HÅB // KOMMENTAR – “Vi kan håbe, at corona-nedlukningen af samfundet kommer til at lære os, at vores medmennesker er vigtige for os. At kærligheden og samværet med hinanden er livgivende og nødvendigt for os. At kunst og kultur ikke er ”flødeskum”, men en vigtig dimension i menneskelivet, som vi ikke kan undvære. At humanistisk viden er lige så vigtig som naturvidenskab,” skriver Iben Sønderup, der mener, at vi alle har brug for en god omgang håb lige nu.
Denne kommentar er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
2021 er håbets år. Håb om at vi kommer frelste ud på den anden side af corona-pandemien med alle dens gerninger og alt dens væsen. Håb om at de familier, der har mistet en nærtstående, kommer godt igennem sorgen på trods af manglen på mulighed for at mødes med andre. Håb om at ensomme mennesker klarer sig igennem en tid, hvor det er endnu sværere at nå frem til dem, fordi vi er tvunget på afstand.
Håb om at voldsramte familier klarer sig igennem på trods. Håb om helbredelse til de syge, om lindring til de døende, om livsglæde til de sorgfulde. Håb om at nedlukningen aflaster vores ellers overbelastede klima og miljø, og at vi lærer af dette. Håb om at aflastningen af miljøet løfter biodiversiteten i naturen.
Håbet er livets spørgsmål, men svaret er også håb
Håb om igen at kunne samles i gode fællesskaber, til koncerternes vellyd, teatrenes store følelser, biograflærredets store oplevelser, foredragenes berigende verden, interessante arrangementer i forenings-Danmark, nyde spændingen ved en god sportskamp sammen, rejse til andre lande – og alt det andet vi savner.
For meget skærm, for lidt nærvær
Jeg tror, at vi mere end nogensinde er blevet klar over, hvor vigtigt det er at føle fællesskab. Fællesskab om at lære noget sammen. Fællesskab om at opleve et anderledes kunstværk, en smuk koncert, et lækkert måltid mad, en spændende sportskamp. Den fælles samtale i et fysisk rum. Ja, bare det at kunne røre ved varerne i en butik, inden vi køber, er noget vi savner. Nethandel via skærm er nu ikke så fedt som at komme ind i en fysisk butik.
Live-streamede koncerter via skærm er ikke så skønne som fysiske koncerter, fordi vi mangler andre mennesker – fællesskabet – at overvære dem sammen med.
Vi er alle sammen overloadede af skærme, fordi alle sociale og kulturelle aktiviteter er flyttet over på skærm. Og selv om Danmarks digitale færdigheder er veludviklede, så er det bare ikke det samme som det fysiske møde mellem mennesker. Der mangler noget. Nærværet og samværet.
Duften fra et andet menneske. Varmen fra den andens hænder. Blikket i øjnene – sjælens spejl. Man får desuden ondt i øjnene og nakken af at sidde ved skærm så mange timer hver dag, som mange af os gør for tiden.
Vi kan håbe, at corona-nedlukningen af samfundet kommer til at lære os, at vores medmennesker er vigtige for os. At kærligheden og samværet med hinanden er livgivende og nødvendigt for os. At kunst og kultur ikke er ”flødeskum”, men en vigtig dimension i menneskelivet, som vi ikke kan undvære. At humanistisk viden er lige så vigtig som naturvidenskab.
Eller er håbet livets brændende flamme, som vi næres ved, mens vi håbefuldt laver den ene aktivitet efter den anden, som skal drive os selv og verden frem til den tilstand, som vi ønsker at være i?
At vi mennesker ikke kan undvære det fysiske møde mellem os – en skærm er ikke nok. At verden uden for Danmark er vigtig, for at vi forstår os selv. At sprog er vigtige at lære. At mere ro i verden skaber bedre betingelser for gravide og deres børn. At vi kan, hvad vi vil – hvis vi vil.
At fællesskab, samfundssind og sammenhold på tværs og på trods er et særligt kendetegn ved os som folk. At tilliden til myndighederne og til hinanden er afgørende for, at vi klarer os skånsomt gennem pandemien.
