Karen Hammer, der i disse dage deltager i Fespaco, Den Panafrikanske Filmfestival, skriver om festivalens historie: Om afrikansk film, politik og de vilde scener, man som gæst i Ouagadougou, Burkina Fasos hovedstad, kan se både på lærredet og i virkeligheden. Mød kongen af afrikansk film, revolutionshelten Thomas Sankara, demagogen Blaise Campaoré og et galleri af afrikanske filmskabere.
Året 1966 var starten på det hele. Det år afholdtes i Tunesien for første gang den afrikansk-arabiske filmfestival i Kartago, Les Journées cinématographiques de Carthage. Den afrikanske og arabiske verdens første filmfestival blev skabt af Tahar Cheriaa, som var den første, der så vigtigheden af at give den spæde filmverden et mødested.
Han inspirerede sin ven, forfatteren og filminstruktøren Ousmane Sembène, til at skabe noget tilsvarende for kun afrikanere, sorte som hvide. Sembène rejste til Abidjan, der dengang var Vestafrikas mest udviklede storby med mange biografer, og foreslog præsident Houphoete Boigny at støtte en panafrikansk filmfestival i Elfenbenskysten.
Men Boigny var slet ikke interesseret. Det var derimod Øvre Voltas – senere kaldet Guinea-Bissau – præsident Sangoulé Lamizana i Ouagadougou, for han holdt meget af at gå i biografen og se franske film. Han gik fuldt og helt ind for, at afrikanerne havde behov for at se film fra deres egen verden, skabt af deres egne.
De første vestafrikanske film blev lavet i Paris eller i det meget avancerede Guldkysten, fra 1957, kaldet Ghana. Under kolonitiden tillod Frankrig ikke, at afrikanerne lavede film i deres hjemlande. De unge studerende måtte nøjes med at lave kortfilm i Paris og kom først i gang med ”rigtige” afrikanske film efter selvstændigheden i 1960.
Fespac0 og kongen af afrikansk film
I 1969 fødtes FESPACO, et lille 5-dages filmmøde med ganske få film fra Senegal, Niger, Frankrig, Cameroun og Elfenbenskysten. Den enorme interesse med tusindvis af tilskuere gjorde, at man gentog successen flere år i træk.
Senere afholdtes festivalen fast hvert andet år fra slutningen af februar og et par dage ind i marts. I begyndelsen uddelte man ikke priser, men i 1972 tildelte man den geniale autodidakte filmskaber fra Niger, Oumarou Ganda, førsteprisen – en mange kilo tung broncehingst kaldet Etalon de Yennenga efter Burkinas mytiske prinsesse Yennenga – for filmen Le Wazzou polygame med den dejlige Zalica Souley som den tragiske heltinde.
På det tidspunkt havde Sembène allerede modtaget sin første europæiske pris for sin og Afrikas første spillefilm, La noire de … og fået sin film Mandabi (1968) op i Alexandra-biografen i København.
Hvor Tahar Cheriaa var afrikansk filmfader, så var Sembène kongen af afrikansk film, og han følte sig sandelig også som sådan: han var højt hævet over almindelige dødelige, og over mig, og var meget svær at få i tale.
Hans mange fine politiske film gav ham problemer i Senegal, hvor Præsident Senghor ikke brød sig om hans sarkastiske og arrogante holdning. Enkelte, som for eksempel Ceddo fra 1977 blev forbudt i årevis. Hans film deltog aldrig i Fespacos konkurrencer. De deltog højst udenfor konkurrencen. Hans sidste store film Camp de Thiaroy vandt i 1988 Guldløven i Venedig. Sembène døde, 82 år, i 2007, og der er i dag opstillet en stor bronzestatue af ham på Place des Cinéastes plads i Ouagadougou.
Filmfestivalen er fredhellig
Gennem årene blev Øvre Volta plaget af mange revolutioner, som oftest ret ublodige. Men de foregik aldrig under Fespaco. Det var vist en uskreven lov, at var man utilfreds og ønskede forandring, måtte man vente til filmfestivalen var vel overstået. 4. august 1983 tog Thomas Sankara og Blaise Compaoré magten ved et næsten ublodigt kup. Præsidenten blev bare bedt om at gå.
