Emiraterne MbZ

Mød Det Arabiske Forårs fjende nummer ét: Emiraternes MbZ

i Mellemøsten/Internationalt af
DE FORENEDE ARABISKE EMIRATER // BAGGRUND – Abu Dhabis kronprins anses for at være den arabiske verdens mest magtfulde leder. Han har med stor succes bekæmpet enhver rest af Det Arabiske Forår, der brød ud i disse dage for ti år siden, og samtidig har hans svimlende våbenindkøb og tilsyneladende religiøse frisind gjort ham til Vestens yndling.

De Forenede Emiraters de facto regent, den 59-årige Mohamed bin Zayed al Nahyan, opererer helst bag kulisserne. Han optræder yderst sjældent på pressekonferencer, har aldrig vist sig i FN eller i Davos og omtaler aldrig sine politiske mål offentligt. Til gengæld handler han, og han har i løbet af at par årtier gjort Emiraterne til den arabiske verdens vægtigste udenrigspolitiske spiller.

Han er fitness-entusiast, pilotuddannet og flyver gerne rundt i sin helikopter på egen hånd i Emiraternes største og mest olierige stat, Abu Dhabi, hvor han råder over en oliefond på 1300 milliarder dollars.

Han går klædt som en ørkensheik, taler flydende engelsk og har ry for at gå direkte til sagen. Og hele hans effektive management-stil medvirker utvivlsomt til, at alverdens businesselite, politikere, diplomater og våbenhandlere føler sig hjemme i hans selskab.

Mohamed bin Zayed (MbZ) lærte i løbet af sin opvækst, at han har tre hovedfjender: Islamisterne, Saudi-Arabien og Iran

”Tolerance” står der på en stor skulptur foran hans hovedkontor, og de cirka 90 procent af Emiraternes indbyggere, som udgøres af migrantarbejdere fra især Asien, USA, Egypten og Europa, kan formelt set frit bygge alle de templer og kirker, de vil. Det høstede han stor anerkendelse for i 2019, da pave Frans som led i ”Tolerancens år” afholdt messe i Abu Dhabi for 120.000 fortrinsvis asiatiske katolikker.

Tolerancen gælder også druk, dans og gøgl på afgrænsede områder, hvor især europæere og amerikanere kan udfolde sig frit, ligesom den omfatter lyssky milliardærer, som ydes hjælp til at vaske deres sorte penge hvide.

Men den gælder ikke dem, der siger kronprinsen imod.

“Det her er ikke Californien. Vi er ikke rede til demokrati,” er et af hans ofte gentagne omkvæd.

Opponenter lader han rådne op i fængslerne, og siden 2011, da Det Arabiske Forår væltede ind over regionen, har han under dække af at bekæmpe terroren sat milliarder og atter milliarder af dollars ind på at imødegå enhver spire til samfundsforandring.

Det er en kamp, som har sat hans navn i forbindelse med grove overtrædelser af menneskerettighederne i blandt andet Egypten, Libyen, Yemen og Sudan. Men han klarer normalt frisag ved at operere bag et slør af stedfortrædere og såkaldte sikkerhedsfirmaer.

Overlevelsesstrategien

Mohamed bin Zayed (MbZ) lærte i løbet af sin opvækst, at han har tre hovedfjender: Islamisterne, Saudi-Arabien og Iran.

Den iranske trussel oplevede han for første gang som tiårig, i 1971, da shahens Iran stjal tre øer midt ude i den strategisk vigtige indsejling til Hormuz-strædet fra det totalt forsvarsløse emirat, Abu Khaima.

Et par måneder senere forlod briterne området, og en sårbar og fattig føderation af handelsnationer, De Forenede Arabiske Emirater, blev grundlagt med hver sin enevældige monark og med Mohameds far, sheikh Zayed, som øverste præsident. Og da Mohamed var tretten, narrede det overmægtige Saudi-Arabien en stor bid ørkensand fra Abu Dhabi.

