
USA I KRISE // POV PÅ SPIDSEN – På en rejse gennem det dybt splittede land blev det tydeligt, at mange amerikanere ikke længere tør tage samtalen – ikke engang om det, der påvirker dem allermest. Hvorfor er det blevet sådan? Og hvad betyder det for fremtiden? spørger Monica Krog-Meyer.
Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
Klik dig videre til andre indlæg under kategorien POV på spidsen her.
Med i kufferten på min rejse til USA havde jeg en stor undren over, at landet nærmest er delt i to. Hvorfor kan de ikke tale sammen? Og hvorfor er de MAGA-fans, vi ser, så altovervejende positive og ukritiske over for deres nye præsident? Kan de ikke se, at manden opfører sig ubehøvlet? At han ikke ejer statsmandsaura? At meget af det, han beslutter, ser ud til at ramme amerikanerne på et tidspunkt?
”Hvad? Skal I til USA?”
Vi var godt nok overraskede over, hvor ens folk reagerede, når vi fortalte dem, at vi var på vej til USA. Billetterne blev købt i februar, kort efter at Trump var blevet valgt. Ragnarok var kun lige begyndt.
Derefter var det nærmest en daglig foreteelse at vågne op til sensationelle, chokerende eller provokerende udmeldinger fra Det Hvide Hus.
Luften var tyk af familie og venners bebrejdende blikke og tanker: ”Besøge USA? Det gør vi bare ikke de næste fire år!”
Trump har fornærmet Danmark på det groveste, kaldt os dårlige allierede og insisteret på at overtage Grønland. Og så formaster vi os til at ville tage dertil!
Hvad siger de mon selv?
Besøget gjaldt en kær yngre veninde og hendes familie. Vi havde besøgt dem et par år før, og nu var muligheden for at gøre det igen. Jeg havde selv mine overvejelser og nævnte det for min mand. Hans svar fjernede min tvivl: ”Det bliver nok meget værre næste år, så lad os se at komme af sted!”

Og noget pirrede min nysgerrighed: Det ville være interessant at høre amerikanerne selv fortælle, hvorfor de har stemt på ham. Og om hvorfor de ikke selv kan se, at han virker brovtende, uopdragen og ikke altid helt klarhjernet.
En stor overraskelse
Her i Danmark er Trump, hans opførsel og hans beslutninger fast på dagsordenen overalt, på tværs af generationer, på tværs af politiske skel. Det er i den grad det, vi taler om. Vores nyheder er fyldt op med historier om ham og hans gøren og laden, vores satiretegnere kan ikke få armene ned: De har en fest, for der er hele tiden noget. Indimellem er det næsten for meget.
Men stor var vores overraskelse: I USA taler de overhovedet ikke om ham!
Meget mærkeligt at opleve. Vi opfører os ordentligt og kaster os ikke ud i nysgerrige og anklagende spørgsmål, når nu vi er i deres land. Så hverken i forretninger, på caféer eller når vi var ude omkring, hørte vi folk tale om Trump.
Lad mig være helt ærlig: I starten var det en befrielse!
Men efterhånden virkede det besynderligt, at vi slet ikke hørte nogen tale sammen om hans beslutninger, der har stor betydning for alle amerikanere.
Vi spurgte os for og fornemmede ganske hurtigt, at den splittelse i landet ml. tilhængere og modstandere er så voldsom, at ”vi snakker bare ikke politik!”
De trænger så meget til at drikke dialogkaffe!
Man ved aldrig, hvem man er i stue med, og der er ingen grund til at ødelægge den gode stemning.
Jeg kom til at tænke på dengang, jeg som teenager i slut-60’erne iltert tog et emne op ved middagsbordet med den konsekvens, at søndagsmiddagen gik i smadder, for ”nu havde vi det ellers lige så hyggeligt”.
Ja, tankerne går også tilbage til 1972, da vi op til 2. oktober skulle finde ud af, om vi skulle stemme JA eller NEJ til EU. Det var sprængfarligt! Der opstod konflikter i familier og vennekredse. Der var splittelse overalt. Familier blev brudt; man kunne ikke være i stue sammen.
Det er sådan, amerikanerne har det for tiden.
I de 20 aprildage, vi var der, var det kun hos private, vi kendte til, at den politiske søgang blev omtalt.
Den skjulte utilfredshed
I ganske få tilfælde blev der åbnet lidt for posen:
På en gåtur hilste vi på en lille sød hund og de to kvinder, der havde den. Amerikanere er jo dejligt nysgerrige: ”Nå, er I fra Danmark! Hvad siger I til at være her?”
Og så sagde den ene kvinde, mens hun holdt hånden over munden for at sige noget tys-tys: ”Kan I ikke være rare at tage ham med hjem?”

Det samme sagde et ældre par på en restaurant og understregede, at de ikke havde stemt på ham. Kommunikationen startede med, at han spurgte os, hvor længe vi havde været par. Så var vi ligesom i gang. De skulle snart fejre deres 60-års bryllupsdag. Deres ene søn sagde tilmed undervejs, at vi danskere gerne måtte købe Californien!
Til en påskefrokost med mange gæster kom den 96-årige bedstefar, som vi havde mødt et par år tidligere, målrettet hen til min mand og sagde med høj og klar stemme: ”Jeg beklager meget! Jeg er umådelig flov over at være amerikaner!”
Vi så ikke en eneste MAGA-hat, end ikke i Tennessee, der er Trump-land. Og flere nævnte, at de kunne tænke sig at flytte fra USA, så længe han er der.
Det helt store problem
USA er totalt splittet. De taler ikke sammen, Republikanerne og Demokraterne. Nej, det er forkert, for adskillige republikanere er også ved at få nok af Trump. Det mest præcise er, at Trump-tilhængere og Trump-modstandere ikke taler med hinanden. Det er stærkt bekymrende.
De trænger så meget til at drikke dialogkaffe!
Jeg kan blive helt desperat ved tanken om, at det land, der var i borgerkrig for 160 år siden, kan risikere at ende der igen. Dengang var de uenige om slaveri; nordstaterne var primært industriområder, og sydstaterne var landbrugsland. Det er forskelligheder, man kan forstå.
I dag deler befolkningen sig i Trump-tilhængere og -modstandere tværs igennem alle stater.
Jeg er dybt bekymret over, hvordan det vil gå.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.