KULTUR // KOMMENTAR – God kunst kræver hårdt arbejde, arbejdsro og albuerum. Musikerne på den danske scenes mellemlag underbyder sig selv, og spillestederne presser os til at takke og logre, hvis vi får lov at få vores berømte 15 minutter. Kvalitet koster penge og det ville klæde os alle at kræve kvalitet, skriver rapper Shahin Aakjær
Det sker med jævne mellemrum, at jeg får enslydende beskeder i mailindbakken eller på Messenger: Vedkommende kalder sig booker, men alt for ofte kan jeg læse på skrivestilen og en porøs kækhed, at det er en praktikant på et spillested, der skriver. De har som regel den samme flabede tone, der næsten ser undskyldende ud, hvis man kradser lidt i overfladen. Det kunne lyde sådan her:
“Hej Shahin,
Jeg hedder Anastasia-Rose og er booker på X Natklub på Nørrebro. Jeg så lige, at du har udgivet ny plade… Skal vi ikke lave en koncert med jer hos os? Vi kan desværre ikke betale, men det er god eksponering. Du kan få 100 venner i døren, hvis de trykker deltager på eventet.”
Havde en af mine rapelever fået den mail, var jeg blevet glad. Det havde været en kæmpestor mulighed at stå på en rigtig scene på et ægte spillested og have en masse venner gratis med, som kunne give opbakning. Det ville kunne rykke en af mine elever videre til det næste niveau. Jeg ville selv dukke op til koncerten, juble med dem og købe en øl i baren til ågerkarlepris.
Jeg har prøvet at smøre god eksponering på rugbrød og det smager tørt, kedeligt og næringsfattigt. Jeg har undersøgt om jeg kunne betale husleje med god eksponering, men jeg kan ikke få det over på min netbank
Men når jeg får sådan en mail, føles det, som om det trækker mig ned til at lavere punkt på karrierestigen. Hver gang en af mine kollegaer takker ja til sådan et tilbud, fremstår de som skruebrækkere, der fastholder hele det danske musikmiljøs mellemlag. Man kan fodre svin med danske rappere, der vil spille gratis koncerter for spillesteder, som ikke værdsætter dem, og det gør, at disse mails bliver ved med at tikke ind.
Tak for sidst, men nej tak
Been there done that. Jeg har sagt ja til et væld af disse koncerter, og de har klædt mig godt på. Jeg var taknemlig for alle de oplevelser og erfaringer, det gav mig. Jeg var på S.U., lejede et værelse på seks kvadratmeter og levede af pastaskruer, dåsetun og King-øl.
Jeg elskede rap mere end noget andet. Mine bukser var for store, mit anlæg pumpede de seneste plader, og jeg havde altid et slidt hæfte i lommen til mine multirim.
Hver eneste gang jeg kunne komme på en scene, sagde jeg ja, og det løftede mig hver gang. Jeg blev en bedre rapper, en bedre underholder og flere fik ørerne op for mig. Dengang var det god eksponering, og jeg værdsatte de fem ølbilletter og den slatne pizza, der var i løn. Det lyder sarkastisk, men jeg elskede virkeligt hver eneste koncertoplevelse med alt, hvad det indebar. Jeg øvede hver eneste dag, satte mine egne numre på og gik rundt i ring og rappede igen og igen, indtil hvert eneste ord sad, som det skulle. Jeg sagde ja til alle jobs, for hvorfor ikke? Hver eneste dag handlede i forvejen om rap, så kunne jeg jo ligeså godt stå på en scene. Jeg ville være god.
Det lykkedes. Jeg slog mig sammen med nogle venner og begyndte at udgive egne plader, arrangerede koncerter selv og skaffede spillejobs i hele landet. Jeg byggede et lille navn op og det gjorde jeg på det fundament af eksponering og selvtillid, som de danske spillesteder havde givet mig. De har været med til at bygge mig op og tak for det. Men nu går den ikke længere.
Jeg har prøvet at smøre god eksponering på rugbrød og det smager tørt, kedeligt og næringsfattigt. Jeg har undersøgt, om jeg kunne betale husleje med god eksponering, men jeg kan ikke få det over på min netbank.
