Klodset. Kejtet. Sært umage og kluntede proportioner og kombinationer, brunt og gult, brunt og orange, brunt og brunt og brunt og fløjl. Er det mig, jeg husker tilbage på? Eller det årti jeg voksede op i? Kan man overhovedet skille det ad?
Jeg ser et sårbart, lidt for tykt og alt for kikset barn. En gammelklog, kluntet skabning med kasserollehår og æblekinder, som hun hader. Man kan mobbe både gammelklogskab, kluntethed, håret og kinderne, selvfølgelig kan man det, og det sker dagligt, men hun vil ikke fortælle det til sin far og mor, for de arbejder hårdt og har alvorlige miner, hver gang de skal i banken, og de har fået hende ind på den dyre realskole, fordi hun også blev mobbet i folkeskolen, og nu er det meget værre, men ingen må vide det, og nogle år senere er hun den første i klassen, som får bryster, og hun hader, hader, hader, hader, hader det, for selvfølgelig kan man også mobbe med det. “Spidspat” bliver det til. SP, når de voksne er i nærheden. Ikke bedre end “kloakbeduin”, som ellers har været et af de foretrukne øgenavne.
Er det sådan det var? Jeg prøver at huske, men ved, at hukommelsen er usikker, noget fylder meget, andet er pakket pænt væk. Og ja, det var sådan det var, men det var også meget andet, det var tidlige junisolopgange med koldt, dugvådt græs under nøgne fødder i det første morgenlys. Det var duernes kurren i det store elmetræ uden for vinduet, solsortens bløde fløjt over hustagene, lærkens jubel og strandskadernes triller over de lave enge, morgensang efter højskolesangbogen, det var sejlture og fisketure på fjorden med min far og nogle gange min mor, det var Jacques Cousteau i min mormor og morfars nye farvefjernsyn – familiens stolthed, det var duften af tjære fra bundgarnspælene om foråret og spejderlejre med bål, stenalderliv under hylden i haven, det var søskendekærlighed og søskendejalousi, lykkelige somre på Mols omgivet af sommerfugle, havluft og høduft fra jomfru Marias sengehalm, som fyldte de sitrende højsommerdage sammen med gulspurvens konstante tællen til syv og den knitrende lyd af fyrrekogler, som sprængte i varmen.
Med tiden er de gode minder blevet dem, der fylder. Men når jeg prøver at huske tilbage på 70’erne som et årti, går det op for mig, hvor hård en tid det også var, hvor usikker og rå den kunne være, og hvor brutale børn kan være, når ansvarlige voksne ikke hjælper dem til at finde andre veje ud af usikkerheden.
Selvfølgelig sladrede man ikke, de voksne havde kun foragt for sladrehanke, det var mod realskolens kodeks og ville i øvrigt have tvunget lærerne til at tage stilling til, om deres egen mobning var i orden, som da lærer Madsen demonstrerede højtryk foran hele 8. b ved at presse en tung bog hårdt ned i hovedet på Niels, der var i panik over ikke kunne huske forskel på højtryk og lavtryk og med et tappert, fjoget smil og tårer i øjnene skreg ‘det er lavtryk’, fordi lærer Madsen pressede ham længere og længere ned mod gulvet, og han selv blev lavere og lavere på grund af trykket.
Og det her skulle have været en klog analyse af årtiet, men det hele kommer væltende tilbage, usikkerheden, det vaklende med de skæve proportioner og brun-gule farver, som et girafføl klar til både at leve og at flygte.
Er Annifrid min mor?
Jeg husker venskaber, fire børn på kanten af voksenverdenen, som troede de var ABBA, fordi en af os kunne spille SOS på klaver, og vi var to drenge og to piger, en lys og en mørk, og måske var Annifrid i virkeligheden min mor? Tanken var sådan en, man kunne gå og drømme sig væk på, ikke fordi der var noget galt med hverken min far eller mor, slet ikke, men åhhhh, tænk, hvis man alligevel var noget helt andet og meget bedre, end andre (og en selv) lige kunne se?
Jeg hjalp den fyr, som jeg var hemmeligt forelsket i gennem flere år, med hans erobringer for i det mindste at være noget. Jeg blev god til at være en af drengene, for jeg var aldrig den, de ville forelske sig i alligevel.
