GERRYMANDERING // USA – Det store valgkredsræs er i gang i USA. Det lyder måske som en tør proces, men dannelsen af de nye valgkredse til både Repræsentanternes Hus og de forskellige delstatsparlamenter har enorm betydning for det afgørende midtvejsvalg i 2022 og for de næste 10 år i amerikansk politik. Ikke overraskende har den kontroversielle gerrymandering-mekanisme endnu en gang gået sin sejrsgang.
Mens coronapandemien, buldrende inflation og astronomiske reformpakker har været genstand for enorm opmærksomhed i år, er en særlig proces i gang i de amerikanske delstater. I år har de fleste delstater enten vedtaget eller forslået nye valgkredse til både Repræsentanternes Hus, det ene af de to kamre i den amerikanske kongres, og til lokale delstatsparlamenter.
Republikanerne har i den sammenhæng et kæmpe es på hånden: De kontrollerer nemlig en lang række af vigtige delstatsparlamenter, som i disse dage tegner mange af disse nye valgkredse til Repræsentanternes Hus. Og her kan de bruge deres magt til at manipulere en række valgkredse til egen fordel ved hjælp af den kontroversielle gerrymandering-mekanisme og dermed få afgørende indflydelse på magtfordelingen i Repræsentanternes Hus i de næste 10 år.
Der er en enorm politisk gevinst ved effektiv gerrymandering: Hvis republikanerne opnår et flertal i Repræsentanternes Hus efter midtvejsvalget, kan de sabotere og blokere for præsident Joe Bidens politiske agenda
Sidste gang, valgkredsene blev opdateret, var i kølvandet på midtvejsvalget i 2010, hvor den republikanske Tea Party-bevægelse storsejrede og indtog Capitol Hill. Men mindst lige så vigtigt gik republikanerne dengang frem på lokalplan og vandt afgørende guvernørposter og politisk flertal i en række delstatsparlamenter.
Den nyvundne magt brugte republikanerne dengang meget effektivt og skabte en række yderst fordelagtige valgkredse for dem selv ved hjælp af gerrymandering. I 2021 er mulighederne endnu større: Den teknologiske udvikling har muliggjort gerrymandering i endnu højere grad end det tidligere var tilfældet. Det var i hvert fald højesteretsdommer Elena Kagans dystopiske forudsigelse i 2019.
Der er en enorm politisk gevinst ved effektiv gerrymandering: Hvis republikanerne opnår et flertal i Repræsentanternes Hus efter midtvejsvalget, kan de sabotere og blokere for præsident Joe Bidens politiske agenda, så han bliver en lame duck i de sidste to år af præsidentskabet. Og med demokraternes seneste nederlag ved guvernørvalget i Virginia kombineret med Joe Bidens lave opbakning i den amerikanske befolkning, tegner der sig et dystert billede for partiets håb om at bevare deres flertal i Repræsentanternes Hus. Derfor er alle sæder nødvendige for Det Demokratiske Parti.
På ægte amerikansk maner er der allerede retssager i gang om de nyetablerede valgkredse: Den 6. december sagsøgte selve det amerikanske justitsministerium sydstaten Texas for at tegne valgkredse, der angiveligt diskriminerer sorte og latinovælgere.
Alligevel er rettens gang en ret usikker vej: I en 5-4 beslutning i juni 2019 erklærede den amerikanske højesteret, at ekstrem gerrymandering var et politisk spørgsmål som lå udenfor højesterets jurisdiktion.
Dog har visse grupper fået medhold på delstatsplan: I september 2019 bestemte North Carolinas højesteret, at de daværende valgkredse var i strid med delstatsforfatningen og beordrede, at det republikansk-dominerede delstatsparlament skulle tegne nye valgkredse.
Alle veje fører til Huset
Mens Senatet, det andet kammer i den amerikanske kongres, består af 100 medlemmer, to fra hver delstat uanset størrelse, er det anderledes i Repræsentanternes Hus, hvor hver delstats antal af kongresmedlemmer afhænger af befolkningsantallet.
