Adrian Younge: Opgør mod stereotyperne og den systemiske racisme

Jacob Gjelstrup Redaktør for POV Weekend, POV LinkedIn og sprog 05.03.2021

MUSIK // ANMELDELSE – Den tidligere juraprofessor, musikeren Adrian Younge, udgav for nylig sit magnum opus, der skal stå distancen som et oplysende og kritisk værk, der ser ind i den racisme, der plager USA og landets historie. Senest kulmineret i Black Lives Matter-demonstrationerne efter George Floyds død. Jacob Gjelstrup anmelder værket.

I starten af pandemien indledte den amerikanske sanger, producer og multiinstrumentalist, Adrian Younge sit projekt, der skulle få den opsigtsvækkende titel The American Negro. Inspireret af Marvin Gayes indignerede hovedværk What’s Going on fra 1971 og Curtis Mayfields soulklassiker Super Fly fra 1972, satte Younge sig for at skabe et konceptalbum om sorte menneskers historie i Nordamerika med et nutidigt perspektiv.

Han mener, at det amerikanske samfund er bygget på et fundament af fordomme – et såkaldt “slaveocracy”

Konceptet indeholder et musikalbum, fire podcasts med Adrian Younge som vært og kortfilmen T.A.N. Podcast og kortfilm er udgivet eksklusivt på Amazon, og således er det musikken, der her bliver anmeldt.

The American Negro er Adrian Younges forsøg på at identificere og kritisere årsagerne til den systemiske racisme, der ifølge ham gennemsyrer hele den amerikanske identitet og sorte amerikaneres selvforståelse. Han mener, at det amerikanske samfund er bygget på et fundament af fordomme – et såkaldt “slaveocracy”, og at de samme principper fortsætter den dag i dag.

Til det britiske medie The Guardian udtalte Younge for nylig, at han ser det som sin opgave at oplyse det amerikanske samfund om sorte menneskers historie i USA og deres rolle i opbygningen af det samfund, man kender i dag. I forbindelse med “Black History Month” – et koncept der selv beskyldes for at være racistisk, idet det anklages for indsnævre sortes historie i USA til noget, man kun beskæftiger sig med en gang om året – udkom The American Negro med et rystende og kompromisløst coverdesign, der forestiller Younge selv portrætteret på et såkaldt “Lynching Postcard” hængende død fra et træ med en løkke om halsen.

“Lynching Postcards” var små fotografier af mennesker, som selvtægtsgrupper havde lynchet i årene omkring århundredeskiftet. Siden blev billederne distribueret som souvenirs, og det grafiske og groteske design er ifølge Younge en direkte henvisning til alle de sorte, der stadig bliver ofre for selvtægt – nu bare i hænderne på ordensmagten som fx George Floyd. Samtidig skal coveret med sin symbolik underbygge budskabet om, at der stadigvæk hersker en foruroligende ligegyldighed overfor den racistiske vold, selv blandt sorte, og at man kun gennem et opgør med stereotyperne, kan komme problemerne til livs.

Adrian Younge er tro mod traditionen i soulmusikken, som han selv betegner som forbindelsen til sine forfædre

Younge indleder albummet med en kort monolog, der skal motivere hele projektet. Her slår han fast, at musikken er den sorte kritik, og han rækker ud til sine lyttere med flere eksistentielle spørgsmål:

Have we learned anything?
Do we know who we are and where we belong?
Does our skin reasonably illicit fear and negative judgement?
Can we uniformly agree that my culture is far from uniform?
If my blackness is a costume, fabricated by stereotypes
What symbolises my true identity?

Med det afsæt starter musikken i titelsangen “The American Negro”, der er klassisk soul næsten som for 50 år siden. Adrian Younge er tro mod traditionen i soulmusikken, som han selv betegner som forbindelsen til sine forfædre – et særligt sprog af tonale spændinger, der belærte et publikum, som det slet ikke var henvendt til. Det er altså gennem musikken og dens ophav, man skal finde sin identitet, og Younge opfordrer fuldstændig eksplicit sorte mennesker til at lytte til den.

Hvis det er gennem musikken, vi skal oplyses, så er det heldigvis også der, The American Negro er bedst

Mellem alle sange efterrationaliserer Younge på sine temaer i små talesekvenser, der er udstyret med et ekko ikke ulig det fra en megafon, og symbolikken ligger lige for. Samtidig optræder en gruppe stemmer i messende flerstemmighed i lignende brudstykker, der skal fremhæve de definerende statements, Younge sidenhen synger om.

