Tysk

Mit rebelske tyskstudium

i Uddannelse/Kultur af
TYSK // ESSAY –  Tyskfaget er i krise. Det blev særligt tydeligt, da det sidste vinter blev annonceret, at tysk på Aalborg Universitet ville lukke. Ironisk nok faldt det sammen med det nu afklingende dansk-tyske venskabsår. Mange vender sig bort fra tyskfaget, bl.a. fordi de har indtryk af, at de mennesker, der repræsenterer faget, tilhører en særlig type mennesker, pedantiske og nidkære og med en hang til en lidt autoritær facon. Det er dog langt fra virkeligheden, skriver Ph.D. i tysk litteratur, Lars Kiilerich Laustsen, der kan fortælle en helt anden historie om tyskfaget, med anarkistiske, rebelske og morsomme undervisere.

En del af grunden til tyskfagets krise er angiveligt stadig den rolle, Tyskland har spillet under Anden Verdenskrig. Mange vender sig derfor bort fra tysk til fordel for den angelsaksiske kultur, en uafvendelig tendens.

Men en anden grund er, at mange har indtryk af, at de mennesker, der trods alt repræsenterer tyskfaget, tilhører en særlig type mennesker, pedantiske og nidkære og med en hang til en lidt autoritær facon. Den bryske lærer Andersen i ”Matador” er ikke tilfældigt tysklærer.

Ovennævnte figur er selvfølgelig en karikatur, men forestillingen er – efter min opfattelse – ikke helt grebet ud af den blå luft.

Jeg husker, at vi viste ham et meget prætentiøst eksamensspørgsmål i teoretisk grammatik, hvorefter han grinende tilstod, at han ville få 00 (eft. 13-skalaen), hvis han skulle have svaret på det

Jeg kan imidlertid også fortælle en helt anden historie om tyskfaget, nemlig om fagfolk, der sommetider havde en aldeles anarkistisk tilgang til faget, og hvis rebelske facon undertiden ikke lod det såkaldte 68’er-oprør noget tilbage at ønske. Samtidig var de fagligt dedikerede og rummede en substans af faget, der virkede som inspiration for kommende generationer.

Faglig generøsitet

Den første, der falder mig ind, er docent, dr.phil. Børge Kristiansen på Københavns Universitet. Jeg startede med at have ham til oversættelse, og han havde et absolut jovialt forhold til disciplinen. Problemerne blev hos ham løst i fred og fordragelighed, omend af og til med en ironisk distance.

Jeg husker, at vi viste ham et meget prætentiøst eksamensspørgsmål i teoretisk grammatik, hvorefter han grinende tilstod, at han ville få 00 (eft. 13-skalaen), hvis han skulle have svaret på det. At Kristiansen dog underspillede sin ekspertise, gik senest op for mig, da jeg fulgte efter ham til en Thomas Mann-kongres i Lübeck, en for en fattig studerende overkommelig rejse.

Her blev Kristiansen fejret som ét af de store navne og flere gange direkte adresseret oppe fra podiet. Det hang sammen med, at han år forinden havde skrevet en skelsættende disputats om Mann, der vandt genklang i den tyske Mann-forskning og faktisk gjorde ham til en god eksportvare til Tyskland. Tyskland er indiskutabelt vort største eksportmarked, men vi kunne altså også eksportere viden i form af Kristiansens forskningsindsats.

Grossert lavede også en anden præsentation af sig selv i noget skriftligt intromateriale til de nye studerende… Her anførte Grossert blot at have skrevet ”ret lidt” og tilføjede: ”…, til lettelse for EDB-registratorerne.”

Kristiansen var som pædagog kendetegnet ved en stor faglig generøsitet og inviterede studerende med ind i sin forskningsverden. Det ytrede sig bl.a. også ved, at han inddrog dem i sin privatsfære, hvor der i hans hjem skete befordrende faglige udvekslinger. Jeg fik f.eks. herved en kyndig introduktion til den klassiske komponist Mahler af én af hans dygtige studerende. Det kan på den baggrund ikke undre, at Kristiansen har været med til at uddanne nogle af de dygtigste germanister i Danmark i dag, bl.a. professor Søren Fauth i Aarhus.

Med sig til føromtalte Thomas Mann-kongres havde Kristiansen i øvrigt taget sin kollega, lektor Birgit Nielsen. Hun havde først i sidste øjeblik besluttet sig for at ville med, men da hotellet, deltagerne i kongressen indlogerede sig på, var fuldstændig belagt, lejede hun i stedet brudesuiten sammesteds. Det var Birgit, der levede og åndede for sit fag, i en nøddeskal.

Havde skrevet ret lidt

En tredje repræsentant for tyskfaget var lektor Niels Axel Grossert, der stort set ikke kunne sige to
alvorlige sætninger efter hinanden. Når lærerkollegiet på tysk skulle præsentere sig selv for nye studerende, var han f.eks. altid kendt for at komme med et anarkistisk indslag, der demonstrerede hans vid, lige fra Tristan og Isolde til den moderne ungdomskultur.

Han betroede således engang – i en alder af ca. 60 – de nye studerende, at han nok var den eneste i lærerkollegiet, der havde set Prince-filmen ”Under the Cherry Moon” to gange.