For at sikre proportionel repræsentation, har man den føderale folkeoptælling, som foretages hvert 10. år og som har fundet sted i USA siden 1790. Det er i kølvandet på folkeoptællingen, at der skal etableres nye valgkredse til Repræsentanternes Hus, som skal afspejle og repræsentere befolkningsudviklingen og befolkningstætheden i de forskellige delstater.
I et normalt fungerende demokrati er det vælgerne, som udpeger deres repræsentanter. Men med gerrymandering, er det lidt kækt sagt omvendt: Her vælger politikerne deres vælgere
Da det er fast besluttet, at der er 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus, betyder det at de delstater, som har størst befolkningsvækst, får nye pladser på bekostning af andre delstater, hvor befolkningsvæksten er faldende eller lav.
Republikanerne har den fordel, at den konservative sydstat, Texas, har fået to nye pladser, mens Florida, hvor partiet også sidder på magten, ligeledes har fået en ekstra plads i Repræsentanternes Hus. Omvendt har demokratiske bastioner som New York, Illinois og Californien hver mistet en plads som følge af den sidste folkeoptælling, der fandt sted i 2020.
Artikel I, sektion 4 i den amerikanske forfatning giver delstatsparlamenterne myndighed til at tegne de nye valgkredse, hvilket har skabt et kludetæppe af forskellige systemer.
I de fleste delstater er det dog delstatsparlamenterne, der står for at skulle tegne de nye valgkredse både til Repræsentanternes Hus og til pladserne i delstatsparlamentet. Guvernøren har oftest mulighed for at nedlægge veto, men dennes magt varier meget fra delstat til delstat.
Når delstatspolitikerne skal tegne valgkredsene, bliver det hurtigt en partipolitisk sag, hvor de på kreative måder sammensætter valgkredse, der hjælper med at fastholde og udvide deres respektive partis magt. I et normalt fungerende demokrati er det vælgerne, som udpeger deres repræsentanter. Men med gerrymandering, er det lidt kækt sagt omvendt: Her vælger politikerne deres vælgere.
Helt konkret udføres gerrymandering ofte ved at isolere modstandernes vælgere i nogle få distrikter (på amerikansk, packing) eller ved at sprede dem ud blandt flere distrikter, så de ikke udgør et brugbart flertal (på amerikansk, cracking). Oftest kombineres de to processer.
Den kontroversielle metode praktiseres i valgsystemer med flertalsvalg i enkeltmandsvalgkredse, hvor som ABBA sang ”the winner takes it all”, mens taberens stemmer er spildte, hvilket giver anledning til omfattende strategisk packing og cracking.
Der er mange fordele og ulemper ved flertalsvalg i enkeltmandsvalgkredse, men alligevel afspejler formen den særlige amerikanske konkurrencementalitet, hvor det er vigtigt med en klar vinder og taber. Lidt ligesom i favoritsporten amerikansk fodbold, som aldrig ender uafgjort.
Reformforsøg
En række delstater har indført uafhængige kommissioner (f.eks. Californien og Michigan), som skal tegne de nye valgdistrikter for at undgå gerrymandering.
Fremkomsten af uafhængige kommissioner i de seneste år hænger sandsynligvis sammen, at de amerikanske vælgere generelt ikke stoler på, at de nye valgkredse bliver skabt under ordentlige, legitime forhold, når det er delstatspolitikerne, der skal stå for optegningen.
I en rundspørge fra The Economist/YouGov, foretaget i august 2021, siger 44% af de adspurgte, at de ikke stoler på, at de nye valgkredse vil blive inddelt retfærdigt. I samme rundspørge siger 50% af de ville foretrække, at en uafhængig, neutral kommission tegnede valgkredsene.
I 2019 og i 2021 forsøgte Demokraterne at gennemføre en omfattende valgrettighedslov, som blandt andet indebar et føderalt forbud imod gerrymandering. Metoden bag optegningen af valgkredse skulle, ifølge lovforslaget, ensrettes ved hjælp af en række kommissioner. Men det ambitiøse lovforslag blev blokeret i Senatet af Republikanerne med argumentet, at det ville frarøve delstaternes selvbestemmelse.