Vi vævede os ud og ind af venskaber og uvenskaber, intriger, håb og kamp om popularitet, jeg gjorde mit yderste for at passe ind, at være elskelig, ikke at støde nogen i håb om ikke at blive stødt væk, at få lov at betyde noget for nogen.
Jeg hjalp den fyr, som jeg var hemmeligt forelsket i gennem flere år, med hans erobringer for i det mindste at være noget. Jeg blev god til at være en af drengene, for jeg var aldrig den, de ville forelske sig i alligevel.
Mit voksne jeg ser tilbage og ser alle de andre kæmpe for at passe ind på samme måde, jeg ser deres sårbarhed, og hvordan jeg selv misbrugte den. Mobbede kan også mobbe. Jeg tænker tilbage med en forståelse, jeg ærlig talt ville have ønsket, jeg havde op gennem barn- og ungdommen, hvor jeg troede, at det kun var mig, det var galt med, og aldrig er man så ensom som i de år, hvor man desperat prøver at være en jævnbyrdig del af et fællesskab, næsten uanset hvad det består i.
Trappen i Stenløse
Jeg husker aftener tilbragt på den trappe i Stenløse, hvor Mabel opholdt sig. De sang, og vi sang ‘Close your eyes’ og ‘Sonnenschein’, som vi svømmede hen over, for det var sådan den var, kærligheden, vores følelser var så store, som de kun kan være første gang, men på trappen forsøgte vi at være seje og få det drys af stjernestøv, som kunne løfte os gennem pubertetens trængsler og fortvivlelser og forelskelser.
Kom de ud og talte med os? Jeg kan ikke længere huske det. Måske var det vigtigste i virkeligheden bare, at vi sad der, at vi prøvede at finde en identitet midt i al vores provinsborgerlighed, som var langt fra venstrefløj, aktivisme, Femølejr og kvindekamp og mere handlede om at skabe mening og tryghed i familier, som heller ikke vidste, hvordan de skulle gebærde sig i den her nye verden, hvor der pludselig var penge til parcelhuse med gildesal og bar i kælderen og cocktails, biler og flyrejser.
Tømmermænd og en grim smag i munden
Oppe i mit hoved er 70’erne også et evigt spor af vammelsødtduftende sjatter og peanuts og saltstænger, resterne af de voksnes fester, som vi sneg os op og åd os ind på næste morgen, sådan som vi åd os ind på voksentilværelsen, grådigt og ikke altid klogt og nogle gange med kvalme og tømmermænd.
Identitet var for os unge et spørgsmål om at bekende kulør som rocker, disker eller flipper – det var til gengæld et vigtigt valg. Og havde man ikke modet, ideologien eller pengene til at gå all in, kunne man være minirocker (med Puch Maxi og Wranglercowboyjakke i stedet for motorcykel og læderjakke), akryldisker eller luksushippie.
Jeg var bare småborgerlig, som en lidt ældre pige belærte mig, men jeg drømte længe om den overall i vinrødt fløjl, som min mor havde lovet mig, men som der aldrig blev penge til, selv om 70’erne også var de nyriges årti. Det var dyrt at prøve at holde trit med forbruget og stilen i det pæne kvarter, mine forældre havde bosat sig i.
Oppe i mit hoved er 70’erne også et evigt spor af vammelsødtduftende sjatter og peanuts og saltstænger, resterne af de voksnes fester, som vi sneg os op og åd os ind på næste morgen, sådan som vi åd os ind på voksentilværelsen, grådigt og ikke altid klogt og nogle gange med kvalme og tømmermænd.
For første gang nogensinde var resten af verden en mulighed for de fleste. Charterrejser, Mallorca, Eviva Espana, grisefest og sangria, rejser var ikke længere kun for de modige eller rige, og hvis vi blev hjemme, trængte verden sig ind på os. Fremmedarbejderne kom. Sortsmuskede, kaldte de voksne dem og mente muligvis ikke noget ondt med det. De var bare anderledes.
“Hvad er det, der er 15 meter langt, gult og lugter af hvidløg?” lød en gåde. “Bussen til Ishøj” var svaret. “Hvornår må man spytte en tyrkisk kvinde i ansigtet?” “Når hendes overskæg brænder”. Vi tænkte ikke over, at det var racistisk, vi kunne grine sammen af det, og det var det vigtigste.
