Valgmenigheds-præst Morten Kvist og dansen om menneske-rettighederne

Steffen Groth 02.10.2018

KOMMENTAR – Kirken er heldigvis ikke så hellig, at den er hævet over kritik. Og vi har en rig tradition for kirkekritik og præstesatire i dansk kultur, skriver Steffen Groth i denne kommentar til Mette Bocks valg af valgmenighedspræsten Morten Kvist som prædikant til Folketingets åbning i dag.

”Jeg synes, det er en indsnævret, misforstået og fordomsfuld tilgang, hvis man mener, at vi skal krydsforhøre de præster, der skal prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste”, sagde kultur- og kirkeminister Mette Bock til DR i går.

Her leverer kulturministeren åbenlyst en gedigen stråmand. Hun konstruerer et absurd synspunkt, som ingen går ind for; nemlig at krydsforhøre præster før åbningsgudstjenesten. Eller som Piet Hein beskrev det gamle argumentationskneb, hun ”dutter folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå”.

Tilsvarende talte Bock i TV-Avisen om, at ”åndsfriheden er virkelig under pres i det her land”, ”det er altså ikke godt for vores demokrati” og ”jeg kommer ikke til at udøve sindelagskontrol – aldrig nogensinde”. Sagen iscenesættes af ministeren og hendes støtter som en konflikt mellem den snæversynede, intolerante og tendentielt totalitære venstrefløj på den ene side og den åbne, tolerante eksponent for åndsfriheden (Mette Bock) på den anden.

Den åndsfrihed, som Mette Boch bryster sig af, er faktisk i vid udstrækning skabt i en vedholdende kamp med kirkelige autoriteter

Men holder den modstilling? Ikke hvis man går den bare en anelse efter i sømmene. Det er selvsagt helt legitimt og særdeles demokratisk at forholde sig kritisk – også til præster. Og når Mette Bock ophøjer valgmenighedspræsten Morten Kvist til den samlende symbolfigur, der skal holde åbningsgudstjenesten for Folketinget, bliver han inddraget i det politiske rum i endnu højere grad, end præster allerede er.

Kirken er heldigvis ikke så hellig, at den er hævet over kritik. Og vi har en rig tradition for kirkekritik og præstesatire i dansk kultur: fra Kierkegaards rasende opgør med levebrødspræsternes hykleriske leg med kristendommen over Pontoppidans spidende portrætter af den skinhellige præstestand til Hans Scherfigs satiriske svirp mod borgerstandens pastorer.

Den åndsfrihed, som Mette Boch bryster sig af, er faktisk i vid udstrækning skabt i en vedholdende kamp med kirkelige autoriteter.

”Jeg gider ikke gå forvoverbøjet ud ad døren”

Det er da heller ikke første gang der har været storm om åbningsgudstjenesten.

I 2003 boykottede Jens Rohde, der dengang var venstremand, med en kritisk bredside arrangementet på grund af daværende kirkeminister Tove Fergos valg af en indremissionsk præst: ”Det er første gang, jeg ikke møder op,” udtalte Rohde. ”Det er simpelthen for sort med Indre Mission. Folketingets åbning er en festdag, og jeg gider ikke gå foroverbøjet ud ad døren.”

I 2015, hvor biskop Marianne Christiansen stod for åbningsgudstjenesten, var der heller ikke udelt begejstring. Dansk Folkepartis Marie Krarup protesterede over den sammenblanding af politik og prædiken, som hun mente biskoppen gjorde sig skyldig i.

Krarup rettede også et kritisk blik mod biskoppens fortolkning af næstekærlighedsbudskabet, som hun på typisk Tidehvervs-maner hævdede blev udstrakt ad absurdum og i sidste ende førte til, at ”vi nu alle skulle ud at være næstekærlige mod flygtninge. Det vil sige: åbne landet for flygtninge.”

Kvist plæderer for, at det er nødvendigt at afvikle dele af menneskerettighederne, en sirenesang man også har hørt fra Krarup-familien i årevis

Morten Kvist og dansen om menneskerettighederne

Der er nok ingen tvivl om, at Marie Krarup vil være mere på ideologisk bølgelængde med den præst, Mette Bock har valgt.

