ANMELDELSE // TEATER – At overføre en klassiker – en ”gammel dansk film” – til scenen er en balancegang mellem respekt for værket og den nostalgi, som omgærder det, og en fornyelse, der begrunder, at der overhovedet skal laves en ny version. Men hvor filmen Mød mig på Cassiopeia hænger fast i en syngespilstradition og med rette omtales som en oprette-film, går Folketeatret all-in og laver en musical. Og slipper godt fra det.
Jeg har altid haft en svaghed for Bodil Kjers muse og har leget med tanken om Mød mig på Cassiopeia som Hollywood-musical. Bodil Kjer kunne desværre ikke være her, men musical-delen skal jeg lige love for, at Folketeatret tager sig af. Replikken lyder ligefrem, at dette skal være ”musical som på Broadway”.
Fra operette til musical
Et godt eksempel er sangene Da Titina gik til bal og Jeg svinger min stok og løfter min hat, som begge i originalen nostalgisk refererede til fin de siecle og Paris med cancan-kjoler. Førstnævnte bliver vittigt konverteret til country, mens sidstnævnte får New York skyline og fremføres med blød hat som i en anden Fred Astaire-musical.
Til gengæld – og her må jeg straks berolige læseren – får Musens sang lov til at stå fuldstændig ren og smertelig. Og det er helt umuligt ikke at kvittere med langvarigt bifald til Amalie Dollerup for den præstation.
Mød mig på Cassiopeia handler selvfølgelig om en musical i krise
Handlingen i Mød mig på Cassiopeia er i øvrigt en af de mest brugte musical-formler: Nogle mennesker er ved at sætte en musical op. Alt er på spil, og fallitten truer på grund af en modstand. Og ja, til sidst bliver modstanden ryddet ad vejen, så vi kan få finalenummeret.
Modstanden er, at komponisten John Berger har mistet gnisten – måske fordi hans kone og forestillingens stjerne, Irene Berger, har smidt ham ud – og derfor ender med at bede musikkens muse Polyhymnia om hjælp. Hun dukker op, men hendes kvindelighed, som hun gerne vil afprøve på jordiske mænd, sætter yderligere lus i skindpelsen.
Forestillingen henvender sig til et publikum, der kender forlægget og kan sætte pris på illusionsbruddet
Folketeatret har barberet handlingen ned og koncentreret den om teatret, hvilket giver teaterdirektøren – Troels Malling – en meget mere fremtrædende placering. Den udnytter han til fulde til at spille uligevægtig, kolerisk megaloman sekunderet af den underkuede, men absolut uundværlige regissør i Kristian Holm Joensens skikkelse. Lidt Gøg og Gokke.
Fornyelsens vinde
Samtidig har man valgt at bevare tidsbilledet. Mød mig på Cassiopeia foregår stadig i 50’erne. Det giver mulighed for et par anakronismer og meta-referencer. Forestillingen henvender sig til et publikum, der kender forlægget og kan sætte pris på illusionsbruddet.
Der flyttet rundt på sangene, så de mest holdbare og ”moderne” bliver mere fremtrædende, ligesom der er trukket ekstra sange ind – bl.a. Marguerite Viby hittet ”Hot hot” og ”Toner fra Himlen” (af Kai Normann Andersen – ligesom sangene fra Mød mig på Cassiopeia). Helt i overensstemmelse med tidsbilledet … om end med et par overraskelser.
Og så handler det selvfølgelig om kærlighed. Om den, der er blegnet, fordi vi har glemt, hvad det var, der førte os sammen. Den åndelige, der giver kunsten vinger. Og, ikke at forglemme, den saftige, kropslige tiltrækning, som Olympens æteriske guder og gudinder må savne … hvis de ikke lige kan forvandle sig til svaner eller lignende, når lysten melder sig.
Det giver herligt mange forviklinger, som Mød mig på Cassiopeia forvandler til fis og ballade. Det skal være lidt fjollet. Vi ved jo godt, at det ender lykkeligt, at musicalen bliver færdig, og at de rigtige får hinanden. Vi skal bare have det sjovt undervejs. Og det produkt leveres.
Fortidens skygge
Havde Folketeatret holdt sig mere tro mod forlægget, ville det have været kedeligt. En stor del af fornøjelsen er at se, hvor historien er blevet redigeret, og hvor der er lagt nye elementer ind. Og hvor godt de slipper fra det.
Men Amalie Dollerup charmer sig frem og overbeviser som nævnt, da hun får sin stjernestund med Musens sang
En pointe er, at det vil være helt umuligt at matche stjernebesætningen i filmen. Troels Malling er muligvis populær, men ikke med nær samme gennemslagskraft som i sin tid Ib Schønberg. Sidstnævnte kunne vade ind i rollen – som vist var skrevet til ham. Malling må kæmpe for sin plads (og vinder).
På samme måde har Amalie Dollerup ikke samme stjernestatus som i sin tid Bodil Kjer. Men hun charmer sig frem og overbeviser som nævnt, da hun får sin stjernestund med Musens sang. En værdig arvtager.
Størst er udfordringen nok for Christopher Læssø, der ikke kan valse ind på scenen med en Poul Reichhardts charmør-status. Hvor sidstnævnte selvfølgelig kunne forføre både Irene Berger og Polyhymnia, fremstår Læssøs charme lidt mere uforklaret.
På spindesiden
På spindesiden (som det hed dengang i 1951) står Folketeatrets Mød mig på Cassiopeia til gengæld stærkt med Trine Gadeberg som primadonnaen Irene, som er både morsom og velsyngende (selv når det skal gå op i komisk kaos), ligesom Lone Hertz er en vidunderlig, fræk Tante Rosa. (Nej, hun var ikke med i filmen, men kommer selvfølgelig med hele auraen af stjerne i utallige gamle danske film).
For at blive i den græske mytologi, så navigerer forestillingen succesfuldt mellem Scylla og Charybdis, mellem forventning og fornyelse
Hun får bagt godt på Zeus, da han dukker op i Asger Rehers skikkelse. Måske er det den side af plottet, der har fået den største modernisering. Men det skal opleves. Det er sjovt.
Endelig skal Carsten Svendsen fylde rollen som den inspirationstomme komponist Berger. Her mærker man tydeligst genreskiftet fra operette, som var Hans Kurts metier, til den moderne musical, hvor Carsten Svendsen er en ægte song-and-dance-man. Det klæder.
Mellem Scylla og Charybdis
Det er umuligt ikke at referere til den danske filmklassiker i en vurdering af Mød mig på Cassiopeia. Det er nok også tvivlsomt, hvor stort et publikum Folketeatret kan tiltrække uden for os, der kender (og elsker) filmen. Men for at blive i den græske mytologi, så navigerer forestillingen succesfuldt mellem Scylla og Charybdis, mellem forventning og fornyelse, til en fornøjelig aften med uforglemmelige enkeltnumre og til underholdende 5 stjerner.
Holder du af artikler om teater og kultur, og er du glad for Steen Blendstrups anmeldelser og artikler,
bliver han vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på MobilePay 25 46 42 68.
Mød mig på Cassiopeia spiller på Folketeatret til 3. marts og på turné 14. marts til 23. maj
Instruktion: Kasper Wilton
Tekstforfattere: Flemming Lynge og Børge Müller
Bearbejdelse: Wilton, Vase & Fuglsang
Med: Amalie Dollerup, Christopher Læssø, Trine Gadeberg, Carsten Svendsen, Lone Hertz, Asger Reher, Troels Malling, Kristian Holm Joensen
Fotos: Gudmund Thai
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