I 1979, da han var 18 og under uddannelse på det britiske militærakademi, Sandhurst, steg hans foragt for saudierne, da han hørte, hvordan regionens unge, udstyret med saudiske petrodollars og religiøse lærebøger, drog i hellig krig mod den sovjetiske hærs invasion i Afghanistan for at skabe en ny ’autentisk’ verden med imamerne som øverste autoritet.

Samme år tiljublede masserne i Iran præstestyrets revolutionskadrer, efter at shahens diktaturstat var blevet væltet, og prins Mohamed indså, at hele denne islamistiske bølge var en trussel mod hans eksistens.

Olieindtægterne var i færd med at forvandle Abu Dhabi fra en sandet udørk til en guldgrube. Multinationale firmaer investerede, og handelen i Emiraternes havnebyer boomede. MbZ og hans fem helbrødre – Fatimas sønner kaldes de – sværgede på morens befaling at stå sammen i forsvaret af deres familieimperium imod alle deres fjender.

Emiraterne MbZ
Intet skal forstyrre Abu Dhabis glitrende velstand. Det sørger MbZ for. Foto: Wikimedia Commons.

Midlet var indlysende og noget, de lærte af deres far, Emiraternes grundlægger sheikh Zayed: At alliere sig mest muligt med Irans fjende nummer ét, USA, hvilket på én gang ville neutralisere både Iran og Saudi-Arabien og sikre, at de fortsat kunne handle med begge parter.

Faren døde i 2004, mens moren, Fatima, som aldrig har vist sig offentligt, ifølge MbZ stadig er ham til uundværlig støtte.

Da hans ældre bror – som formelt havde arvet præsidentposten – forsvandt fra offentligheden efter en alvorlig blodprop i 2014, betød det ingen forandring, for da havde brødrene for længst overladt det faktiske lederskab til MbZ.

I løbet af nullerne havde han med hjælp fra vestlige konsulentfirmaer forestået gennemgribende moderniseringsprogrammer inden for Abu Dhabis administration, uddannelse, kultur og økonomi og international handel. Og i kølvandet af finanskrisen i 2008 havde han styrket Abu Dhabis magtposition i forhold til de øvrige, mindre olierige emirater, som med det glitrende Dubai i spidsen i praksis måtte opgive deres suverænitet, mod til gengæld at blive reddet fra kollaps af Fatima-sønnernes petrodollars.

Det, der for alvor havde befæstet MbZ’s magt, var imidlertid, at han med USA i ryggen havde opbygget føderationens militær som dets næstkommanderende siden 1993.

”Han var den fødte leder,” fortæller daværende CIA-agent George Riedel til New York Times Magazine, ”og målet var fra starten af at gøre ham afhængig af salgsbrochurer med kampfly for at få ham til at købe alt, hvad vi producerer. Så vi bejlede til ham og forkælede ham.”

MbZ’s kritikere mener imidlertid, at det dybest set er tanken om demokrati, han hader

Omkring årtusindeskiftet havde Pentagon forkælet MbZ så meget, at hans flyvevåben rådede over mere avancerede F-16 kampfly end USA selv. Og fra 2006 til 2010 kvitterede han med at købe flere amerikanske våben end alle de øvrige Golfstater tilsammen.

I dag råder han over Mellemøstens mest avancerede hær (når man undtager Israel). Han har som den eneste arabiske regent indført værnepligt, og seks procent af befolkningen (på blot halvanden million statsborgere) er ansat i militæret.

Dertil kommer en lang række suspekte ”sikkerhedsfirmaer” samt en højt udviklet våbenindustri, der producerer stort set alt, bortset fra kampfly. De største af firmaerne har amerikanske ex-generaler i bestyrelsen.

Foråret kommer

Da forvarslet til Det Arabiske Forår kom i Tunesien i december 2010, havde MbZ derfor al mulig grund til at føle sig beskyttet.

Men da oprøret måneden efter bredte sig til Egypten og på blot 17 dage førte til despoten præsident Hosni Mubaraks fald, forsvandt trygheden brat – ikke mindst fordi en tøvende Obama-administration trods MbZ’s gentagne advarsler endte med at støtte den egyptiske samfundsomvæltning.

