MUSIK // ANMELDELSE – Morrissey delte gavmildt ud af syrlige musikalsk perler i K.B. Hallen lørdag aften. Den tidligere The Smiths-frontmand lod sin karakteristiske røst tone gennem mørket og fandt undervejs tilbage til sin styrke som sanger og charmerende outsider.
Lørdag aften lagde The Smiths-legenden Morrissey – eller bare Moz, som de dedikerede fans ynder at kalde ham – vejen forbi K.B. Hallen på Frederiksberg i København. Det skulle vise sig at blive et vellykket genbesøg i hans misantropiske bagkatalog med sange fra både The Smiths-tiden og det fyldige solo-repertoire.
Morrissey har ikke udgivet et nyt album siden det jævne I Am Not a Dog on a Chain (2020). Den planlagte opfølger Bonfire of Teenagers, der var færdig i 2022, er stadig ikke udkommet, efter at en offentlig fejde med pladeselskabet om blandt andet tekstcensur, rettigheder og kunstnerisk frihed har sat udgivelsen på ubestemt pause. Ud fra de to sange, han halvhjertet fik leveret i løbet af aftenen på Frederiksberg, virker det dog ikke som noget stort tab i antologien.
Både vibrato og falset mestrer han stadig til fulde. ‘He’s an amazing singer,’ hører jeg en sige bagefter – og ja, Morrissey er en fremragende crooner
Allerede i S-toget på vej til koncerten er der tydeligvis mange fra generation Moz, der har været i skabets gemmer efter fan-t-shirten og de sorte Diesel-bukser. Udenfor KB Hallen er stemningen livlig, og folk nyder den milde danske sommeraften, hvor det næsten virker modstridende at skulle stuves ind i den store buede hal som køer på vej til slagtehallen, iført armyfarvede t-shirts med teksten Meat is (still) Murder.
Indenfor får jeg selv shoppet et par oversize t-shirts til overpris – en til samlingen og en til teenagedatteren derhjemme, der naturligvis, som mange af de unge, der er til stede denne aften, er blevet indoktrineret med The Smiths og deres Manchester-grå verdenssyn.
Jeg bænker mig på balkonen, højt over folkemængden på gulvet, med godt udsyn til scenen. Herfra når jeg flere gange i løbet af aftenen at ærgre mig over ikke at stå oppe foran, hvor intensiteten virker en del højere. Til gengæld er lyden overraskende god herfra, hvor bandets sublime samspil er aftenens store oplevelse.
Inden da skal vi dog lige igennem en langstrakt montage af uskarpe klip fra Morrisseys personlige helte-katalog: Ramones, The New York Dolls, Sigue Sigue Sputnik, Stinky Toys, Judy Garland, David Bowie – og Alain Delon i den udødeliggjorte slutscene fra 60’er-noirfilmen L’Insoumis, som senere blev brugt som cover på The Smiths’ mesterværk The Queen Is Dead (1986).
“We are savages, savages, savages,” snerrer Morrissey, inden bandet åbner med Shoplifters of the World Unite fra The Smiths-tiden.
“… Tried living in the real world instead of a shell, but I was bored before I even began,” bedyrer han, mens han slentrer dovent rundt på scenen, ikke synderligt optaget af at være til stede eller fange publikums opmærksomhed.
Men stemmen virker oplagt. Både vibrato og falset mestrer han stadig til fulde. “He’s an amazing singer,” hører jeg en sige bagefter – og ja, Morrissey er en fremragende crooner. Han rammer aldrig muren, uanset sangenes kompleksitet – noget, mange af hans aldrende kolleger må misunde ham i en alder af 66.
How Soon Is Now? åbner med nummerets velkendte og hypnotiske guitarfigur og Morrissey, der jamrende proklamerer: “I am the son and heir of a shyness that is criminally vulgar” – spot on, og han fortsætter: “… how can you say I go about things the wrong way? I am human and I need to be loved, just like everybody else does.”
Måske indrammer det meget godt hans indre såvel som ydre kamp og modsætningen mellem behovet for anerkendelse og den selvvalgte position som opportunistisk outsider.
Nærmest symbolsk lander der ikke de store klapsalver efter nummeret Rebels Without Applause, der låner til titlen fra James Dean-klassikeren Rebel Without a Cause og guitarlyd fra Johnny Marr – uden tilnærmelsesvist at nå ham til sokkeholderne. Sangen, der sammen med I Ex-Love You begge er fra det uudgivne Bonfire-album, er aftenens svageste leverancer.
“I love them all,” bedyrer han og vinker op til Bowie og Bolan, der toner majestætisk frem på bagskærmen. “It wasn’t too bad was it? Well ok,” nærmest mumler han og skynder sig videre.