Hvidløg var i det hele taget noget underligt noget, det havde så småt sneget sig ind i madlavningen sammen med de her avocadoer og kiwier, og i kogebogen stod der, at man kunne skære et fed hvidløg over og gnide det indvendige med salatskålen med det for at få hvidløgssmagen uden at overdrive, og der var gode råd til, hvordan man kunne tygge persille, så man ikke kom til at lugte.
Den grimme smag kunne skylles ned med rødvin, der havde fået en sukkerknald og et ophold på varmeapparatet, “den med tyren” bredte sig på bordene, der hidtil havde været domineret af danskvand og pilsner og snaps.
Branderten kunne luskes hjem, og historier om, hvordan man havde snydt politiet og ikke var blevet stoppet med en imponerende promille, var yndet selskabsunderholdning, mens cigaretfadene gik rundt, og de mere modige i stedet røg majspibe. Jeg husker 70’erne som et årti, hvor vi børn var evigt køresyge, fordi de voksne pulsede løs i bilerne og i busserne og sågar i flyene. Det sidste vidste jeg ikke noget om – vi fløj ikke i vores familie. Jeg prøvede det først, da jeg for længst var flyttet hjemmefra, og da var 70’erne forbi.
Usikkerhedens årti
Jeg ser et årti, som på samme måde som vi børn og unge forsigtigt og usikkert prøvede at begå sig i en ny verden. Som satte fødderne tøvende ud på frihedens og globaliseringens tynde is for at se, om den kunne bære. Isvintre var også en del af 70’erne, og oliekrise, og de voksne blev nødt til at forholde sig til, at vi var blevet så afhængige af olie, at nogle underlige nationer mange tusinde kilometer væk kunne få indflydelse på, om vi skulle køre i bil om søndagen.
Jeg husker tykke plastiklag sat for de vinduer på værelset, hvor det ellers om vinteren var meget normalt, at den nederste del var tyk af is indvendigt, mens radiatorerne buldrede løs og sørgede for en behagelig temperatur i resten af rummet, og blev det for varmt, åbnede man da bare vinduet og lod frosten komme ind og rense og lufte ud. Pludselig var det slut, vi kunne ikke ‘fyre for gråspurvene’, som det hed, ressourcemangel og grænser for vækst blev en del af bevidstheden og debatten, det samme gjorde kemisk forurening, som fik fisk til at vende bugen i vejret i søer og åer og gjorde forureningsbiolog til en uddannelse.
Jeg ser et årti, som på samme måde som vi børn og unge forsigtigt og usikkert prøvede at begå sig i en ny verden. Som satte fødderne tøvende ud på frihedens og globaliseringens tynde is for at se, om den kunne bære.
70’erne var et årti, hvor vi ikke længere kunne være et isoleret puslingeland, og hvor vi mistede uskylden. Eller var det? Måske synes alle voksne bare, at det årti, de selv blev formet af og gik fra børn til voksne i, er et symbol på uskyldstab? Måske var det bare os, der tabte den, uskylden. Måske var 70’erne hverken mere eller mindre voksne eller uskyldsrene eller vaklende end alle andre årtier, måske var det bare mig, der voksede op.
Det er gået op for mig, at mine 70’ere er meget langt fra de aktivistiske og stærke politiske meningers 70’ere, som de fleste af mine jævnaldrende kolleger husker tilbage på. Lige løn for lige arbejde, kvindekamp, kollektiver, faglige kampe, demonstrationer mod Vietnamkrigen, kamp for boliger og mod spekulation i det indre København.
Hvilken udgave af 70’erne er den rigtige? Svaret er selvfølgelig, at vi hver især husker vores udgave, og der er lige så mange rigtige 70’ere, som der er mennesker der har levet i dem. Men mens Golden Days fejrer musikken, aktivismen og den politiske kultur, tænker jeg, at vi måske er mange, der allermest husker årtiet for usikkerheden og de vaklende ben.
Topillustration: Giraf – foto: Wikimedia Commons
Skribenter hos POV arbejder for de penge, som læserne har lyst til at bidrage med. Hvis du vil bidrage til mine skriverier, kan du bruge Mobilepay – 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