Mohamed bin Zayed måtte handle. Og truslen om en islamistisk magtovertagelse i regionen var i hans øjne så overhængende, at han måtte søge hjælp i det saudiske kongehus, som var vågnet op til et rædselsscenarium:

”Forårets” krav om ”brød, frihed og social retfærdighed” havde allerede bredt sig til de marginaliserede shiamuslimer i det østlige Saudi-Arabien og i det lille nabomonarki Bahrain, og den saudiske kong Abdullah frygtede, at en iransk orkestreret revolution var under opsejling. Irak var i saudiernes optik blevet en iransk vasalstat efter 2003, da Vesten invaderede og forsøgte at indføre demokrati. Så kong Abdullah havde al mulig grund til at alliere sig med MbZ.

Først skød den saudiske hær de ubevæbnede demonstranter til tavshed såvel i Bahrain som hjemme i de østlige olieprovinser. Så betalte MbZ og kong Abdullah milliarder til lønforhøjelser overalt i regionen, for eksempel til Jordan, hvor befolkningen stadig kunne bringes til ro. Dernæst vendte de sig, under MbZ’s ledelse, mod Egypten, hvor det første demokratiske præsidentvalg i landets historie var under opsejling.

MbZ støttede det gamle regimes moralsk plettede præsidentkandidat, mens Tyrkiet og Emiraternes lille, stenrige nabostat, Qatar – som øste penge ud til oprøret overalt og til den rebelske tv-station al Jazeera – støttede en politisk totalt uerfaren, men næsten lige så moralsk plettet islamist.

Det blev islamisten, Mohamed Morsi, som vandt.

Men MbZ giver ikke op. Og mens det internationale samfund ser magtesløst til, forsyner han trods våbenhvile og fredsforhandlinger stadig Haftars hær med våben og russiske såvel som syriske, sudanske og tchadiske lejesoldater

Han kom fra Det Muslimske Broderskab, som MbZ nærer et dybt og for nogen at se patologisk had til. MbZ har selv forklaret sit had med, at han som teenager kom under indflydelse af en egyptisk privatlærer fra Det Muslimske Broderskab, som gjorde ham til én af dem. Derfor ved han indefra, at de lokker folk direkte i armene på al-Qaeda og Islamisk Stat, påstår han. At der er så mange, som stemmer på dem, er ifølge MbZ endnu et bevis på arabernes politiske umodenhed.

MbZ’s kritikere mener imidlertid, at det dybest set er tanken om demokrati, han hader.

Det Muslimske Broderskab skal ifølge MbZ udslettes, og i Egypten fandt han en villig samarbejdspartner i Mohamed Morsis forsvarsminister, altså general Abdel Fatah al-Sisi. Og generalen fik let spil.

Fra dag ét snublede Mohamed Morsi hjælpeløst fra krise til krise og stødte en stor del af befolkningen fra sig med sin religiøse retorik. En landsdækkende protestkampagne med krav om hans afgang fik finansiel støtte fra MbZ, som dernæst -– ifølge anonyme diplomatiske kilders udtalelser til New York Times Magazine – forhandlede betingelserne på plads med al-Sisi, for at han og saudierne ville kaste i snesevis af milliarder ind i en militær magtovertagelse.

Da Morsi var afsat blot et år efter sin indsættelse, gik al-Sisi som på kommando i gang med en brutal udryddelse af Det Muslimske Broderskab, og i dag holder hans regime over 60.000 politiske fanger af alle afskygninger indespærret.

En ny makker

Opmuntret af sin succes i Egypten fortsatte MbZ nu sin kamp mod de sørgelige rester af Det Arabiske Forår i Libyen. Men Kong Abdullah af Saudi Arabien fulgte kun halvhjertet med.

MbZ anså angiveligt det saudiske kongehus for at være udueligt. Men ”alle, som kan afløse saudierne, ville være et endnu værre mareridt, så vi bliver nødt til at hjælpe dem med at hjælpe sig selv,” betroede han ifølge WikiLeaks den amerikanske ambassadør i Abu Dhabi allerede i 2005.

