INDIEN // BAGGRUND – De nationalkonservative populistiske ledere synes at være på retur. Trump og Netanyahu er faldet, og både Bolsonaro og Orban vakler. Men den indiske premierminister, Narendra Modi, står stærkere end nogensinde. Udlandsredaktør Hans Henrik Fafner har læst en ny bog om fænomenet Modi, og den kommer med en række interessante forklaringer, siger han.
I disse tider bliver mængder af borgere i den fjerntliggende indiske delstat Assam indkaldt til et såkaldt udlændingetribunal. Selv om de er født og opvokset i Indien, har familie og børn, skal de møde frem og bevise deres indiske tilhørsforhold. Eller rettere, de skal bevise, at de ikke er illegale indvandrere fra nabolandet Bangladesh. Hvis de ikke møder op, risikerer de anholdelse og deportation.
Det drejer sig om et par millioner mennesker, og mange af dem har stort set aldrig været udenfor den landsby, hvor de bor. Men de er muslimer, og det skaber et problem.
Set i et større perspektiv er en tredjedel af de godt 31 millioner indbyggere i Assam muslimer, og det har fået Modi-styret til at se denne befolkning som en trussel mod delstatens hinduistiske natur
Lige siden Indien opstod som selvstændig nation i 1947 har der været gnidninger mellem hinduer og landets muslimske befolkning, der med sine 135 millioner mennesker udgør et markant mindretal. Denne indre modsætning har fyldt meget i den offentlige debat siden 2014, hvor premierminister Narendra Modi kom til magten med sin hindu-nationalistiske regering, og lige nu er sagen sat på spidsen i Assam.
Manøvren går ud på at ”producere udlændinge”, som det fremgik af en artikel i New York Times. Den går i al enkelthed ud på, at de lokale muslimer skal kunne bevise, at deres tilknytning til Indien går tilbage til tiden før 1971, hvor Bangladesh blev selvstændigt; dette udløste store flygtningestrømme ind i Indien, og det er disse mennesker og deres efterkommere, myndighederne nu gerne vil have ud igen.
Set i et større perspektiv er en tredjedel af de godt 31 millioner indbyggere i Assam muslimer, og det har fået Modi-styret til at se denne befolkning som en trussel mod delstatens hinduistiske natur.
Drengen fra Gujarat
Christophe Jaffrelot, der som professor ved King’s College i London forsker i indisk politik og sociologi, leverer i sin seneste bog Modi’s India. Hindu Nationalism and the Rise of Ethnic Democracy en dybdegående analyse af Narendra Modi og hans gradvise omdannelse af Indien til et etnisk demokrati.
Han beskriver Modi som en særlig hindu-nationalistisk variant af populismen, hvilket forklarer, hvordan han kan slippe afsted med sin fremfærd i Assam, der andre steder ville få betegnelsen etnisk udrensning, og ikke mindst hvordan hans popularitet ikke lader sig ryste.
Som udgangspunkt har Modi alt, hvad der skal til for at udfylde rollen som populistisk leder. Den hollandske sociolog Cas Mudde har beskrevet populismen som en tyndbenet ideologi, der ser samfundet som en modsætning mellem to grupper, det sande folk og den korrupte elite.
Det er den retorik, der førte Trump til sejr, men til forskel fra denne er Modi for alvor på hjemmebane: Han er født og opvokset i landsbyen Vadnagar i delstaten Gujarat, hvor han hjalp til i faderens beskedne tehus. Familien tilhører den gruppe, som lever af at fremstille og sælge madolie, og det er folk, som rangerer lavt i det omfattende indiske kastesystem. I sine politiske taler, hvor han konsekvent henvender sig til tilhørerne som ”venner”, har Modi konsekvent understreget sit modsætningsforhold til eliten i Delhi.
Men han er nok primært formet af den politiske opvækst i den frivillige organisation RSS, hvor man kombinerer hinduistisk religion med en dyrkelse af Indien som helligt land. Denne spirituelt tonede nationalisme har altid haft god grobund i en delstat som Gujarat, der ligger langs grænsen til Pakistan og har en stor muslimsk befolkning.
Flertallets mindreværdskompleks. Det er en følelse, som har rødder i den britiske kolonitid, hvor hinduer blev betragtet mindreværdige. Efter selvstændigheden fik dette udløb i en selvhævdelse, der hurtigt kammede over i den ekstreme nationalisme, som Modi bygger begærligt videre på
Da Indien opstod som nationalstat i 1947, udskilte man to store dele af landet, som blev til henholdsvis Vest- og Østpakistan; sidstnævnte løsrev sig som bekendt i 1971 som Bangladesh. Man tog dette drastiske skridt, som omfattede store befolkningsudvekslinger, for at adskille hinduer og muslimer. Selve Indien blev dannet af mere end 600 mere eller mindre autonome stater, så det var i forvejen et kompliceret puslespil.