Han har på den måde fundet det formålstjenstligt at deklarere sine budskaber, så det næsten bliver for pædagogisk for en kritisk musikforbruger. På den anden side stiller han hele tiden spørgsmål til sig selv og sine lyttere for at anspore til kritisk tænkning, og på den måde glider det lidt nemmere ned. De hyppige afbrydelser i musikken får imidlertid også albummet til at virke underligt fragmenteret og ujævnt i sin helhed. Det er synd for musikken, der faktisk er ekstremt velkomponeret og veludført.

Hvis det er gennem musikken, vi skal oplyses, så er det heldigvis også der, The American Negro er bedst. Budskaberne følger smukt den bløde soulmusik i dens mest klassiske tilgange, og det gør dem på ingen måde mindre forståelige eller irrelevante. I den korte “Dying on the Run” lever musikken et eftertænksomt liv sammen med en tekst, der rammer lige ned i den sorte selvforståelse.

We can’t live this way
Children of today
Living by the gun
Dying on the run

Det samme sker i den grusomme “James Mincey Jr.”, navngivet efter en mand, der omkom i politiets favntag i Los Angeles i 1982, og hvis død indledte 10 års racekonflikter, der kulminerede med urolighederne i 1992. Adrian Younge benytter en række stærke billeder til at berette om en mand og en hel befolkningsgruppe, der ikke kan få vejret.

Albummet fortsætter sin kritiske gennemgang af historien med flere sange opkaldt efter berømte historiske personer, der indgår i fortællingen om den sorte mands selvforståelse. Andre mere filosofiske vinkler forsøger at forstå den samme selvforståelse, mens andre igen kalder til forbrødring og sammenhold.

De mange gode budskaber, der også præger slutningen, bliver overskygget af meningsløse metaforer, der burde have været sorteret fra

Efter 52 minutters intens lytning sidder man tilbage med en følelse af, at “The American Negro” på en eller anden måde er ufuldendt. Der er ganske meget uforsonlig retorik i Younges tekster, og årsagerne hertil kan man ikke rigtigt stille spørgsmålstegn ved. Men hele konceptet hænger fast i sine egne identitetsbilleder, der ikke rigtigt for alvor flytter noget. Albummet er vredt og søger klangbund hos et andet publikum end mig, men når det lejlighedsvist benytter sig af tåkrummende billedsprog og argumentation i forsøget på at virke overbevisende, så flytter det ikke på de stereotyper, Adrian Younge selv prøver at nedbryde.

Når han i sin sidste replik anlægger den synsvinkel, at videnskaben definerer sort som “fraværet af lys”, og at sort reproduceres i kunsten med det mørkeste pigment og på den måde forstærker kriminaliseringen af sorte og de allestedsnærværende stereotyper, så falder hele projektets potentiale på gulvet. De mange gode budskaber, der også præger slutningen, bliver overskygget af meningsløse metaforer, der burde have været sorteret fra.

Man kan også med rette spørge Younge, om han selv mener, at projektet lykkedes med dels at oplyse og dels at svare på sine egne spørgsmål fra indledningen. Konklusionen herfra må være, at det kun delvist lykkes. Han får ikke svaret på sine egne spørgsmål, og egentlig føler man sig ikke ret meget klogere efter endt lytning. Til gengæld er der ingen tvivl om, at The American Negro lykkes med at udstille stereotyperne, kritisere den systemiske racisme og at styrke den sorte befolknings selvbillede, og det er i sig selv en vigtig bedrift.

Jeg kunne godt have undværet elementerne af “spoken word”, simpelthen fordi jeg ikke bryder mig om at få budskaberne forklaret for mig. Musikken alene er dog til tider ren nydelse og i sig selv god nok til at bære albummet for sig selv, og det lever man fint med.

LÆS FLERE ANMELDELSER AF JACOB GJELSTRUP HER

Adrian Younge, The American Negro, udkom på Jazz Is Dead 25. februar 2021

Topfoto: Cover.

Jacob Gjelstrup

Jacob er uddannet dansklærer og sprogunderviser med 18 års erfaring inden for både kommunale og private grundskoler samt de senere år inden for sprogundervisningsområdet. I en årrække har han også beskæftiget sig med fagpolitisk arbejde som medlem og repræsentant i fagbevægelsen. På POV bidrager Jacob Gjelstrup med musikanmeldelser og lejlighedsvis en kommentar om fagpolitisk stof.