BØGER // ANMELDELSE – Christina Hesselholdt viser med romanen Gennem et filter af rødt, hvordan et samfund af materiel rigelighed og overflod af meget – også af udfordringer – rammes af indolens, fantasteri og labilitet, og hvordan individualisme kan blive det nemme tilholdssted – ledsaget af ensomhed, lurende selvmedlidenhed og infantilisering, skriver Niels Dichov Lund.
I 2022 udsendte Christina Hesselholdt den velanmeldte roman Til lyden af sin egen tromme centreret omkring to halvsymbiotiske søskende midt i 50’erne. Gustava, en livstræt psykiater og labil selvmordskandidat. Og Mikael, også veluddannet og velstillet, men samtidig en psykosetruet enspænder, overvægtig og medicineret.
De jager både hinanden, livet og døden, og her i hendes helt nye samtidsroman, Gennem et filter af rødt, fortsætter den sære konstellation, idet Gustava både strategisk og ubehjælpsomt nu på andet år har slået sig ned og lever ’på nas’ i broderens stråtækte hus i skovkanten med tilholdssted på sovesofaen i stueetagen.
De bor sammen, som da de var børn – og sidder fast og har sat hinanden fast i forskanset lediggang, som læseren følger gennem deres – mest søsteren Gustavas oplevelser og refleksioner af samme hverdag, i samme fortællemodel med skiftende monologer mellem personerne, som Hesselholdt har anvendt så meget.
Det udvikler sig til en slags ménage à quatre, hvori den gamle skolekammerat Bruno indgår samt de to søskendes far, pensioneret kirurg og nu tilgroet og senil – og til sidst død. Vi oplever deres sindrige indbyrdes afhængighedsspil. Bruno er fast hushjælp og rådgivende husven foruden erotisk begærobjekt for Gustava, og faren sælger sit eget hus til Bruno, således at arvingerne ikke får det. Alt i alt et noget ekstraordinært sammenbryg af ellers almindelige daglige begivenheder.
Hvad skal vi lave?
Er der noget at tage sig til i huset med lediggang og pyjamas en stor del af dagen? Skal man arbejde og yde, eller kan man ’blot’ leve?
”Det er vores drøm: at skabe forandring, ude i verden, at vi to almindelige mennesker kunne rejse os fra henholdsvis sengen og sofaen og gøre noget meningsfuldt. Det kan måske lyde paradoksalt at vi har sådanne drømme, her i det stillestående. Det har vi ikke desto mindre. Men vi ved ikke hvor, vi skal tage fat”.
Verden kalder på handling – ”Do something” – lød det på de amerikanske demokraters opstillingskonvent her i august! Og husven Bruno kommer med en del forslag til de blasert velbjergede søskende: “find en bevægelse eller kampagne, kæmp sammen, skriv under et eller andet sted – klimaet, hungersnød, klasseforskelle, børnearbejde, privatisering af vand, slaveri i for eksempel miner og frugtplantager, autoritære regimer, krige, menneskerettigheder, dyrerettigheder, atomnedrustning, olieindustrien, kul, gas.”
Snarere end al denne politik bliver det en tilfældighed, der sætter retning på aktivitet og udfrielse for dem, og som driver en del af bogens handling i sidste halvdel: en vandregning dukker nemlig op i indbakken.
Vand er noget, man som forbruger normalt og praktisk betaler for til kommunen, men her vokser det pga. regningens enorme størrelse til dimensioner, der trækker adskilligt andet med sig, vand som uomgængeligt naturelement og som – gammelkendt – litterært symbol på en hel del, bl.a. fosterstadiet, Narcissos’ spejl, overlevelse, dåb etc., og som alt i alt udvikler sig både i en absurd og logisk retning og ender godt – i alle henseender synd for kommende læserne at afsløre her.
En munter elegi
Hesselholdt er en etableret og prisbelønnet prosaforfatter. Hun er kendt for sine formeksperimenter, blandede genrer og fortællemåder. Oftest er middelklassens daglige liv i fokus.
Denne gang giver hun os et realistisk aktuelt billede over et års tid. Bogen røber vel en – måske med alderen stigende – respekt for at for at noget godt må stå stille, ikke behøver at udvikle sig og vækste hele tiden.
Den peger nok på, hvordan et samfund af materiel rigelighed og overflod af meget – også af udfordringer – rammes af indolens, fantasteri og labilitet, og hvordan individualisme kan blive det nemme tilholdssted – ledsaget af ensomhed, lurende selvmedlidenhed og infantilisering.
Måske Hesselholdt søger at vise os, hvorledes verden ikke behøver at aflede os, at fx temponedsættelse snarere end modstand er beskyttelse som bidrager til at afklare identitet, stå ved sorg og holde (selv)klynk på afstand, der ellers så nemt indfinder sig – døden kommer jo alligevel.
At tage ord og udsagn mere alvorligt – måske omvendt proportionalt med antallet af dem – at lytte mere og tættere kan bidrage til at vegetere og sætte grænser for hvad vi kan – og bør – tage på os. Et forslidt ’budskab’, nuvel, men måske befinder hendes samtidspersoner sig her, nu hvor de nærmer sig efterlønsalderen – og forfatteren selv endda lidt mere.
Romanens mange ejendommelige konstellationer, dens småabsurde handling og personernes reaktioner samler sig via en mild satire til en brugbar resignation. Slutningens lyserøde idyl kan fordringsløst pege på, at mange konflikter ikke er livet værd.
Leg med litteraturtraditionen
Hesselholdt kan sin metier – hun er både universitetsuddannet og mangeårig underviser på Forfatterskolen. I hendes forrige roman med disse to søskende var der eksplicit reference-leg til tyske Thomas Manns berømte lille roman Døden i Venedig (hvor hovedpersonen hedder Gustav til fornavn); med Hesselholdts hang til intertekstualitet kan denne sidste – mere implicit – have reference til østrigske Robert Musils roman Manden uden egenskaber, hvor også to søskende fra en blasert-intelligent middelklasse bor sammen og gnaver af hinanden, og også dér med både pyjamasser og arvesag.
Til det danske romanlandskab bidrager Hesselholdt med en karakteristisk sikker bog, velturneret med stor sproglig ekvilibrisme der både byder på surrealisme og en finurligt underspillet satire. Dybest nede dog nok en elegi om livet og alderen – som megen anden god litteratur.
En fin bog til sommerlæsning, og da sommeren har strakt sig ind i næste årstid, kan man fint tage fat på den nu. Eftersommer – eller endnu senere – som i dette citat fra bogen: “Det bliver vinter igen, det bliver det nødt til så den nedgående sol kan lade mig se isen og sneen gennem et filter af rødt.” Givtigt er det naturligvis at læse den i forlængelse af Til lyden af sin egen tromme med flere af de samme temaer, men man kan udmærket begynde her og læse den selvstændigt.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
