TRO & EKSISTENS // POVCAST – Hvorfor vil Isabella Arendt, der leder et parti med kristendom i sit navn, gerne tale om at have skåret i sig selv, men ikke om sin tro, selv om alle mulige andre taler om den nu om stunder? Hvem og hvad gavner det at tie?
Isabella Arendt er 28 år og formand for Kristendemokraterne. Hun har fortalt, at hun er kristen og kommer i folkekirken. Men der går grænsen så også. Flere ord har hun ikke sagt ord om den tro, der fylder det meste af navnet i det parti, hun på tredje år er leder for. Den tro, som tre ud af fire danskere bekender sig til ved at være medlemmer af folkekirken. Og som flere og flere kendte lader sig interviewe om i de her år. Hvorfor vil hun af alle ikke tale om den?
”Det er for privat”, svarer hun helt kort.
”Som formand har jeg indvilget i at være en offentlig person, men der bliver også nødt til at være noget, som ikke er en del af mit offentlige virke”.
Hun vil gerne tale om ”tro som politisk spørgsmål eller samfundsemne”, men ”har ikke noget behov for at inddrage” sine personlige oplevelser.
Alligevel er det at spørge ind til hendes tro mere intimt for hende end, ja, endda end sex
”Nu er jeg gift på tredje år, og jeg taler gerne om ægteskabets betydning i samfundet eller familiepolitik eller skilsmissestatistikker, men jeg har ikke behov for at tale om, hvordan mit eget ægteskab går lige nu, eller hvad min mand måtte synes om alt muligt. Faktisk”, fortsætter hun, betragter hun sit ”trosliv som cirka lige så privat, som hvis jeg skulle tale om mit eget sexliv”.
”Det holder jeg mellem hjemmets fire vægge, eller hvad man skal sige”.
Alt det, der foregår derhjemme, ”former selvfølgelig en som menneske og bliver en del af ens identitet”, vedstår hun, men fastholder sin ret til at beholde noget, som ”ikke er til journalister og ikke er til vælgerne”. Hendes behov for et aflukke er nok så stort, tror hun, fordi hun begyndte i politik ”så forholdsvis tidligt”.
Troen er ikke datid
Men hvorfor er det troen, der lukkes af for, når hun ellers har givet interview om at have været selvskadende og ensom i gymnasiet? Interview, der var båret af stor åbenhjertighed.
”Ja, det var også virkelig tæt på mig – i datid. Mit trosliv er en nutidsoplevelse. Selvskade fortalte jeg ikke om, mens jeg var i det. Jeg fortalte heller ikke om det lige bagefter. Det skulle være så meget på afstand, at det ligesom var blevet et, ja, hvad skal man sige? Et overstået kapitel. Det skulle være noget, jeg ikke længere blev så berørt af”.
Jeg ved ikke, om begrebet åndeligt afklædt eksisterer, men sådan som jeg oplever det
Ensomhed og mobning tegnede hendes ungdomsår, selv om hun med egne ord havde en standard typehus-barndom med stisystemer, cykler, mor, far, to børn, gymnastik og badminton.
”Jeg valgte at dele min historie i håb om, at andre også kunne få et eller andet ud af det eller lære af det eller lære at lade være at lave de samme fejl, eller hvad de nu ville tage med fra det. Men, nej, det føler jeg faktisk ikke går lige så tæt på, som hvis jeg bliver spurgt til mit trosliv i dag”.
Det ligger ellers lige for at spørge hende både som partiformand og som en af dem, der er vokset op med troen og med at tale om den – også i det offentlige rum. Hendes far, Mikael Arendt Laursen, er generalsekretær for KLF, Kirke og Medier, og næstformand i den kristne fagforening, Krifa.
Mere intimt end sex
Alligevel er det at spørge ind til hendes tro mere intimt for hende end, ja, endda end sex.
”Eller tættere på, kan man sige, og for at blive lidt i billedet har jeg lyst til at sige, at det er, fordi det ligesom er nøgent”.
Hun ler.
”Vi sidder her i et utroligt professionelt rum, så det er ikke lige så kinky, som det kan lyde”, indskyder hun og fejer armene ud i mødelokalet, inden hun taler videre om, at det, der kommer frem i hende, når hun går ind i sin tro, er at ”være et sted, hvor man er sårbar”.
”Jeg ved ikke, om begrebet åndeligt afklædt eksisterer, men sådan som jeg oplever det – og, tror jeg, mange andre også – er det ligesom en del af ens inderste”.
Hør hele samtalen med Isabella Arendt her:
Måske skyldes hendes vægring også, at Danmark domineres af en ”sekulær kultur, hvor det at tale åbent om trosliv er at bryde med normen”.
”Tro et er ikke et standard-samtaleemne, man har med nye bekendtskaber. Du vil aldrig møde op på arbejdspladsen og sige: Godmorgen, hvornår har du sidst bedt? Der er nogle spørgsmål, som ikke er er ude i det åbne”, mener hun, selv om det er blevet lettere at tale om tro de senere år.
Årsagerne til, at hun og andre alligevel tier, falder i to spor, forklarer hun.
”Man er bange for at være den, der er anderledes end de andre. Og så, tror jeg, det forstærkes af, at det går enormt tæt på, og at man virkelig ikke har lyst til at risikere at blive dømt på noget, der er så essentiel en del af ens identitet. Du kan ikke lægge armslængde til det. Du kan ikke beslutte dig for at sige: Nå, men det er bare din holdning. Det er også derfor, at hadbeskeder på sociale medier, der går på køn, seksualitet, race og tro gør så ondt. Det er dem, der går på, hvem vi er”.
Gud og mig og ingen anden
Men der er også tredje grund til at tie, kommer hun frem til.
Et ønske om at passe på sin tro. Behandle den som noget særligt.
”Der er også nogle ting mellem min mand og mig, som resten af verden ikke behøver at kende til.
Ikke, fordi det egentlig er tabubelagt, men fordi det har en værdi i at være bare mellem os. Og det oplever jeg især i det job, jeg har, hvor jeg er enormt offentlig om rigtig, rigtig mange ting. Så er det blevet desto vigtigere for mig, at min mand kan mærke, at nu er jeg kun hans, eller hvor min lillebror kan mærke, at nu er jeg kun søster og ikke også medlemmernes formand eller alt muligt andet”.
Der findes kristne i alle partier, og derfor vil jeg meget nødig sådan sige, at fordi jeg er kristen, er jeg medlem af KD.
Hendes relation til Gud er hendes. Det er et forhold mellem Gud og hende, som ikke kommer andre ved. Og dog. For er hendes egen tro ikke betingelsen for, at hun bruger sit arbejdsliv på at være formand for Kristendemokraterne? Kan man være formand for det parti, hvis ikke har en dyb relation til den kristne Gud?
”Det er godt spørgsmål. Kristendemokraterne har i mange år haft en kristen formand, men det er ikke er en betingelse for jobbet. KD er ikke en religiøs, men en politisk organisation. Vi har et ideologisk grundlag, ligesom hvis man var liberal eller socialist eller konservativ, eller hvad man måtte være. Så længe man er enig i det politiske ståsted, så er ens religiøse overbevisning underordnet – ikke i ens eget liv, måske, men i forhold til arbejdet. Det er også derfor, at jeg overvejede at sige nej til at snakke med dig, fordi det ikke er mit job som politiker at blande mig i, hvad danskerne tror på”.
Politiker frem for alt
Som politiker vil hun gerne blande sig i ”jura og samfundsspørgsmål som en del af den lovgivende magt”, men som kristendemokrat vil hun ikke have, at ”staten skal blande sig i danskernes trosliv”.
”Jeg har en politisk rolle, og selvom vi sidder her og taler om noget, der egentlig ikke er politik, så introducerer du mig som formand for Kristendemokraterne. Det er i den rolle, jeg sidder her, og der er grænser for, hvad jeg med den kasket synes, jeg bør mene noget om. Der er noget, jeg ikke har en officiel holdning til, fordi det ligger udenfor det politiske spektrum, som jeg har valgt at stå og arbejde med og bevæge mig indenfor”.
Det var ikke ordet kristen i partinavnet, der lokkede hende, det var miljøspørgsmålet, som hun fandt, at KD havde de bedste svar på.
Du har ikke ret til at kende mit sexliv, mit ægteskab, mit forhold til min lillebror og så videre, fordi du har ret til at kende min politiske overbevisning
”Der findes kristne i alle partier, og derfor vil jeg meget nødig sådan sige, at fordi jeg er kristen, er jeg medlem af KD. Det kan meget hurtigt blive misforstået som, at man så er mindre rigtig kristen, hvis man stemmer noget andet end KD. Og det, mener jeg virkelig ikke, man er.
Isabella Arendt er ung og siger på enkel vis, at ”eksistentielle spørgsmål har jeg simpelthen aldrig brugt ret meget tid på”, men måske ændres det.
”Måske bliver jeg klogere. Ældre? Men lige nu beskæftiger jeg mig ikke med så meget andet end det politiske felt”, siger Isabella Arendt og argumenterer for sin sag.
”Som politikere kan vi kridte banen op og tillade et offentligt rum. Vi kan bygge scenen og invitere til samtalen, sikre fri presse, sikre frie skoler, sikre åbent værdigrundlag og så videre. Og så kan jeg sidde inde på min politiske pind og håbe af et inderligt hjerte, og det gør jeg, at de religiøse organisationer i vores samfund fylder det rum ud med samtale om tro”.
Men hendes egen tro?
Den skal ikke fylde i det offentlige rum. Tværtimod.
”Du har simpelthen ikke ret til at kende mig bedre end min egen dagbog. Du har ikke ret til at kende mit trosliv. Du har ikke ret til at kende mit sexliv, mit ægteskab, mit forhold til min lillebror og så videre, fordi du har ret til at kende min politiske overbevisning”, fastslår Isabella Arendt.
Isabella Arendt
Født d. 7. maj 1993. Opvokset i Fredericia som datter af Hanne Junk Laursen og Mikael Arendt Laursen, generalsekretær for KLF, Kirke & Medier og næstformand for den kristelige fagforening, Krifa.
- 2013-2016 landsformand for Kristendemokratisk Ungdomsparti.
- Blev landkendt, da hun d. 7. maj 2019, dagen for udskrivelsen af folketingsvalget, vikarierede i partilederrunden på TV 2 for den stressramte formand, Stig Grenov. Han gik kort efter af.
- Blev valgt til landsformand for Kristendemokraterne d. 13. oktober 2019. Er tillige partiets familieordfører og spidskandidat i Østjyllands Storkreds.
- Bachelor i statskundskab, Københavns Universitet.
- Har haft job på Lykkeforskningsinstituttet.
Gift med Caspar Vlasman, bor i København.
Har egen blog, holder foredrag og debatterer flittigt på sociale medier.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
