Mormors hemmelige liv

af i Danmark/Kvinder/Liv & Mennesker

TAXAMANDENS KLUMME –   “Der er langtfra stille i vogn 24 på dagens første tur. En ældre dame på nøjagtigt min nyligt afdøde fars alder har brug for en ordentlig samtalepartner”, skriver taxamand Jesper Grunwald. Undervejs fortæller damen sin livshistorie, der både emmer af glæde og smerte over kærlighedens mange sider. Livet er ikke kun ”en dans på roser”.  

Uden mobiltelefoni havde jeg ikke noget virkeligt liv til hverdag. Jeg vågner, når kone og voksne børn er på arbejde. Jeg spiser morgenmad, når de nyder eftermiddagskaffen. Og jeg tager på arbejde, når de så småt er ved at have fyraften

Det er min mellemste datter, der er i telefonen. Håndfri over mercerens fremragende højttalere.

”Hej Vati, jeg har købt en gave til dig”.

Vi er følelsesmennesker begge, så livets begivenheder er ikke bare hændelser – men begivenheder.

Det er både Nanna-Emilie, ”Bøffen”, mit livsstruttende, seneste barnebarn på ni måneder, og min gamle fars livsslutning, som sætter gang i tankerne hos far og datter.

Sofie annoncerer, at hun har købt en bog, hvor jeg i særlige afsnit skal fortælle om mit liv.

”OK”, siger hun. ”Det er jo ikke noget med, at du skal dø lige nu, men jeg synes det er vigtigt, at vi får det hele med”. Så griner hun.

Jeg holder undtagelsesvist kæft.

Hvordan tackler vi egentlig det der paradoks, at det man elsker så dybt en dag er slut?

Der er langtfra stille i vogn 24 på dagens første tur. En ældre dame på nøjagtigt min nyligt afdøde fars alder har brug for en ordentlig samtalepartner.

Jeg elsker den del af mit liv og mit arbejde. Og vi har masser af tid sammen. Vi skal ud på en længere tur, der glæder både min arbejdsglæde og min taxi-pung. Hun er – ja, en gammel dame – med den udstråling af kvinde, som alderen ikke sætter grænser for. Når hun kigger ud ad vinduet, mens hun fortæller, kan jeg se de skygger af forfængelighed, hun har tegnet med mascara i de ret lange øjenvipper. Håbefuldt blå. Eller rettere: Lidt legende turkise ser de ud i modlyset fra den lave eftermiddagssol.

Hun har levet det levende liv. Gift to gange. Sidste gang med den gode kærlighed i sit liv. Han var statstjenestemand og har været med til at sikre de anstændige økonomiske forhold. Han var ældre end hende og døde for nogle år siden. Hendes første mand var rig – og bedragerisk. Hun var i skønhedsbranchen, og han tilhørte det formuende borgerskab. Men han førte et hemmeligt liv ved siden af, hvor golfturene og rideturene i virkeligheden var en perlerække af stævnemøder med fremmede kvinder.

Alle ved jo godt, at det er løgn, den der med “dansen på roser”

En dag, efter en lang og berusende fest i udlandet, besluttede hun sig for at stoppe eventyret, der i mellemtiden var blevet et mareridt. Det ”fejrede” han med et groft overgreb mod hende. Men hun var med ét slag befriet for hans onde ånd.

Hun fortæller den fortsatte historie, som var hun en professionel storyteller. Om skuffelser. Om at miste al rigdom på et splitsekund. Om at finde den nye kærlighed hos en mand, hun kunne stole på. Om at nå at få en datter i det, der dengang var en sen alder. Om de børnebørn, som både hos hende og hos Taxamanden er nyt brændstof på en gammel dieselmotor. Om alderdommens paradoks, når det knirker i ”kadaveret”, uden at personligheden har ændret sig i hovedet.

Om angsten for at blive overflødig.

Om jeg forstår hende?

Jeg mærker hende som en mental tvilling, selvom dåbsattesterne kunne gøre os til mor og søn.

Hun har levet det levende liv. Gift to gange. Sidste gang med den gode kærlighed i sit liv

”Jeg har de sødeste børnebørn. De har mange gange sagt det til mig: ’Fortæl mormor. Det er så fedt at høre historier fra gamle dage’. De mener det. Men jo ældre jeg bliver, jo oftere oplever jeg, at de fortsætter med deres egne livshistorier, inden jeg rigtig er kommet ordenligt i dybden”.

Hun drømmer om at skrive bogen om sit liv. Udgivelsen er ikke vigtig, men det er bogen, hvor der skal være plads til det hele. Kærligheden og skønheden – og de sorte sider.

”Men jeg går i stå, før jeg rigtig er kommet i gang. For mit liv handler jo også om svigt og overgreb, som jeg ikke kan få mig selv til at fortælle dem. Jeg har en dyb uvilje mod at hænge andre mennesker ud for at fortælle om mit eget liv.”

Nu kan jeg ikke holde mig i min lytte-position mere.

”Du må fortælle den livshistorie til ungerne. Alle ved jo godt, at det er løgn den der med ’dansen på roser’. Det vil på mange måder være en gave til dem at høre fra netop dig – deres mormor – at det gnidningsløse liv er en tom løgn”.

Jeg får en tur rundt om hendes hyggelige hus, da vi er fremme. Vi kender ikke hinanden tilstrækkeligt til det kram, jeg mest af alt har lyst til at give hende

Den sidste halve snes kilometer deler vi episoder om skilsmisser og smerte, men især om den der voldsomme kærlighed til livet, som vi deler trods samtidens absurde konflikter med groteske aktører.

Og først og sidst: Hvordan tackler vi egentlig det der paradoks, at det man elsker så dybt en dag er slut?

Jeg får en tur rundt om hendes hyggelige hus, da vi er fremme. Vi kender ikke hinanden tilstrækkeligt til det kram, jeg mest af alt har lyst til at give hende. Kigger bare på hende.

Giver hånd.

Takker for turen og ser hende bønfaldende ind i øjnene under de øjenvipper, jeg ved er blå:

”Du skriver den historie, lov mig det! De vil elske dig for det, også selvom de først får kendskab til den, når de søger i dine gemmer”.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Colorbox.

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark