Svaret fra de to DNA-prøver, jeg sendte til England i november, kom med posten lørdag formiddag.
Hårene, jeg diskret havde rullet om en finger, da jeg sidste gang gav min lillebror et knus, tilbragte fem år i en plastikpose, inden jeg fik samlet mod nok til at sende dem af sted sammen med den lille beholder til vatpinden med et frisk skrab fra min egen mundhule.
Søskende har halvdelen af deres gener tilfælles.
Fætre og kusiner kun en ottendedel.
Uanset generne kan de have alt eller intet tilfælles.
– Er det snart sommer? For så skal vi have en lillesøster, lyder begyndelsen til mit liv
På udflugt til Vesterhavet i forsommeren 1963 sludrede servitricen ved eftermiddagskaffen om, at nu måtte sommeren være på vej, og storebror vidste, at så ville der komme en søster.
Nogle familiehistorier bliver fortalt så mange gange, at de nærmest bliver rituelle
Ofte gentages de med vilje i samme form. Det sker, for at de med tiden er fortalt så mange gange, at de er blevet til sandhed.
Sandhed for de fleste.
Fordi det er nemmest.
Min detektor for sandhedsindpakkede løgnehistorier blev vakt til live meget tidligt.
Jeg kan fysisk erindre den frustrerende oplevelse af at være et barn, der stillede for mange spørgsmål og fik for få svar.
– Det er du ikke stor nok til at forstå, var det standardsvar, der fik min indre løgnedetektor til at blinke rødt. Blinkene tog til i intensitet, når afvisningen blev ledsaget af afledningsmanøvrer, og ”nu snakker vi om noget andet”.
Ingen fest for mig
Det gjorde de så bare ikke lige, da jeg skulle døbes.
De holdt ingen fest. Lange rækker af fotoalbum og smalfilm afslører ellers, at ingen anledning var for lille til en fest i de glade 60’ere.
Højdepunktet af 60’erne, og en af mine allerførste bevidste erindringer, er månelandingen på TV den 20. juli 1969.
Sengetiden var ikke til diskussion den aften.
Far insisterede på, at jeg med mine knap seks år holdt mig vågen, og var med til dette historiske øjeblik. Alt kunne lade sig gøre i 60’erne.
Der var bare ingen fest til min barnedåb. Fadderne var inviteret med. Mindre kunne jo ikke gøre det. Det var det.
– Hvorfor var der ingen fest, da jeg blev døbt? spurgte jeg uden af få svar de første 45 gange.
– Der var ballade i familien, fordi Far havde købt sommerhuset i Strib, lød svaret omsider, da jeg som voksen igen stillede spørgsmålet.
Indtil da havde jeg aldrig hørt om balleden omkring sommerhuset i 1963. Ledende spørgsmål til andre familiemedlemmer bekræftede, at netop sommerhuset ikke i deres erindring havde udløst en af de familiestridgheder, som der ellers var nok af ovenpå og under overfladen. Eller måske var striden om Strib blevet glemt og gemt i løbet af årene.
Hvorfor fokusere på ballade?
Jeg var nummer fire
De tre første blev født hjemme, som man nu gjorde det dengang.
Nummer to var Lille Inger, der kom til verden i 1953, og kun fik lov til at være i den i 14 dage på grund af ”noget med hjertet”.
Næsten samtidig med Lille Inger nedkom Moster Ellen med det, man grusomt dengang kaldte “et uægte barn”. Hun blev sat i fængsel, fordi hun ikke vil sige navnet på faren.
– Måske vidste hun det ikke? spurgte jeg.
– Jo, jo, var svaret, og jeg opfattede hurtigt, at jeg ikke skulle tro, at Moster Ellen måske endda havde været sammen med flere mænd. Det havde hun nu nok…
Der var ingen krisehjælp, når man mistede et barn i 1953.
– Så må De jo i gang med den næste, var lægens barske råd efter Lille Ingers død.
I 1955 kom der så en dreng, der i følge familiehistorien var så lille, at han kunne ligge i en skotøjsæske.
Han blev overvåget døgnet rundt af den unge mor.