I 2015, da kong Abdullah døde og blev afløst af den alderdomssvækkede kong Salman, så MbZ imidlertid et håb i den ny konges yndlingssøn, den 29-årige Mohamed bin Salman, som straks efter farens indsættelse blev forsvarsminister.

Mohamed bin Salman var uuddannet, men intelligent og magthungrende. Han beundrede MbZ og ville forvandle Saudi-Arabien til et åbent og moderne, men samtidig strengt feudalt samfund i Emiraternes billede, og MbZ tog ham gladeligt under sine vinger og rådgav ham.

Og selvom forholdet mellem de to i dag virker vaklende, forbliver de enige om det fundamentale: Enhver, der måtte forsøge – eller allerede har forsøgt – at ændre den autokratiske styreform i regionen, skal udslettes, og Qatar og Tyrkiet skal afskæres fra enhver mulighed for at puste til ilden. Alle midler gælder.

I Libyen, hvor de fleste NATO-lande var flygtet fra dét kaos, de havde medvirket til at skabe, fik MbZ nu saudiernes fulde støtte. Libyen er reelt uden for både Saudi-Arabiens og Emiraternes normale strategiske interessesfærer og derfor et ideelt sted at afstraffe både de lokale islamister og Tyrkiets broderskabsvenlige præsident Erdogan, som har store investeringer i klemme i landet og desuden havde støttet det væbnede 2011-oprør mod diktatoren Muammer Gadaffi.

Til formålet havde MbZ fundet en ligesindet i krigsherren Khalifa Haftar, hvis såkaldte ”Libyens Nationale Hær” siden 2014 har slået sig op på at ville slå alle islamister, terrorister og tyrkere ihjel – først og fremmest dem fra det Det Muslimske Broderskab. Og MbZ blev Haftars hovedsponsor.

Ifølge mange rapporter var det nemlig i høj grad MbZ’s utrættelige lobbyvirksomhed, der sikrede Trump-administrationens opbakning til Mohamed bin Salmans snedige paladskup i 2017

I virkeligheden er det Haftars mål at blive Libyens diktator, og han har i praksis demonstreret, at han intet har imod islamister, så længe de er loyale. Hans hær rummer nogle af de mest rabiate af slagsen, hvoraf flere er eftersøgt af den internationale straffedomstol, og de har i årevis deltaget i Haftars sønderbombninger og massakrer på kvinder og børn i det østlige Libyen.

Da Haftar i 2019 gik til angreb på den vestlige del af landet, hvor han med et stigende antal udenlandske lejesoldater og emiratisk luftstøtte bombarderede civilbefolkningen i hovedstaden Tripoli igennem 14 måneder, blev han imidlertid slået tilbage til Østlibyen med hjælp fra Erdogans avancerede droner og syriske lejesoldater.

Siden er massegrav på massegrav blevet afdækket, hvor Haftars ”nationale hær” har hærget, og i dag ser det ud, som om Haftars sponsorer og militære støtter, der udover Emiraterne og Saudi Arabien består af Rusland, Egypten, Frankrig og Jordan, er i vildrede.

Men MbZ giver ikke op. Og mens det internationale samfund ser magtesløst til, forsyner han trods våbenhvile og fredsforhandlinger stadig Haftars hær med våben og russiske såvel som syriske, sudanske og tchadiske lejesoldater – i klar strid med FN’s våbenembargo og med hjælp fra Ruslands præsident Putin, Syriens præsident Assad og et vidtforgrenet netværk af stråmænd.

I følge libyeneksperten Jalel Harchaoui fra Clingendael-instituttet i Haag er det på dette stadium vigtigere for MbZ at fortsætte krigen end at vinde den. ”Han ønsker at gøre Libyen til Tyrkiets Afghanistan,” siger Harchaoui til Globalnyt.

Saudi snydt i Yemen

Yemens kaos har MbZ derimod trukket sig forholdsvis elegant ud af, efter at han i 2015 havde sluttet sig sammen med Mohamed bin Salman, som førte an i den arabiske koalitions invasion af landet.

