UKRAINE // KOMMENTAR – Mantraet “så lang tid det tager” har været EU’s kampråb til støtte for Ukraines modstand mod Rusland. Gid det ikke klinger af, skriver Adam Holm. “Hvis den foreliggende plan går igennem, vil det give anledning til en ukrainsk version af ‘dolkestødslegenden’. Det vil være en diplomatisk daggert i hjertekulen på et samfund, der har bidt fra sig med næb og klør for at få mulighed for at forblive en suveræn stat og undslippe rollen som handskedukke for Kreml.“
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Jovist, men krig er også en myriade af ansigter og skæbner.
I det østlige Ukraine har jeg mødt gymnasielæreren Oleksandr i en skyttegrav på en afstand af 600-800 meter fra de russiske stillinger. Han havde ikke set sin 19-årige datter i otte måneder. Det var hendes frihed, han kæmpede for. Og fortsat gør, hvis han er i live.
Der er Sasha, tidligere sergent i Den Røde Hær, med et forpint udseende og smerter hver gang han tager et skridt. Han blev udsat for gruopvækkende tortur udført af russiske styrker i byen Izium, mistænkt for at være “ukrainsk patriot”. Som han tørt bemærkede: “Putins bødler fik ret!”.
Der er Mikhail, mekaniker, russisksproget, men ‘politisk ukrainer’, der mistede kone, datter, tre børnebørn, svigersøn og en ældre slægtning, da et russisk missil slog ned i hans boligblok.
Der er kvinderne i Siversk, som boede i en fugtig kælder uden lys og rindende vand, deres mænd var ved fronterne, og deres voksne døtre og børnebørn var i eksil i Prag og Warszawa. Deres hud var voksgul og de knoklede hænder og indfaldne ansigter vidnede om sparsom ernæring.
Der er den nærmest endeløse række af sønderskudte bygninger og ødelagte broer, veje, jernbanespor, og der er de nye grave, som dagligt fyldes op.
Der er ‘Kirurg’, den unge medicinstuderende, som i en alder af 23 år har foretaget flere amputationer af lemlæstede ben og arme end nogen nok så erfaren kirurg i et vestligt land.
Der er manden med saxofonen, som under et russisk bombardement stillede sig op på Frihedspladsen i Kherson og spillede den ukrainske nationalmelodi iført skudsikker vest. Saxofonisten var trodsig. De dumpe drøn fra russernes artilleri besvarede han med en kunstnerisk salut.
Putins militaristiske linje trækker en rød tråd fra det 19. århundredes stormagtslogik. Er det virkelig vores – og ikke mindst Ukraines – fremtid at gå tilbage i tiden? Ønsker Vesten – læs; det demokratiske Europa – at se sig selv på denne måde?
Det er alle disse personer, og millioner af deres landsmænd, der nu må sande, som præsident Zelenskyj har konstateret, at de med den amerikanske 28-punktsplan er blevet præsenteret for et umuligt valg: Fred på Ruslands betingelser eller tab af den vigtigste vestlige allierede.
Udkastet til den såkaldte ‘fredsplan’ er en regulær infamitet over en nation, som på fjerde år betaler en uhyggelig pris for et andet lands imperialistiske og historierevanchistiske politik.
Hvis den foreliggende plan går igennem, vil det give anledning til en ukrainsk version af ‘dolkestødslegenden’. Det vil være en diplomatisk daggert i hjertekulen på et samfund, der har bidt fra sig med næb og klør for at få mulighed for at forblive en suveræn stat og undslippe rollen som handskedukke for Kreml.
Måske vil ‘planen’ få våbnene til at tie. Ingen kan bebrejde soldaterne ved fronterne og befolkningen i de byer, som jævnligt angribes af droner og missiler, hvis de længes efter at opleve dage uden uophørlige eksplosioner og tudende sirener. Det makabre dødskarneval, som har stået på alt for længe, vil blive afløst af en form for fred, men på stærkt ydmygende og urimelige betingelser.
Hvis Kiyv tvinges til at æde nådsensbrød, vil det med sikkerhed udløse forbitrelse over for Vesten (findes denne uklare størrelse overhovedet længere?). Resten af verden, ikke mindst despoterne i Moskva og Beijing, vil få det endegyldige bevis på, at ‘Vesten’ er en tandløs papirtiger.
Hvis vi accepterer, at Ukraine må bøje nakken, går det formentlig samme vej for Georgien. Putins militaristiske linje trækker en rød tråd fra det 19. århundredes stormagtslogik. Er det virkelig vores – og ikke mindst Ukraines – fremtid at gå tilbage i tiden? Ønsker Vesten – læs; det demokratiske Europa – at se sig selv på denne måde?
Mantraet “så lang tid det tager” har været EU’s kampråb til støtte for Ukraines modstand mod Rusland. Gid det ikke klinger af.
Glem ikke Ukraine.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og