Det er sådan en ubehagelig følelse af nederlag, når man bliver vred

Dorthe Boss Kyhn 04.05.2018

KLUMMESERIE – Dorthe Boss Kyhns mor har Alzheimers sygdom, og hver fredag fortæller hun om sine oplevelser som pårørende. Denne gang skriver hun om den sorte samvittighed, hun får hver gang, hun forløber sig og kommer til at blive vred på sin mor. Og det sker, også selvom hun godt ved, at det er forkert.

Undskyld, undskyld, undskyld. Men jeg har altså været vred på min mor flere gange, efter hun er blevet syg. Jeg har været så frustreret, at jeg har råbt i afmagt. For derefter straks at blive overvældet af jordens mest sorte samvittighed.

Jeg hader mig selv for at gøre det, når det sker. Og efter jeg engang fik at vide af en klog kvinde, der arbejder med ældre og demente til daglig, at der skal syv positive oplevelser til at opveje bare en dårlig oplevelse for den, der er syg – ja, så fik jeg en del at tænke over.

For den demente husker – ikke det, som uenigheden handlede om, men hun/han husker den dårlige stemning. Hårdheden i de ord, man slynger ud, de forvredne ansigtsudtryk og den dårlige stemning.

Vi oplevede på et tidspunkt, den dag mine forældre flyttede ind i deres lejlighed på demensafsnittet, at en af deres nye naboer hele tiden kom ind i mine forældres stue, og vi blev troligt ved med at sige: ‘Nej, du bor ikke her, du skal gå hjem til dig selv’. Da vi på et tidspunkt havde sagt det til ham rigtig mange gange, blev det for meget for et af mine familiemedlemmer, der højt sagde, at NU skulle han altså høre, hvad vi sagde til ham og gå hjem! Den gamle mand så helt forvildet ud. Jeg forsøgte at lægge mig imellem ham og mit familiemedlem og sagde til sidstnævnte, at sådan skulle han nok ikke tale til den gamle mand, for han forstod jo ikke, at han gjorde noget forkert – hvorefter jeg tog mandens arm for at følge ham hjem.

Når jeg i dagene efter kom på besøg, og den pågældende beboer så mig, så råbte han højt efter mig – ‘dumme kælling!’ ..og mere af samme skuffe

Så skete der imidlertid det, at den gamle mand rev armen til sig og begyndte at skælde mig ud, endda på et andet sprog – jeg fik læst og påskrevet og blev meget forskrækket. Når jeg i ugerne efter optrinet kom på besøg, og den pågældende beboer så mig, så råbte han højt efter mig – ‘dumme kælling!’ ..og mere af samme skuffe.

Det var ubehageligt, og jeg blev faktisk ked af det, for jeg havde jo netop forsøgt at hjælpe ham. Men det erindrede han tydeligvis ikke. Jeg kom frem tid, at han måtte forbinde mig med det ubehagelige optrin, han havde oplevet den første dag. Han havde jo hørt mig tale højt og bestemt, og han havde set mit forvredne ansigt, da jeg skældte ud – selvom det ikke var ham, jeg skældte ud.

Heldigvis gik det over, og den pågældende mand holdt op med at råbe efter mig.

Når jeg bare vil min mor det bedst

Og selvom jeg med tiden også er blevet meget bevidst om, at man ikke får noget som helst ud af at blive vred på den syge – jamen, så hopper kæden altså af engang imellem. Det kan være svært at bide i sig, når man får det samme spørgsmål for 117. gang på en time, eller når man, efter at have brugt sine måske sparsomme pædagogiske evner i forsøgene på at forklare hende, at hun altså skal følge med, alligevel ikke har held med sit forehavende.

Vi er lige nu i en periode, hvor min mor ikke vil rejse sig, og en eftermiddag, hvor hun hele tiden sad og sov hen over spisebordet, ville jeg have hende med over i lænestolen. Jeg lokkede med – ‘Mor, det er meget mere rart at sidde i lænestolen. Mor din ryg har ikke godt af at sidde sådan. Mor, du har godt af at komme lidt op at gå….’ Jeg prøvede også med ‘en, to, tre-modellen’ at få hende med op at stå. Men hver gang jeg talte, lænede hun sig bare mere og mere tilbage i stolen, sukkede og gjorde sig tung som en sæk kartofler.

Til sidst blev jeg svedig og opgivende og kom til at sige meget højt: ‘Mor, du kan da godt forstå, at jeg kan da ikke stå her hele eftermiddagen – og jeg får også ondt i ryggen. Hvis ikke du vil høre efter, så må du bare blive siddende der!’

Men hun hører ikke efter. Og nej, det gør hun jo ikke, for hun er syg, hun forstår ikke mine argumenter

Dumme mig. Det forstod hun jo ingenting af. Og jeg blev selvfølgelig enormt ked af det bagefter, det er sådan en ubehagelig nederlagsfølelse, for man vil jo så gerne gøre det så godt som muligt. Men hun hører ikke efter. Og nej, det gør hun jo ikke, for hun er syg, hun forstår ikke mine argumenter.

Jeg gav op og gik hjem. Halvtrist. Heldigvis er der langt mellem de her udfald, nok fordi jeg er blevet opmærksom på ikke at udsætte hverken mig selv eller min mor for dem. Ofte har konflikterne jo handlet om, at jeg i min verden af logik føler, at jeg ved, hvad der er bedst for min mor. Men hendes verden er jo en anden nu. Og måske har hun mere glæde af, at jeg sidder ved siden af hende og klapper hendes hånd – end at jeg vil hundse hende fra den ene stol til den anden, fordi jeg mener, det er bedst for hende.

Jeg ved det ikke. Vi prøver os frem, og hvis jeg er i tvivl, så henter jeg hjælp til hende – og så øver jeg mig i at pejle mig ind på hendes dagsform, når jeg kommer på besøg. Hvis den er skidt, så må vi tage den derfra. Er hun i hopla, så kan vi også lidt mere. Og så forsøger jeg at øve mig i at sige til mig selv, at det er godt nok, det jeg gør – jeg har ikke overmenneskelige evner, og det her sygdomsforløb, det er jeg ikke uddannet til at klare. Det er ‘learning by doing’.

Og så forsøger jeg i øvrigt at overbevise mig selv om, at vi har alle sammen dage uden ret meget overskud, at det faktisk kun er menneskeligt… og faktisk helt i orden.

Topfoto: Dorthe Boss Kyhn

Dorthe Boss Kyhn

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/