Men det, som ofte er blevet beskrevet som et historisk vendepunkt og selve grundlaget for Indiens demokrati, er ifølge den indiske historiker Sunil Purushotham en proces, som aldrig er blevet afsluttet. I et essay i bogen Indian Democracy beskriver han, hvordan denne deling af landet ikke kunne lade sig gøre fuldt ud. I byen Hyderabad, som ligger langt mod syd, lever således en stor muslimsk befolkning.
Trusselbilledet
Jaffrelot beskriver, hvordan dette er blevet en af grundene til, hvad han kalder flertallets mindreværdskompleks. Det er en følelse, som har rødder i den britiske kolonitid, hvor hinduer blev betragtet mindreværdige. Efter selvstændigheden fik dette udløb i en selvhævdelse, der hurtigt kammede over i den ekstreme nationalisme, som Modi bygger begærligt videre på.
Forklaringen tager udgangspunkt i den israelske forsker Sammy Smooha, der med sit eget land som model har opsat en formel for, hvordan etnisk demokrati er et resultat af etnisk nationalisme. Det former sig som en ideologi hos en gruppe mennesker, der føler sig forbundet af racemæssige, sproglige, religiøse eller andre kulturtræk, og gør denne pakke til en grundlag for et tilhørsforhold og ofte også en følelse af overlegenhed. Med til dette hører en afvisning af ”den anden”, der typisk ses som en trussel mod gruppens overlevelse.
Denne – ofte indbildte – trussel er i høj grad til stede i Gujarat, hvor den muslimske befolkning helt naturligt har relationer til muslimer på den anden side af grænsen, i Pakistan.
Før Modi blev valgt til premierministerposten i 2014, havde han arbejdet sig op gennem det politiske system, og fra 2001 til 2014 var han førsteminister i sin hjemstat. Han tiltrådte embedet en måned efter angrebene den 11. september, og det førte til en forværring af forholdet mellem muslimer og hinduer i Gujarat.
Mistænkeliggørelsen af lokale muslimer tog nyt omfang, og folk fra græsrodsbevægelser omkring Modi førte sig voldeligt frem. Hér sagde man, at muslimerne ikke kunne betragtes som loyale indere, når de rettede deres bønner mod Mekka. Bedre blev det ikke af, at radikale islamiske grupper i den periode rettede en række blodige angreb på hinduistiske mål.
Gujarat-modellen
Dette var vand på Modis mølle. I valgkampen 2014 gjorde han god brug af elementet af frygt for ”den anden” som politisk løftestang – hvilket vi kender som effektivt virkemiddel hos andre højre-populistiske ledere som Trump og Netanyahu – og tilmed kørte han på, at Gujarat under hans ledelse havde opnået bedre væksttal end stort set alle andre indiske delstater.
Hans valgkamp og senere politiske ledelse er derfor blevet kaldt for Gujarat-modellen. Den består altså af fremmedhad i et vis mål, tilsat løfter om fortsat vækst, som var og fortsat er det store nøgleord i indisk politik. Og da han samtidig anklagede Kongrespartiet, som på det tidspunkt dannede regering, og eliten i hovedstaden for at have svigtet disse i disse vigtige forhold, var valgsejren hjemme.
Ikke uden grund fik han ved den lejlighed tilnavnet Tsunamodi. Han skyllede alt med sig, og som noget specielt bakkede erhvervslivet også op om hans løfter om ny vækst
Netop denne tid var afgørende, fordi Indiens økonomiske mirakel var blevet kriseramt. Vækstkurven fladede ud, og det skabte uro i landets store middelklasse, som frygtede en social nedtur.
Modi havde og har sin egentlige magtbase i de lavere sociale lag, hvor han selv har sine rødder. Her plejer valgdeltagelsen dog at være ringe. Men endnu et stærkt initiativ hos Modi bestod af et kolossalt netværk af op mod en million lokale aktivister, der sørgede for at mobilisere denne vælgerbefolkning i helt usædvanligt omfang. Ved at anlægge en stærk hindu-nationalistisk stil med op til flere tempelbesøg om dagen, talte han til en stærk fornemmelse for tradition i dette segment.
Tsunamodi
Middelklassen fik han med på vognen gennem intensiv udnyttelse af sociale medier, og hans omrejsende valgmaskine omfattede 2.500 mand, der gjorde hvert enkelt valgmøde til højeffektive 3D-shows med hologram-teknik og andre teknologiske godter. Op til valget i 2014 holdt Modi 475 af disse gigantiske valgmøder, hvilket er næsten dobbelt så meget som Indira Ghandi, der ellers havde en national rekord fra valget i 1971.
Ikke uden grund fik han ved den lejlighed tilnavnet Tsunamodi. Han skyllede alt med sig, og som noget specielt bakkede erhvervslivet også op om hans løfter om ny vækst. Hvis vi sammenligner med USA, stod amerikansk erhvervsliv splittet, da Donald Trump blev valgt som præsident, og det blev snart til en relativt klar holdning, at Trump var skadelig for amerikanske erhvervsinteresser.
