FILMBOG // ANMELDELSE – Filmjournalist Per Juul Carlsen har begået et imponerende stykke arbejde med sin nye bog, Miraklet 1996-2006, og selvom undertitlen, Ti år der forandrede dansk film, måske er lige frisk nok, så er der ingen grund til, at denne gennemarbejdede og underholdende bog ikke skal finde et bredt publikum. Vores anmelder læste de over 600 sider på én dag.
Danske spillefilm er en sjov størrelse og har altid været det. Svære at få overordnet styr på, fordi de – måske ligesom alt andet – går op og ned. Da jeg selv læste filmvidenskab på universitetet i sin tid, var nye, danske film slet ikke inde på lystavlen, og alle var så sure over kvaliteten af dem, at en stor gruppe af os selvovervurderende førsteårsstuderende på et tidspunkt kollektivt søgte den ledige stilling som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut (den, der tildeler støtte til kommende danske film, red.), for dét kunne vi alle som en gøre bedre.
Men vi kom også ud af en svær periode, kan man sige, der i midt-slut-80’erne. Når man kigger tilbage, så var det en lidt fattig tid for originale danske film, og det var ikke bare os unge på universitetet, der var surmulende og bedrevidende.
Det brede publikum havde heller ikke rigtigt noget at se frem til i form af et nyt indslag af en ellers populær serie. Nej, de blev i store træk hjemme foran fjerneren, mens vi andre gik på Café Krasnapolsky og diskuterede italiensk neorealisme – eller hvorvidt Lars von Trier var det nye håb, mens vi drak guldøl. I hvert fald det sidste var vi enige om.
Jeg ville mærke bogen og lugte til den, føle omslagets møde med mine hænder
Men der begyndte at ske noget, ganske langsomt, som man kan læse det i den forrygende bog, Miraklet 1996-2006: Ti år der forandrede dansk film, og måske begyndte det ved premieren af Ole Bornedals Nattevagten, som bogen er inde på? Filmen er ganske vist fra 1994, men det var også min oplevelse, at den markerede en slags hjørne, der blev rundet.
Der skete også andre ting i de tilstødende år, som forfatter Per Juul Carlsen redegør suverænt for, men at han alligevel vælger at bruge et tiår (der rent matematisk selvfølgelig dækker over elleve år) som titel og hovedfokus, har nok også noget at gøre med PR-værdi og læsbarhed.
Boghåndværket
Uanset hvad, så har Carlsen – der især kendt for sine mange år på DR, både tv og radio – gennem en kraftpræstation af research, interviews, samtaler, sammenskrivning og redigering lavet en meget underholdende og vidende bog om dansk films udvikling i perioden. Jeg tyrede af lyst alle 600+ sider igennem på en enkelt dag, for den læste praktisk taget sig selv.
Bogen har mange sider, ja, men der er opdelt i relativt korte kapitler, som i det store hele kommer kronologisk. Kapitlerne er igen inddelt i underafsnit, lidt ligesom med mellemrubrikker i et magasin eller avis, men dog opsat som bogsider, og skriften er læsevenlig og ikke for lille.
Jeg havde først modtaget en pdf-fil med bogen, men den nægtede jeg at åbne. Dels læser jeg slet ikke e-bøger, dels syntes jeg ikke, det ville være rimeligt at anmelde en bog fra forlaget BOOK LAB, som går så meget op i bogen som et sanseligt håndværk, uden at have produktet i hånden. Jeg ville mærke den og lugte til den, føle omslagets møde med mine hænder. Den vejer jo lidt til, så det meste af den læste jeg dog ved et bord og resten stående ved min skrivepult.
Og den er lækker at røre ved og se på, og er den også lang, så er der til hvert kapitel adskillige sider med billeder.
Som en ekstra feature er nogle af billederne gengivet på det lidt grove papir, som også teksten er skrevet på, mens andre er gengivet på glat og blankt papir. Det har givetvis noget at gøre med økonomi i trykkeprocessen eller med det praktiske layout, men det har ydermere den effekt, at man som læser oplever og sanser en forskel i billedkvaliteten. Det giver en form for underforstået erkendelse af billedet som sprog og signalgiver, og som man på en måde – sikkert ubevidst – tager med i læsningen.