Ironisk nok var det Maryland-demokraten John Sarbanes, hvis eget valgdistrikt er blevet betegnet som gerrymandering på steorider, som fremlagde lovforslaget i Repræsentanternes Hus. Demokraternes forslag ville blandt andet kræve, at hver kommission i hver delstat havde 15 medlemmer, bestående af fem demokrater, fem republikanere og fem uafhængige. Det endelige valgkort ville kræve et flertal samt mindst én stemme fra en demokrat, en republikaner og en uafhængig og på den måde ville man mindske partipolitiske interesser i optegningen af valgkredse.
Men faktisk er uafhængige kommissioner en strategisk ulempe for Demokraterne på nuværende tidspunkt. Som Dave Wasserman, der dækker Repræsentanternes Hus for The Cook Political Report, bemærker:
Wassermans pointe, er at demokratiske delstater i højere grad har taget neutrale valgkredsreformer til sig, end de republikanske. Som resultat har Demokraterne nu færre muligheder for at opveje aggressive valgkredse i eksempelvis Florida, Texas og Ohio, hvor Republikanerne kan udnytte deres flertal i delstatsparlamenterne.
En tværpolitisk tendens
Indtil videre har 20 delstater færdiggjort deres valgkredse til Repræsentanternes Hus og der tegner sig en tværpolitisk tendens, hvor begge partier gør brug af gerrymandering.
Derudover kan det nævnes, at de seks delstater, der kun har ét medlem i Repræsentanternes Hus, som følge et lavt indbyggerantal (f.eks. Alaska og Wyoming), undgår dramaet med at tegne nye valgkredse. Dermed er 26 delstater helt færdige, mens et flertal af de resterende, er i gang med at foreslå og debattere nye valgkort.
Illinois er en af de seneste i rækken af delstater, som færdiggjorde optegningen af valgkredse. Den midtvestlige, demokratiske bastion, hvorfra tidligere præsident Barack Obama skabte sin kometkarriere, bekræftede sin partiloyalitet sidst i november, da guvernøren underskrev det nye valgkort: Ud af 17 valgkredse, er 14 af dem vurderet som værende overvejende fordelagtige for Demokraterne.
Efterfølgende har Obama været ude med en helt legitim kritik af generel republikansk gerrymandering, men glemte i samme omgang Demokraternes nye valgkredse i hans egen hjemstat. Det fik bægret til at flyde over for Illinois-republikaneren Rodney Davis, som gik til tasterne og kritiserede hykleriet:
Men kritikken er ikke kun kommet fra den republikanske lejr. Analytikere ved Princeton Gerrymandering Project gav de nye valgkredse til Repræsentanternes Hus i Illinois dumpekarakteren i de tre kategorier, som de bruger til at vurdere valgkredsenes demokratiske legitimitet. Kategorierne er følgende: retfærdighed, konkurrenceevne og geografiske træk.
Selvom Illinois siden 1992 har stemt demokratisk ved præsidentvalgene, opfylder valgkortet ikke den første kategori, retfærdighed, da valgkredsene uforholdsmæssigt favoriserer Demokraterne. Den anden kategori, konkurrenceevne, er også manglende, da vinderne og taberne i hver valgkreds er afgjort på forhånd. Det er i øvrigt en tendens, der går igen i en række delstater.
Den sidste kategori, geografiske træk, er et af de typiske visuelle kendetegn for gerrymandering, og ses i Illinois ved at mange af valgkredsene bryder eksisterende amtsgrænser og skaber unaturlige og usammenhængende valgkredse. Demokraternes valgkredse samler sig primært omkring millionbyen Chicago og dens forstæder samt de større byer i delstaten (f.eks. hovedstaden Springfield og universitetsbyen Champaign), mens de tre resterende, enorme landdistrikter er skræddersyet til at isolere, eller packe, de republikanske vælgere.
Derudover strækker mange af de ultrademokratiske valgkredse i Chicago sig systematisk ud i forstæderne, hvor de er med til at cracke de republikanske forstadsvælgere.
Gift for det amerikanske folkestyre
USA’s politiske system var fra grundlæggernes side forankret i en idealistisk tro på kompromisets kunst og den demokratiske dialog. Nationens første præsident, landsfaderen George Washington, advarede allerede i sin afskedstale imod det, vi i dag ville kalde politisk polarisering.