På kun tre et halvt år havde hun – min mor, måske – født tre børn.
Hun sov ikke i måneder, fordi hun ikke kunne bære tanken om at miste igen.
Moster Ellen havde et værtshus et sted i Midtjylland
Moster Ellens søn boede i lange perioder på den plads, Lille Inger skulle have optaget.
Moster Ellen var ikke altid ”rask nok” til at have ham hos sig.
I nogle måneder, hvor Moster Ellen ikke var ”rask nok” kørte Mor ned for at passe værtshuset.
Når hun siden fortalte om aftnerne og nætterne på værtshuset fyldtes hendes ansigt med afsky, og modviljen mod en ordentlig brandert og sex for sjov forlod hende aldrig.
Hvad det ville sige ikke at være ”rask nok” fik jeg aldrig svar på.
Måske var Moster Ellen fysisk syg?
Måske var hun på en lang druktur, stukket af med en mand eller det allerværste, indlagt med psykiske problemer?
Måske skulle jeg have spurgt meget mere?
Storken holdt en pause på otte år efter drengen i skotøjsæsken
Familiehistorien…
Den, den der bliver fortalt igen og igen så mange gange, at den bliver sand, slår ellers fast, at Far ville have et helt fodboldhold. Der var så kun blevet produceret nok til en bordtenniskamp indtil den sommer i 1963, hvor jeg uomtvisteligt og i en eller andens mave var på vej.
– Det er sjovt, at vi er født med kun en uges mellemrum, sagde min barndomsven Karsten en dag, da vi var halvvoksne.
Han boede hundrede meter fra os nede på Kærmindevej.
– Min mor kan slet ikke huske, at hun var gravid samtidig med din mor.
I det foto- og smalfilmglade hjem er der ét uskarpt foto af min gravide mor i 1963.
Egentligt ikke usædvanligt, for dengang var maverne ikke udstillingsobjekter på samme måde som i dag.
Fotoet er taget fra bunden af haven.
Storken står og venter på sin pind på græsplænen, og det samme ser det ud til, at min mor gør.
Hun “venter”, selv om både hun og maven er placeret i baggrunden af billedet.
– Hvorfor gik der otte år, når nu I var enige om, at I skulle have flere børn, spurgte jeg igen, og så mange gange, at der til sidst kom et svar.
– Jeg havde en række spontane aborter. Vi troede simpelthen ikke, jeg kunne få flere børn, svarede Mor omsider en dag.
Da jeg siden i en anden samtale henviste til de spontane aborter, kiggede hun på mig som om jeg var et rumvæsen.
– Det må du have misforstået, lukkede hun af.
Det var hun god til. At lukke af eller fortælle en anden historie, for til sidst at være overbevist om sin egen sandhed.
Jeg blev født i Silkeborg
På Frøken Rasmussens Midtjyske “Flødeklinik”, som jeg i mange år troede, den hed.
Små børn får mælk. Små rige børn får vel fløde, tænkte jeg som lille pige.
Det forekom mig logisk.
– Hvorfor fødte du ikke på sygehuset eller på den private klinik i Herning? spurgte jeg.
Mor kom faktisk i første omgang hjem fra Silkeborg uden mig. Hun var åbenbart taget for tidlig af sted. Falsk alarm.
Jeg var nummer fire.
Falsk alarm?
Afsted igen til Silkeborg. Dagen efter blev den lille prinsesse vist frem, og storken på sin pind blev sat ud i en blomsterkrukke i forhaven ved villaen i Herning.
Måske var jeg bare en pude på maven
En fødsel på en privat klinik væk fra myndigheder og bysladder.
Et sted, hvor borgerfruer som Mor kunne få lidt fødselsluksus til ønskebørn.
Et sted, hvor borgerskabets unge døtre og andre kunne komme på diskret ophold, og slippe af med de uønskede og “de uægte”.
Et sted med plads til en moster, der allerede havde et barn, som hun ikke klarede for godt, og nu var uheldig for anden gang?
Måske.
”Far er så god og rar”, skrev Mor i albummet ”Barnets Bog”.
