Ny bog: Det danske demokrati startede først i 1920

af i Bøger/Historie

HISTORIE // ANMELDELSE – Et fåtal måtte stemme, og afstemninger foregik ved håndsoprækning. Det danske demokrati var lang tid om at komme i gang, og det knagede gevaldigt i de politiske fuger undervejs. Det er hovedpointen i historikeren René Karpantschofs monstrøse værk, De stridbare danskere.

Der er noget dramatisk, men også ganske sagligt og nøgternt over historikeren René Karpantschofs voluminøse værk, De Stridbare Danskere. Mange af emnerne, bogen tager op, er ikke klassisk Danmarkshistorie, men alligevel særdeles medrivende. Bogen er skrevet ud fra danskernes konflikter med hinanden. Karpantshof formulerer det, som hvis man skulle beskrive en familie og udelukkende beskrev deres skænderier.

Det tager værket steder hen i Danmarkshistorien, der normalt sjældent berettes om. Store, historiske personer, Grundtvig, Estrup, Frederik d. 7. dominerer fortsat 1800-tallets Danmark, bevares. Men bogen tegner også vigtige portrætter af tjenestepiger, der i stor stil brænder gårde af som følge af stor utilfredshed og afmagt, eller om mangelfuld uddannelse af københavnske gadebetjente, hvis eneste kvalifikation var, at de skulle kunne slå på tæven. Den handler også om mormoners udvandring til USA i 1800-tallet, på grund af svære og diskriminerende forhold herhjemme. Om protesterne mod Estrup, der sad som konseilspræsident i hele 19 år, og ikke sagde noget om skudattentatet til middagen, han efterfølgende var til. Det gjorde han først senere, da herrerne trak sig tilbage med kortspil af hensyn til damerne.

De stridbare danskere piller ved den almindelige opfattelse af demokratiets historie, og åbner for at forstå tiden som en overgangsperiode, hvor demokratiet ikke rigtigt havde fundet sin form endnu

De stridbare danskere tager også læseren 7500 kilometer sydvest på og beretter om opstanden på De Vestindiske Øer. Ikke en ligefrem overbelyst begivenhed i et Danmark, der ofte ynder fejlagtigt at fortælle, at vi var de første til at gøre slaver frie. Bogen kommer også interessant rundt om høje selvmordsrater i 1880’erne. Danmarks modernisering havde bestemt også skyggesider. Ligesom den fokuserer på en ung Johannes V. Jensens teknologibegejstring i starten af 1900-tallet, der stolt berettede fra verdensudstillingen i Paris, inden den europæiske arbejderklasse slagtede hinanden i 1. verdenskrig og fik brugt alt det jern, man havde produceret.

Ikke et ønske om demokrati

Karpantschof kalder tiden 1849-1920, som bogen er lagt inden for rammerne af, for efter enevælden og før demokratiet. De stridbare danskere piller ved den almindelige opfattelse af demokratiets historie, og åbner for at forstå tiden som en overgangsperiode, hvor demokratiet ikke rigtigt havde fundet sin form endnu.

Demokratiet begyndte med grundloven i 1849, men i praksis langt senere. Det er de fleste faghistorikere enige om. Karpantschof argumenterer for, at vi først får egentligt demokrati efter Påskekrisen i 1920, hvor det monarkiske stort set ”forsvandt ud af det danske styre”. Inden da havde kongen fortsat den afgørende magt, selv om vi var kommet ud af enevældens jerngreb.

Nok ønskede man demokrati, men det skulle bestemt ikke være for alle. Det blev i mange kredse anset som værende ekstremt at være demokrat. Det var lig med pøbelvælde og terrorregime

Danmarks Riges Grundlov fra 1849 var ikke udformet med et ønske om at fremme demokrati. Det spæde demokrati, der på mange måder ikke var et demokrati eller et ønske om at være det, redegør Karpantschof systematisk for som en gennemgående afslørende rød tråd, der syes ind i hele værket.

Karpantschofs kildegrundlag er særdeles vægtigt. Han bruger med fordel personlige breve til at nuancere den nationalliberale Orla Lehmanns syn på demokratiet i et brev til søsteren, Marie. Her ”lufter Lehmann sin irritation over de ”kommunistiske fanatikere”, der i Hippodromen hellere ville tale om ”menneskerettigheder” og ”almindelig stemmeret” end om at ”hævde landets ære og velfærd”.

Nok ønskede man demokrati, men det skulle bestemt ikke være for alle. Det blev i mange kredse anset som værende ekstremt at være demokrat. Det var lig med pøbelvælde og terrorregime. Mange var ikke interesseret i at afgive for meget magt.

