POLITIK // ANALYSE – Selv et år efter tronskiftet står det uklart, hvad Mona Juul egentlig vil med De Konservative. Vælgerne savner skarpe budskaber, og partiet står i stampe – på niveau med tiden før Pape. Hvis Juul vil i regering, skal hun snart finde melodien og skrue op for den politiske volumen.
Det er kun godt og vel et år siden, at De Konservative fik ny politisk leder i form af Mona Juul, efter Søren Papes pludselige dødsfald.
Lederskiftet gav i takt med sin nyhedsværdi en smule opdrift til partiet, men som tiden er gået, og nysgerrigheden omkring den nye partiformand er forduftet, er Konservative også langsomt faldet tilbage omkring de 6 pct., der var niveauet, da Mona Juul tog over. Easy come – easy go. Det gælder også i politik.
De politiske budskaber skal stå knivskarpe, så vælgerne aldrig er i tvivl om, hvad de får for deres stemme på de opstillede partier. For Konservative er det nærmest en dødssynd
Nu et år efter står det stadig ikke lysende klart, hvad Konservative står for, og hvad der egentlig er Mona Juuls politiske projekt.
Hvad er det for klare politiske budskaber, det er lykkedes for Mona Juul at få placeret i vælgernes bevidsthed?
Hvilke varer har partiet på hylderne, som skal få vælgerne til at prøve noget nyt – nemlig at stemme på Det Konservative Folkeparti ved næste folketingsvalg? Svarene blafrer i vinden.
Budskaberne blafrer – og vælgerne med
Hvis Mona Juul af uransagelige årsager skulle vække mig kl. 4 om morgenen, vil jeg ikke være i stand til at besvare spørgsmålet. Ja selv efter at have fået søvnen ud af øjnene og kæmpet mig til lidt betænkningstid, vil jeg stadig ikke være i stand til at finde et et svar.
Det er ikke godt. Det plejer at være en veletableret tommelfingerregel. De politiske budskaber skal stå knivskarpe, så vælgerne aldrig er i tvivl om, hvad de får for deres stemme på de opstillede partier. For Konservative er det nærmest en dødssynd, da partiet for længst har haft 100 års fødselsdag. Det burde være tid nok til at tage ejerskab til nogle få budskaber, så vælgerne husker dem i søvne.
Reklameekspert uden politisk produkt
Mona Juul var, inden hun betrådte de politiske græsgange, ovenikøbet en yderst succesrig erhvervskvinde inden for kommunikation og marketing. Hun har over tiden taget sig godt betalt for at udarbejde reklamebudskaber for virksomheder, så det kunne ses på både kundernes og hendes egen bundlinje.
Det er i princippet samme opgave, hun har for De Konservative, bare med den undtagelse, at her hedder varen Mona Juul. Det er foreløbigt kun sket med meget begrænset succes.
Konservative lå omkring 6 pct. i meningsmålingerne, da hun overtog lederskabet, og her ligger det stadig.
Målingerne kan svinge fra uge til uge, og retfærdigvis skal det siges, at der også har været enkelte målinger, hvor partiet har været oppe og kysse de 7 pct.. Det er dog endnu ikke lykkedes at bide sig fast på niveauet.
Det tyder på, at De Konservative kun lige har fat i sine kernevælgere. Ingen nye er kommet til, hvilket ikke er godt nok for et parti, der i sin egen selvforståelse bør ligge væsentligt højere.
Der er ingen tvivl om, at Mona Juul gerne vil have Konservative i regering. Helst i en ren blå regering, men det har umiddelbart ikke lyse udsigter
Mona Juul har travlt, hvis hun skal gå ind i den kommende valgkamp med lidt vind i ryggen. En gylden regel i politik er, at det tager omkring et års tid at slå nye budskaber fast i vælgernes bevidsthed.
Det går ikke at gemme godterne, til valget er udskrevet, og så derefter lancere sine nyheder på et pressemøde.
Budskaberne skal være klar i overskriftsform mindst 12 måneder forinden, så de kan trænge ud gennem partiets lag og ud til vælgerne. Her er efterårets kommunalvalg også en platform til ikke bare at sælge partiets lokalpolitik, men også dets hovedbudskaber til de mennesker, der standser op ved boderne eller bevæger sig ud til et vælgermøde.
Jarlov i front – og på vej ud
Selvfølgelig har der været synlighed af De Konservative i det forløbne år.
Men de hårde debatter om Donald Trumps trusler om at overtage kontrollen med Grønland, Danmarks generelle forhold til USA, amerikanske soldater i Danmark og ikke mindst fremtidige våbenindkøb til at forsvare os mod Rusland, er primært blevet varetaget af Rasmus Jarlov.
Det er i sig selv tankevækkende, da Jarlov jo er på vej ud af landspolitik og allerede her til november vil prøve at række ud efter borgmesterposten i Roskilde.
Et bemærkelsesværdigt karriereskift af den nok stærkest profilerede konservative politiker, men som sandsynligvis har sammenhæng med, at Jarlov for anden gang blev forbigået som politisk ordfører, da Mette Abildgaard i august sidste år gik på barselsorlov.
I stedet gav Mona Juul posten til det ubeskrevne blad, Frederik Bloch Münster, som sikkert har mange kvaliteter, men politisk dybde og timing er endnu ikke blandt dem.
Rasmus Jarlov kan ikke have set valget af den unge letvægter som andet end et fravalg af sig selv. Man kan derfor næppe fortænke ham i at have tolket forbigåelsen som et signal om, at han næppe er et ministeremne, hvis Konservative kommer til at indgå i en ny regering.
Intet klart regeringsspor – og ingen kant
Der er ingen tvivl om, at Mona Juul gerne vil have Konservative i regering.
Helst i en ren blå regering, men det har umiddelbart ikke lyse udsigter. Dels peger meningsmålinger i rød retning, og dels er den blå blok stadig dysfunktionel, hvilket næppe bliver bedre, hvis det lykkes Lars Boje Mathiesen at komme i Folketinget med Borgernes Parti.
Et blåt funktionelt flertal synes derfor at være ønsketænkning. Realpolitisk peger pilen nok på en ny midter-regering eller en anden bogstavkombination med Socialdemokratiet som omdrejningspunkt.
Mette Frederiksens evighedsrige består også efter 2026.
Det er det scenarie, som Mona Juul og Konservative skal forholde sig til. Vil hun så i givet fald byde sig til, eller vil hun tage fire år mere på bænken?
At være et grønt familieparti, der ønsker sig en sproglov, så CBS bliver omdøbt til Handelshøjskolen, er ikke nok
Det valg burde ikke være svært, og slet ikke når partiets magtcenter i form af Mona Juul, Mette Abildgaard og Mai Mercado hælder til den socialkonservative side.
Mona Juul væver løs, når hun får spørgsmålet, om hun kan være i regering med Mette Frederiksen.
Det er dumt, for der er intet alternativ, selv om de blå partier med Inger Støjberg i midten tonede frem på et gruppebillede op til Folketingets afslutningsdebat.
Konservative skal i regering, men inden det kommer så vidt, skal vælgerne grovfodres med tre skarpe budskaber, som når at bundfælde sig, inden valgkampen for alvor skydes i gang.
At være et grønt familieparti, der ønsker sig en sproglov, så CBS bliver omdøbt til Handelshøjskolen, er ikke nok.
Partiet skal op på en langt større klinge, og her må Mona Juul til at tænke visionært og så ellers ned i værktøjskassen og finde ud af, hvordan hun markedsfører de politiske budskaber. Det haster.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og