Og hvis jeg ser bort fra de to ting, er det så god eksponering at spille på X? Eller er det bare en mulighed for dem, for at få mig til at lokke 100 mennesker på gæstelisten, så de kaster deres surt optjente penge i baren? Naturligvis skal de have butikken til at køre rundt, men det skal jeg også.
Lad os kræve mere god dansk musik
Der er gode penge i musik, og det har aldrig været bedre. Mange danske spillesteder får statsstøtte, KODA slår rekorder i disse år, og musik er alle vegne. Pladeselskaberne var spået døden, men lærte nye cowboytricks, streamingtjenesterne har overtaget pladesalget og giver jordnødder til musikerne, og spillestederne presser citronen som alle andre.
Men hvis dansk musik skal have et skub yderligere opad, så er det vigtigt at værdsætte kunstnerne – værdsætte dem med en bid af kagen. Det er blevet let at lave og udgive musik.
Jeg kunne skrive en tekst i stedet for dette indlæg, indspille det med det samme, selv mixe det og uploade det på Soundcloud. Det er magisk og min generation af musikere har flere muligheder end tidligere generationer kunne drømme om.
Når man har en familie derhjemme og skal give ungerne tøj på, madpakke i skolen og skiferier, så er der ikke penge til at leje studie, trykke vinylplader og lave musikvideoer
Generationen efter min er vokset op som Soundcloud Van Damme, og de mestrer det. De skal naturligvis have den samme mulighed for at få erfaring på scenen, som jeg havde, så her kan X og kumpanerne tage for sig og tilbyde spillejobs for mad og ølbilletter.
Men hvis vi diamanter, der ikke er slebet helt færdigt, skal skinne, så kræver det en større indsats. Mange af dem, jeg lavede musik med, måtte se sig nødsaget til at stoppe. Det er naturligt at få nye interesser, når man bliver ældre, men mange valgte det fra, fordi der ikke var tid og penge til musikken. Når man har en familie derhjemme og skal give ungerne tøj på, madpakke i skolen og skiferier, så er der ikke penge til at leje studie, trykke vinylplader og lave musikvideoer.
Når pengene så ikke kommer fra streaming og koncerter, hvor skal de så komme fra? Det rammer os, der med nød og næppe lever af musikken, men også de hobbybands, der ikke kan forsvare at betale for øvelokalet.
Det her er et opråb til alle
Som selvstændig priser jeg mig lykkelig. Jeg tjener mindre, end jeg ville gøre på kontanthjælp, og jeg arbejder mere end mine venner med fuldtidsjob, men jeg vil ikke bytte. Jeg nyder at stå op og tænde computeren for at skrive, eller dukke op på en skole for at skulle undervise en ny klasse i det, jeg selv brænder for.
Kære mellemlagsmusiker, du skal også løfte hovedet, kende dit værd og sige fra næste gang Anastasia-Rose skriver. Hver gang du siger ja, fastholder du os alle i en verden, hvor kunst er noget, man bare kan få kvit og frit
Men når politikerne taler om, at det skal kunne betale sig at arbejde, mener de næppe som kærlighed til jobbet? Ligesom alle andre har jeg og resten af dansk musiks mellemlag også brug for noget på kistebunden. Ligesom en tømrer, en slagter eller en lægesekretær skal have løn, så er det vel også fair, at jeg kræver mit. Øvelokalet koster penge og det samme gør mit grej, jeg har brugt tid på at skrive, indspille, øve og udgive min musik. Uanset hvad jeg tager for en koncert, er det svært at forestille sig, at det kan blive en fair timeløn, så en minimumstarif er ikke meget at bede om.
Det her skal ikke ses som et mavesurt klagebrev til et bestemt spillested i København, men en opfordring til at ville noget bedre. Det her er et opråb til alle, der ønsker sig et endnu mere blomstrende, rigt og talentfuldt musiklandskab i Danmark. Det er nichemusikken der kæmper for sin overlevelse, og det er der, de nye strømninger skal findes.
Men kære mellemlagsmusiker, du skal også løfte hovedet, kende dit værd og sige fra næste gang Anastasia-Rose skriver. Hver gang du siger ja, fastholder du os alle i en verden, hvor kunst er noget, man bare kan få kvit og frit.
Foto: Peter Staal Hansen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her