MENNESKERETTIGHEDER // KOMMENTAR – Den seneste tid har der været røster fremme, der lufter ideen om, at tiden er inde til at samarbejde med det syriske regime, ligesom vi gør med andre diktaturstater. Journalist Adam Holm fremførte argumentet tilbage i maj under overskriften ”Danmark vil ikke samarbejde med Syrien. Men hvorfor egentlig ikke?”, og Mads Fuglede (V) foreslog i februar et samarbejde med det syriske regime om hjemsendelse af syrere; et forslag, der dog senere blev afvist af Jakob Elleman-Jensen. “For at forstå, hvad det er for et regime, vi i så fald ville skulle samarbejde med, vil jeg gennemgå nogle af de brud på menneskerettighederne, det syriske regime har gjort (og stadig gør) sig skyldig i,” skriver Kræn Kielsgaard, der er specialiseret i tolkning ved traumebehandling for torturoverlevere.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Allerede i 2019 efterspurgte Kenneth Kristensen fra Dansk Folkeparti et lignende samarbejde med den begrundelse, at vi jo også samarbejder med andre ”banditter” om hjemsendelse. Med beslutningen om at fratage herboende syrere deres opholdstilladelser og give dem valget mellem at tage ophold i et udrejsecenter eller rejse frivilligt tilbage til Syrien, vil denne opfordrings fortalere formentlig vokse.
Det er handlinger, der alle er blevet dokumenteret af menneskerettighedsorganisationer, og mange af dem, har jeg hørt beskrevet i mit arbejde som tolk for torturofre, der har oplevet dem på egen krop
For at forstå, hvad det er for et regime, vi i så fald ville skulle samarbejde med, vil jeg gennemgå nogle af de brud på menneskerettighederne, det syriske regime har gjort (og stadig gør) sig skyldig i. Det er handlinger, der alle er blevet dokumenteret af menneskerettighedsorganisationer, og mange af dem, har jeg hørt beskrevet i mit arbejde som tolk for torturofre, der har oplevet dem på egen krop.
I løbet af den syriske konflikt har regimet, med præsident Bashar al-Asssad i spidsen, været den hovedansvarlige for overgreb mod civile i form af luftangreb med tøndebomber, giftgasangreb, udsultning og belejring. Som beskrevet i Udlændingestyrelsens rapport fra 2018, så har Damaskus og omegn oplevet et kraftigt fald i krigshandlingerne som en konsekvens af regimets tilbageerobring af oprørskontrollede områder i Damaskus’ forstæder.
Dette har dog ikke fjernet den mindre synlige, men mindst lige så farlige, risiko for fængsling og forsvinden, som er mit fokus her, da disse forbrydelser stadig finder sted i stort omfang i de regimekontrollerede områder – det drejer sig om tortur og umenneskelig behandling og udenretslige henrettelser.
Syrien var og er en torturstat
Det, der udviklede sig til den syriske borgerkrig, begyndte som et fredeligt oprør mod vilkårlig fængsling og tortur, da en lokal afdeling af den militære efterretningstjeneste anholdt og mishandlede børn i 12-13 års-alderen i byen Dera tæt på den jordanske grænse. Det fik deres familier til at kræve børnenes løsladelse fra efterretningstjenestens hovedkvarter, som var under ledelse af Atef Najuib, præsident Bashar al-Assads fætter. Da han afviste familiernes ønske fik det en del af byens borgere til at gå på gaden i demonstrationer, som efterfølgende spredte sig til resten af landet i løbet af foråret 2011.
Siden da er meget lidt forandret til det bedre. Syrien er stadig en politistat med et omfattende undertrykkelsesapparat i form af et netværk af efterretningsofficerer og informanter, hærenheder og militser, der siden 2011 har gjort sig skyldig i det, FN har karakteriseret som forbrydelser mod menneskeheden.
Omfanget
Ifølge menneskerettighedsorganisationen Syrian Network for Human Rights, der arbejder med dokumentation af krænkelser af menneskerettighederne (begået af alle konfliktens parter), var 130.758 personer i 2020 stadig i regimets varetægt hvoraf 84.371 var udsat for det, der kaldes tvungen forsvinden.
