Ligestilling i kunsten: Anna Serners svenske revolution

af i Kultur/LIGESTILLING

LIGESTILLING // KOMMENTAR – I en weekend for nylig var vi rigtig mange kvinder, der løb af gårde for at deltage i nogle af alle de vidunderlige arrangementer den firedages festival – POW – Power of Women Festival – bød på. Det var kvinder, der gav os alle oplevelserne: kvinder, der havde planlagt og gennemført hele det imponerende program og kvinder, der var ophav til samtlige kunstoplevelser og -værker.

Sikke et overflødighedshorn vi fik lov at stikke hovedet ned i! Tusinde tak for det. Det var tredje gang, vi fik chancen. Og programmet dækker litteratur, billedkunst, teater, film og musik.

Festivalen åbnede med en glimrende tale af Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde. Hun lagde især vægt på, at det er vigtigt, at kvinders fortællinger får ordentlig plads, fordi der stadig er ubalance og ulighed i den kreative branche, og underrepræsentationen af kvinder i kunsten er en realitet. Hun understregede, at samfundet ofte bliver skildret gennem mænds værker, historier og blik og kvinderne bliver glemt, og vi går glip af den halve verdens fortællinger.

Vi har altså nu en kulturborgmester her i København, som ikke bare brænder for kultur og ligestilling, men hun forsøger også at sætte reel handling bag ordene

Samtidig understregede Rosenkilde, at kunsten ikke skal instrumentaliseres, altså kunsten skal ikke være til for andet end sig selv. Men den skal være retfærdig og virkelighedstro og derfor er det vigtigt, at vi stiller krav til teatre, spillesteder og museer om, at de i fremtiden skal redegøre for, hvordan de vil sikre mere ligestilling og diversitet, hvis de ønsker tilskud fra Københavns Kommune.

Det mest effektive redskab til at opnå ligestilling er, hvis ansøgerne/producenterne ved, at det kun er sådan, de kan få del af støttekronerne. Vi har altså nu en kulturborgmester her i København, som ikke bare brænder for kultur og ligestilling, men hun forsøger også at sætte reel handling bag ordene.

Kvalitetskriterier vs. kønsskævhed

I år havde festivalen fokus på klima og ligestilling. Første kvinde på scenen var Anna Serner, direktør for Det svenske Filminstitut siden 2011. Rygterne om hendes mål og midler har spredt sig viden om – også indenfor andre brancher end filmens. Hun har skabt en mindre revolution i den svenske filmverden. Og dermed også stor respekt om hendes arbejde.

Da hun blev ansat, havde hun en ambition om at rette op på den eksisterende kønsskævhed indenfor film. Og hun startede med at ‘true’ filmproducenterne ved at sige, at hvis ikke de af sig selv indførte tiltag til større ligestilling foran og bag kameraet indenfor tre år, ville hun ‘tvinge’ kvotering ned over dem. Og det hjalp! Ikke nok, men det hjalp.

Rygterne om hendes mål og midler har spredt sig viden om – også indenfor andre brancher end filmens. Hun har skabt en mindre revolution i den svenske filmverden. Og dermed også stor respekt om hendes arbejde

I løbet af de tre første år gik kønsskævheden fra 25% af svenske film, der blev instrueret af kvinder, til 44% tre år senere. Men endnu vigtigere: Serner fandt kriterierne for at opnå filmstøtte ugennemsigtige. Når hun sad sammen med filmkonsulenterne og diskuterede, hvem der skulle have støtte, skete det altid med helt ugennemsigtige argumenter. Konsulenterne talte om, hvad de ‘følte’ og ‘syntes’ og havde ingen som helst konsistente kvalitetsbegreber at læne sig op ad. Eller diskutere ud fra.

Derfor indførte Serner tre kvalitetskriterier: Originalitet, angelägenhetsgrad (relevans), håndværksmæssigt interessant/udfordrende.

Og nu kunne man begynde at diskutere om et filmmanus var originalt, om det havde samfundsmæssig relevans, og om det indeholdt håndværksmæssige interessante udfordringer.

Men det var også et kvalitetskriterium om producenten havde indtænkt ligestilling i produktionen – foran og bag kameraet. Serners ambition er at nå en 50/50-fordeling mens hun er direktør.

Den svenske filmbranche har prøvet at argumentere med, at årsagen til den skæve kønsfordeling er, at de kvindelige talenter ikke findes. Men med truslen om, at de ikke ville få penge, hvis ikke de lykkedes med større lighed mellem kønnene, så lykkedes det dem alligevel at finde adskillige kvindelige talenter.

Filminstituttets statistik viser, at andelen af kvindelige manusforfattere i svensk film er på 30%, og at andelen af kvinder på alle positioner mindskes i takt med, at budgettet vokser. Derfor har man nu sat ind med en satsning på manuskriptområdet – frem til 2021.

Man har udvalgt 13 kvindelige manusforfattere, som har pitchet 11 projekter med en mulighed for at blive til spillefilm og et tænkt budget på 30 millioner.

Dette for at råde bod på kønsskævheden og for at øge ligestillingen og diversiteten i de historier, vi skal få fortalt på film. Men også for at gøre op med overrepræsentationen af mandlige kunstnere. For kvalitet og ligestilling er ikke længere modsætninger. Det ser vi, når kvalitetskriterierne formuleres klart og begavet. Og ikke længere blot handler om ‘følelser’, og hvad vi ‘synes’: Vi tror at mændene er bedst, men reelt set, ved vi det ikke. Endnu.


Modtag gratis POV Weekend, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: Anna Serner, Pınar Lauridsen.

Lærke Reddersen (født 5.6.1957), uddannet sceneinstruktør fra Dramatiska Instituttet, Stockholm, arbejdet som sceneinstruktør i Norge, Sverige og Danmark, arbejdet som underviser på diverse elevskoler, ansat som dramaturg og forlægger på flere teaterforlag, oversætter, production manager i Tivoli, dramaturg på diverse teatre i Norden. Initiativtager til #MeToo-Reading på Edison i december 2017.
Foto: Bjarne Stæhr.

Seneste artikler om Kultur