Om natten, når der var spærretid, og soldaterne marcherede i gaderne, så folk tv og slog sig på lårene af grin over de dømtes dilemma, mens soldater med bue og pil skød efter de mange banditter på Ouagadougous store marked.
Der blev holdt åben rettergang over de mange korrupte ministre og embedsmænd, men ingen blev henrettet. Man bad dem blot om at sørge for at returnere de mange penge, de havde stjålet. Alt transmitteredes i tv til alles glæde. Om natten, når der var spærretid, og soldaterne marcherede i gaderne, så folk tv og slog sig på lårene af grin over de dømtes dilemma, mens soldater med bue og pil skød efter de mange banditter på Ouagadougous store marked.
Jeg oplevede det hele i februar 1984, og jeg følte overalt den store glæde og begejstring over de nye, unge, idealistiske ledere. Jeg blev vel modtaget af Gaston Kabore, filminstituttets leder, og så hans smukke spillefilm Wend Kuuni. Jeg besøgte den Unesco-støttede filmskole, og jeg så Idrissa Ouedraogos første kortfilm, Poko.
Det var en kæmpeoplevelse, og min rejse blev endnu bedre i Mali, hvor Afrikas største filminstruktør, Souleymane Cisse, der i 1983 for anden gang havde vundet Etalon de Yennenga med Finye, blev så glad over at se mig, at han åbnede en lukket biograf og i tre dage kørte sine mesterværker for mig.
1987 var et vidunderligt år
Danida tildelte mig et rejselegat, så jeg i februar 1987 kunne deltage i den mest kaotiske og vidunderlige Fespaco nogensinde. Thomas Sankara, der i sine næsten fire år ved magten havde bygget biografer, skoler og landsbyhospitaler og fået en større del af befolkningen vaccineret, så det som sin helt private opgave at sørge for, at alle de tilrejsende blev indlogeret, og at alle film så vidt muligt blev vist efter planen.
Han var overalt, og folket elskede ham. På hans initiativ havde landet 4. august 1984 skiftet navn til Burkina Faso – der betyder ærlige og retskafne menneskers land
Han var overalt, og folket elskede ham. På hans initiativ havde landet 4. august 1984 skiftet navn til Burkina Faso – der betyder ærlige og retskafne menneskers land. Med den nye politik mod korruption med mere, så virkede det overbevisende. Her traf jeg alle de store vestafrikanske filminstruktører, og her fik jeg alle de kontakter, jeg siden i rigt mål har kunnet udnytte til at rejse rundt i Vestafrika for at møde lokale filmfolk og se deres film.
Vinderfilmen i 1887 var Med Hondos flotte og brutalt ærlige historiske drama Sarraounia. Med Hondo var berygtet for sine stærke politiske film, så Frankrig, der ikke var begejstret over at få landets glorværdige fortid afsløret, havde allerede under forarbejdet i Niger prøvet at stoppe ham. Nigers regering havde følgelig nedlagt forbud: Sarraounia kunne ikke optages i Niger på trods af, at dronning Sarraounia faktisk havde regeret i det lille rige Azmar i Niger, og i 1890’erne tappert havde kæmpet mod de franske invasionsstyrker.
Med Hondo bad Thomas Sankara om hjælp, og på trods af, at Burkina Faso var et af Afrikas fattigste lande, gav han enhver form for praktisk hjælp, så optagelserne kunne gennemføres uden de store udgifter. Frankrig, der i forvejen ikke var begejstret for Sankaras nye selvstændige styre, rasede over prisen, og sørgede for, at filmen kun blev vist i to biografer i Paris, hvor den ene kun spillede om eftermiddagen.
Han rasede, gemytterne kom først under kontrol, da en begejstret student råbte: ”Vous êtes le Amil Cabral, Kwame Nkrumah et Patrice Lumumba de Cinéma d’Afrique!”
Hondos pressemøde var forrygende. Franske journalister angreb ham for at have slået heltinden Ai Keita, mens han instruerede hende i at skyde med bue og pil. Hondos temperament var legendarisk, situationen var næsten tumultarisk. Han rasede, gemytterne kom først under kontrol, da en begejstret student råbte: ”Vous êtes le Amil Cabral, Kwame Nkrumah et Patrice Lumumba de Cinéma d’Afrique!”