Ifølge organisationen står regimet bag 85 procent af forsvindingerne. Herunder over 5000 kvinder og 1757 børn. Tvungen forsvinden betyder i realiteten en bortførelse, hvor offeret bliver tilbageholdt ved et checkpoint eller ved en ransagning af hjemmet gennemført af en af Syriens efterretningstjenester og ført til en ukendt lokalitet – helt uden retskendelse, mulighed for advokatbistand eller for de pårørende for at få vished om den tilbageholdtes skæbne.
Denne praksis, der er forbudt ved international lov, er så udbredt i Syrien, at den af menneskerettighedsorganisationer er blevet beskrevet som en bevidst strategi, der har til formål at holde det syriske samfund i en permanent tilstand af frygt. Selvom antallet af forsvindinger toppede i årene 2012 og 2013, så blev omkring 900 personer udsat for vilkårlig anholdelse selv i 2020 ifølge SNHR.
Den syriske forfatning forbyder på papiret tortur og udenretslige henrettelser. Men Syrien er ikke en retsstat, og den udøvende magt med præsidenten øverst har fuld kontrol med hele statsapparatet, hvor sikkerhedsapparatet udgør det vigtigste fundament i regimets greb om samfundet. I praksis har efterretningstjenesterne og hæren fuldstændig frie hænder til at udsætte de arresterede og forsvundne for umenneskelig behandling uden nogen juridisk kontrol. Ansatte i sikkerhedstjenesten og hæren kan nemlig kun retsforfølges, hvis deres overordnede åbner en sag mod dem.
Faciliteterne udgør blot en lille del af det, som Human Rights Watch har betegnet et ”øhav” af torturcentre. SNHR har dokumenteret 14.537 drab under tortur i de syriske fængsler, men antallet vurderes at være langt højere
Praksis ændrede sig derfor heller ikke efter, at det syriske styre valgte at ophæve undtagelsestilstanden (i kraft siden Baath-partiets magtovertagelse i 1963) i starten af oprøret i 2011 og erstattede den med en ny antiterrorlov. Tværtimod. De samme drakoniske metoder blev stadig taget i brug – nu endda på en større og nærmest industriel skala.
I de tilfælde hvor den tilbageholdte bliver stillet for en domstol, er det ved en antiterrordomstol eller et militærtribunal, der også kan dømme civile. Her mødes den tilbageholdte med gummianklager som ”medvirken til underminering af nationens moral”, ”skade af statens prestige” eller ”støtte til terrorisme”, uden mulighed for at forsvare sig mod de anklager, den tilbageholdte er blevet tvunget til at tilstå under tortur. Dødsdomme bliver også afgivet gennem en proces, der ofte kun varer få minutter. Ifølge Syrian Network for Human Rights er 91.000 blevet stillet for en af antiterrordomstolene.
Et stort antal tilbageholdte bliver dog aldrig stillet for en dommer. I stedet ender de deres dage i fængslet eller afhøringscentret. Ifølge Amnesty International har flere syriske fængsler siden 2011 reelt opereret som udryddelseslejre, ligesom fængslet i Palmyra gjorde det i 1980’erne. Særligt militærfængslet i Saydnaya, 27 kilometer nordvest for Damaskus, hvor organisationen har beskrevet, hvordan tusindvis, primært civile, er blevet hængt og begravet i massegrave omkring Damaskus.
Det samme gør sig gældende for flere af efterretningsvæsenets afhøringscentre, blandt andet afdeling 215 af den militære sikkerhedstjeneste, der ligger centralt i Damaskus. Her er 3532 personer fra billederne taget af den afhoppede syriske kriminalfotograf, kendt under kodenavnet Cæsar, blevet identificeret.
Også i fængslet i militærlufthaven i Mezze og afdeling 235 – også kendt som ”Palæstina-afdelingen” – er et stort antal indsatte tilbageholdte blevet elimineret gennem tortur og umenneskelig behandling. Faciliteterne udgør blot en lille del af det, som Human Rights Watch har betegnet et ”øhav” af torturcentre. SNHR har dokumenteret 14.537 drab under tortur i de syriske fængsler, men antallet vurderes at være langt højere, da pårørende ofte vil være tilbageholdende med informationer af frygt for repressalier fra styret.