Grossert lavede også en anden præsentation af sig selv i noget skriftligt intromateriale til de nye studerende, hvor hver lærer udførligt bl.a. skrev om, hvad denne forskede i. Her anførte Grossert blot at have skrevet ”ret lidt” og tilføjede: ”…, til lettelse for EDB-registratorerne.”

Alt i alt gav disse fagfolk ikke indtrykket af et fag i krise. Jeg mødte tværtimod i dem nogle mennesker, der gjorde op med alle fordomme om Tyskland og det tyske

Denne underdrivelse faldt vist nogle af hans kolleger for brystet. De ville for deres del ikke have siddende på sig, at deres forskning bare samlede støv.

Men man skulle ikke tage fejl af Grossert. Han var en grundlærd mand, og nogle kaldte ham ikke uden grund den dygtigste mand ved faget. Det blev bl.a. tydeligt, når han som en årligt tilbagevendende begivenhed inviterede studerende og kolleger på chokolade og kage i konditoriet i Tivoli. Her førte han os lettere konverserende ofte rundt på en mindre tour de force i faget, lige fra tysk middelalder til Michael Ende, og han spurgte også sine kolleger ud om deres forskning, hvorved han ikke sjældent afslørede huller i deres viden. Dette var altid meget morsomt!

Opdagelsen af det ubevidste

Skulle det rebelske input have endnu en ekstra dimension, kunne man som tyskstuderende på litteraturvidenskab opsøge undervisningen hos docent, dr.phil. Uffe Hansen, tidligere lærer fra tysk. Han vendte op og ned på alt, hvad der hidtil havde været gældende som dogme på tysk, og jeg skal sent glemme hans gennemgang af Goethes ”Faust”, der intet lod tilbage af den ædle faustiske stræben. Han gjorde dermed Goethe mere problematisk, men samtidig mere nutidig.

Hansen tilføjede tyskfaget nogle nye perspektiver i kraft af sin viden om Freuds psykoanalyse, men ikke mindst sin videnskabshistoriske interesse for dennes forstadier i den såkaldt animalske magnetisme helt tilbage i Goethe-tiden. Hans pointe var, at i og med, at man i oplysningstiden opdagede individet, opdagede man også problematiseringen af dette, hvilket ytrede sig som det usynlige slæb, der fulgte med. Det sidstnævnte kunne man – med psykoanalysens moderne terminologi – også kalde det ubevidste.

De besad en viden og indsigt, man kunne spejle sig i, og personificerede i virkeligheden det tyske ord for dannelse, Bildung, nemlig ved at man gennem dem blev et billede af noget større

Også ift. sit nye fag, litteraturvidenskab, kunne Hansen være lidt rebelsk. Han var jo vellidt på faget, og hans kurser var velbesøgte, hvorfor han her også opnåede at få Københavns Universitets undervisningspris, Årets Harald. Men af og til kunne én af de dengang endnu marxistisk skolede studerende finde på forsigtigt at korrigere ham, for at hans fremlægninger kunne passe ind i dennes ideologiske system. En sådan indvending afviste Hansen altid venligt, men bestemt.

Frivol humanisme

Alle disse repræsentanter for tyskfaget var respektløse over for det konventionelle. Men man kunne næppe betegne dem som ungdomsoprørere, de var snarere at sammenligne med Gustave H i Wes Andersons Stefan Zweig-inpirerede film ”The Grand Budapest Hotel”, der forfægter en gammel, ja, til tider frivol, men grundfæstet humanisme. De repræsenterede i en vis forstand alt det bedste fra både Tyskland og det gamle Østrig-Ungarn.

Alt i alt gav disse fagfolk ikke indtrykket af et fag i krise. Jeg mødte tværtimod i dem nogle mennesker, der gjorde op med alle fordomme om Tyskland og det tyske. De besad en viden og indsigt, man kunne spejle sig i, og personificerede i virkeligheden det tyske ord for dannelse, Bildung, nemlig ved at man gennem dem blev et billede af noget større.

I ånden mødes jeg tit med de omtalte personer, bl.a. på café i bydelen Prenzlauer Berg i Berlin, i dag den let flippede og bohemeagtige del af byen. Her står på et skilt ved indgangen: ”Hippies Always Welcome.”
Selvom ingen af os ligefrem ligner hippier, har skiltet alligevel en særlig appel til vores slags.


LÆS MERE OM UDDANNELSE HER


Topfoto: Selvom mine lærere på tyskstudiet ikke var ungdomsoprørere, var de rebeller ligesom Gustave H i filmen “The Grand Budapest Hotel”. Man blev desuden gennem dem dannet og fik et billede af noget større.
Fra filmen “The Grand Budapest Hotel”. Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lars Kiilerich Laustsen, f. 1966, er uddannet cand.mag. i tysk og dansk fra Københavns Universitet i 2000 og Ph.D. i tysk litteratur fra Syddansk Universitet i 2005. Har arbejdet i Nordfyn Erhverv, hvor han bl.a. arbejdede med dansk-tyske relationer, og har siden arbejdet på Forskningscenter Gnosis på DPU, hvor han bl.a. oversatte Lars-Henrik Schmidts bog ”Learkomplekset” til tysk. Arbejder i dag som underviser og oversætter.

Seneste artikler om Uddannelse