SATIRE // JULEFØLJETON 2. DECEMBER – Der er opbrud i byerne Hipsted og Folkerup. I andelslandsbyen har dampterapeuten, åndemageren og den hemmelige S/M-indpisker Madame Noire, alias Josef Denaparte, taget konsekvensen af sin forretnings fallit – og formiddagstoget til København. Christina Fridild har nye planer. Iværksætteren Birger Bentzen i Folkerup har etableret et væksthus i stål og glas, og så har han netop modtaget den politiske supernova, Petrine Vermouth, den nye forstander for Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere. Følg med i forfatter Sandra Klaus Juul Nissens julekalender-roman, der også kan høres som podcast. Læs et kort resume af sidste års julekalender i bunden af artiklen.
Forretningsideen var kommet til hende – den afhoppede donutpusher – som noget nær en eksplosiv erkendelse. Ofrene havde taget teten og opmærksomheden i den anden bølge, men hvad med gerningsmændene?
Ligesom selv de værste forbrydere har ret til en forsvarer, må der dog også findes et sted og en omsorg for selv de klammeste pilfingre! Christina Fridild havde aldrig kunnet skjule omsorgen for de udstødte. Der måtte være nogle, der tog sig af krænkerne, som helt tydeligt ragede rundt i deres eget liv uden et moralsk kompas.
De prøvede – uden bistand – at finde deres egne veje ud af skændslen. Nogle forsvandt simpelthen fra skærme og offentlige scener. Andre valgte martyrrollen og beskyttede sig bag en menneskemur af følgere og medløbere.
Robert havde i et af sine skænderier med moren kaldt hendes interesse for hans liv for “omsorgskvælning”. Hun faldt grædende i søvn efter det sammenstød
Men hvad skulle hun dog kalde det sted, det center, det gemmested, hvor de krænkende og udhængte politikere og mediestjerner kunne sunde sig for engang at kunne vende tilbage til et almindeligt liv?
INSTITUT ES – de to sidste bogstaver stod for erotisk selvkontrol. Nej, det var søgt og patientagtigt.
AK – Anonyme Krænkere. Nej, det var jo både ufrivilligt komisk – og løgn. Anonyme var jo det sidste, de var, efter at deres gerninger var blevet eksponeret på avisernes og ugebladenes forsider.
Overvældende stor interesse
Ja, nogle havde klemt sig ind hos deres tidligere kolleger i diverse talkshows, der både talte folkets simple sprog – og havde høje seertal.
Men navnet på dette retreat, dette institut, dette center – eller hvad det nu endte med at blive? Noget i den helt anden ende – det nærmest kærlige og omsorgsfulde “Hos Christina”? Det lød jo som en mellemting mellem et konditori og en massageklinik. Det gik jo slet ikke!
Christina Fridild lod diskretionen sejre – og valgte det anonyme – Pension Fridild. Hun var overvældet af interessen for det nye projekt. Det nærmest vrimlede ind med mænd, der havde behov for bare at komme væk fra søgelyset.
Hipsted havde godt nok været på landkortet efter sidste års gigantiske skandale omkring andefarmen ved Langesø. En national sejr for veganere og økologer over det kyniske, internationale kødgnaskeri. Det indignerede folk lukkede for Roast Duck. Men det var Folkerups bynavn, der blev knyttet til skandalen – Hipsted slap for skændslen. Så de mange ansøgere om ophold var tydeligt trygge ved, at et ophold på Pension Fridild kunne foregå i fuld diskretion.
Lyt til anden episode af Lummer vinter her:
Der var masser af plads i andelslandsbyen efter at det alternative liv i den nye generation i høj grad var flyttet fra bondelandet til de store byer – især hovedstaden. Og så var 68-generationen, som jo var ved at nå en alder, hvor det ikke var helt uforståeligt, at nogle forlod denne jord på grund af en fremskreden alder.
En del af beboerne havde – til trods for økologi og vegetarisme – også levet livet med et solidt forbrug af rødvin og den slags hjemmedyrket rygning, man bliver høj af. Lige ud af posen: Mange af Hipsteds oprindelige beboere havde levet livet hårdt.
Og den anonyme komiker, ved du hvad? Han græd sgu! Han blev kaldt reaktionær og mandschauvinistisk, da han foreslog, at kvinderne sgu selv måtte lære at sige fra og forsvare sig selv
Christina mærkede fraflytningen og hippielivets afblomstring på egen krop – så at sige. Hendes eneste barn, Robert, forlod andeslandsbyen sidste vinter for at være sammen med sin veninde Juliane, der ved skæbnens tildragelse var datter af Folkerups storkapitalist, Birger Bentzen. De to unge havde begge kvalme over deres familiers dominans – i hver sin retning. Robert havde i et af sine skænderier med moren kaldt hendes interesse for hans liv for “omsorgskvælning”. Hun faldt grædende i søvn efter det sammenstød.
Men hun fandt også en anledning til at gennemføre sit projekt om at resocialisere gerningsmændene i MeToo-opgøret. Sønnens flugt fra Hipsted var også hendes frisættelse.
Lummer vinter og varm organisk lykke
Christina sætter Chanel-tasken på trappen til sit hus med det bæredygtige murværk af siv og ler. Intet kan lige nu fjerne hendes varme følelse af organisk lykke.
Hun går en tur mellem de stråtækte hytter, som hun har overtaget fra den fortrukne terapeut. Og centralt – mellem dem – svedehytten, som hun med venners hjælp har ombygget til fællesrum fra arbejdslokale. Svedeovnen er erstattet af en stor elvarmer med energi fra landsbyens nye vindmølle.
Planchen over hele den ene væg. Hendes egen håndmaling og velkomst til ofrene blandt krænkerne: KOM OG GRÆD UD. Og så er der en mindre underskov af trebenede flipovers, der hurtigt kan flyttes rundt i det kommende gruppearbejde. De bærer ordene, som kunderne i hendes nye butik skal tygge på:
SKAM
SKYLD
NYT LIV
UNDSKYLD
Roberts ord til hende, da hun fortalte ham om projektet, sårer hende stadig:
“Hvad fanden har du gang i? Skal du ende dine dage som fucking grædekone? Et beskyttelsesrum for halvgamle, liderlige mænd, der ikke kunne holde nallerne for sig selv?”
Gør den ondt, denne dolk fra hendes eget kød og blod? Ja, men hun mærker også den snert af kærlighed, han stadig viser for hende. Indirekte, måske, men hun mærker ham. Han ønsker ikke, at hun skal gennem endnu en af sine fiaskoer, når hun forsøger at tjene penge på sin tossede ideer.
Og så er der hendes følelse af frihed, som hun dybest set af alle her på jorden har til fælles med sin søn. Nu er han flyttet for selv at løsrive sig. Og netop der kan hun gøre, hvad fanden der passer hende.
Nu er hun tilbage i sit eget hus, hvor hendes nyansatte receptionist Kirsten, stråtækkerens enke, er ligbleg og sluger det sidste af dagens syvende kop kaffe i en nervøs og højlydt slurk.
“Det er sgu ved at være for meget, det her, Christina. Det vælter ind med opkald og henvendelser på nettet. De første kommer i morgen og det vælter stadig ind med nye henvendelser. Først var det tv- stjerner, så vovede politikerne sig frem af mørket. Og nu en helt ny slags kunder.”
“Nye kunder?” spørger Christina uden at kunne skjule sin begejstring
Kirsten fortsætter uden at læse chefens reaktion.
“Ja, det er en anonym mand, XX, fra Morskabsmenageriet. Du ved alle de der unge, morsomme mænd, der er blevet ældre. Standup’erne falder sammen. Interessen daler, sagde han. Halvdelen af dem – de, der følte en mission i at revolutionere underholdningsscenen – må klare sig som studieværter på nosseløse underholdningsprogrammer på flow-tv. Det var det, han kaldte det: Nosseløst. Og nu har nogle af de få kvinder i branchen vist deres utaknemmelighed ved at kalde mændene for krænkere.”
Lise hældte endnu en kop kaffe op fra den halvkolde termokande.
“Og den anonyme komiker, ved du hvad? Han græd sgu! Han blev kaldt reaktionær og mandschauvinistisk, da han foreslog, at kvinderne sgu selv måtte lære at sige fra og forsvare sig selv. Men nu er de OGSÅ ofre. Komikerne. Har vi overhovedet pladser nok til dem?”
Fortsættes i morgen …
Lummer vinter
Læs tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
