En drømmekoncert – og en reunionfest af de mindeværdige

af i Kultur/Musik

#RF19 // ANMELDELSE – Efter en onsdag med gamle mænd på programmet og en torsdag med to unge, kvindelige amerikanske singersongwriter-håb, fokuserede POV Internationals musikredaktør fredag på to af den britiske indierocks ikoner.

Spiritualized, Avalon, fredag kl. 17.00

I løbet af fem intense kvarter sugede Spiritualized sit publikum ind i en grænseløs zone, hvor de letteste popsmil afløstes af turbinestøjende garagerock, som igen afløstes af et soulfyldt flow af varme følelser, som igen afløstes af … eller måske var det bare en drøm.

Nogen brugte en gang meget rammende udtrykket ’antropolog’ om Spiritualizeds main man, Jason Pierce. Siden begyndelsen i 1990 har hans musikalske ’studier’ ført til en dybt personlig, genrenedsmeltende form for rock.

I begyndelsen blev Spiritualized’s kombination af psykedelia, garagerock og såkaldt dronerock kaldt spacemusik – i øvrigt kaldte Pierce sig selv Spaceman.

Senere lod han sig inspirere af soul, blues, Phil Spector og britisk pop, og har også været den vej, som alle på et eller andet tidspunkt skal; nemlig omkring Elvis Presley.

Personligt betragter jeg Spiritualized som en musikalsk version af tilstanden mellem vågen og sovende. Velegnet at lytte til sidst på aftenen; luftigt og tungt, flimrende, drømmeagtigt surrealistisk og stoflig hård rock’n’roll.

Pierce og hans band lagde ud i Avalon med et virilt, dundrende angreb på trommehinderne i form af ’Come Together’ fra gennembrudsalbummet fra 1997 Ladies & Gentlemen We are Floating in Space. Titlen siger vist det hele.

Nej, det er ikke The Beatles’ nummer med samme titel. Og dog. ‘Antropolog’ Pierce henter og bruger input fra overalt på den mælkevej, han passerer i sin spaceraket. Så måske er der lidt John Lennon også i hans ‘Come Together’.

Sceneopstillingen i Avalon mindede mere om et øvelokale eller en form for masterclass – eller måske ligefrem en af disse hersens talks – end en traditionel rockopstilling.

Pierce sad længst til højre med et nodestativ iført sølvfarvede sneakers som et glitret fikspunkt i den lidt stillestående, mørke sceneopstilling. Til venstre for ham tre unge, mørke sangerinder – på alle tænkelige måder i kontrast til de seks hvide, midaldrende shoegazer-rockmusikere.

En trommeslager, en bassist, en keyboardspiller og hele tre guitarister, der, som det altid har været i Spiritualized, spillede med godt med fuzz-effekter på pedalboardet.

Allerede dér i det første nummer stod jeg med den lidt ambivalente følelse af både at løbe panden mod og blive suget ind bag de tre guitaristers lydmur. Fik jeg nævnt Wall of Sound-kongen Phil Spectors store indflydelse på Pierce?

Herfra videre i to indbyrdes tæt sammenhængende numre, ’Baby Set My Soul’ og ’Perfect Miracle’ fra det nyeste album fra sidste år And Nothing Hurt.

Den første i bund og grund en gedigen popballade, der kunne være sunget af hvilken som helt boyband-sanger, men indlejret af Spiritualizeds solide fuzz fortalte nummeret fredag eftermiddag en anden, meget dybere historie end ’jeg kan li’ dig, ka’ du li’ mig?’ Med koret som det varme smeltevand midt i den hvide støjtundra. Umuligt ikke at blive berørt.

Som i ’Perfect Miracle’, der kunne være hvilken som helst, ja, sød godnat-sang, sunget af hvilken som helst far eller mor ved hvilken som helt barnesengs gitter. Men med de tre korsangeres gospel og igen disse larmende guitarer, var det nærmere en fortælling om dyb eksistentiel taknemmelighed, sunget af en mand, der blandt meget andet har overlevet leverkræft.

Jeg forlod Avalon med en følelse af at være steget ud af en jetturbine opfyldt af den ro og stilhed, der efter sigende skulle være midt i en tyfon

Ikke overraskende skabte dette smukke eftermiddags Roskildeøjeblik love blandt de mange par i Avalon. Sådan kan kunst, skabt på tegnebrættet af et orkester, der oprindelig skulle have spillet ved indvielsen af CERN-acceleratoren Large Hadron Collider, manifestere sig i det smukkeste og mest banale af alt: kys.

I ’I’m Your Man’ – igen, måske/måske ikke inspireret af Leonard Cohen? – bemærkede jeg med glæde guitarist John Coxons countrybluesede spil i en igen medrivende melodi.

Og sådan fortsatte den musikalske drømmerejse frem mod ti minutters afsluttende decibelklimaks.

Jeg forlod Avalon med en følelse af at være steget ud af en jetturbine opfyldt af den ro og stilhed, der efter sigende skulle være midt i en tyfon.

Og havde det ikke være for ham, der var millimeter fra at brække sig godt og grundigt ud over mine bukser på vejen mod Roskilde Festivalens pressecenter, kunne jeg meget vel have troet, at det var en drøm.

Johnny Marr, Arena, fredag kl. 21.00

Alle indierockbands moderband The Smiths er for længst gået i opløsning. Mens Morrissey har travlt med at være Morrissey, rejser Johnny Marr rundt med et band, der med enkle, men effektive midler skabte fest i Arena.