Flow i gennemarbejdet helhed
Og hvad kan man så læse? Jo, man kan læse ”forfatterens bog”, som han selv siger det i et af de ti bud, der indleder bogen. Så selvom meget af teksten faktisk består af citater fra folk i branchen, så er det filtreret gennem Carlsens sind og pen, og det virker virkelig gennemarbejdet og velgennemtænkt og ikke mindst som en sproglig helhed. Det er imponerende, hvor flydende sproget … øh, flyder.
Enkelte steder – som i kapitlerne om Niels Arden Oplevs Portland og Thomas Vinterbergs It’s All About Love – forfalder forfatteren ganske vist til en lidt anden og mere ”litterær” formidlingstype, hvor han går mere ind i hovedet på henholdsvis Arden Oplev og line producer Morten Kaufmann.
De passager brydes desuden yderligere op over flere underafsnit, og det var de eneste gange under læsningen, hvor jeg mistede overblikket kort og måtte bladre tilbage og se, om Kaufmann nu havde forladt filmproduktionen eller ej, men det er en meget lille anke.
Det er i øvrigt pudsigt, at kapitlet om sidstnævnte film vist er det eneste, der har en aura af ikke-succes over sig, men det siger jo bare noget om, at det altid er svært at lave en samlet vurdering af mange menneskers arbejde over flere år, men det er naturligvis fint, at det er med.
Begyndelsen
Men for at vende tilbage til materien – og ”miraklet” eller succesen, som man jo siger har mange fædre – så starter Carlsen, før han kommer til selve filmene, med et mere institutionsanalytisk blik på, hvad der skete i perioden op til den nævnte.
Det er noget med ændringer på Filmskolen og på Filminstituttet, og hvor personer som filmskolerektor og senere filminstitutdirektør Henning Camre samt manuskriptkonsulent Mogens Rukov, som også andre steder har været nævnt som instrumentelle i dansk films succes omkring årtusindskiftet, og det er noget med den ballast og idérigdom, som DR’s B&U-afdeling fodrede os alle med.
Jeg er overhovedet ikke uenig i noget af det, der skrives. Det er beskrevet loyalt og indgående, og alle de nævnte elementer og personer var meget vigtige for den moderne danske filmsucces, idet der skete en vis professionalisering af branchen på flere planer.
Men jeg vil nu lige nævne, at man helt generelt i 1980’erne var begyndt at undervise mere i praktisk film- og videoproduktion på både gymnasier, efterskoler, højskoler og arbejdsløshedskurser, så der var en del unge mennesker, der havde fået et forhåndskendskab til det at lave film. Jeg underviste selv i praktisk videoproduktion på filmvidenskab i midt-90’erne, og det var overmåde tydeligt, hvor meget mere mine studerende vidste om audiovisuel formidling, end jeg selv gjorde ti år forinden.
Miraklet
Men det er filmene og filmfolkene, der er det vigtigste, og det er skægt at læse om, hvorfor Carlsen kalder perioden for et ”mirakel”, og hvad der egentlig konstituerer et sådant. Det har kort fortalt noget at gøre med, at følgende ting over en længere periode bare blev bedre og bedre: publikumsinteressen og billetsalget, anmeldelserne og pressens generelle bevågenhed, antallet af internationale priser og salget af danske spillefilm til udlandet.
Og ja, vi og Carlsen kommer selvfølgelig ikke uden om Zentropa, Ålen og von Trier og Festen og Dogme95-reglerne og Susanne Bier og Den Eneste Ene. Også Blinkende Lygter, Bænken, filmjournalisternes rolle, skuespillernes tilgang samt meget andet får opmærksomhed, og for eksempel er der et skønt lille kapitel om Zentropas naboer, Nimbus Film, som ikke er så kendte som Zentropa, men som i virkeligheden solgte flere billetter og vandt flere priser.
