Min verden er ild. Og blod
Sådan begynder Mad Max: Fury Road, årets store Oscar-vinder. Det kom nok bag på de fleste, at en fuldstændig vild, blodig og nærmest anarkistisk 2-timer lang biljagt fra den australske udørk ville vinde hele seks statuetter i går aftes, dobbelt så mange som storfavoritten, The Revenant og mere end nogen anden, australsk film nogensinde (Jane Campions The Piano vandt 3 Oscars i 1994). Men som man også kunne læse i går på POV , så havde vi faktisk forudset, at en af filmhistoriens mest rå karakterer med en vis sandsynlighed ville stjæle rampelyset til verdens mest prestigiøse filmpris, selvom det dybest set er en art house film, omend med et lidt større budget.
Oscar-regnen blev tildelt i kategorierne: bedste klipning, bedste scenografi, bedste lyddesign, bedste lydmix, bedste kostumer og bedste makeup. Kategorier, der meget godt indikerer, hvad Fury Road i den grad byder på: nemlig et fantasifuldt og outreret univers, hvor persongalleriet er overordentligt kulørt og handlingen bogstaveligt talt kører derudad i et halsbrækkende tempo.
En af de bedst anmeldte film i historien
Fury Road er da også en af de bedst anmeldte film nogensinde med 97% på Rotten Tomatoes og altså i samme liga som f.eks. Godfather II. Hvad der gør den særlig bemærkelsesværdig, udover at et så lidt “salonfähig” benzinbrag, vælter langt pænere og mere konventionelle film af pinden til selveste Academy Awards, er at den nu 70-årige instruktør, George Miller, har genfundet sig selv og den særlige postapokalyptiske genre i en sand tour-de-force – og at han i øvrigt også selv var dén, der nærmest gav den sit gennembrud til at begynde med.
Som bekendt blev strømeren Max Rockatansky første gang set på det store lærred for 36 år siden i en af de mest indflydelsesrige film nogensinde, Mad Max. En legende var født ud af en umådelig idérigdom, et stort vovemod og et meget lille budget af en læge og filminstruktør, George Miller, der havde set lidt for mange blodige bilulykker i karrieren. Hvis man vil kende hele historien bag en af filmhistoriens mest fascinerende skikkelser, kan det anbefales at se dokumentaren, The Madness of Max.
Mad Max er western på hjul
Endnu mere imponerende formåede 2’eren, The Road Warrior, der kom til verden 2 år efter den første Mad Max, at blive et af de meget sjældne tilfælde, hvor fortsættelsen er klart bedre end forgængeren. Her blev den evige biljagt gennem ørkenen på høj oktan-energiniveau første gang opfundet og koreograferet som en slags kørende western på hjul, hvor “indianerne” konstant forsøger at erobre “fortet” i form af en lastbil på flugt gennem ørkenen. Altså præcis den type biljagt, som Fury Road bringer tilbage.
Seniorer med ungdommelig vildskab
Mindre instruktører end George Miller ville utvivlsomt gå til i forsøget på at genfinde formen i en så fremskreden alder. Men George, hans frue (den eminente klipper, Margaret Sixel, der også vandt en Oscar for bedste klipning) og selveste fotografen John Seale, der kom tilbage fra at være pensioneret til netop denne film, har en ungdommelig vitalitet, der fuldstændig udkonkurrerer de yngre kræfter i f.eks. The Revenant, når det kommer til at gå action-amok. Ikke gennem brug af trivielle CGI-effekter (Fury Road er for 90% vedkommende ægte stunts) men med en utrolig fysisk, intens tilgang og et adræt kameraarbejde, der matcher Chivos i The Revenant. En sand billed-køretur der gør Fury Road til noget af det mest levende, nærværende og medrivende, man kan opleve på film. De spektakulære stunts er da også udført af ægte cirkus-akrobater fra Cirque du Soleil!
Du kan få et indblik i alle de krævende stunts og komme bag scenen om de seks måneders krævende optagelser af Fury Road i Namibias ørkensand hér: Behind the scenes of Fury Road
I øvrigt har Fury Road meget til fælles med netop The Revenant i et filmsprog, hvor det handler om at gengive en ufiltreret, rå energi direkte i hovedet på et publikum, der enten bliver lagt ned i en metallisk, støvet byge af ild og blod eller i en kuldslået, brutal natur, hvor du enten æder eller bliver ædt. Det er blot så meget mere imponerende, at Mad Max giver Alejandro og Leonardo gas og efterlader dem i sneen efter aftenens Oscar-uddeling, når man tænker på, at crew’et består af ældre veteraner, hvor selv skurken er gode, gamle Toecutter fra Mad Max i 1979, Hugh Keays-Byrne, der nu vender tilbage som despoten, Oberst Joe Moore, bedre kendt som Immortan Joe.
Dog er der en forfriskende nyskabelse i de bizarre, voldsomme og dybt fascinerende optrin. Nemlig Imperator Furiosa og hendes feministiske frihedskamp med en stærkt spillende Charlize Theron i sit livs rolle. I store dele er hendes og Tom Hardys / Max’ samspil helt lydløst og på stumfilmsniveau, men alligvel rummer det så mange nuancer og udtryk, at det er ganske mageløst. Nøjagtig ligesom Mad Max-universet er det og altid vil være det.
Nogen vil måske spørge, hvad handler Mad Max-filmene egentlig om? Er de ikke kun et orgie i metal, der kværner mod metal med mennesker som uanseeligt fyld i den postapokalyptiske kødhakker?
Nej, noget af det, der gør Mad Max-serien og især Fury Road til et yderst livsbekræftende kunststykke og ikke det nihilistiske mareridt nogen måske ville foranlediges til at tro, er den ukuelige kamp for overlevelse under de mest ekstreme omstændigheder. I en solsveden undergangsverden efter civilisationens fald, hvor selv den mindste dråbe vand eller benzin er en ultraknap ressource, kæmper gladiatorerne ufortrødent videre for menneskehedens fortsatte beståen.
Vi glæder os til det næste kapitel i sagaen og håber, at Oscar’s blåstempling ikke betyder, at verdens mest hæsblæsende road movie farer vild af den grund.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
