Mit liv var stille bomber

i Børn & unge/Civilsamfund/Psykologi af

SPONSORERET ARTIKEL // ANBRAGTE BØRN – Danske Camilla havde en kaotisk barndom og blev anbragt på et bosted. Tanzaniske Shifa kom i familiepleje, da hun mistede sine forældre. Den nye familie isolerede hende, og hun forlod skolen i utide. Begge børn manglede den trygge voksenkontakt, der er afgørende for trivslen.

Da Camilla Fraas var barn, så det hele perfekt ud udefra. Stor villa, have, bil. Far havde et fedt job i den boomende IT-branche. Mor gik hjemme en del af tiden.

”Der manglede ikke noget materielt. Det hele var meget 50’er-agtigt. Mor lavede mad, pakkede skoletasker, fulgte os i skole, og far kom sent hjem, og så skulle vi i seng,” siger hun.

Men glæden manglede.

”Det var nemmest, når far ikke var hjemme. De var meget forskellige og uenige, og han var fremmed for os. Ved 16-17-tiden hver dag kunne man høre ’klak-klak’ fra køkkenet, når mor tog flasken ud af skabet og stillede vinglasset på bordet.

Det var sådan et vinglas, der aldrig var tomt,” konstaterer Camilla med et skævt grin.

Da hun var 12 eller 13 år, blev forældrene separeret, og det store hus blev solgt. Camilla, hendes søster og mor flyttede i rækkehus.

Jeg boede alene i nogle uger. Far gav mig penge. Det var sygt rart ikke at skulle være bange
– Camilla Fraas

Da Camilla var 14 år, kom moren endelig på afvænning.

”Jeg boede alene i nogle uger. Far gav mig penge. Det var sygt rart ikke at skulle være bange,” mindes hun.

Men moren vendte hjem igen. Nu med en kæreste. Camilla mistrivedes og havde behov for at komme væk for at samle tankerne.

Ikke syg nok til psykiatrisk afdeling

Engang tog hun for eksempel til Sverige, uden at sige det til nogen. Selvom de voksne ”flippede ud”, var der ikke nogen, der gjorde noget for at finde frem til årsagen til Camillas behov for at flygte.

Det var en veninde, der rakte ud til hende og tilbød sin mors hjælp, da Camilla fortalte hende, at hun havde det skidt.

Venindens mor tog Camilla med til den nærmeste psykiatriske afdeling, men pigen blev sendt hjem igen, fordi hun ikke var syg nok til at blive indlagt.

De opsøgte kommunen, hvor Camilla blev sendt ind til en praktikant, der ringede til Camillas mor. Det gjorde hun uden Camillas tilladelse og uden at oplyse hende om det.

”Jeg var over 15 år gammel, så jeg havde egentlig retten til selv at bestemme over, hvem der måtte få mine informationer.”

Først da hun fik en ny sagsbehandler, kom hun i terapi.

Da var hun 16 år.

Gruppeterapi var wauw

Camilla blev helt slået ud, da hendes første terapeut blev syg. Faktisk gik hun så meget i baglås, at hun svor aldrig at betro sig til nogen igen, men endte alligevel med at sige ja til gruppeterapi.

”Det var wauw – tænk, at der er så mange, der har det ligesom mig.”

Hun havde dog ikke forstået, at hun nu var et anbragt barn. Hun troede bare, at hun var flyttet hjemmefra
– Camilla Fraas

På samme tid besluttede hun sig for at flytte hjemmefra. Hun fik tilbudt en plejefamilie, men havde fået nok af familie. Hun sagde ja til at flytte til et boligtilbud med støtte til unge.

Hun havde dog ikke forstået, at hun nu var et anbragt barn. Hun troede bare, at hun var flyttet hjemmefra.

Boligtilbuddet var voldsomt og rodet, og de andre beboere var langt ude, syntes Camilla.

”Pædagogen på stedet var tidligere fængselsbetjent og kunne ikke lytte, når nogen græd. Efter et år flyttede jeg på kollegium. Jeg forsøgte på det tidspunkt at bruge mad til at kontrollere det, der skete omkring mig og indeni mig.”

