskrives, hvordan de største ændringer i vores liv ofte opstår helt udenfor vores vilje og kontrol
Det ubevidste løber som et selvfølgeligt spor gennem fortællingen. Både drømme, tid og det irrationelle spiller vigtige roller og er med til at drive handlingen fremad.
I hans fortællinger er drømmenes budskaber nogen man skal lytte til og tage alvorligt, ligesom tårer i hans verden naturligvis har en duft.
At bryde muren ned
Det store spørgsmål er, hvad romanens høje mur er eller symboliserer. Vi får en forklaring; muren blev skabt for at holde den epidemi ude, som spreder sig i verden udenfor, og som er en sygdom i sjælen. Nærmere kommes det ikke.
Som læser tænker man, at bogens fortæller selv har indtil flere mure indeni sig, som han ikke formår at overkomme. Blandt andet en følelsesmæssig mur, der holder ham på sikker afstand af andre mennesker og gør, at han har svært ved at forelske sig på ny. Muren i romanen er omskiftelig og har en egen vilje – den er en ”mur, der ændrede hårdhed og form alt efter situationen og personen. Som et levende væsen.”
Det vækker genklang i mig, når det beskrives, hvordan de største ændringer i vores liv ofte opstår helt udenfor vores vilje og kontrol. Nærmest i form af en udefrakommende kraft, der nedbryder selv de tykkeste mure, som beskrevet rammende i dette citat fra bogen:
”Der var noget, der ventede mig, når jeg drejede om det næste hjørne. Den følelse havde jeg tit haft som barn. Dette noget ville fortælle mig en vigtig sandhed, og den sandhed ville gennemtvinge en ændring inde i mig, som for længst burde være sket.”
Smukt konstrueret
Murakami skriver i sit efterskrift, at Byen og dens usikre mur bygger på en kortroman, som han fik udgivet i 1980. Han var dog ikke rigtig tilfreds med den dengang og besluttede, at han engang i fremtiden ville sætte sig ned og skrive den om. Det blev til romanen Hardboiled Wonderland og Verdens Ende, der udkom i 1985 og som Murakami kalder ”én mulig videreførelse”, men han kunne ikke slippe tanken om en anden mulig videreførelse af Byen og dens usikre mur.
Først i 2020, under coronapandemien, begyndte han at skrive den udgave af Byen og dens usikre mur, som han havde drømt om i fyrre år.
Murakami viser med sin seneste roman, at han stadig er i særklasse, når det gælder at sætte ord på det, der sjældent kan udtrykkes med ord
Som læser fornemmer man denne omskrivningsproces. De mange lag og parallelle virkeligheder i romanen er både smukke og medrivende, men de får undertiden et lidt konstrueret præg. De forskellige historier er fremragende fortalt, men nogle gange er anslaget til den enkelte historie mere interessant end udfoldelsen af den. Enkelte scener virker også en smule gentagende, måske lidt for snirklede og tænkte.
Der hersker dog ingen tvivl om, at Murakami stadig er i en klasse for sig indenfor magisk realisme. At læse Byen og dens usikre mur er som at være fanget i en mystisk drøm, man ikke ønsker at vågne fra.
Den verden, man lokkes ind i, er både vidunderlig og foruroligende. Tempoet er roligt og meditativt og Murakami skaber stemninger som ingen anden.
Murakami viser med sin seneste roman, at han stadig er i særklasse, når det gælder at sætte ord på det, der sjældent kan udtrykkes med ord. Skulle jeg sætte mit eget ord på romanen, ville jeg kalde den sjælsom. Årets særeste læseoplevelse. Og måske også den bedste.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og