Ved et fire timer langt pressemøde talte den fantastisk karismatiske Thomas Sankara til sidst med os, den internationale presse. Han beklagede, at ikke alt havde fungeret som planlagt og lovede store forbedringer ved den kommende Fespaco 1989. Men allerede syv måneder senere, 15. oktober 1987, blev han myrdet, væltet af sin kammerat Blaise Campaoré på opfordring fra adskillige nabolande og Frankrig.
Den tabte uskyld
Fespaco 1989 fungerede bedre. Filmene kørte som planlagt, men stemningen var i høj grad plaget af, at alt, der på nogen måde skulle referere til Thomas Sankaras tid, var ikkeeksisterende. Man havde aldrig haft en præsident af det navn. Alle film med ham, alle fotos, alle hans sange var væk, og hans kone Mariama fik ingen pension, for han havde aldrig eksisteret.
Flere af de store afrikanske instruktører kom ikke, og de svor aldrig mere at ville vise sig i Ouagadougou, så længe Blaise Campaoré var ved magten. Han blev endelig tvunget til at gå af 31. oktober 2014 – efter at have smadret de fleste af Thomas Sankaras reformer og sørget for, at landet forblev et af de fattigste i Vestafrika.
I 1989 havde man i Burkina Faso besluttet, at Idrissa Ouedraogo skulle vinde med den fine film Yaaba, men juryens formand, Moussa Kemoko Diakité fra Guinea, var ikke sådan at køre rundt med. Fra Ghana kom Kwaw Ansah med sin fremragende politiske film Heritage Africa. Ingen tvivl om det: Heritage Africa var den bedste, så den vandt. Men ifølge Diakité var det en hård kamp med Fespacos ledere – for havde Burkina Faso ikke startet det hele for mere end 20 år siden?
Landets bedste film Weend Kuuni havde i sin tid tabt til Souleymane Cisses Finye. Var det ikke på tide, at man ærede landet med en Etalon de Yennenga?
Årene gik. Fespaco blev afholdt hvert andet år som planlagt. Præsidenten anskaffede sig seks amerikanske bodyguards, for han skulle jo under afslutningsceremonien ude på stadion aflevere Etalon de Yennenga til vinderen
I 1991 måtte det ske. Burkina Fasos store instruktør Idrissa Ouedraogo skulle vinde med Tilai, og det gjorde han så. Hele landet jublede, fyrværkeriet strålede over det store stadion, præsidenten var tilfreds, men for at sikre den ikke helt populære Campaore en god hjemfærd, måtte man afspærre flere af de store gader.
Årene gik. Fespaco blev afholdt hvert andet år som planlagt. Præsidenten anskaffede sig seks amerikanske bodyguards, for han skulle jo under afslutningsceremonien ude på stadion aflevere Etalon de Yennenga til vinderen, og det var tydeligt for mig at se, at han på trods af de skærpede sikkerhedsforanstaltninger var bange, når han løb op og ned ad de mange trapper. Eskortens kanon stod år efter år parat ude ved stadiums indgang, og hjemfærdsruten var altid ukendt, hvorfor flere store gader var afspærret. Man talte om, at Campaoré aldrig sov det samme sted to nætter i træk.
I 1993 vandt Gnoan M’Bala fra Elfenbenskysten med den meget satiriske Au nom de Christ og i 1995 Cheick Oumar Sissoko fra Mali med det flotte historiske drama Guimba – Tyrannen. Issa Falaba Traore, en af Malis største kulturpersonligheder, spillede titelrollen fremragende.
Nogle år senere gik prisen til Haile Gerima fra Etiopien med Sanfora, der var optaget ved Ghanas store slaveforter. Han havde i sin tid svoret aldrig at ville komme tilbage, så han sendte sin søster til at modtage prisen.