De stridbare danskere tager således i høj grad fat på de mange borgere, der slet ikke havde mulighed for at stemme, og en overklasse der gjorde alt for at forhindre dem i det, for netop at bevare den aristokratiske magt. Kongen udpegede ministre, og Landstinget var udelukket for underklassen, da man skulle have en årsløn på mere end 1200 rigsdaler og være over 30 år for at blive stemmeberettiget. Det var adskillige gange en håndværkers årsløn.

Kvinder kunne ikke stemme, og som Karpantschof skriver det, så behøvede man slet ikke argumentere for, at kvinder ikke skulle have stemmeret i midten af 1800-tallet. Et modsvar var utænkeligt.

Indtil 1901 foregik afstemningen ved håndsoprækning. Karpantschof beretter i det tilfælde, at der var eksempler på, at borgere forsøgte at række to hænder i vejret

Dertil mistede man stemmeretten, hvis man modtog fattigydelser. Meget har forandret sig de seneste 140 år, men ikke alt: Argumentet om, at arbejdsløse nasser på samfundet og mister lysten til at arbejde eksisterede også i 1880’erne. Højrefløjen så det som den enkeltes personlige ansvar, mens venstrefløjen så arbejdsløsheden som noget samfundsskabt.

I værkets sidste del i overgangen til det 20. århundrede fokuserer Karpantschof også på, at afstemningerne blev hemmelige. Indtil 1901 foregik afstemningen ved håndsoprækning. Karpantschof beretter i det tilfælde, at der var eksempler på, at borgere forsøgte at række to hænder i vejret. Partiaviserne holdt sig dog ikke tilbage efter parlamentarismens indtog med at vise, hvor folk skulle sætte deres kryds.

Efter 1900 er bogen i høj grad fortællingen om kvindernes kamp for valgret og arbejdernes kamp og håb om revolution. Om de anarkistiske og voldelige kræfter i SUF, der kæmpede med politiet med Socialdemokratiet og kapitalisterne som deres værste fjender. Her sætter Karpantschof fokus på syndikalisten Christian Christensen, hvis erindringer Halfdan Rasmussen sørgede for blev udgivet med titlen En rarbarberdreng vokser op.

De stridbare danskere er en bog, hvor ambitionen er, at alt skal med. Også det, der normalt ikke er med. Resultatet er et detaljemættet, nærmest leksikalsk værk, der ned til mindste detalje minutiøst beskriver, hvad de enkelte ministre har sagt på møder. Karpantschof er ikke nogen stor dramatiker, men derimod en bundsolid historiker med stort kildegrundlag, der iscenesætter en konfliktfyldt tid i Danmarkshistorien nøgternt skrevet i præteritum. Bogen er saglig i sin sproglige stil med neutrale betragtninger, der uimponeret lader kilderne tale. Og det gør de så glimrende selv. Derfor behøver forfatterens pen ikke have schwung. Der er fx langt fra Tom Buk-Swientys dramatiske prosa til Karpantschofs nøgterne ditto.

Værket er således en kompakt mursten af en grundig Danmarkshistorie, der sætter spørgsmålstegn ved, hvornår demokratiet begyndte i Danmark. Karpantschofs systematiske afdækning af valgsystemet viser, at Danmark var mange år om at blive et rigtigt demokrati. Det vil rokke ved de hårdnakkede demokratielskere, der i dag stolt proklamerer, at Danmark er et gammelt demokrati. Det er Danmark rigtignok, men det tog lang tid at komme rigtigt i gang med de demokratiske processer, vi kender i dag.

Nu er det ikke kongehuset, der truer demokratiet, som det var dengang. Kritikere ser blot Pingo og Mary som en udgiftsbyrde, der gerne måtte vippes af finansloven – i dag er det snarere politikere, der med lovgivning forsøger at ændre demokratiets beståen indefra. Men det er en helt anden historie, og den har andre forskere heldigvis kastet sig over.


René Karpantschof – De stridbare danskere.
Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920
544 sider. 349,95 kroner. Gads Forlag.
Udkom 12. november 2019.


Foto: Wikimedia. Folketingsvalget i 1909, hvor det var ganske nyt, at afstemningerne var hemmelige. Indtil 1901 havde man stemt ved håndsoprækning. Kvinder kunne først stemme i 1915. Historikeren René Karpantschof argumenterer for, at demokratiet først for alvor begyndte i 1920.

Seneste artikler om Bøger