For et år og et par måneder siden var jeg så heldig at se og høre Johnny Marr i Vega på en solo ’showcase’-turne som reklame for det dengang nye album Call the Comet. En koncert hvor man til overflod blev mindet om storheden i Marrs enestående guitarspil.

Fredag var han så tilbage i sprudlende form på Roskilde Festival. Om Johnny Marr har optrådt på festivalen i en de mange grupper og projekter, han har været involveret i efter The Smiths, husker jeg ikke. Men jeg har ikke glemt skuffelsen, da han og The Smiths meldte afbud i 1984, hvor de på toppen af karrieren skulle have besteget Orange Scene. 

Nu, 35 år senere, var Marr så endelig nået frem med sit tre mand store band, der lagde ud med en heftigt buldrende version af ‘The Tracers’ fra Call the Comet. Et temmelig kedeligt, men okay ryste sammen åbningsnummer. Men allerede i andet nummer, den gamle The Smiths signatursang ‘Big Mouth Strikes Again’ stod tre ting klart:

1: Roskilde-publikummets eventuelle manglende sanglige kvaliteter opvejedes til fulde af deres kendskab til The Smiths’ tekster. 

2: Marr havde medbragt en usædvanligt kompetent lydmand. 

3: Der var ikke fire, som ellers skrevet ovenover, men fem aktører på scenen. En trommeslager, en bassist, en guitarist/keyboardspiller, Marr selv og ikke mindst hans glimmerbesatte guitar. Ikke alene var den pyntet med glimmer, den spredte de lyseste, blinkende smukke kædereaktioner af klange. Marr selv var i et vældigt vigør fra start til slut. Igen og igen var han ude på den lille catwalk foran scenen for at lire den af.  

De fleste af os bærer rundt på et indre Manchester. Sår og skrammer, der bunder i mobning, sygdom, for tidligt mistede forældre, omsorgssvigt, angst, diagnoser og whatever; et sted, der, hvis det var en film, skulle instrueres af Ken Loach

Nogle gange kan det virke pauvert, når legender som Marr rejser rundt med et band bestående af rimeligt anonyme musikere med en forholdsvis begrænset jobbeskrivelse: Bak stjernen loyalt op, hold dig i baggrunden. Det har man set igen og igen.

Så nej, ingen af de tre musikere bag og ved siden af Marr er andet eller mere end hired guns, der gør det fornødne. Men det gav faktisk mening i Arena, så meget desto mere plads til Marrs guitar. I øvrigt gjorde den maskulint hårdtslående trommeslager sit til at skabe dynamik og rock’n’roll-vitalitet. Uden, og det er vigtigt, at det på noget tidspunkt blev fodtrampende gumpetungt i de numre, som Johnny Marr tydeligvis havde valgt ud fra deres festskabende kvaliteter. 

Det gjaldt ‘Armatopia’ og topnummeret fra ‘Call the Comet, ‘Hi Hallo’, der på mange måder lyder som essensen af der, hvor den gamle The Smiths-profil er i dag. Med lyriske guitarguirlander og en uimodståelig melodi lyder det som The Smiths, bare uden melankoli, sunget af en mand, der indtil flere gange har passeret sit mismods vinter, og nu har livserfaringen og overskuddet til at række hånden ud til en, der behøver det. 

Gradvist under koncerten opstod der større og større samklang mellem Marr, hans band og festfolket under teltdugen. I en periode fra 1989 til ’98 var Marr sammen med Bernard Sumner fra New Order medlem af supergruppen Electronic, som også Pet Shop Shop bidrog til. Sågar det tidligere Kraftwerk-medlem Karl Bartos var på et tidspunkt indover. 

Marr og band spillede to gamle Electronic-sange, ‘Getting Away With it’ – som han indledte med ordene ‘Here’s an old discosong from Maarnnchester’ – og ‘Get the Message’.

Grundmisantropiske fans af The Smiths vil måske mene, at der var lovlig meget vægt på party. Selv var jeg solgt til Liquorice Allsorts, da jeg en linje eller to inde i et nummer genkendte Depeche Modes ‘I Feel You’, som blev leveret med pulserende britisk frejdighed som oplæg til en cover af det gamle Smiths-nummer ‘There’s a Light that Never Goes Out’.

På det tidspunkt, hvor stemningen i Arena var noget nær euforisk, opstod et af de momenter, som man allerede, mens det sker, ved vil sætte sig som en spejling et sted i erindringen. Nemlig da Johnny Marr overlod det til publikum at synge.

I de par minutter, hvor Marr overlod sin sang til os i Arena, følte jeg ubeskrivelig glæde ved genhøret og den simple konstatering, at vi er her endnu og kom overens med det meste. Det er det, musik kan. Som intet andet

De fleste af os bærer rundt på et indre Manchester. Sår og skrammer, der bunder i mobning, sygdom, for tidligt mistede forældre, omsorgssvigt, angst, diagnoser og whatever; et sted, der, hvis det var en film, skulle instrueres af Ken Loach. Musikken gav os trodsen, smerten, hadet. I de par minutter, hvor Marr overlod sin sang til os i Arena, følte jeg ubeskrivelig glæde ved genhøret og den simple konstatering, at vi er her endnu og kom overens med det meste. Det er det, musik kan. Som intet andet.

Så ja, Johnny Marr skabte med simple midler og gode sange en reunionfest af de mindeværdige.


Foto: Roskilde Festival. 

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur