IDENTITETSPOLITIK PÅ FILMSKOLEN // MODSVAR – Gymnasielærer Steffen Groth giver et fortegnet billede af mine betragtninger om de verserende tilstande på Filmskolen, når han påstår, at jeg skulle mene, at Filmskolen er stalinistisk. Det siger jeg ikke, og det mener jeg ikke, skriver Gyldendals direktør, Morten Hesseldahl, i dette modsvar til Steffen Groths kritik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Steffen Groth påstår i sit indlæg i POV 21. januar 2022, at jeg skulle mene, at Filmskolen er stalinistisk.
Hvad jeg siger, er, at det er som ”et ekko” fra ækle dele af historien (Kinas kulturrevolution, Stalins skueprocesser og fællesmøderne på Tvind), når en anonym kritik fra en medstuderende får en ung filminstruktør til at dreje rundt på en tallerken og pludselig undsige sit eget projekt.
Konkret siger den ellers ganske woke elev efter den anonyme tilrettevisning:
”Selv om det aldrig har været mit udgangspunkt, så skal jeg tage ved lære af, at nogen har haft en dårlig oplevelse med min film. // Fordi jeg har læst en række antiracistiske tekster, så ved jeg som hvid person ikke pludselig det hele. Det er arrogant og naivt at tro det. Kritikken giver muligheden for at flytte sig, og der sker en gradvis bevidstgørelse. Men det sker ikke over én nat. Det er en erkendelse, som fortsætter. // Jeg har nu lært, at jeg behøver en hjælp fra konsulenter og sensitivity readers, der skal læse manuskriptet igennem og pege på, hvad der potentielt kan fremstå stødende for minoritetsgrupper. Og skolen kan forhåbentlig i fremtiden sætte antiracisme på dagsordenen og hjælpe med at etablere rammerne for at hjælpe os filmskabere.”
Det står da Groth frit at mene, at sådan en tilgang til sig selv som kunstner er forbilledlig, og at vi alle – forlag, medier og filmproducenter – ville være langt bedre stillet med sensitivity readers og konsulenter, inden vi lod den den frie tanke og den udfordrende kunst slippe løs.
Kommer han (Steffen Groth, red.) dermed i virkeligheden ikke til at underløbe den fritænkning, som ellers altid har været et adelsmærke på den frisindede del af venstrefløjen?
Jeg mener det ikke, og dét er såmænd ikke noget særskilt borgerligt synspunkt. Det er et spørgsmål om åndsfrihed.
Når prorektoren på Filmskolen umisforståeligt siger til Ekko (6. januar 2022): ”Det er klart, at vi ikke skal vise film, som vi ved kan krænke elever.” Så mener jeg, at det – helt uafhængigt af politisk ståsted – er stærkt kritisabelt.
Det samme mener i øvrigt også Enhedslistens Søren Søndergaard: ”Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan blive uddannet inden for filmens verden uden at se en lang række værker, der indeholder alle mulige andre tvivlsomme ingredienser – også racisme og misogyni.” (Ekko 15. januar 2022)
Ligesom lederskribenten i den ikke særligt højreorienterede avis Information, Lone Nikolajsen:
“Hvis man er elev på en filmskole, bør man kunne tåle at se film (og karakterer i film), der krænker ens retfærdighedssans og går imod ens eget værdisæt. Det samme gælder, hvis man er dedikeret antiracist. Det er en sløj form for antiracisme, man praktiserer, hvis man nægter at se på, hvordan racisme gennem tiden er kommet til udtryk.” (Information 10. januar 2022).
Hvorfor mon Steffen Groth har så travlt med at gøre min omsorg for Filmskolen til et borgerligt standpunkt og udtryk for en særlig paranoia på parnasset?
Kommer han dermed i virkeligheden ikke til at underløbe den fritænkning, som ellers altid har været et adelsmærke på den frisindede del af venstrefløjen? Dér, hvor man har bestræbt sig på at sige noget vigtigt og ofte anstødeligt fremfor at efterplapre en idiotisk tidsånd?
Læs Steffen Groths artikel: Går der et stalinistisk spøgelse gennem Filmskolen? her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her