For mig at se, var det tydeligt, at Fespaco-ledelsen de fleste år på forhånd havde aftalt, hvis tur det var til at vinde. I 1997 mente man, at det atter var Burkina Fasos tur. Nu skulle landets store instruktør, den tidligere lærer på Inafec-filmskolen og leder af CNC (Centre Nationale de Cinema) vinde med sin opfølger af Wend Kuuni, Bud Yam. Fra sikker kilde ved jeg, at juryen havde planlagt at give prisen til Adama Drabo for hans meget morsomme Taafe Fanga, der fortæller om en lille landsby i Dogon, hvor en magisk maske ændrer kønsrollerne i det traditionelle samfund. Juryen gav sig, for Mali havde jo allerede vundet tre gange: 1979 og 1983, Bara og Finyé af Souleymane Cisse og i 1993 med Guimba af Cheick Oumar Sissoko.
I 2011 sagde jeg stop
Efter at have besøgt Fespaco 11 gange og set i hundredevis af mere eller mindre fantastiske film, begyndte jeg at blive træt af det afrikanske bureaukrati, af den stærke hede, af støvet og de dårlige interne transportsystemer. Min økonomi er ikke til taxaer, og jeg er for gammel til at stå i kø i timevis, selvom befolkningen fortsat er meget positiv og venlig og giver mig mange lift på knallerter mellem biograferne.
Det år var der mere end 42 graders varme i Ouagadougou. Under en længere elektricitetsstrejke, der gjorde, at adskillige restauranter ikke kunne servere kolde drikke, var jeg i op til 24 timer i træk uden elektricitet i mit lille primitive logi
Mine mange gamle venner bliver også trætte, eller de dør. Det var ikke sjovt længere, og i 2011 sagde jeg stop. Det år var der mere end 42 graders varme i Ouagadougou. Under en længere elektricitetsstrejke, der gjorde, at adskillige restauranter ikke kunne servere kolde drikke, var jeg i op til 24 timer i træk uden elektricitet i mit lille primitive logi. De store hoteller og restauranter klarede sig selvfølgelig.
Marokko vandt i det år med Pegase af debutanten Mohamed Mouftakir – en meget underlig film om en far, der nægter at acceptere, at hans barn er en pige, og opdrager det som en dreng, hvilket skaber uhyrlige problemer. Filmen var fuld af besynderlige situationer og magiske tegn, som instruktøren ved pressemødet ikke ønskede at forklare: ”Jeg føler jeg forråder min film, hvis jeg forklarer mine virkemidler”.
Festivalens glade oplevelser var Le poids de Serment af veteranen Daniel Kollo Sanou, der debuterede i 1983 med Paweogo og vandt Yenenga de bronze i 2007 med filmen Tassouma, Elfenbenskystens charmerende bronzevinder Un mec ideal af Owel Brown, og den flotte og meget underholdende Da Monzon la conquete de Sanayana af Sidy Diabité fra Mali.
Folk skreg og klappede af begejstring ved premierepræsentationen, hvor vi følger en dejlig ung kvindes forsøg på at snøre den rødhårede Peule-konge Sanayana, så hendes konge Da Monzon kan overtage hans rige uden kamp.
Historien foregik engang i 1700-tallet i Mali. Dekorationer og dragter er, som altid i Malis historiske film, superfantastiske. Hestene galopper henover de tørre stepper, og kvinderne er underskønne. Hvad kan man forlange mere?
Præproduktionen foregik i Danmark hos Zentropa. Og det var derfor meningen, at filmen skulle have været vist i Cinemateket, men det blev aldrig til noget. Sidy Diabité er historiker og ikke filminstruktør: ”Hvis jeg havde lavet en historisk dokumentarfilm om Da Monzon ville kun ganske få personer have været interesseret. Ved at bruge spillefilmen som budbringer, vækker historien langt større interesse”, erklærede hun.
Fespaco 2017 står for døren. Det er 25. gang. Jeg agter atter at deltage og håber meget på, at et par af mine gamle venner endnu er i live. Ghanas store instruktør Kwaw Ansah har nok engang meldt sig i konkurrencen efter gennem mange år at have helliget sig tv-produktioner. Også Benins sprælske Sylvester Amoussou er med. Det kan blive spændende, og Benin har endnu aldrig vundet Etalon de Yennenga.
Fotos: WikimediaCommons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