I Indien skete det stik modsatte. Mange erhvervsledere havde set sig sure på Kongrespartiet, som arbejdede på relativt progressive arbejdsmarkedsreformer, der blandt andet skulle skabe øget sikkerhed i ansættelsen for millioner af lønmodtagere. Modis løfter om ny vækst virkede besnærende. Men det gjorde også en markant forskel, at pressen i vidt omfang bakkede op om Modi, og det hænger sammen med at indisk presse skiller sig ud ved at have en lang række erhvervsinteresser.
Eksempelvis ejer bladgruppen Times of India det store private Bennett University. Det ligger på et stykke land, som er blevet stillet til rådighed af delstaten Uttar Pradesh, og for at være sikre på fornyelse af licenser og aftaler gør universitet og dets ejere klogt i at stå på god fod med delstatens politiske ledelse, som hører til kredsen omkring Modi. Denne type tertiære interesser har gjort store dele af indisk presse følsom for politisk pres, og dette er i sig selv en af grundene til Modis tilsyneladende urørlighed.
Fra Robin Hood til fakir
Udviklingen har imidlertid vist noget helt andet. Under Narendra Modi er de rige blevet rigere og de sociale forskelle er blevet tilsvarende større. Jaffrelot henviser til en Oxfam-rapport fra 2018, hvor man kan læse at 10 pct. af den indiske befolkning sidder på 77,4 pct. af landets rigdom. Blot året før var det 73 pct. Og 58 pct. af værdierne er i hænderne på Indiens ene procent, hvor verdensgennemsnittet er 50 pct. Ifølge Crédit Suisse er antallet af indiske dollar-millionærer vokset fra 34.000 i år 2000 til 759.000 i 2019.
Først og fremmest kan han bygge på det særlige etniske demokrati, han har været med til at skabe, og hvad det angår, slår han Trump og de andre populister med flere hestelængder
Taberne i dette spil har i vidt omfang været den fattige landbefolkning, som aldrig har set Modis lovede reformer materialisere sig. Hans løfte om at staten ville opkøbe de dyrkede afgrøder til halvanden gange produktionsprisen, blev hurtigt sløjfet, da man begyndte at regne på omkostningerne. På samme vis blev den lovede statsforsikring af skade på afgrøder som følge af naturkatastrofer lagt ud til et privat firma, ejet af mangemillionæren Anil Ambana, der selv stammer fra Gujarat og har tjent store penge på ordningen.
På denne baggrund kan det undre, at Narendra Modis stjerne ikke er falmet for længst. For det er den ikke, og han nyder fortsat stor popularitet.
Hans selvbestaltede rolle som en indisk Robin Hood er måske blegnet. Men han gør sig stadig med stor effektivitet i offerrollen, og i mange inderes øjne er han stadig tedrengen fra den afsidesliggende landsby i Gujarat, der har brudt elitens magtmonopol. Han gør også et stort nummer ud af sin spartanske levevis, selv om heller ikke det altid holder stik, og han kan fremtræde som noget, der minder om en fakir.
Men først og fremmest kan han bygge på det særlige etniske demokrati, han har været med til at skabe, og hvad det angår, slår han Trump og de andre populister med flere hestelængder. Hindu-nationalismen løber som en rød tråd gennem hans efterhånden mange år ved magten, og dette står som en vigtig forklaring på hans teflon-popularitet. Ganske hurtigt udnævnte han Uma Bharti, som altid er klædt i safranfarver som hos religiøse ledere, til minister for vandressourcer, og en vigtig opgave blev oprensning og genetablering af den hellige Gangesflod. Modi anskaffede sig også en minister, der blandt andet fik yoga som ansvarsområde.
En meget markant sag har gennem årene været et forbud mod slagtning af køer. Dette er i strid med hinduismen og et forbud har længe været en af hindu-nationalismens mærkesager. Delstaten Maharashtra kom først, med en skærpelse af en ældre lov. Dér er det i dag forbudt at slagte køer eller at være i besiddelse af oksekød, og strafferammen er op til fem års fængsel.
Hvor Modi altså synes at have svigtet sine egne løfter på det økonomiske plan, konsoliderer han sin magt ved at tale til en national stolthed hos hinduer, og dette sker i vid udstrækning på mindretallenes bekostning.
Den aktuelle fremfærd mod muslimer i Assam kan ses som en del af denne indsats, og der er mange eksempler. I 2015 rettede en af Modis nærmeste allierede, Mohan Bhagwat, således et skarpt angreb mod Mother Teresa, flere år efter den berømte nonnes død. Her blev det hævdet, at hele hendes arbejde havde haft som formål at konvertere indere til kristendommen og dermed underminere landets kulturelle arv.
Sagen blev dækket grundigt af den Modi-tro presse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