MbZ ser således ud til at have opnået nogenlunde, hvad han ville, nemlig at sikre sig kontrol over Sydyemens kystlinje, og drevne yemenitiske iagttagere mener, at han fra dag ét gik ind i Yemen for at bedrage saudierne.

Emirater MbZ
Soldater fra Saudi-Arabien og Emiraterne i Yemen. Foto: Saudi88hawk via Wikimedia Commons

Koalitionens officielle mål var at holde Yemen samlet, genindsætte den flygtede overgangsregering og nedkæmpe ”Irans forlængede arm,” de uregerlige Houthi-oprørere, som havde udnyttet Det Arabiske Forårs vedvarende revolutionskaos til at gribe magten.

Men MbZ svigtede. Hans elitestyrker og lejesoldater drev ganske vist Houthierne ud af den sydlige del af Yemen. Men samtidig saboterede han Yemens enhed og overgangsregeringen ved at træne og bevæbne de forholdsvis sekulære sydyemenitiske separatiststyrker, som ønsker at splitte landet op, om nødvendigt med magt.

Og siden oktober 2019, da han trak sine styrker ud efter at have lidt svære tab, har han finansieret og trænet separatistbevægelsens styrker til at fortsætte, hvor han slap, med at dræbe så mange medlemmer som muligt af Islah-partiet, Det Muslimske Broderskabs gren i Yemen, og med at opretholde sikkerhed i havnene, som er strategisk vigtige for MbZ’s udvidelse af Emiraternes magtimperium på Afrikas Horn.

Den uerfarne Mohamed bin Salman, derimod, sidder tilsyneladende hjælpeløst fast i dén krig, han med fem års luftbombardementer kun har gjort værre, og i dag fremstår han som den hovedskyldige i Yemens humanitære katastrofe.

Men har MbZ bedraget Mohamed bin Salman i Yemen, har den saudiske kronprins stadig meget at takke sin mentor for.

Ifølge mange rapporter var det nemlig i høj grad MbZ’s utrættelige lobbyvirksomhed, der sikrede Trump-administrationens opbakning til Mohamed bin Salmans snedige paladskup i 2017 og dermed til, at han blev kronprins og Saudi Arabiens de facto regent.

Grimme sprækker i det polerede ydre

Udadtil har MbZ foreløbig overlevet sine forsøg på at kvæle Det Arabiske Forårs nye spirer og efterdønninger langt bedre end den unge Mohamed bin Salman, som med alt for mange spektakulære mord og kidnapninger så åbenlyst ikke har lært at tilsløre sin brutalitet.

Men også omkring MbZ har der været rystende skandaler, som da Reuters afslørede, at hans tropper i Yemen gav al-Qaeda amerikanske våben til at bekæmpe både Houthier og Det Muslimske Broderskab med, og som da Amnesty International dokumenterede hans styrkers grusomme snigmord og torturkamre.

Desuden er en total blokade mod den lille stenrige Golfstat, Qatar, som MbZ førte an i som en personlig hævn mod både den tidligere og nuværende emir i 2017, blevet en total fiasko.

Men nu regnes MbZ’s lyssky proxykrige og hans meddelagtighed i krigsforbrydelser i specielt Libyen og Yemen efterhånden for så destabiliserende, at selv Pentagon for nyligt har taget afstand fra ham

Qatars emirer skulle straffes på grund af deres ejerskab af den rebelske TV-station Al-Jazeera og deres støtte til alle slags oprørere inklusive Det Muslimske Broderskab i regionen. Og påskuddet for blokaden var en falsk historie, om at Qatars emir havde hyldet Iran. Målet var, at Saudierne og Emiraterne skulle have invaderet Qatar og indsat en ny emir, hvilket den daværende amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson i sidste øjeblik fik forhindret.