Der er basguitarer, og så er der den klassiske Rickenbacker-model 4003 i sort og hvid. Sådan en har bassisten Solomon Walker, der åbner One Day Goodbye Will Be Farewell. Sangens refræn er så stærkt, at det sætter sig fast i hukommelsen som et dybt hak i en lp-plade, længe efter koncerten er slut.
“Grab me while we still have the time” kører i manisk sløjfe.
Moz tørrer de dybe øjenhuler fri for sved med sit silketørklæde, imens trommeslageren holder det tunge beat kørende på Black Cloud fra Years of Refusal (2009), inden det eminente orkester smukt og længselsfuldt indkapsler stemningen på All the Lazy Dykes – en af aftenens smukkeste ballader. Her crooner han, som gjaldt det livet, og leverer tiltrængte kuldegysninger i sommervarmen.
“Free yourself, be yourself… at last your life begins.”
Jakken er kommet af og ligger henslængt over armen, som om den har overgivet sig betingelsesløst til mandens gentagende og beklagende messen: “Life is a pigsty, life is a pigsty… and you can shoot me, you can throw me off a train, I still maintain, I still maintain, life is a pigsty…”
Moz forlader scenen, alt imens guitaren græder og forlænger det smukke øjeblik, der kort efter glider over i et ekspressionistisk Mike Garson/Aladdin Sane-inspireret klaverintermezzo, overbevisende leveret af pianisten Camila Grey, der tæsker tangenterne til blods i det fortættede hvide lys.
There is a light that never goes out…
Morrissey er tilbage, og bandet slår tonerne an til sin evigt grå signatursang Everyday Is Like Sunday, der stråler i sin trøstesløse glans og maleriske beskrivelse af at leve i en glemt kystby, hvor der er syv søndage på en uge. Melankolien er overvældende og forløses kun af en lyskegle, der kaster sit hårde lys ud over publikum, der skråler: “Come, Armageddon! Come…”
Scandinavia (b-side til singlen Istanbul fra 2014-albummet World Peace Is None of Your Business) lyder som en mellemting mellem en kærlighedserklæring og en kæmpe sviner til den overfladiske perfektion og kedsommelige konformitet, man risikerer at møde på vores breddegrader.
“I was bored in a fjord. And I curse the heart and soul of Scandinavia… But then you came along and you held out your hand, and I fell in love with you and Scandinavia.”
Bandet sørger dog for at lette stemningen en smule, da de efterfølgende takker publikum: “Bliver I nogensinde trætte af at høre, hvor smuk en by I har og hvor smukke I er? – jeg tror det næppe,” som en af dem siger.
Bandet hamrer I Will See You in Far-Off Places ud over scenekanten i en mørk, tung og støjende version, imens Morrissey gentagende raller: “Rats. Rats. Rats…” i takt med stroboskoplyset, der pisker stemningen op til kogepunktet: “Destiny for some is to save lives. But destiny for some is to end lives…” Av, tag den.
Scandinavia (b-side til singlen Istanbul fra 2014-albummet World Peace Is None of Your Business) lyder som en mellemting mellem en kærlighedserklæring og en kæmpe sviner
Bandet forlader kortvarigt scenen, mens publikum klapper taktfast efter mere. Kort efter vender Morrissey tilbage – iført hvid t-shirt, med sammentrukne skuldre og hænderne i lommerne. Aftenens sidste nummer bliver et smukt musikalsk højdepunkt med fortællingen om at ramme det menneskelige lavpunkt, når man vågner fra drømmen og må erfare, at kærligheden blot var en illusion: “Last night, I dreamt that somebody loved me. No hope, no harm. Just another false alarm.”
Moz har ikke mere på hjerte denne aften, så han smider trøjen til stor jubel og går ud i mørket, hvor alle katte er grå. Udenfor damper folk af i sommernatten. En kvinde bag mig synger ud til dem, der gider høre det: “So you go and you stand on your own, and you leave on your own, and you go home, and you cry, and you want to die.”
Jeg får lyst til at fortælle hende, at hun ikke er alene – at vi er her sammen, og at musikken forener vores længsel og giver os håb… Jeg vælger at lade det blive ved tanken og trasker mod S-toget med en anden linje ringende i hovedet:
“There is a light that never goes out… There is a light that never goes out…”
LINE-UP
- Morrissey – leadvokal
- Jesse Tobias – guitar
- Camila Grey – keyboards
- Carmen Vandenberg – guitar
- Solomon Walker – bas
- Matt Walker – trommer
SÆTLISTE
- Shoplifters of The World Unite
- I Wish You Lonely
- How Soon is Now
- Rebels Without Applause
- You’re the One for Me, Fatty
- One Day Goodbye Will be Farewell
- Black Cloud
- I Ex-Love You
- Best Friend on the Payroll
- All the Lazy Dykes
- Istanbul
- Life is a Pigsty
- Everyday is Like Sunday
- The Loop
- The Bullfighter Dies
- Scandinavia
- Jack the Ripper
- I Will See You in Far-Off Places
- Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og