MUNDBIND // MILJØ – “Vi kan ikke undvære mundbind og slet ikke under pandemien. Men vi skal undgå, at brugte mundbind bliver det næste alvorlige miljøproblem, og lige nu er det enorme forbrug af mundbind en tikkende bombe for planter, dyr og mennesker”. To forskere, miljøtoksikolog Elvis Genbo Xu fra Syddansk Universitet og professor Zhiyong Jason Ren fra Princeton University, mener, at plastikforureningen fra mundbind må evalueres, og de har nogle simple forslag til, hvordan man kan hjælpe med til at begrænse forureningen.
Hvert eneste minut døgnet rundt smider vi tre millioner mundbind ud. Mange ender som mikroplast, der måske kan sprede giftstoffer til miljøet, advarer forskere.
Undersøgelser viser, at vi på globalt plan bruger 129 milliarder mundbind om måneden – det er tre millioner i minuttet. De fleste af dem er engangsmundbind, der er lavet af plastik-mikrofibre.
”Mange mundbind bliver ikke afleveret som plastikaffald, og derfor er det nu ekstremt vigtigt, at vi forholder os til den potentielle trussel mod miljøet, som de kan udgøre. Det her må ikke blive det næste plastikproblem”, påpeger to forskere, miljøtoksikolog Elvis Genbo Xu fra Syddansk Universitet og professor Zhiyong Jason Ren fra Princeton University.
Ingen retningslinjer
Engangsmundbind er plastikprodukter, som ikke nedbrydes biologisk, men som af vind og vejr kan slides til mindre fragmenter af plastik. På et tidspunkt bliver fragmenterne så små, at de kaldes for mikro- eller nanoplastik, og de kan spredes i økosystemerne og blive optaget af dyr, planter og mennesker.
Produktionen af engangsmundbind foregår i samme størrelsesorden som plastikflasker – dem producerer verden anslået 43 milliarder af om måneden.
Mens der findes indsamlingsordninger for genanvendelse af plastikflasker (ca. en fjerdedel bliver genbrugt), er der ingen retningslinjer for, hvad vi skal gøre af mundbind, når vi er færdige med dem, skriver forskerne .
Mere bekymrende end plastikposer
Hvis mundbindene ikke bliver indsamlet til genanvendelse, risikerer de at ende i naturen, vandløbene og havene, hvor de bliver slidt ned til myriader af mikroplastik-fragmenter på mindre end fem millimeter. Den proces sker ret hurtigt – i løbet af uger, og derefter slides de til endnu mindre stykker og bliver til nanoplastik på mindre end en mikrometer.
”Det bliver ikke bedre af, at engangsmundbind fremstilles af plastikfibre i mikrostørrelse. Når de smuldrer i naturen, kan et mundbind frigive mere mikroplastik end en plasticpose – og det kan ske hurtigere”, siger forskerne og fortsætter:
”Oven i er en ny generation af mundbind på vej; nanomaskerne, som indeholder plastikfibre i nano-størrelse. De kan udgøre en ny kilde til nanoplastik-forurening”.
Skift engangsmundbind ud med masker, der kan genbruges, f.eks. bomuldsmasker
Forskerne understreger, at de ikke ved, hvordan engangsmundbind påvirker miljøet – af den simple grund, at der ikke findes videnskabelige undersøgelser af det.
”Men vi ved, at plastikfragmenter i naturen kan indeholde kemiske og biologiske stoffer som bisphenol A, tungmetaller og sygdomsbærende mikroorganismer, og at disse kan overføres til de planter, dyr og mennesker, som indtager mikro- og nanoplastik, siger Elvis Genbo Xu.
Hvad kan vi gøre?
Forskningen er nødt til hurtigt at få klarhed over omfanget af problemet, inden det bliver for stort, og at udtænke, hvordan det kan afbødes. Det betyder, at man videnskabeligt må evaluere produktion, affaldshåndtering og dekontaminering. Desuden kan man undersøge genbrugsløsninger med vaskbare mundbind og udvikle engangsmundbind af nedbrydelige materialer.
Hvis man vil hjælpe med til at begrænse plastikforureningen, har Elvis Genbo Xu og Zhiyong Jason Ren følgende forslag til at imødegå den tikkende mundbindsbombe:
1. Stil skraldespande op, der kun er til mundbind.
2. Skift engangsmundbind ud med masker, der kan genbruges, f.eks. bomuldsmasker.
3. Begynd at tænke i standarder, guidelines og implementering af forsvarlig håndtering af brugte mundbind.
4. Sæt gang i udviklingen af bionedbrydelige engangsmundbind.
Denne artikel er en redigeret udgave af originalen, der findes på Syddansk Universitets hjemmeside her. POV International har en samarbejdsaftale med Syddansk Universitet.
LÆS MERE I POV OM PLASTIKFORURENING HER
Topillustration: Engangsmundbind, der indeholder plastisk, er en tikkende bombe for planter, dyr og mennesker. Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her