Brutalitet
Graden af brutalitet over for tilbageholdte i de syriske forhørscentre og fængsler er ekstrem som beskrevet indgående gennem vidnesbyrd i rapporter af FN’s Menneskerettighedsråd, Human Rights Watch og Amnesty International. De stemmer overens med de beretninger, jeg har hørt fra tidligere fængslede i mit arbejde som tolk for torturoverlevere. SNHR har dokumenteret 72 forskellige former for tortur i de syriske fængsler.
Det kan være hængende i håndleddene fra loftet eller sammenpresset i et bildæk. Drukning, elektrisk stød på alle dele af kroppen, skoldning med kogende vand, grillspyd og cigaretter er også udbredte teknikker
Mishandlingen starter allerede fra det øjeblik, tilbageholdelsen finder sted med spark og slag med geværkolber og fortsætter i forhørscentret med jernkøller, kabler og gummislanger, ofte i kombination med smertefulde og stressende stillinger i mange timer. Det kan være hængende i håndleddene fra loftet eller sammenpresset i et bildæk. Drukning, elektrisk stød på alle dele af kroppen, skoldning med kogende vand, grillspyd og cigaretter er også udbredte teknikker.
Ifølge FN bliver seksuel vold brugt som et våben, blandt andet ved, at fanger tvinges til voldtægt af andre, ligesom kvinder bliver udsat for voldtægt. For kvinder er den seksuelle vold ofte forbundet med stor stigmatisering, da det kan medføre udstødelse fra familie og lokalsamfund efter løsladelsen. Det er de færreste, der skånes for torturen og ifølge FN bliver børn ned til 13 år udsat for tortur i de syriske fængsler.
En stor del af de indsatte må lade livet i de første uger, hvor de sværeste afhøringer finder sted, mens de, der overlever den første tid, ofte går en langsom død i møde i form af sygdom og dehydrering.
Forholdene i fængslerne udgør i sig selv umenneskelig behandling: mange mennesker på meget få kvadratmeter (overlevere fortæller, hvordan de må skiftes til at ligge ned for at sove), dårlig ventilation, intet lys og høj varme især om sommeren og kulde om vinteren, stærkt begrænsede sanitære forhold, mangel på mad og drikke, ingen adgang til lægehjælp og medicin, der gør at folk dør af infektioner, diare og dehydrering – sygdomme, der kunne forhindres med simple midler.
FN har i en rapport beskrevet forholdene som en bevidst udryddelsstrategi og karrakteriserer det som forbrydelser mod menneskeheden. Derudover udøves der massiv psykologisk tortur blandt andet med lange perioder i enecelle, fingerede henrettelser, døde indsatte efterlades i fangehullerne hos de levende, og fængsling og torturering af familiemedlemmer for øjnene af den indsatte finder sted for at knække den tilbageholdte.
Min syriske venindes far på halvfjerds måtte tilbringe halvandet år i fængsel, beskyldt for ”tilbageholdelse af informationer” om hende og hendes brors fredelige politiske aktiviteter, selvom de begge havde forladt landet flere år tidligere
For dem, der overlever denne umenneskelige behandling, venter der ofte et liv med store fysiske og psykiske smerter på den anden side, hvilket kan forfølge torturoverleveren resten af livet.
Men det er ikke kun de fængslede, der må lide. Når vi taler om tvungen forsvinden, bliver familierne til de forsvundne ikke informeret om personens opholdssted og, om hvorvidt den tilbageholdte overhovedet er i live. Dette resulterer i usikkerhed og fortvivlelse; et limbo, der kan vare i årevis og udgør en form for langstrakt mental tortur.
Efter at Cæsar-billederne blev offentliggjort, fik mange pårørende første gang vished om, at deres forsvundne familiemedlem var blevet tortureret ihjel, henrettet eller på anden måde havde mistet livet i regimets varetægt. Andre modtog i 2018 en besked om, at deres familiemedlem var gået bort i fængslet på grund af naturlige dødsårsager såsom et hjertetilfælde. Andre igen opdagede det tilfældigt, ved at deres pårørendes status var ændret i civilregistret til ”gået bort” uden at være blevet informeret herom eller fået mulighed for at få overdraget liget eller henvist en gravplads med de jordiske rester.