Kunne ikke lyve for sig selv længere

I dag er hun 27 år og bor for sig selv. ”Jeg ser meget positivt i mit liv nu,” siger hun.

”Tidligere har jeg ikke haft forståelse for sande relationer. Jeg blev svimlende forelsket i en, som jeg var sammen med i fire år, og jeg kunne ikke se, at forholdet i den grad mindede om mine forældres ægteskab.”

Jeg levede jo på en grundoverlevelsesfrygt, hvor nervesystemet hele tiden opførte sig, som om jeg var ved at dø
– Camilla Fraas

”Da jeg var 23 år, kunne jeg ikke lyve for mig selv længere. Da var jeg i terapi. Jeg holdt op med at ryge, og jeg slog op med kæresten.”

Hun forklarer, at ”tidligere manglede jeg forståelsen for, hvordan jeg havde det. Jeg levede jo på en grundoverlevelsesfrygt, hvor nervesystemet hele tiden opførte sig, som om jeg var ved at dø. Som et barn, der er flygtet fra krig. Mit liv var stille bomber.”

Alarmklokke i hjernen

Niels Peter Rygaard har mødt mange børn, der har lignende oplevelser. Han er børnepsykolog og leder af organisationen Fairstart Foundation og forklarer:

”Børn kan ikke overleve, hvis de bliver forladt. Derfor er der en alarmklokke, der ringer i hjernen, når små børn oplever adskillelse fra deres voksne.

Når det sker, bruger børnene al deres energi på at lede efter deres voksne og på at græde. Hvis det sker for ofte eller for voldsomt, går deres udvikling i stå.

Når der er en tryg base – en god far, en god pædagog – slukker alarmsystemet, og så kan udforskningssystemet gå i gang, og barnet kan lege og have kontakt med andre børn.”

Desværre mangler alt for mange børn i Danmark kontinuitet i voksenkontakten, siger Niels Peter.

52 procent af danske forældre bliver skilt. Socialrådgivere skiftes ud hele tiden. Lærere og pædagoger er heller ikke nødvendigvis sammen med de samme børn ret længe.

Børn, der anbringes uden for deres egen familie, mangler også ofte kontinuitet i voksenkontakten, fordi de flyttes rundt mellem forskellige plejefamilier og botilbud.

De mange adskillelser kan ødelægge børns evne til at knytte sig trygt til andre mennesker.

En tryg tilknytning fra starten af livet er afgørende for, hvor godt barnet klarer sig i skolen, om de får videre uddannelse, kan fastholde et job og forblive i nære og gode relationer

Andre ting påvirker også børns evne til tilknytning. Uenighed mellem voksne med ansvar for barnet, for eksempel, som Camilla oplevede det, da hun var barn. Psykisk syge eller alkoholiserede forældre er også ødelæggende for børns trygge tilknytning.

Men en tryg tilknytning fra starten af livet er afgørende for, hvor godt barnet klarer sig i skolen, om de får videre uddannelse, kan fastholde et job og forblive i nære og gode relationer.

Underprioriteret børneområde

”Børn har i princippet brug for fire ting, hvis de skal have en tryg tilknytning: Langvarige voksenrelationer, at være anerkendte medlemmer af en gruppe eller et netværk af børn, uddannede omsorgspersoner og enighed mellem dem, der tager beslutningerne i barnets liv,” forklarer Niels Peter.

”Men børneområdet er underprioriteret i Danmark. For 50 år siden ville politikerne ikke have kunnet slippe af sted med at underprioritere børn.

I dag har hver familie kun 1,5 børn i gennemsnit, og der er en overvægt af gamle i samfundet. Derfor ryger børn helt ned i bunden af den politiske dagsorden,” mener Niels Peter.

”Og så er skolesystemet på afveje. Alt er lagt an på præstation, men børn kan ikke præstere uden langvarige trygge relationer til lærere og pædagoger.

For anbragte børn er det endnu sværere at klare sig i skolen. Mange af dem skifter for ofte skole og ender i specialklasser, hvor medarbejderne desværre ikke altid er uddannet i specialpædagogik,” siger han.

