Monica i mol

i Kultur/Musik/Scenekunst af

TEATERANMELDELSE – Selv når sangen svøbes i den nordiske sommernats kogleri med to mennesker hånd i hånd gennemsyres “Z – Monica Zetterlund” på Teatret ved Sorte Hest af vemod, skriver Steen Blendstrup. Åh, hvor hun dog elsker mændene og den brusende lykke, de kan vække i hende … men hun ved også, at de går.

Det er vel det, man kalder en teaterkoncert. Det er bare en meget intim en af slagsen. Det er ikke Spillemand på en tagryg, men en skiftevis trist, overstadig, sårbar og altid velsyngende Camilla Bendix, der balancerer rundt på den skrå scene, mens Benjamin Nørholm Jacobsens klaver kan høres klimpre ud ad det åbne tagvindue.

Lyset og mørket, sommeren og frosten

Der er ikke noget at sige til, at skandinavisk jazz har en særlig plads på verdensscenen. Der er selvfølgelig de amerikanske rødder, der er en skefuld fransk chanson og så er der al den mærkelige melankoli, som ligger dybt i folkesjælen; fejringen af de lyse nætter tonet af bevidstheden om deres modsætning i det lange vintermørke.

Som den nordiske sommer er kærligheden kort og hektisk og magisk – men visner i vinterens frost

På en eller anden måde lykkes det for Camilla Bendix i sin version af Monica Zetterlund at gøre selv ”Små grønne æbler” tårevædet. Det er om noget en kærlighedssang, en kvindes hyldest til en mand, der er der for hende, passer på hende, giver sig tid til hende. Og alligevel er det så trist, at vandet dirrer i øjnene.

Måske fordi hun ikke har nok i én. Der er en elsker til sommeren, en til vinteren … en til forårsturen til Paris, en på Kreta (en kvinde endda).

Så vi sidder nærmest i tagrenden, mens Camilla/Monica balancerer, glider, danser rundt på scenen blandt visne blade, tørresnore og månelys

Men sådan noget har det jo med at springe op og bide en i røven på et senere tidspunkt. Elskeren, der forlader hende, men kommer tilbage … men så er det for sent, fordi hjertet er frosset til is. Som den nordiske sommer er kærligheden kort og hektisk og magisk. Men visner i vinterens frost.

Tørresnoren

Scenen på Teatret ved Sorte Hest er … intim. Der er ikke mange pladser, så vi sidder nærmest i tagrenden, mens Camilla/Monica balancerer, glider, danser rundt på scenen blandt visne blade, tørresnore og månelys. Og æbler. Masser af æbler. Dog røde, ikke små og grønne.

Teksterne er oprindelig svenske, men smukt fordansket så det ikke betyder så meget om sejlturen går ud i den stockholmske skærgård eller de københavnske kanaler. Virkelighedens Monica Zetterlund var så svensk, som det overhovedet kunne lade sig gøre, men når rådhusklokkerne slår er det tonerne fra Københavns Rådhus.

Sange til hjertet

På den lille time, som denne mini-teaterkoncert tager, går det op for en, hvor meget vi egentlig har tilfælles med broderfolket derovre (alle vores dumme vittigheder om deres politiske korrekthed til trods). Sangene går lige til hjertet.

Camilla Bendix viser sig som en habil jazzsangerinde, men mest af alt mestrer hun at dramatisere de ellers ikke indbyrdes sammenhængende tekster til et smukt portræt. Foto *Robin Skjoldborg

Som sangerinde får Camilla Bendix nok baghjul af Monica, men det er heller ikke pointen. Z – Monica Zetterlund er teater. Med scenografi, lys og ikke mindst Camilla Bendix’ indfølte levendegørelse af teksterne bliver det til en fortløbende handling. Hvad sangene naturligvis ikke oprindelig er. Men som undertitlen lyder: Zetterlunds sange får kvindekrop.

Det er det, der binder øjebliksbillederne sammen. Af manden og kvinden, mest kvinden. Af kærligheden, set fra kvindens synspunkt. Af et eller andet svært definerligt, der gør os til dem, vi er – uanset køn. I Stockholm. I København. Eller i provinsbyen Hagfors, hvor Monica Zetterlund oprindelig kom fra.

Det er så smukt, så enkelt, så perfekt afrundet, at det ikke kan blive andet end fem stjerner … som passende kan placeres på himlen over tagscenen på Teatret ved Sorte Hest.

Z – Monica Zetterlund spiller på Teatret ved Sorte Hest til 17. november

Med Camilla Bandix og Benjamin Nørholm Jacobsen

Idé og iscenesættelse Jan Hertz

Originaltekster: Povel Ramel, Hasse & Tage, Beppe Wolgers, fordansket af Ulrik Bencard

Foto Robin Skjoldborg

Steen Blendstrup er freelance journalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur

Møde med jobcentret

ESSAY // ARBEJDSLØSHED – Jobcentret er som et janushoved. Med den ene