Vilkårligheden
1,2 millioner syrere har på et eller andet tidspunkt i konflikten været tilbageholdt i kortere eller længere perioder. Det vidner om en høj grad af vilkårlighed i regimets brug af fængslinger og udgør et generelt angreb på det syriske samfund, som ikke kun er målrettet styrets primære fjender; politisk aktive, nødhjælpsarbejdere, afhoppere eller medlemmer af oprørsgrupper.
Mange er forsvundet, fordi de kommer fra et område under oprørsgruppernes kontrol, fordi personen er i familie med en eftersøgt, har hjulpet en såret eller simpelthen på grund af navneforveksling. Min syriske venindes far på halvfjerds måtte tilbringe halvandet år i fængsel, beskyldt for ”tilbageholdelse af informationer” om hende og hendes brors fredelige politiske aktiviteter, selvom de begge havde forladt landet flere år tidligere.
Den danske regering burde gå forrest i bestræbelserne på at holde det syriske regime ansvarlig for dets forbrydelser
Det kræver forbindelser og penge at få information om, hvorvidt ens eget eller et familiemedlems navn figurerer på en liste over eftersøgte, og er ens navn ikke på en afdelings liste, kan det måske være at finde på en andens. Det er ikke muligt at få stillet en garanti for ens sikkerhed, som Mads Fuglede forestillede sig, da han kom med sit forslag til samarbejde med det syriske regime.
Det har vi set i forbindelse med de såkaldte forsoningsprocesser i Damaskus, Homs og Aleppo, hvor de ”forsonede” – militante eller aktivister fra de belejrede områder – stadig bliver anholdt, selvom de har gennemgået en sikkerhedsclearing og burde kunne fungere normalt i samfundet. Det samme mønster går desværre igen i forbindelse med dem, der er vendt hjem til Syrien, hvor mange er blevet tilbageholdt i kortere perioder, mens andre er forsvundet.
I Syrien er det sikkerhedssektoren, der er ansvarlig for at lave baggrundstjek på dem, der ønsker at vende tilbage, ligesom mange dagligdags gøremål kræver en sikkerhedsclearing. Det kan eksempelvis være ved køb af ejendom, åbning af virksomhed eller ansøgning om pas og ID-kort. Som syrer kommer man altså ikke udenom at interagere med repræsentanter for sikkerhedstjenesten.
Samarbejde eller retsforfølgelse?
Det syriske regimes forbrydelser er en igangværende realitet og langtfra et afsluttet kapitel i den syriske historie, som nu kan bearbejdes gennem en forsoningsproces. Forbrydelserne finder stadig sted i stor skala, og det må danske meningsdannere, diplomater og politikere minde sig selv om, når de overvejer, hvorvidt tiden er inde til normalisering og anerkendelse af det syriske regime som sejrherre og samarbejdspartner for hjemsendelse af syriske flygtninge.
Den danske regering burde gå forrest i bestræbelserne på at holde det syriske regime ansvarlig for dets forbrydelser. Gennem det internationale samfund må vi forsøge at gøre en ende på den straffrihed, regimet har nydt godt af de sidste ti år ved at lægge pres på de magter – særligt Rusland og Iran – der har holdt hånden under al-Assads styre og arbejde på at få løsladt de tilbageholdte, der ikke har begået noget kriminelt. Samt få klarhed om de forsvundnes skæbne, så de pårørende ikke længere skal leve med uvisheden.
Derudover bør vi give beskyttelse til dem, der er flygtet fra forbrydelserne og støtte den hollandske regerings initiativ fra 2020, der har som mål at holde det syriske regime ansvarlig for brud på torturkonventionen – en konvention, den syriske regering selv er medunderskriver af – ved den Internationale Domstol i Haag.
Den store moské i Aleppo. Længe før borgerkrigen brød ud, samlede mørket sig om den syriske befolkning. Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