Behov for bedre støtte i udviklingslande – og i Danmark

Børn andre steder i verden har fuldstændig de samme behov som børn i Danmark, men i Østafrika gør fattigdom og uvidenhed mange børn udsatte.

Nogle af de allermest udsatte børn er dem, der af en eller anden grund ikke kan bo hos deres egne familier.

Anbragte børn i Østafrika lever tit under kummerlige vilkår uden myndighedernes tilsyn.

Fattige plejeforældre kan selv være traumatiserede af et hårdt liv, de har måske begrænset skolegang og ingen adgang til at lære om vigtigheden af at skabe tætte og kontinuerlige relationer med deres plejebørn.

Derfor har SOS Børnebyerne og Fairstart Foundation med støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), der blandt andet uddeler udviklingsmidler fra Udenrigsministeriet, siden 2017 støttet plejeforældre i at tage sig godt af anbragte børn i Kenya, Rwanda, Tanzania og Zanzibar.

SOS Børnebyerne hjælper også de lokale myndigheder med at opbygge fungerende systemer, så landene med tiden selv kan blive i stand til at tage hånd om de udsatte børn.

Undervisning i tilknytning

Niels Peter Rygaard og hans organisation Fairstart Foundation har udviklet en uddannelse for SOS-medarbejdere, som så underviser grupper af lokale plejefamilier på deres egne sprog.

Plejeforældrene får via undervisningen forståelse for børnenes situation og redskaber til at støtte børnene igennem tab og trauma.

De lærer også at skabe stærke og trygge relationer med børnene, så børnene gradvist kan blive mere robuste.

Mere end 3.000 anbragte børn har nydt godt af programmet.

En af dem er Shifa. Hun mistede på et tidligt tidspunkt sine forældre og kom i pleje hos sin ældre søster. Men søsteren gik mere op i sine egne børn, og der var mange konflikter.

Shifa følte sig udenfor, holdt op i skolen og begyndte at stikke af ud i byen om aftenen.

Efter plejemoren har deltaget i undervisningen, har tingene gradvist ændret sig. Plejedatteren er tilbage i skolen og en del af børneflokken på lige fod med søsterens andre børn.

”Vi har før og efter undervisningen målt på børnenes følelser, venner, skolegang, tillid til plejeforældre og evne til at holde fast i en svær opgave. Børnene blev 20 procent bedre til det hele i løbet af programmet,” siger Niels Peter Rygaard.

Fairstart Fonden arbejder ikke kun internationalt.

Det er lidt vildt, at vi skal lave samme programmer i Danmark, som vi laver i udviklingslandene
– Niels Peter Rygaard

I Danmark er fonden blandt andet med til at udvikle en tværfaglig uddannelse for lærere og pædagoger. Målet er, at de børnefaglige medarbejdere skal blive bedre til at støtte børn, der har det svært.

”Det er lidt vildt, at vi skal lave samme programmer i Danmark, som vi laver i udviklingslandene,” konstaterer han.
_______________________________________________

For at beskytte Shifa, der stadig er mindreårig, er navnet ændret. Hendes rigtige navn er kendt af skribenten.
_______________________________________________

Topfoto: Camilla Fraas fotograferet af Lotte Ladegaard
_______________________________________________

Artikel og fotos er kommet til verden med støtte fra SOS Børnebyerne, som også har fundet kilder. Skribenten har haft frie hænder til at skrive artiklen, som hun vil, og SOS Børnebyerne har ikke godkendt artiklens ordlyd.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget firma. Især fokus på rettigheder, børn og unge samt Asien og Afrika.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993 og selvstændig konsulent og freelancejournalist siden 1999. Ind i mellem dog med længerevarende kontrakter og enkelte fastansættelser:

- Teknisk rådgiver på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009)
- Teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004)
- Freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005)
- Journalist hos Red Barnet (1995-1999)
- Journalist på Ritzau (1993-1995)

Kontakt mig via www.lotteladegaard.dk og honorer min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.

Foto: Kim Dang Trong.

Seneste artikler om Børn & unge