Storebror på otte år havde billedet af lillesøster i sin pung.
Storesøster på 12 legede “mor og barn” med den lille levende dukke.
Det blev hun ved med alt for længe.
Hun opdagede aldrig, og hun lærte aldrig nogensinde at respektere, at “dukken” var blevet et selvstændigt og positivt menneske opvokset i 1960’ernes optimisme og velstand, og ikke som hun selv fik sin sjæl formet af 1950´ernes klamme og omklamrende middelmådighed.
I 1966 kom der så endnu en baby til familien. Modsat prinsessen har han siden han fik ører måttet høre på, at han var et uplanlagt vådeskud. Lillebror kom til verden nøjagtigt ni måneder efter fars fødselsdag
I den historie, jeg har fabrikeret i mit hovede, er han resultatet af det obligatoriske fødselsdagsknald. Eller måske var Mor og Far i sommerhuset, og havde glemt de kondomer, min fadder Sønne indkøbte på hele venneflokkens vegne, og fik tilsendt i anonyme kuverter til det indremissionske Midtjylland.
Eller også fik far sin fødselsdagsgave uden tanke på konskevenserne, fordi Mor stadig var overbevist om at hun ikke kunne få flere børn efter de mange spontane aborter mellem 1955 og 1963.
Der blev ikke delt ud med sex fra min Mors hånd eller andre legemsdele
Det mest triste ved at rydde huset efter hendes – min mors eller min mosters – død i 2010 var at finde et dusin bøger fra begyndelsen af 50’erne og op til 80’erne bagerst i et af skabene.
De handlede allesammen om at have et sundt sexliv. Om at sex både var naturligt og kommet for at blive.
Jeg er sikker på, at de var Fars forsøg på at forklare Mor, at man faktisk også kunne gøre det for sjov og for fælles fornøjelse.
De løsslupne 1960’ere satte skam også deres spor i den midtjydske muld, og p-pillen nåede også hurtigt til heden.
– Se de store røve, de har fået, sagde Mor til mig en dag i midten af 70’erne til en fødselsdag, og pegede på to af sine veninder.
– Det er fordi, de tager p-piller. Og det gør de for at stå konstant til rådighed for deres mænd, hvæsede hun med så meget foragt i stemmen, at jeg blev helt bange.
Der var ingen tvivl om, at hun i hvert tilfælde ikke havde til hensigt at stå til rådighed, og slet ikke konstant.
Det var derfor med spænding, da hun kaldte lillebror og undertegnede ind til en alvorlig samtale om dét at blive voksen.
Jeg havde vel lige fået min menustration, og måske var det deromkring lillebror fandt ud af, at han kunne have seks bøjler hængende på sin stive tissemand.
Det kom han ud for at vise Mor og jeg i køkkenet, og det grinte vi meget af.
Det har altid undret mig, at sex var tabu, mens nøgenhed overhovedet ikke var et problem.
Sexualundervisningen var hurtigt overstået
– Drengene vil kun i bukserne på dig, sagde hun, og pegede i min retning.
– Og du vil snart i bukserne på pigerne, lød det til lillebror.
-Når den dag kommer, hvor I synes, I er voksne nok til det, så må I virkelig selv være voksne nok til at finde ud af det.
– Du skal bare ikke komme hjem og være gravid, pegede hun igen i min retning.
– Og du skal ikke komme hjem, og have gjort en pige gravid, var beskeden til lillebror.
Jeg havde lyst til at råbe, at jeg allerede gerne selv ”ville i bukserne på drengene”, men det indbød seancen i den pæne stue altså ikke lige til. Vi fandt ud af det. Hold da helt kæft, hvor vi fandt ud af det, lillebror og jeg!
Men det er en helt anden historie om fri sex i “Mellemtiden”. Den eneste tid i menneskehedens historie, hvor man hverken risikerede graviditet eller død af den skønneste lyst.
Jeg begyndte at finde ud af det med en fyr fra Varde, da jeg kort tid efter ”undervisningen” skulle på spejderlejr i Tyskland.
Der skulle i øvrigt afleveres en fødsels- eller dåbsattest til et gruppepas for at komme med på den tur. I de systematisk ordnede foldemapper på mors kontor i villaen manglede min fødselsattest. Den hentede jeg så selv en ny udgave af hos kordegnen, der fabrikerede den til lejligheden.
Hør her: Det var en god barndom.
Det forstyrrede lidt, at der kom en uventet lillebror og tog en del af opmærksomheden.
Jeg bed ham, når de voksne ikke så det. Det gør jeg stadig i dag. Og river hår af ham.
Men allerbedst var det en familie, hvor jeg aldrig har været i tvivl om mine forældres kærlighed.
Der gik mange år inden det gik op for mig, hvor kærlighedsløst mange familier lever.
Jeg var aldrig nogensinde i tvivl om, at mine forældre ville være der for mig, så længe de var her.
Ok. Lidt i tvivl var jeg.
Far var 45, da jeg blev født, uanset hvem der fødte mig
Rigtigt mange voksne mente åbenbart, at jeg skulle advares om, at han var så gammel, at ham skulle jeg nok ikke regne med at have ham som voksen.
Det var modbydeligt sagt. Men det gav mig så endnu mere grund til at holde af ham. Han holdt til jeg var 41 år gammel, og han var 86.
Moster Ellen derimod, og hendes søn, min fætter eller min halvbror, fik ikke det liv med ubetinget kærlighed, som jeg fik af mine forældre. Det mærkede dem begge, og sætter stadig for min fætter dybe spor.
På gamle foto kan man godt se, at Moster Ellen i sin ungdom var en smuk kvinde I min erindring var der altid noget hærget, træt og dybt ulykkeligt over hendes ansigt og hendes bevægelser. Modsat andre onkler og tanter var det som om hun holdt familien tre skridt fra livet. Eller også holdt familien hende tre skridt fra livet. Eller måske holdt hun sig bare fra mig, fordi der lå en løgn begravet.
Ellen og hendes søn var heller ikke som de andre slægtninge faste gæster til enhver lejlighed.
Der var tit noget i vejen. De kom med ujævne mellemrum, og det samme gjorde jeg jo også selv, da jeg som voksen flyttede fra Herning og begyndte mit eget liv.
Da Moster Ellen blev syg af kræft tilbragte hun sine sidste uger hjemme hos Mor og Far. Jeg boede udenlands og havde endnu ikke stykket min udgave af familiehistorien og det ”forbyttede barn” sammen. Og jeg tvivler på, at jeg havde haft modet til at forelægge min sag for hende. Der var aldrig tilløb til fortrolighed mellem hende og jeg på samme måde som hos de andre onkler og tanter.
Spørgsmålet til Mor og Far: er jeg en “skifting”?
Til en frokost i 2001 fremlagde jeg ”materialet” jeg havde indsamlet til at finde ud af om jeg var ægte eller ej.
Mor sukkede. Rystede længe på hovedet. Og udbrød så, som så mange gange før og siden:
– Åh, Charlotte, hvad er det dog med dig?
Jeg vendte spørgende blikket mod Far, der som altid lige skulle tygge af munden først.
– Tjaaah. Det kunne man måske godt have arrangeret, sagde han med et skævt smil, hvorefter Mor sukkede endnu dybere, og begyndte at rydde af bordet.
– Gí lige en hånd med, Charlotte, kommanderede hun.
Så var den samtale afsluttet. Som så ofte før uden et tilfredsstillende svar.
Det er også inderligt ligegyldigt, hvis biologiske baby, jeg var ved min fødsel. Jeg er sgu min egen.
Og DNA-testen, hvad sagde den?
Ingenting
Det var bare en undskyldning for at skrive historierne. Jeg lyver gerne lidt for at få lov til at fortælle en god historie. Og om jeg har 50 procent eller 12,5 procent af mine gener tilfælles med mine søskende er så fløjtende ligegyldigt. Det er alligevel ingen garanti for, at man ikke ender med en dag kun at have minder tilfælles.
Det er også inderligt ligegyldigt, hvis biologiske baby, jeg var ved min fødsel.
Jeg er sgu min egen.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.
Alle foto er private.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her