Hvad er håb?
Det håber jeg. Jeg lever i håbet om samfundets erkendelse af dette. Håbet – ja. Men hvad vil det egentlig sige at håbe?
Er håb en tilstand, der hensætter os i handlingslammelse, hvor vi ser livet passere forbi og slippe os af hænde, mens vi håber og venter på, at bedre tider er på vej? Eller er håbet livets brændende flamme, som vi næres ved, mens vi håbefuldt laver den ene aktivitet efter den anden, som skal drive os selv og verden frem til den tilstand, som vi ønsker at være i?
Forskningen har haft omfattende og effektive aktiviteter i gang i håbet om at udvikle vacciner mod coronavirus. Lyset er tændt: De første vacciner er rullet ud. Og selv om restriktionerne i skrivende stund er forlænget til og med d. 28. februar, giver det alligevel håb, at de mindste elever er tilbage i skolerne siden 8. februar.
De unge under uddannelse håber at få lov at komme tilbage og mødes i klasseværelset og på skolen. De håber også at få lov til at rejse ud efter endt uddannelse – at se verden og møde nye kulturer. At se solen stå op over Machu Picchu. At indånde luften ved Atlanterhavet. At få nye indsigter på Verdens Tag. At gå på Den kinesiske Mur. At bjergtages af Gullfoss eller Niagara Falls.
USA har fået ny præsident. Midt i en corona-tid blev en mere menneskelig, fornuftig og altfavnende præsident sat ind. Vi skal nu ikke længere frygte for det næste vanvittige tweet fra en sindsforvirret præsident.
Håbløshed er måske den værste følelse, man kan opleve. For hvis livet føles håbløst, så er alt håb jo ude. Og hvad er der så tilbage at leve for?
Vi slipper for utilstedelige tilbud om at købe Grønland. Muren mod Mexico er aflyst. Verdens kvinder får nu igen mulighed for oplysning om abort – noget der blev praktisk taget umuligt med den tidligere amerikanske præsidents Global Gag Rule, som afskaffede udviklingsbistand fra USA, hvis hjælpeorganisationerne oplyste om eller henviste til muligheden for abort. USA er igen med i Parisaftalen.
Kort sagt har USA fået en præsident, der hellere vil bygge bro end at forskanse sig bag mure. En præsident, der bekymrer sig om klimaforandringerne og har meldt USA ind i arbejdet for verdens sundhed igen via WHO. Det giver nyt håb for verden.
Håbets lys
Håbets modsætning er håbløshed. En følelse, som de fleste af os nok rammes af i perioder, når livet bliver svært. Hvis man har mistet et elsket og nærtstående menneske, kan sorgen ramme så hårdt, at livet føles håbløst. Håbløshed er måske den værste følelse, man kan opleve. For hvis livet føles håbløst, så er alt håb jo ude. Og hvad er der så tilbage at leve for?
Det kan ind imellem være svært at bevare troen på, at vi får bugt med coronaen. At verden bliver normal igen. Hashtagget #detblivergodtigen klinger mere og mere hult.
Og hvad nu, hvis man er et barn, som har mistet sin far? Hvis mor er rejst om på den anden side af jorden for at hjælpe et familiemedlem i nød, og man er alene tilbage, overladt til slægtninge i den anden ende af landet? Man må ikke komme i skole og ikke se sine venner, fordi alle er hjemsendt og kun omgås de allernærmeste. Så kan livet godt se temmelig håbløst ud ind imellem.
Lad os håbe og tro på, at 2021 både bliver håbets år og kærlighedens år
Men selv fra den dybeste håbløshed skinner et lillebitte lys – håbets lys.
Det er i den situation, at et barn må klamre sig til håbet. Håbet om, at Mor kommer tilbage. Håbet om, at man snart må se sine venner igen. Håbet om, at glæden findes et sted. Håbet om kærlighed. Håbet er livets spørgsmål, men svaret er også håb.
Lad os håbe og tro på, at 2021 både bliver håbets år og kærlighedens år.
LÆS FLERE ARTIKLER AF IBEN SØNDERUP HER
Alle billeder er taget af forfatteren.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
