Mikkel Andersson og den manglende kunstforståelse

Illustration: Christian Tangø. Og nej, det er ikke en brændende Koran, men en arabisk bog om have-kunst...

Christian Tangø 23.05.2025

KUNST // DEBAT – Hvad er kunst – og hvem har autoritet til at afgøre det? I en tid, hvor både provokation og institutionel legitimitet præger samtidskunsten, rejser en debat på Radio4 og en efterfølgende satire på sociale medier vigtige spørgsmål om grænser, intention og kontekst. Billedkunstneren bag debatten, Christian Tangø, svarer her Mikkel Andersson med en kritisk og nuanceret gennemgang af, hvorfor kunst ikke blot er, hvad nogen erklærer det for – men heller ikke kan reduceres til objektiv lovtekst. Diskussionen handler i sidste ende om dannelse, virkelighed og vores fælles kulturforståelse.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er selvfølgelig morsomt, at lort på dåse, syltet hest på glas og stjålne buster smidt i havnen er kanoniseret som betydningsfulde værker, mens en koran i en vandpyt ikke er kunst.

Og tillykke til den tidligere Rokoko-satiriker, der på Facebook får et hylekor af 800 mennesker til at grine af et ellers velmenende forsøg på Radio4, hvor “Debatten” forsøger at forklare noget om “hvad kunst er”.

Nu er det en forudsætning for en god debat, at man holder fakta klart: Der er således ikke tre kunstnere i studiet, men to. Pernille Taagaard Dinesen er ikke udøvende kunstner, men kurator og kunsthistoriker.

De to kunstnere er: undertegnede samt Hassan Preisler. Preisler er i øvrigt ikke billedkunstner, men forfatter og dramatiker, uddannet skuespiller – altså ekspert i teater.

Så er vi nede på præcis én billedkunstner, og det er mig. I øvrigt mig, som har startet den debat, der fyldte den første time, nemlig her på POV.

Det virker selvmodsigende, at Mikkel Andersson mener, at det synspunkt, han i forvejen erklærer idiotisk – nemlig at “kunstneren kan bestemme, hvad der er kunst” – også skal gælde Paludan

Selvfølgelig er det at tabe en koran i en vandpyt ikke et betydningsfuldt kunstværk, der opfylder den undtagelse, som en række kunstnere – heriblandt igen undertegnede – fik indført i forhold til koranloven.

Ganske i overensstemmelse med både Paludans generelle virke, dommen på Bornholm samt en indgående viden om, hvad der foregår omkring Paludan, skrev jeg, at der var kunstnerisk fornuft i dommen.

Kunst og kontekst: Hvad gør en handling til kunst?

I løbet af udsendelsen spørger Hassan Preisler, om det kunne være kunst, hvis Paludan lejede Gamle Scene på Det Kongelige Teater og brændte koranen af dér. Og det er der enighed om, at det kunne det være. Og lige præcis dét argument fremsatte jeg selv i Berlingske under forberedelserne til koranloven, netop for at kunstnere som Firoozeh, Augusta Atla eller Uwe Max Jensen fortsat kunne udføre deres religionskritiske værker. Et argument, der blev lyttet til, og som blev indarbejdet i loven, således at den ytringsfrihed, som både Andersson og undertegnede vil værne om, blev begrænset mindst muligt.

Lad mig lige minde om, at loven siger, at kunstværker, der indeholder en skænding af f.eks. koranen, er undtaget – men kun hvis den “utilbørlige behandling” indgår som en mindre del af et større værk.
Hvad betyder det i praksis? Det betyder, at man ikke bare kan erklære noget for “en performance” og så brænde en koran af foran et par udvalgte diktaturstaters ambassader “som kunst”.
Nuvel, man kan mene, det er en uheldig regel – men sådan er loven altså.

Jeg tager hatten af for, at Radio4 inviterer både mig, en kunsthistoriker og en dramatiker til at dele de tanker, vi hver især har om begrebet kunst, de forskellige kunstformers natur og konkrete værker. Diskussionen er spændende for fagfolk, men også for mange mennesker, der gerne vil vide mere om samtidskunsten. Men det er også en kompleks diskussion, hvilket blev understreget fra starten.

Men jeg kan ikke se, at Mikkel Andersson er interesseret i den videnskabelige diskussion om kunst: de kunsthistoriske betingelser, de sociale vilkår, den psykologiske virkning, de logiske præmisser for fortolkningsvidenskab. Hvilket kan undre, da Andersson selv er historiker.

Kunstnerens rolle og institutionernes magt

Det, som Andersson komplet misser i sin iver efter at gøre grin med udsendelsen, er, at ingen af de to kunstnere i studiet køber idéen om, at “kunst er, hvad kunstnerne siger er kunst”. Jeg har i løbet af de seneste tre år skrevet to bøger og et utal af artikler for at tilbagevise det komplet håbløse argument, at kunstneren er en ypperstepræst, der på magisk vis kan døbe noget kunst, hvorefter “det er det”. Hassan Preisler har forsøgt at tale kritisk om de mekanismer i kunstverdenen, der forsøger at spænde kunsten for en ofte venstreorienteret vogn.

Men det er rigtigt, at vi alle tre er enige om, at kunstnerens status som kunstner indgår i den samlede ligning om, hvornår publikum opfatter et værk som kunst. Som ét ud af adskillige punkter, hvilket også blev nævnt i diskussionen. Hvad denne status og den kunstneriske intention (som Pernille fremhævede flere gange) indebærer, er igen en længere diskussion.

Det virker selvmodsigende, at Mikkel Andersson mener, at det synspunkt, han i forvejen erklærer idiotisk – nemlig at “kunstneren kan bestemme, hvad der er kunst” – også skal gælde Paludan.

Jeg ser frem til, at Andersson bevæger sig fra det satiriske børnebord til voksenbordet i diskussionen om kunst

Men det oplagte problem er naturligvis, at hvis et sådant idiotisk argument ophøjes til lov, så har vi ingen fornuft tilbage længere i forhold til kunst. Så kan jeg erklære Mikkel Andersson for en hofnar, og han kan intet sige. Andet end det sædvanlige: Det må så være DIN opfattelse.

Naturligvis er kunst som begreb hverken en subjektiv idé eller noget, der kan afgøres med firkantede definitioner. Også dét blev understreget i løbet af udsendelsen. Kunstnerne kan, i det store og hele, som regel kommunikere gennem deres værker, at noget rent faktisk er tænkt som et kunstværk, og denne kommunikation forstås ofte af publikum – også selvom man ikke bryder sig om værket.

Det er rigtigt, hvis Andersson peger på, at der i den moderne kunstforståelse er opstået en splittelse mellem, hvad der er værk, og hvad der er præsentationen af et værk – alt det “rundt om værket”, det “udenværkslige” eller “det kontekstuelle”. Herunder det forhold, at institutioner kan ophøje det mest utrolige til kunstværker. Det er primært denne kritik, jeg selv har kæmpet kraftigt for at fremsætte og diskutere, og det havde været langt mere konstruktivt, hvis Andersson gik i dialog med undertegnede i en fortsat kritik af de til tider ret tvivlsomme magtsystemer, som omgiver specielt billedkunsten (hvorunder den famøse “performance” hører).

Naturligvis er diskussionen debil i den forstand, at Andersson næppe kan forsvare det specifikt kunstneriske i Paludans vandpyttecirkus på anden måde end netop gennem den kunsthistorie, som han selv synes er åndssvag.

Hele diskussionen om “hvad kunst er” er på mange måder en dannelsesdiskussion, der er alt for vigtig til at blive nedgjort eller politiseret.

Også fordi vi hvert år bruger temmelig mange offentlige kroner på kunsten, er det vigtigt at skabe en kritisk forståelse af, hvad kunst er, og dernæst, hvordan vi meningsfuldt kan diskutere kvalitet.

Jeg gentager her gerne nogle enkle pointer og punkter, der kan indgå i den diskussion:

Man kan se hele verden som et stort teaterstykke, men realiteten er noget andet.
Adskillelsen mellem kunst og ikke-kunst er ikke en klar grænsesætning. Noget kan være begge dele samtidigt.
Kunstdefinitionen er båret af både positive normer, der knytter sig til de givne kunstformer, men også af forskelsbetragtninger i forhold til almindelige fænomener, der allerede har en fastlagt betydning.
Konteksten spiller – som ved alle observationer i verden – en afgørende rolle. Men i forhold til kunstværker bliver det kontekstuelle endnu vigtigere. Det kontekstuelle dækker bl.a.:
- De fysiske omgivelser / præsentationen / scenen
- De omgivende sociale systemer
- Kulturelle og historiske referencer
- Kunstnerens identitet
- Værkets egne indre referencer

Jeg ser frem til, at Andersson bevæger sig fra det satiriske børnebord til voksenbordet i diskussionen om kunst.

Også fordi – og det er virkelig morsomt – mange af de samlere, som køber og samler på samtidskunst, stemmer slet ikke på Enhedslisten, SF eller De Radikale. Og slet ikke Socialdemokratiet.

Det har de alt for mange penge til. De stemmer på De Konservative. Eller Liberal Alliance, hvor Mikkel Andersson er chefrådgiver og leder af afdelingen for værdikamp.

Når man hører en udmærket podcast som Jens Peter Brasks Kunstsamlerne, kan man tydeligt høre, hvad forskellige museumsudstillinger og kunstnerens øvrige virke betyder for, hvordan værkerne bliver fortolket.

Synspunktet om, at værdien af et kunstværk afhænger af institutionerne og de kunstneriske intentioner, er altså slet ikke et socialistisk synspunkt.

Det er en simpel realitetsbetragtning, der samtidig bidrager til et mytologisk univers omkring værket.

Christian Tangø

Christian Tangø er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Som billedkunstner har han både udstillet i Danmark og New York, hvor han også har boet i længere perioder.