Gerrymandering-mekanismen har kun understøttet den ødelæggende polarisering, som har fundet sted i USA i de senere år.
Når et valgdistrikt er så gerrymandered, at udfaldet af et valg er forudbestemt, vil valgkampen i virkeligheden blive afgjort i partiernes interne primærvalg. Primærvalg har en tendens til at tiltrække de mest engagerede, partipolitiske vælgere. Frygten for at blive udfordret af en fløjkandidat er essentiel for siddende medlemmer af Repræsentanternes Hus, som er på valg hver andet år, og derfor må de appellere til deres respektive politiske fløje, så de undgår at blive primaried.
Fænomenet ses på Demokraternes venstrefløj i form af The Squad med AOC som galionsfigur. Men alligevel er den republikanske højredrejning endnu mere iøjnefaldende:
Resultatet af ekstrem gerrymandering kulminerede i Repræsentanternes Hus den 6. januar, hvor hele 139 ud af 221 republikanske medlemmer gjorde indsigelser imod Joe Bidens valgsejr. Det var selv efter at oprørske Trump-demonstranter havde invaderet de hellige haller i den amerikanske kongres og skabte scener, der mindede om et kup fra en fjerntliggende bananrepublik.
Valgteknisk manipulation af valgkredse er medvirkende – men ikke alene årsagen – til at skabe og forstærke ekstremistiske politikere, som det ses på den radikale, konspiratoriske højrefløj, bedst legemliggjort i form af Marjorie Taylor Green fra Georgia, Paul Gosar fra Arizona, Matt Gaetz fra Florida og Jim Jordan fra Ohio, som blev belønnet med en Medal of Freedom af Trump i hans sidste dage i Det Hvide Hus.
De medlemmer af Repræsentanternes Hus, såsom Adam Kinzinger, Anthony Gonzalez og Liz Cheney, der mente, at Donald Trump skulle for en rigsretssag, som konsekvens af angrebet på det amerikanske demokrati den 6. januar, er i dag persona non grata i Det Republikanske Parti og Trump støtter aktivt republikanske kandidater, som kan vælte hans modstandere af pinden.
Uret tikker for det amerikanske demokratis stabilitet og gerrymandering graver kun kløfterne dybere
Både Kinzinger fra Illinois og Gonzalez fra Ohio har meddelt, at de ikke vil genopstille til Repræsentanternes Hus, fordi de udmærket ved, at de taber deres primærvalg til en Trump-støttet kandidat. Og konservative Liz Cheney fra Wyoming, datter af forhenværende vicepræsident Dick Cheney og tidligere en del af den republikanske ledelse i Repræsentanternes Hus, kommer også til at kæmpe for sit politiske liv til midtvejsvalget imod en Trump-kandidat, fordi hun offentligt sagde fra overfor Trumps valgløgne. I dag er Cheney viceformand i den komite, som efterforsker begivenhederne omkring den 6. januar.
Uret tikker for det amerikanske demokratis stabilitet og gerrymandering graver kun kløfterne dybere mellem de to partier. Hvad sker der efter midtvejsvalget i 2022, hvor Republikanerne højst sandsynlig erobrer Repræsentanternes Hus? Trump kunne gå hen og kræve, at Republikanerne starter en symbolpolitisk rigsretssag imod Biden for valgsvindel. Eller måske for Afghanistan? Hvis de nægter, vil Trump stemple dem som landsforrædere, så de skal nok makke ret.
Men endnu mere essentielt for det amerikanske demokratis fremtid: Hvad sker der den 6. januar 2025, når der muligvis er et republikansk flertal i Kongressen, og de nægter at anerkende Joe Bidens eventuelle genvalg, fordi de frygter reaktionen fra deres Trump-loyale base? De så jo hvad der skete med Kinzinger, Gonzalez og Cheney.
Joe Bidens virtuelle Summit for Democracy fandt sted den 9. og 10. december. Ironisk nok er en af vor tids største udfordringer at bevare det repræsentative demokrati på dets moderne fødested. Gerrymandering er et oplagt sted at starte, men så må Demokraterne satse alt ved at afskaffe filibusteren i Senatet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