Der er masser af anekdoter og fakta at underholdes og blive klogere af bogen igennem
Bogen kommer undervejs ind på både filmenes indhold, på æstetikken og på de elementer indimellem, der har betydning for en films udtryk. Jeg tænker både på inspirationer – Taxi Driver (1976) af Martin Scorsese nævnes for eksempel et næsten komisk antal gange – og også på psykologien og humøret hos de enkelte filmfolk. Det hele virker som sagt gennemresearchet, og selvom Carlsen i starten af bogen proklamerer, at det skam er en subjektiv bog, så afholder han sig alligevel fra de helt store bedømmelser. De er der, men det er tilpas diskret til ikke at forstyrre læsningen.
For eksempel når han skriver kort, at elementerne i Bornholms Stemme (Lotte Svendsen, 1999) ikke ”finder sammen i en elegant harmoni”, så bidrager det på en måde mere til kapitlets helhed, hvor der er så meget mere på spil.
Og når han betegner skuespiller Mads Mikkelsen som ”mestermumleren”, så er det en elegant og tvetydig måde at anerkende dennes betydning for den nye realisme, der kom ind i skuespillet i dansk film i denne periode. Andre steder synes jeg – uden at det gør spor – at der skinner lidt mere begejstring igennem både på og mellem linjerne, og lur mig, om ikke instruktør og manusforfatter Anders Thomas Jensen er en af Carlsens helt specielle yndlinge.
Afslutningen
Selvfølgelig kan bogen ikke undlade at komme ind på, hvorfor ”miraklet” i dansk film gik i stå. Han citerer nogle af de involverede parter for ”mon ikke der kom lidt for meget af det samme?”, ”formeltænkningen havde taget over,” og ”vi blev nok lullet ind i en falsk tryghed.”
Det er jo næsten umuligt at redegøre for trends, og hvorfor de opstår og forsvinder, men jeg mindes selv en oplevelse fra dokumentarfilmsbranchen, som jo var der, jeg mest opholdt mig, og hvor danske film også virkelig i en periode var – og stadig er – en international succes med festivaludtagelser og priser. Der var en filmfestivaldirektør, vistnok fra Toronto, der holdt en tale for os til et eller andet branchearrangement, og hvor han sagde noget i retning af, at så var det ”på tide for jer at sadle om. For ingen succes kan vare ved.”
Og det stemte godt overens med mit eget, selvhøjtidelige credo fra den tid: ”Hvis man er populær, er det fordi, man gør et eller andet forkert.”
Man vil blive fanget ind og få lyst til at se nogle af de nævnte film
Til allersidst peger bogen således også lidt fremad: Hvad skal der gøres? En nu halvgammel idiot som mig – og her er Carlsen mere rummelig – synes selvfølgelig, at det er lidt forstemmende, at det åbenbart er de unge, man skal sætte sin lid til. Men jeg vælger at minde mig selv om, at ovennævnte Scorsese på 80 lige har lavet en af sine mest vitale film, og at andre instruktører som Agnès Varda og Luis Buñuel var i fremmelig form til det sidste.
Og for at blive i denne danske mirakel-periode, så er det min personlige holdning, at Erik Clausen, som kun nævnes i forbifarten i bogen, med filmen Villa Paranoia (2004) lavede en af sine mest moderne film som 62-årig.
Men nok om det, for der er masser af anekdoter og fakta at underholdes og blive klogere af bogen igennem, og man kan sagtens tage den i mindre bidder, end jeg gjorde. Det er klart, at det nok er en fordel at være lidt interesseret i film og filmhistorie til at begynde med, men så er jeg også temmelig sikker på, at man vil blive fanget ind og få lyst til at se nogle af de nævnte film.
Og nu får vi snart at se – når Ole Bornedals Nattevagten – dæmoner går i arv har premiere d. 11. december i år – om mirakler også går i arv, og om der vil komme en ny optursperiode i dansk film, hvor ’alt’ går op i en højere enhed.
Læs mere POV kultur i Kulturlisten hver fredag. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