Resultatet af den tre et halvt år lange blokade, som nu er under afvikling, er ironisk nok blevet, at Iran igennem alle årene har lukreret på konflikten, eftersom at ingen andre nabolande ville handle med Qatar. Men det kunne MbZ tilsyneladende godt leve med, når bare han fik Qatars emirer til at svede, og hans forhold til det overmægtige Iran virker stadig præget af strategisk tankegang: Hellere handle med præstestyret end at lade sig fange af dem i en militær konflikt, som risikerer at udslette hans glitrende emirater.

Da Trump til Iran-høgenes jubel i 2018 rev dén atomaftale i stykker, som Obama-administrationen havde indgået tre år tidligere, og sabotage på skibe i de emiratiske havne blev del af iranernes militære svar, sendte MbZ således straks under hånden diplomater til Teheran, samtidig med at han lobbyede i Washington for at udmanøvrere Trump-administrationens høge.

Nye toner fra USA

“Hvad mener MbZ om det her?”, har spørgsmålet lydt i over et årti i Det Hvide Hus og i Kongressen, og hvis ingen kendte svaret, ringede man enten til ham selv eller til hans allestedsnærværende ambassadør i Washington, Yussef al-Otaiba, som blandt andet er kendt for at have inviteret udvalgte kongresmedlemmer på ekstravagante ekskursioner, hvor de i al diskretion blev fløjet til ”politiske briefinger” i MbZ’s verdensopfattelse på eksotiske øer med alt betalt.

Emirater MbZ
Samarbejdet mellem kronprinserne i De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien opfattes som kontroversielt mange steder i verden. Her demonstreres der i London mod de to landes engagement i stedfortræderkrigen i Yemen. Foto: Alisdaire Hickson via Creative Commons

Men nu regnes MbZ’s lyssky proxykrige og hans meddelagtighed i krigsforbrydelser i specielt Libyen og Yemen efterhånden for så destabiliserende, at selv Pentagon for nyligt har taget afstand fra ham ved at offentliggøre en rapport, hvoraf det fremgår, at de længe har vidst, at han sponsorerer for eksempel russiske lejesoldater i Libyen.

Den slags kritik bliver indtil videre overdøvet af, at han i august 2020 lod sin udenrigsminister underskrive en såkaldt normaliseringsaftale med Israel, mod at han som den første arabiske leder blev lovet adgang til at købe 50 af de angiveligt uovervindelige F-35 II kampfly og et antal Reaper droner med en rækkevidde på 11.500 kilometer – til en samlet pris af knap 25 milliarder dollars.

”For at Emiraterne kan forsvare sig mod den stigende trussel fra Iran,” som den afgående Trump-administrations udenrigsminister, Mike Pompeo, forklarede det.

Foreløbig fortsætter MbZ ufortrødent sit spil med støtte fra Mohamed bin Salman, også i Østafrika, hvor han efter Sudans otte måneder lange revolution i 2019, er i færd med at gentage sit gamle kunststykke fra Egypten i en ny variation: At undergrave den civile del af overgangsregeringen ved at styrke den militære del.

Det nye er, at Det Muslimske Broderskab i Sudan mest er at finde i militæret, mens den civile del af overgangsregeringen er overvejende sekulær, og det bestyrker hans kritikeres teori om, at det i virkeligheden ikke er Det Muslimske Broderskab, men demokratiet, han vil til livs.

Europa gør tilsyneladende intet for at stække ham. Men i USA varsler Demokraterne og Biden-administrationen, at de kan blokere for hans seneste våbenindkøb, som risikerer at gøre Det Arabiske Forårs mest magtfulde banemand næsten uovervindelig.


Denne artikel er oprindeligt bragt i Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er et uafhængigt medie, der beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og forhold i verdens fattige lande. Find den originale artikel her


LÆS MERE OM MELLEMØSTEN HER


Topfoto: Kronprinsen møder USA’s daværende udenrigsminister, Mike Pompeo, i januar 2019. Foto: U.S. Department of State

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Efter 30 år som sceneinstruktør og dramatiker, kastede Flemming Weiss Andersen sig over en ny metier som fotojournalist i 2005.

Han har siden da arbejdet freelance i store dele af Mellemøsten og Østafrika og har indtil i år haft base i Kairo.

Seneste artikler om Mellemøsten