I de sidste dage har der særligt været fokus på, at Morten Kvist i 2008 ytrede sig kontroversielt om regnbuefamilier. I forbindelse med, at Københavns Kommune havde godkendt to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn, kommenterede Kvist beslutningen kritisk:

“Der kan nemt gå rettighedsfundamentalisme i det. For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også rettigheder? (…) Jeg synes, man er nødt til at spørge sig selv: Hvorfor skal homoseksuelle have ret til det her? For hvis skyld er det – er det for deres eller for børnenes skyld?”

Morten Kvists kritiske refleksioner over homoseksuelles rettigheder er ikke en enlig svale. De indskriver sig i en generel skepsis over for den status menneskerettighederne har fået takket være det, Kvist beskriver som humanismens sejr. I Den Korte Avis skriver valgmenighedspræsten i 2014:

”Menneskerettighederne er ikke længere tilstrækkelige til at løse Vestens problemer. De giver ikke noget svar på de store spørgsmål, som vi diskuterer hver dag: Flygtninge, indvandring, integration, multikulturalisme, den islamiske trussel. Tværtimod synes de nu at være en hindring.”

Kvist plæderer i artiklen for, at det er nødvendigt at afvikle dele af menneskerettighederne, en sirenesang man også har hørt fra Krarup-familien i årevis.

Og i lighed med pastor Krarup finder pastor Kvist en rettesnor i den konkrete nærværende kultur, i kampviljen og i historien. Pastor Kvist konkluderer: ”Vores sunde fornuft trænger til et eftersyn, og her er historien et godt værktøj. Men der skal mere til: Vi må genfinde viljen til at forsvare vores egen kultur og forstå, at det koster noget.”

Islam-kritikken

Man aner nok allerede, at flygtninge, islam og multikulturalisme er emner, der ligger pastoren meget på sinde. Islamkritik er naturligvis legitimt, ligesom kritik af valgmenighedspræster er legitimt, men kritik kan også være mere eller mindre lødig og mere eller mindre konfrontatorisk. Kvists islamkritik hører til i den relativt hårdtslående afdeling, der kan give brændstof til vrangforestillinger om voldelig kulturkamp hos de mest yderliggående.

Volden er naturligvis først og fremmest en egenskab, der tilskrives islam. I 2010 beskriver Kvist volden som en iboende kerne i religionen:

”Brugen af vold står centralt i islam, fordi magten er fuldstændig afgørende i islam. Magt og vold hører sammen. En del af sandheden om Muhammed og grundlæggelsen af islam som religion og magtfaktor er, at volden er en integreret del af Islams hus.”

Dermed har Kvist tildelt Islamisk Stat rollen som repræsentant for alle muslimer… Det er en fortegning af virkeligheden, der fodrer de værste fordomme.

Hvor volden i ovenstående citat har en nærmest abstrakt, historisk karakter, kom der mere konkret kød på i en artikel i Herning Folkeblad fra 2014:

”Siden »Islamisk Stat« med stolthed begyndte at fremvise sine rædsler for omverdenen, har vi ikke hørt så meget til den skelnen mellem islam og islamisme, som var så velegnet til at gøre alle trygge.

Islam var der strengt taget ikke noget i vejen med, kun islamisme. Dette var knæsat i offentligheden, men er nu noget slidt. Det er blevet langt sværere at kende forskel på moderat islam og radikal islam eller altså islamisme.”

Derefter følger et ræsonnement, der handler om, hvorfor det – ifølge Kvist – grundlæggende ikke er muligt for muslimer at distancere sig fra Islamisk Stat: IS har gode islamiske argumenter, fællesskabet mellem muslimer (ummaen) vil ingen muslimer udfordre, Koranen må ikke kritiseres, sharia må ikke kritiseres. Og tankerækken rundes af med den konklusion, at det ikke er muligt at skelne mellem islam og islamisme, de ”er som to sider af samme mønt”.

Dermed har Kvist tildelt Islamisk Stat rollen som repræsentant for alle muslimer, selvom deres middelalderlige, voldelige fundamentalisme heldigvis kun tiltrækker en meget lille del verdens muslimer.

Det er en fortegning af virkeligheden, der fodrer de værste fordomme. Lad os håbe, at valgmenighedspræsten holder sig til teologiske spidsfindigheder i dag. For hans syn på menneskerettigheder, homoseksuelle, islam, indvandrere og flygtninge egner sig bedre til et sommerkursus i Krarupklanens åndelige højborg, Tidehverv.

POV udbetaler ikke løn til sine skribenter. Hvis du kan lide Steffens artikler, kan du støtte dem via hans MobilePay på 31902272

Topbillede: Christiansborgs Slotskirke, Pixabay

Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn.